Afsnittet sammenholder de frivillige kreditorordninger med konkurslovens insolvensbehandlingsformer.
Afsnittet indeholder:
Konkursloven indeholder regler om henholdsvis rekonstruktion, konkurs og gældssanering.
Disse former for insolvensbehandling er karakteriseret ved, at der kan sendes en begæring til skifteretten. Dette bevirker, at skifteretten som en offentlig instans har indsigt i og kontrol med den insolvensbehandling, der foretages.
Øvrige karakteristika er, at der etableres en fristdag og åbnes mulighed for omstødelse.
Herudover bevirker begæringen nogle ret væsentlige indgreb i både skyldnerens og fordringshavernes rettigheder. Skyldneren kan således ikke mere frit råde over sine aktiver. Fordringshaverne er i et vist omfang afskåret fra at udøve deres ret til individualforfølgning og bliver herved mere eller mindre tvunget til at deltage i insolvensbehandlingen.
Det er et hovedprincip i konkurslovens regler om insolvensbehandling, at skyldnerens fordringshavere skal ligestilles.
Der er dog ingen forpligtelse til at indgive en begæring til skifteretten. Skyldneren har derfor mulighed for at gennemføre en frivillig ordning med fordringshaverne uden begæring til skifteretten, hvilket i praksis forudsætter, at ingen fordringshaver vil søge at skaffe sig dækning for sit tilgodehavende eller modsætte sig ordningen i øvrigt.
En af fordelene ved at undlade at indgive en begæring er, at nødvendige og uopsættelige dispositioner kan gennemføres hurtigt, fordi de ikke skal forelægges for skifteretten eller en rekonstruktør.
En frivillig kreditorordning kan også tilstræbes i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling. Indgås en sådan ordning, bliver skyldneren solvent, og rekonstruktionsbehandlingen ophører da. Se KL § 15, stk. 1, og afsnit G.A.3.4.2.7 Rekonstruktionsbehandlingens ophør.