C.C.1.1.1 Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed

Dette afsnit beskriver begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed.

Afsnittet indeholder:

Se også

Kort om begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed

Skattelovgivningen indeholder ikke en egentlig definition på begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed. Der er dog nævnt nogle eksempler. Se SL § 4. Bestemmelsen er ikke udtømmende og beskriver heller ikke, hvordan begrebet skal afgrænses. Afgrænsningen er derfor sket gennem en omfattende praksis vedrørende de forskellige relationer, hvor den har betydning, fx vedrørende brug af virksomhedsordningen, reglerne i kildeskatteloven (om bl.a. indeholdelsespligt) og det ældre regelsæt i den nu ophævede investeringsfondslov.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud.

Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode, og virksomheden må ikke være af helt underordnet omfang.

Skattepligtige, der driver egen fremstillingsvirksomhed inden for industri, håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

Det gælder normalt også egen virksomhed inden for handel og service samt liberale erhverv som fx advokat, arkitekt, selvstændigt praktiserende læge, revisor og vekselerer.

Ved udtrykket selvstændig erhvervsvirksomhed forstås normalt fysiske personers virksomhed. Se dog nedenfor om selskaber.

Spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed er selvstændig erhvervsvirksomhed, indebærer flere afgrænsninger. At virksomheden skal være selvstændig betyder, at der skal ske en afgrænsning over for tjenesteforhold. Det kan være både lønmodtagerforhold og de honorarmodtagere, der er i tjenesteforhold og skattemæssigt behandles på samme måde som lønmodtagere. Se afsnit C.C.1.2 "Selvstændigt erhvervsdrivende i modsætning til lønmodtager og honorarmodtager, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende" om denne afgrænsning.

At virksomheden skal være erhvervsmæssig betyder, at der skal ske en afgrænsning over for ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

Erhvervsmæssig virksomhed skal derfor for det første afgrænses over for ikke-erhvervsmæssig virksomhed i form af hobbyvirksomhed. Afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed (herunder hobbyvirksomhed) sker ved en samlet vurdering efter en række kriterier. Se afsnit C.C.1.3.

Hobbyvirksomhed har på den ene side fælles træk med erhvervsvirksomhed, men er på den anden side karakteriseret ved, at systematisk indtægtserhvervelse ikke er det afgørende formål for skatteyderen. Visse former for virksomhed synes således ofte at have private formål som de primære. Disse private formål kan fx være boligformål eller sportsinteresser, som fx ridning, hestevæddeløb og sejlads, eller det kan være dyrehold, som fx heste, kaniner, fjerkræ eller lignende. Udtrykket hobbyvirksomhed anvendes dog også om virksomhed, der ikke har dette præg af fritidsinteresse, men som i øvrigt ikke opfylder kriterierne for at være erhvervsmæssig, fx kravet om rentabilitet.

Indkomsten opgøres for ikke erhvervsmæssig virksomhed, såvel den hobbyprægede som anden virksomhed, der ikke opfylder kriterierne for at være erhvervsmæssig, efter et nettoprincip i SL § 4. Indtægten er skattepligtig som personlig indkomst, men fradragsretten er begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører virksomheden, og som kan rummes i indtægten ved denne. Se nærmere om beskatningen i afsnit C.C.1.1.2. Det bemærkes, at der ikke skal betales arbejdsmarkedsbidrag, se nærmere i afsnit C.C.8.2 Bidragspligten.

Selvstændigt erhvervsmæssig virksomhed skal for det andet afgrænses over for ikke erhvervsmæssig virksomhed i form af honorarindtægter, der på den ene side ikke er optjent som led i et tjenesteforhold, men som på den anden side heller ikke er selvstændig erhvervsvirksomhed. Denne form for virksomhed, der ligesom hobbyvirksomhed betragtes som ikke-erhvervsmæssig virksomhed, beskattes også efter et nettoprincip i SL § 4. Se nærmere i afsnit C.C.1.2.3 og afsnit C.A.3.1.2 om afgrænsningen af selvstændig erhvervsvirksomhed over for honorarindkomst og om beskatning af honorarindkomst. Bemærk at disse honorarmodtagere skal betale arbejdsmarkedsbidrag af bruttoindkomsten, se afsnit C.C.8.2 Bidragspligten.

Endelig må selvstændig virksomhed afgrænses over for spekulation. Spekulation er salg af aktiver, som er erhvervet med den hensigt at opnå fortjeneste ved videresalg. Spekulation har altså også til formål at opnå fortjeneste, men er typisk en enkeltstående disposition, der ikke som erhvervsmæssig virksomhed udøves regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode, som en systematisk handel med aktiver af den pågældende art. Spekulation og beskatning af spekulation omtales i afsnit C.C.2.1.3.3.3 "Spekulation".

I de følgende afsnit omtales visse generelle forhold, som har betydning for, om en virksomhed anses for at være erhvervsmæssig.

Interessenter, kommanditister mv.

Skattepligtige, der deltager i en selvstændig erhvervsvirksomhed, der drives som interessentskab eller kommanditselskab, er selvstændigt erhvervsdrivende. Dette gælder også, selvom de også får løn fra interessentskabet for deres arbejdsindsats eller andet. Se LSRM 1963, 90 LSR.

Udlejningsvirksomhed

Udlejningsvirksomhed er som hovedregel selvstændig erhvervsvirksomhed.

Udleje af driftsmidler

Udleje af driftsmidler mv. er selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, hvis virksomheden har et vist omfang.

Indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe kan dog være omfattet af de særlige beskatningsregler for anpartsvirksomhed, hvis den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 11, og afsnit C.C.3 om anpartsreglerne.

xBilejere, der lejlighedsvist udlejer deres private bil, anses ikke for at drive erhvervsmæssig virksomhed. Reglerne fremgår af det nu ophævede styresignal SKM2016.536.SKAT - Lejlighedsvis biludlejning og samkørsel mv. Den indtægt, der opnås ved denne form for virksomhed, er skattepligtig og opgøres efter de regler, der gælder for hobby og anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Se afsnit C.C.1.1.2.x

Hovedaktionærs udlejning af driftsmidler til selskabet

En hovedaktionærs udlejning af driftsmidler til selskabet kan også betragtes som selvstændig virksomhed. Se fx LSRM 1982, 52 LSR og LSRM 1982, 53 LSR.

Hvis en skatteyder i forbindelse med en omdannelse af virksomheden til et aktieselskab eller anpartsselskab kun har beholdt ejendomsretten til få og uvæsentlige eller ubetydelige driftsmidler, som derefter udlejes til selskabet, anses "udlejningsvirksomheden" ikke for at være selvstændig virksomhed. Se LSRM 1980, 68 LSR, (hvor der var tale om udlejning af en varevogn) og forudsætningsvis LSRM 1981, 5 LSR (om en personbil).

Udleje af fast ejendom

Indkomst fra udlejning af fast ejendom anses som hovedregel for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en medejer. Se TfS 1987, 107 DEP.

Der er dog ikke tale om selvstændig erhvervsvirksomhed ved udlejning af en- og tofamilieshuse til beboelse og udlejning af fritidshuse, når ejeren også selv benytter ejendommen til beboelse. Se TfS 1992, 223 LSR.

Se dog SKM2002.581.LSR om en hovedanpartshaver, der udlejede 20 pct. af sit parcelhus til sit selskab. Der var ikke foretaget en vurderingsfordeling på ejendommen. Overskuddet ved udlejningen blev anset for kapitalindkomst, fordi den erhvervsmæssige udlejning ikke var så omfattende, at der var foretaget en vurderingsfordeling efter (den dagældende) LL § 15 B, stk. 5, jf. VUL § 33, stk. 5.

xI SKM2016.456.LSR anså Landsskatteretten udleje af en beboelsesejendom til familie og udlejers selskab for erhvervsmæssig.x

Også udleje af fast ejendom kan imidlertid have et så underordnet omfang, at virksomheden ikke kan anses for erhvervsmæssig i skattelovgivningens forstand. Se SKM2014.812.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at udlejning af to redskabsbygninger (fiskeskure) på lejet grund ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Udlejningen havde i alle årene givet underskud, og der var ikke fremlagt oplysninger om, at underskuddet var forbigående, og at udlejningen ville komme til at give overskud. Tilsvarende resultat nåede Landsskatteretten frem til i en anden sag vedrørende udlejning af et fiskeskur, SKM2014.822.LSR. Her udtalte Landsskatteretten, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt anses for selvstændig erhvervsvirksomhed i lighed med andre virksomhedstyper. Der skal dog i lighed med andre virksomhedstyper foretages en bedømmelse af, om virksomheden er erhvervsmæssigt drevet, hvilket skal ske ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages.

xByretten har desuden i SKM2016.437.BR stadfæstet en landsskatteretskendelse, hvorved udlejning af halvdelen af et redskabsskur (fiskeskur) til medejeren blev anset for ikke erhvervsmæssig, idet udlejningen, som havde givet underskud i de relevante år, klart var af underordnet omfang. (Anket til Vestre Landsret).x

I sagen SKM2014.732.LSR blev udlejning af en garage til en månedlig leje af 400 kr. derimod anset for erhvervsmæssig.

Fremleje af lejelejlighed og udlejning af andelsbolig

Fremleje af lejelejlighed og udlejning af andelsbolig anses ikke for erhvervsmæssig virksomhed. Et eventuelt overskud vil være skattepligtigt (evt. opgjort efter LL § 15 P), mens et eventuelt underskud ikke kan trækkes fra.

Se SKM2012.701.SR, hvor Skatterådet udtaler, at udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser alene har en brugsret til en lejlighed. De kan derfor sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom, og hvor udlejningen ikke anses for erhvervsmæssig.

Se desuden SKM2016.30.LSR, hvor Landsskatteretten henviste til højesteretsdommene TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR samt til ovennævnte SKM2012.701.SR. Sagen vedrørte en skatteyders udlejning af en andelsbolig til sin søn. Der havde i alle indkomstårene 2006 - 2011 været underskud ved udlejningen af andelsboligen, og udlejningen havde derfor i disse indkomstår ikke været rentabel. Landsskatteretten fandt ikke, at der i indkomstårene 2009 - 2011 var en udsigt til, at udlejningen til klagerens søn fremover ville blive overskudsgivende. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at den manglende rentabilitet er irrelevant. Skatteyderen havde således ikke godtgjort, at der forelå en fast administrativ praksis om, at SKAT ved forældres udlejning af ejendomme til deres børn accepterer udlejningen som erhvervsmæssig virksomhed, selvom udlejningen giver underskud, og der ikke er udsigt til overskud. Udlejningen blev derfor ikke anset for erhvervsmæssig.

Se også

Hovedaktionærs udlejning af fast ejendom til selskabet

Hvis en skatteyder i forbindelse med omdannelse af sin virksomhed til et aktieselskab eller anpartsselskab beholder en fast ejendom, som han udlejer til selskabet, anses han for fortsat at drive selvstændig virksomhed. Se skd. 1973.24.50. Dette var også tilfældet i en sag, hvor en hovedaktionær udlejede en tegnestue, indrettet i en tilbygning til hans villa, til selskabet. Se LSRM 1981, 65 LSR.

Bemærk

Indkomst fra udlejning af fast ejendom kan dog være omfattet af de særlige beskatningsregler for anpartsvirksomhed, hvis virksomheden har flere end 10 ejere. Dette gælder også, selvom ejendommen ikke er afskrivningsberettiget.

Se PSL § 4, stk. 1, nr. 9, og afsnit C.C.3 om anpartsreglerne, samt SKM2012.340.LSR, hvor udlejning af en hotellejlighed var omfattet af den dagældende PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (nu nr. 9), og virksomhedsordningen derfor ikke kunne anvendes. Hotellejligheden blev ikke anset for en selvstændig virksomhed, men som en del af den samlede hoteldrift, hvor antallet af deltagere var større end 10.

Bortforpagtning

Bortforpagtning af fast ejendom, erhvervsvirksomhed eller landbrug, herunder bortforpagtning/udleje af en del af et landbrug, er normalt selvstændig erhvervsvirksomhed for bortforpagterne. Se fx SKM2012.148.SR og SKM2012.248.SR.

Vedvarende energianlæg

Fysiske personer kan efter de særlige regler i LL § 8 P, stk. 2 og 3, vælge at lade indtægt fra vedvarende energianlæg, der er omfattet af definitionen i LL § 8 P, stk. 1, jf. stk. 6, beskatte som ikke-erhvervsmæssig indkomst og anvende den særlige skematiske ordning for opgørelse af indkomsten. Hvis skatteyderen ikke vælger disse regler, eller hvis anlægget ikke er omfattet af LL § 8 P, afgøres det efter de almindelige regler, om indkomsten er erhvervsmæssig. Se afsnit nærmere i afsnit C.C.4.5.2 og afsnit C.C.4.5.5 om vedvarende energianlæg.

Betydningen af momsregistrering

En virksomhed er momspligtig, hvis den er en selvstændig økonomisk virksomhed. Den momsretlige vurdering af, om en virksomhed er momspligtig, vil ofte være sammenfaldende med den skatteretlige vurdering af, om der foreligger en selvstændig erhvervsvirksomhed. Der skal dog altid foretages en selvstændig skatteretlig vurdering af, om der foreligger selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, og dermed, om der er fradrag for driftsomkostninger mv. Se TfS 1997, 739 DEP.

Højesteret udtalte i TfS 1991, 500 HRD, at det er uden betydning for den skattemæssige vurdering af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig, om den har ladet sig momsregistrere. Se også TfS 1992, 516 ØLD, hvor et momsregistreret landbrug blev anset for at være hobbyvirksomhed.

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed eller lønmodtagerforhold, ses det dog, at momsregistreringen og fakturering med moms er et kriterium, der taler for, at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Se afsnit C.C.1.2.1, hvor skd.cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 og en række afgørelser er omtalt.

Selskaber

xAktieselskaber og anpartsselskaber anses skatteretligt for at være erhvervsdrivende. Dette skyldes, at disse selskaber selskabsretligt i praksis anses for erhvervsdrivende. De tidligere §§ 1, stk. 1, i henholdsvis aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven anvendte da også udtrykket »erhvervsdrivende«, men man har ikke fundet det nødvendigt at gentage dette i den nugældende selskabslov.x

Også holdingselskaber, hvis virksomhed udelukkende består i at besidde aktier eller anparter i et eller flere datterselskaber, anses for at være erhvervsdrivende ved anvendelsen af de skatteretlige regler. Dette skyldes, at det er anerkendt i selskabsretten, at disse virksomheder opfylder kravene til at være erhvervsmæssige. Se Højesterets dom i SKM2004.297.HR.

Det kan dog også forekomme, at en del af et selskabs drift anses for at være ikke-erhvervsmæssig. Se fx TfS 1991.500 HRD, hvor udgifter til en væddeløbsstald ikke kunne trækkes fra i et anpartsselskabs øvrige indtægter.

De særlige beskatningsforhold for selskaber, fonde, mv. herunder reglerne i selskabsskatteloven beskrives i afsnit C.D om selskabs-, fonds- og foreningsbeskatning.

En lang række skatteregler for erhvervsdrivende gælder imidlertid for selskaber på samme måde som for selvstændigt erhvervsdrivende.

Det gælder fx statsskattelovens regler om opgørelse af bruttoindkomsten, om fradrag for omkostninger og om periodespørgsmål. Se SL §§ 4, 5 og 6.

Desuden er det i en række særbestemmelser beskrevet, om de kun gælder for selvstændigt erhvervsdrivende, kun for selskaber eller for begge dele.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2013.793.HR

"Working Interests" skulle anses som ejerandele i amerikanske olieudvindingsvirksomheder og ikke som udbytteretter i henhold til AL § 40, stk. 2.

Skatteyderen havde ved at eje disse working interests reelt fået et medejerskab til de enkelte projekter, ikke blot til de mineraler, der blev indvundet men også til det produktionsudstyr mv., der knyttede sig til projektet.

Skatteyderen havde også ret til et eventuelt overskud i projektet og hæftede for et eventuelt underskud, idet hæftelsen dog var begrænset til det indskud, der var foretaget i de enkelte projekter. De erhvervede working interests blev anset for at være en andel af en erhvervsvirksomhed med olieudvinding og ikke som udbyttekontrakter, jf. AL § 40, stk. 2.

Antallet af ejere i de enkelte projekter var større end 10, og skatteyderen deltog ikke i væsentligt omfang i driften af de enkelte projekter. Indkomsten fra de enkelte projekter (working interests) var derfor omfatttet af anpartsreglerne, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (nu 9).

Det var ikke godtgjort, at der eksisterede en administrativ praksis, hvorefter working interests skulle anses som udbyttekontrakter, der var afskrivningsberettigede efter AL § 40, stk. 2.

For Højesteret vedrørte sagen alene det sidstnævnte spørgsmål.

Principiel dom.

Stadfæster SKM2012.17.VLR.

Dommen omtales også i afsnit C.C.3.1.3.

SKM2004.297.HR

Højesteret statuerede, at et holdingselskab, hvis virksomhed udelukkende består i at besidde aktier eller anparter i et eller flere datterselskaber, anses for at være erhvervsdrivende ved anvendelsen af de skatteretlige regler, fordi det er anerkendt i selskabsretten, at disse virksomheder opfylder kravene til at være erhvervsmæssige.

Principiel dom.

Vedrørte den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

TfS 1991, 500 HRD

Højesteret udtalte, at det er uden betydning for den skattemæssige vurdering af, om virksomheden kan anses for at være erhvervsmæssig, at virksomheden har ladet sig momsregistrere.

Landsretsdomme

TfS 1992, 516 ØLD

Et momsregistreret landbrug blev anset for at være en hobbyvirksomhed.

Byretsdomme

xSKM2016.437.BRx

xIkke erhvervsvirksomhed - fiskeri og udlejning af redskabsskur - to virksomheder - manglende intensitet og rentabilitet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, ved henholdsvis udlejning af halvdelen af et redskabskur og ved fiskeri havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Skatteyderen gjorde gældende, at han havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009-2011 (begge inkl.), og derfor var berettiget til at fratrække underskud herfra i sin øvrige skattepligtige indkomst samt anvende virksomhedsskatteordningen.

Hvis virksomhederne blev anset for erhvervsmæssige, ville det desuden have den konsekvens, at skatteyderen ikke skulle ophørsbeskattes af et opsparet overskud på 6.119.879 kr. fra hans tidligere drevne fiskerivirksomhed.

Retten bedømte hver virksomhed for sig.

For så vidt angik udlejningsvirksomheden, henviste retten til, at virksomheden for hvert af de relevante år havde givet underskud.

På baggrund heraf, og da udlejningsvirksomheden klart var af underordnet omfang, fandt retten ikke, at udlejningsvirksomheden var drevet erhvervsmæssigt.

Retten fandt heller ikke, at fiskerivirksomheden blev drevet erhvervsmæssigt. Retten lagde her vægt på de samme momenter som Landsskatteretten, herunder at virksomheden, der i 2011 havde en omsætning på 19.254 kr. og udgifter på 10.424 kr., uden at der var foretaget fradrag for revisor og afskrivninger, var af mindre omfang, og blev varetaget i forbindelse med skatteyderens fuldtidsansættelse som lønmodtager.x

xDommen er af skatteyderen anket til Vestre Landsret.

Se også SKM2014.812.LSR og SKM2014.822.LSR nedenfor.x

SKM2016.213.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerne kunne foretage afskrivninger og fratrække underskud i anledning af en påbegyndt franchise virksomhed. Franchise virksomheden skulle overtage driften af et autoværksted fra et selskab.

Retten fandt - baseret på en lang række konkrete omstændigheder - at sagsøgerne ikke reelt havde drevet erhvervsmæssig franchise virksomhed for egen regning og risiko i den pågældende periode.

xDommen er anket til Vestre Landsret.x

SKM2010.865.BR

Skatteyderen udtrådte i 2002 af et interessentskab og modtog i 2003 førtidspensionsydelser i henhold til en aftale, som var indgået med interessentskabet i 2000.

Retten anså ydelserne for at være kompensation for at opgive 2 års overskudsandel. Ydelserne var derfor virksomhedsindkomst og ikke almindelig lønindkomst.

Landsskatteretskendelser

xSKM2016.456.LSRx

xErhvervsmæssig udlejning - beboelsesejendom.

Landsskatteretten fandt, at udlejning af fast ejendom principielt er en erhvervsmæssig aktivitet, og at dette også gælder udlejning til nærtstående familiemedlem og til et selskab, hvor ejeren er hovedanpartshaver. Der forelå ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fravige dette udgangspunkt.x

SKM2016.30.LSR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed - udlejning af andelsbolig.
Udlejning af en andelsbolig til søn blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Landsskatteretten udtalte bl.a., at ved bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, indgår det med en betydelig vægt, om den kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Det fremgår af højesteretsdommene TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR.

I SKM2007.107.HR havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

I øvrigt gælder, at lejere, der fremlejer en del af værelserne i egen lejlighed til beboelse, ved indkomstopgørelsen kan foretage fradrag for udgifter mv. Det samlede fradragsbeløb kan dog ikke overstige bruttolejeindtægten. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere. Det fremgår af LL § 15 P, stk. 1 og stk. 3.

Klageren i den forelagte sag havde i alle indkomstårene 2006 - 2011 haft et underskud ved udlejningen af andelsboligen, og udlejningen havde derfor i disse indkomstår ikke været rentabel. Landsskatteretten fandt ikke, at der i indkomstårene 2009 - 2011 var en udsigt til, at udlejningen til klagerens søn fremover ville blive overskudsgivende.

Klageren havde ikke godtgjort, at den manglende rentabilitet er irrelevant. Klageren havde således ikke godtgjort, at der foreligger en fast administrativ praksis om, at SKAT ved forældres udlejning af ejendomme til deres børn accepterer udlejningen som erhvervsmæssig virksomhed, selvom udlejningen giver underskud, og der ikke er udsigt til overskud.

Det fremgår tillige af Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, SKM2012.701.SR, at en udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser kun har en brugsret til en lejlighed. Dette kan sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom. Fremlejes en lejelejlighed, er der ifølge Skatterådet ikke tale om erhvervsmæssig virksomhed. Et eventuelt overskud vil være skattepligtigt, mens et eventuelt underskud ikke kan fradrages.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009 - 2011. Et underskud af virksomhed kunne derfor ikke fradrages i anden indkomst. Desuden kunne virksomhedsskatteordningen ikke anvendes.

Da klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed med udgangen af indkomståret 2008, skulle der derfor ske beskatning af hele beløbet fra konto for opsparet overskud i indkomståret 2009 med tillæg af virksomhedsskat, jf. VSL § 1, stk. 1, samt § 15, stk. 1, og § 10, stk. 3.

Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort af klageren, at der forud for Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, offentliggjort i SKM2012.701.SR, forelå en fast og bindende administrativ praksis om, at udlejning af andelsboliger til beboelse kunne godkendes som erhvervsmæssig virksomhed.

SKM2016.55.LSR

Ophør.

Et selskab, der havde skiftet ejerkreds og var under afvikling, kunne ikke udnytte underskud fra tidligere år, da aktiviteten i afviklingsperioden ikke ansås for erhvervsmæssig.

Vedrørte de nu ophævede bestemmelser i LL § 15, stk. 1 og 7.

SKM2015.465.LSR

Design og produktion af smykker. Intensitet. Ophør.

Virksomheden havde gennem en længere årrække været drevet som bivirksomhed med betydelig professionalisme, omsætning og med positive resultater.

Omsætningen var faldet betydeligt fra indkomståret 2008 til indkomståret 2009 og faldt yderligere fra indkomståret 2010 til indkomståret 2011, hvor omsætningen udgjorde ca. 23.000 kr.

Vareforbruget oversteg i indkomstårene 2009-2011 omsætningen, og virksomhedens underskud var i samme periode stigende.

På baggrund af den måde, virksomheden tidligere havde været drevet på, fandt Landsskatteretten ikke, at den skulle anses for ophørt i 2010.

Derimod fandt retten, at virksomheden var ophørt i 2011, hvor der ikke var den fornødne intensitet i virksomheden.

SKM2014.822.LSR

Udlejning af et redskabshus (fiskeskur) på lejet grund blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Fiskeskuret på (9 kvm) var købt for 500 kr. og blev udlejet for 2.000 kr. om året. Udlejningen ville altid give underskud, da udgiften til leje af grunden og regnskabsassistance ville være noget højere end lejeindtægten på grund af anvendelse af virksomhedsordningen.

Landsskatteretten udtalte, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt anses for selvstændig erhvervsvirksomhed i lighed med andre virksomhedstyper.

Der skal dog i lighed med andre virksomhedstyper foretages en bedømmelse af, om virksomheden er erhvervsmæssigt drevet, hvilket skal ske ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages.

Landsskatteretten henviste til SKM2008.943.SR.

Landsskatteretten anså på baggrund af ovenstående ikke klagerens virksomhed med udlejning af redskabshuset for erhvervsmæssigt drevet.

Skatteyderen kunne derfor ikke anvende virksomhedsordningen.

Landsskatteretten lagde ved vurderingen vægt på, at der aldrig havde været eller ville blive realiseret overskud i virksomheden, ligesom virksomheden var af ganske underordnet omfang.

I de afgørelser om udlejning af garager, som klagers repræsentant henviste til, var der realiseret overskud, ligesom disse virksomheder var af væsentligt større omfang.

Se tilsvarende SKM2014.812.LSR xog SKM2016.437.BR.x
SKM2014.812.LSR

Udlejning af to redskabsbygninger (fiskeskure) på lejet grund blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Udlejningen havde i alle årene givet underskud, og der var ikke fremlagt oplysninger om, at underskuddet var forbigående, og at udlejningen ville komme til at give overskud.

Retten lagde derudover vægt på, at omfanget af virksomheden var af så underordnet betydning, at virksomheden ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattelovgivningens forstand.

Skatteyderen kunne derfor ikke anvende virksomhedsordningen.

Se tilsvarende SKM2014.822.LSR og xSKM2016.437.BR.x

SKM2014.732.LSR

Udlejning af en garage blev anset for selvstændig erhvervsvirksomhed.

Der var indgået en kontrakt på markedsvilkår om udlejning til en uafhængig person. Lejekontrakten havde været i kraft over en årrække med det formål at opnå overskud, hvilket rent faktisk var opnået i de pågældende år.

Skatteyderen kunne derfor anvende virksomhedsordningen.

SKM2014.437.LSR

Skatteyderen havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med udlejning af en ejendom. Hun ejede nu kun et gældsbrev, som hun havde modtaget ved salg af sin del af ejendommen, og modtog renter af dette.

Skatteyderen havde ikke andre erhvervsmæssige aktiviteter og blev derfor anset for ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Hun opfyldte derfor ikke længere betingelserne for at benytte virksomhedsordningen.

Se afsnit C.C.5.2.13.4 om beskatning af opsparet overskud i virksomhedsordningen.
SKM2012.340.LSR

Udlejning af en hotellejlighed var omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (nu nr. 9).

Virksomhedsordningen kunne derfor ikke anvendes. Hotellejligheden blev ikke anset for en selvstændig virksomhed, men som en del af den samlede hoteldrift, hvor antallet af deltagere var større end 10.

SKM2002.581.LSR

Hovedanpartshaveren i et selskab udlejede 20 pct. af sit parcelhus til selskabet. Der var ikke foretaget en vurderingsfordeling på ejendommen. Overskuddet ved udlejningen blev anset for at være kapitalindkomst, fordi den erhvervsmæssige udlejning ikke var så omfattende, at der var foretaget vurderingsfordeling efter (den dagældende) LL § 15 B, stk. 5, jf. VUL § 33, stk. 5.

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

TfS 1992, 223 LSR

Erhvervsmæssig/ikke erhvervsmæssig udlejning.

Et sommerhus blev ikke anset for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet i indkomstår, hvor der ikke fandtes en udlejningskontrakt, der udelukkede ejerens benyttelse.

I et senere år, hvor der var en udlejningskontrakt, som udelukkede ejerens egen benyttelse af huset, blev udlejningen anset for at være erhvervsmæssig.

Se C.C.1.3.2.4 om sommerhusudlejning og afgrænsningen mellem erhvervsmæssig virksomhed og ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

LSRM 1982, 52 LSR

En hovedanpartshavers udlejning af driftsmidler (entreprenørmateriel) til selskabet var selvstændig virksomhed. Landsskatteretten lagde til grund, at udlejningsvirksomheden var anlagt efter normale forretningsmæssige principper.

LSRM 1982, 53 LSR

Et I/S blev omdannet til et ApS, hvor interessenterne hver havde 50 % af indskudskapitalen. I/S'et overdrog ikke de afskrivningsberettigede driftsmidler til ApS'et, men ApS'et leasede dem af I/S'et. I/S'et, som var momsregistreret og afregnede moms af leasingindtægterne, blev anset for at drive erhvervsvirksomhed.

LSRM 1981, 65 LSR

En grafisk designer omdannede sin virksomhed til aktieselskab. Hovedaktionæren beholdt en tegnestue, som var indrettet i en tilbygning til hans villa, og udlejede den til selskabet. Landsskatteretten fandt, at designeren havde fortsat sin erhvervsmæssige virksomhed.

LSRM 1981, 5 LSR

Udlejning af en personbil til eget selskab var ikke erhvervsmæssig virksomhed. (Men anvendelsen af bilen blev anset for erhvervsmæssig i afskrivningslovens forstand).

LSRM 1980, 68 LSR

En slagtermester havde i forbindelse med omdannelse af virksomheden til et A/S beholdt ejendomsretten til en varevogn, som derefter blev udlejet til selskabet. Udlejningen var for ubetydelig til at erhvervsvirksomheden kunne anses for at være fortsat.

Ikke erhvervsmæssig udlejning.

LSRM 1974, 189 LSR

En fabrikants licensindtægter fra et selskab, som hun beherskede, blev ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed, fordi det var selskabet og ikke hende, der drev virksomheden.

LSRM 1963, 90 LSR

En interessent, der både modtog andel i interessentskabets driftsoverskud og løn som værkfører i interessentskabets virksomhed, var selvstændigt erhvervsdrivende og kunne medregne både overskudsandel og løn til den erhvervsmæssige indkomst.

SKAT

SKM2015.297.SR

Streamingindtægter

Skatteyderen havde indgået kontrakt med en spiludbyder om at modtage andel af reklameindtægter og abonnementer. Indtægterne blev genereret ved hendes onlinespil på internettet.

Skatterådet fandt, at der var tale om indkomst ved hobbyvirksomhed og ikke - som foreslået af skatteyderen - honorarindkomst.

Der blev lagt vægt på aktivitetens præg af fritidsinteresse, virksomhedens omfang og indtjening sammenholdt med den ringe økonomiske risiko. Der blev desuden lagt vægt på den udstrakte mulighed for at anvende virksomhedens aktiver privat.

SKM2012.701.SR

Fremleje af lejelejlighed og udlejning af andelsbolig anses ikke for selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet udtalte, at udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser alene har en brugsret til en lejlighed. De kan derfor sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom.

Skatteyderen kunne derfor ikke benytte virksomhedsordningen ved udlejning af en beboelsesandelslejlighed på 50 kvm.

Se også SKM2016.30.LSR.
SKM2012.248.SREn far kunne sælge en del af sin landbrugsjord til sin søn med skattemæssig succession, jf. KSL § 33 C, stk. 1.

Jorden var bortforpagtet til sønnen på overdragelsestidspunktet, og blev derfor anset for at indgå i overdragerens erhvervsvirksomhed.

SKM2012.148.SR

Skatterådet udtaler, at overdragelse af landbrugsjord, der er bortforpagtet til tredjemand, er overdragelse af erhvervsvirksomhed omfattet af KSL § 33 C om succession, selvom der kun overdrages jord.

Bortforpagtning af landbrugsjord, herunder bortforpagtning/udleje af en del af en et landbrug, vil i almindelighed være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis jorden er bortforpagtet til erhververen, ophører den selvstændige erhvervsvirksomhed i forbindelse med overdragelsen af jorden, da erhververen ikke kan bortforpagte til sig selv. Derved ophører jorden med at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Vedrører KSL § 33 C om succession.

TfS 1987, 107 DEP

Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en medejer.

Skd.1973.24.50

En skatteyder kunne forlods afskrive på en maskine, som han ville udleje til sit A/S.

Selskabet havde overtaget hans tidligere hovedaktivitet, en fabrik. Skatteyderen drev fortsat virksomhed med udlejning af fast ejendom, bl.a. til selskabet. Da han efter praksis måtte anses for fortsat at drive erhvervsvirksomhed allerede som indehaver af en udlejningsejendom, blev udlejningen af maskinen anset for at være erhvervsmæssig benyttelse i relation til afskrivningslovens regler.