C.A.10.2.8.6 Ventekonti

Pensionsbidrag mv., som en tjenestemand får i forbindelse med fratrædelse af en stilling i statens, folkekirkens, en regions eller en kommunes tjeneste, samt udtrædelsesgodtgørelser fra en pensionskasseordning, kan i visse tilfælde overføres til en særlig konto (såkaldt ventekonto) i et pengeinstitut for den fratrådte arbejdstager. Reglen fraviger princippet i PBL § 41 om, at pensionsordningen skal overføres direkte til den modtagende pensionsordning. Se PBL § 42, stk. 1, 1. pkt.

Det er dog en betingelse, at beløbene efter de bestemmelser, der gælder herom, ikke udbetales til den fratrådte arbejdstagers frie rådighed. Se PBL § 42, stk. 1, 2. pkt.

Det beløb, der står på kontoen, kan uden skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser efter PBL § 41 (videre)overføres til en ordning med løbende udbetalinger. Se PBL § 42, stk. 2, 1. pkt.
Der tilbageholdes en afgift på 60 pct. af andre udbetalinger fra kontoen. Se PBL § 42, stk. 2, 2. pkt.

I øvrigt gælder de samme regler som for opsparing i pensionsøjemed. Se PBL § 42, stk. 2, 3. pkt.

Det betyder hovedsageligt, at der skal betales afgift af indeståendet på kontoen senest ved kontohaverens fyldte 70. år eller ved død for ordninger, der er oprettet før den 1. maj 2007. For ordninger, der er oprettet den 1. maj 2007 eller senere, skal der betales afgift 15 år efter, at pensionsopspareren når pensionsudbetalingsalderen. Se afsnit C.A.10.2.5.4.1 om udbetaling ved pensionsalderen.