C.D.4.1.6 Lempelse for udenlandsk skat

Dette afsnit beskriver reglerne om lempelse for udenlandsk skat.

Afsnittet indeholder:

Regel

Hvis et datterselskab, der er omfattet af CFC-beskatning, betaler udenlandsk skat, kan der lempes for denne i moderselskabets danske skattetilsvar efter reglerne i LL § 33, stk. 1 og stk. 6, det vil sige efter creditprincippet. Se afsnit C.D.10.2 om LL § 33. Der er mulighed for, at der som udgangspunkt gives nedslag for datterselskabets samlede skatter (creditlempelse). Se SEL § 32, stk. 11. Begrundelsen herfor er, at datterselskabets samlede indkomst skal medregnes.

Datterselskabet skal opgøre sin indkomst efter territorialprincippet. Se SEL § 32, stk. 3 sammenholdt med § 8, stk. 2, 1.-3. pkt. Indtægter og udgifter, som vedrører faste driftssteder og faste ejendomme i andre lande end datterselskabets hjemland, medregnes dermed ikke i datterselskabets indkomst. Som følge heraf gives der nedslag for de skatter, som et udenlandsk datterselskab ville betale, hvis det blev beskattet efter et tilsvarende territorialprincip.

I SKM2008.229.SR bekræftede Skatterådet, at den engelske selskabsskat, som det engelske datterselskab betaler af sit overskud efter fradrag af underskud overført efter reglerne om group relief, kan modregnes i den danske CFC-skat, der er beregnet på grundlag af samme overskud, efter fradrag af overførte underskud. Se SEL § 32, stk. 11.

Eksempler

De to eksempler viser, at hvis et datterselskab er omfattet af CFC-beskatning og betaler udenlandsk skat, kan der lempes herfor i moderselskabets danske skattetilsvar efter creditmetoden. Der gives lempelse for den skattebetaling, som datterselskabet ville have betalt, hvis det blev beskattet efter et territorialprincip.

Eksempel 1

Datterselskabet A er hjemmehørende i X, som beskatter efter globalindkomstprincippet. A har et fast driftssted B i Y. A har et overskud som følge af renteindkomst på 200, mens B har et underskud på 100.

A betaler skat i X af den samlede indkomst på 100 (indkomsten i A, 200, minus indkomsten i B, -100). Beskatningen er på 10 pct. Hvis A var blevet beskattet efter et territorialprincip, ville A have betalt en skat på 20.

Ved lempelse i Danmark gives der lempelse for en skattebetaling på 20, fordi der gives nedslag for de skatter, som A ville have betalt, hvis det blev beskattet efter et territorialprincip.

Eksempel 2

Samme situation som under eksempel 1, bortset fra at B nu har et overskud på 100. A betaler skat i X af den samlede indkomst på 300 (indkomsten i A, 200, plus indkomsten i B, 100). Beskatningen i X er på 10 pct., det vil sige, at A skal betale en skat på 30 (med lempelse af eventuelle skatter i Y).

Ved lempelse i Danmark gives der lempelse for en skattebetaling på 20, fordi der gives nedslag for de skatter, som A ville have betalt, hvis det blev beskattet efter et territorialprincip. I denne situation vil B kunne være særskilt omfattet af SEL § 32, hvis indkomsten overvejende er CFC-indkomst.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2008.229.SR

Den engelske selskabsskat, som det engelske datterselskab betaler af sit overskud efter fradrag af underskud overført efter reglerne om group relief, kan modregnes i den danske CFC-skat, der er beregnet på grundlag af samme overskud efter fradrag af overførte underskud.