Dette afsnit handler om principperne for opgørelse af selskabers/koncerners skattepligtig indkomst.
Afsnittet indeholder:
Selskabers skattepligtige indkomst opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler for så vidt de efter deres indhold kan anvendes på de selskaber og foreninger mv., der er omfattet af selskabsskatteloven. Se SEL § 8, stk.1.
Den øvrige skattelovgivning gælder således - for så vidt denne efter sit indhold kan anvendes på selskaber mv. - også ved opgørelsen af selskabers skattepligtige indkomst. Det gælder eksempelvis statsskatteloven, ligningsloven og afskrivningsloven.
Også kapitalgevinstbeskatningen gælder for selskaber. Således regulerer aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og ejendomsavancebeskatningsloven selskabers skattepligtige gevinst og tab ved afståelse af aktier mv., på fordringer, gæld mv. og ved afståelse af fast ejendom.
I en række tilfælde er et selskabs indtægter ikke skattepligtige og udgifter ikke (fuldt) fradragsberettigede, ligesom dispositioner - foretaget imellem selskabet og dermed interesseforbundne enheder - kan medføre skattemæssig korrektion, hvis de ikke er foretaget på markedsmæssige vilkår.
Se også afsnit
Hvis et selskab besidder flertallet af de stemmeberettigede aktier i et eller flere andre selskaber, udgør selskaberne tilsammen en koncern. Det samme gælder, hvis moderselskabet sammen med et datterselskab gennem aktiebesiddelse eller på anden måde behersker et andet selskab.
Se SEL § 31 C, stk. 1 og 2.
De spørgsmål, som knytter sig til beskatningen af koncerner, er imidlertid ikke begrænset til disse situationer, men omfatter også forholdet mellem flere selskaber, som beherskes af den samme person eller personkreds.
Bedømmelsen af disse forhold må normalt ske ud fra tilsvarende betragtninger, som kan anlægges på forholdet mellem hovedaktionær og de af denne beherskede selskaber. Se afsnit C.B.3.3. om beskatning af udbytte.
Selskaberne er, uanset ejerforholdene, selvstændige juridiske og skattemæssige enheder, hvis skattepligtige indkomst skal opgøres efter de almindelige regler.
Dette gælder også for de transaktioner, der finder sted mellem koncernselskaberne indbyrdes, hvad enten det drejer sig om løbende samhandel, om enkeltstående overdragelser eller andre økonomiske dispositioner, der i skattemæssig henseende må ske efter normale forretningsmæssige principper, både hvad angår priser og øvrige vilkår.
Også hvor selskaberne er sambeskattede, skal de enkelte selskaber opgøre deres skattepligtige indkomst hver for sig og efter de almindelige regler med de undtagelser, der gælder for sambeskattede selskaber. Se afsnit C.D.3.1.4 om opgørelsen af sambeskatningsindkomsten.
Ved transaktioner, der sker på ikke-armslængde-vilkår imellem koncernselskaber, har skattemyndighederne - indtil ikrafttræden af lov nr. 343 af 18. april 2007 - kunnet foretage skattemæssige korrektioner hos de involverede selskaber ud fra en tilskuds-betragtning.
Ved lov nr. 343 af 18. april 2007 (skattefri omstrukturering af selskaber og justering af sambeskatningsreglerne) er beskatning af tilskud til selskaber - ydet af et selskab, der er eller kunne være sambeskattet med modtageren - ophævet ved indsættelsen af § 31 D i selskabsskatteloven.
Bestemmelsen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2007 og senere.
Se afsnit C.D.2.4.3.3 om beskatning af tilskud, jf. SEL § 31 D.