G.A.3.1.5.2 Formuefællesskab

Dette afsnit handler om formuefællesskabet.

Afsnittet indeholder:

Bodel

Bodel er betegnelsen for den del af fællesboet, som den enkelte ægtefælle råder over og hæfter med. En ægtefælles bodel består af de aktiver, som ægtefællen bragte ind i ægteskabet ved ægteskabets indgåelse, og af de aktiver, som ægtefællen har erhvervet under ægteskabet i form af køb, gave, arv mv.

Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem der har indbragt hvilke aktiver i ægteskabet. I relation til gaver er reglen i tilfælde af tvivl, at bryllupsgaver tilhører den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. Samme regel gælder for gaver modtaget under ægteskabet. Hvis gaven stammer fra fælles venner, er reglen, at de ejes af begge ægtefæller i lige sameje.

I relation til arv gælder, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle, fra hvis familie arven stammer, medmindre der ved testamente fra afdøde er bestemt andet.

Særråden

Ægtefællerne kan selv råde over alt, hvad de hver især har indbragt i ægteskabet og har anskaffet eller modtaget under ægteskabet. Se lov om ægteskabets retsvirkninger § 16. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge, bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, som den pågældende råder over. Der gælder dog visse indskrænkninger i den frie råderet. Se lov om ægteskabets retsvirkninger §§ 17-20. Se også afsnit G.A.3.1.5.8 om pantsætnings- og afhændelsesforbud.

Den ene ægtefælle kan som følge af princippet om særråden ikke råde over aktiver, som tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor heller ikke ske pantsætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver. Kreditorer kan således udelukkende retsforfølge i skyldnerægtefællens aktiver.

Særhæften

En ægtefælle hæfter kun for de forpligtelser, som påhviler den pågældende. Det gælder, hvad enten forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet. Ægtefællen hæfter kun med sin egen bodel og eventuelle særeje. Se lov om ægteskabets retsvirkninger § 25.

Hæftelse for den anden ægtefælles gæld kan derfor ikke pålægges af andre. Derimod er der naturligvis intet til hinder for, at ægtefællen frivilligt påtager sig at hæfte for den anden ægtefælles gæld. Se fx TfS 2000.746.ØLD. Se også SKM2013.620.ØLR

Der gælder også enkelte undtagelser fra princippet om særhæften. Se afsnit G.A.3.1.5.9 om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn og afsnit G.A.3.1.5.10 om modregning i ægtefællens overskydende skat.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsen samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2013.620.ØLR

Sagen vedrørte fortolkningen af en overdragelseserklæring, der var underskrevet af såvel A som dennes ægtefælle. Overdragelseserklæringen gav efter sin ordlyd skattemyndighederne transport i provenuet fra en ejendom ejet af A og dennes ægtefælle, BA.

A gjorde under kæresagen gældende, at hun ved underskriften på overdragelseserklæringen alene havde givet transport i sin andel af provenuet til dækning af sin egen skatterestance, men ikke til dækning af ægtefællens restancer. Endvidere gjorde hun gældende, at overdragelseserklæringen kunne tilsidesættes som ugyldig som følge af koncipistreglen, og fordi skattemyndighederne ikke havde varetaget sin forpligtelse som forvaltningsmyndighed.

Skattemyndighederne gjorde gældende, at overdragelseserklæringen vedrørte enhver restance, som enhver af ægtefællerne havde til skattemyndighederne, og at erklæringen var gyldigt indgået.

Landsretten fandt, at det under de anførte omstændigheder måtte lægges til grund, at A ved underskriften på overdragelseserklæringen havde erklæret sig indforstået med, at provenuet fra den ejendom, som ægtefællerne var i færd med at sælge, skulle anvendes til dækning af ægtefællernes gæld til skattemyndighederne på udbetalingstidspunktet. Landsretten fandt endvidere, at der ikke var fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at tilsidesætte overdragelseserklæringen som ugyldig.

De under retssagen afgivne forklaringer ændrede ikke på dette, hvorfor overdragelseserklæringen blev fortolket som anført af skattemyndighederne, og provenuefordelingen fra fogedretten blev stadfæstet.

TfS 2000.746.ØLD

Der var tale om en sag, hvor skatteyderen sammen med sin ægtefælle indgik en aftale med skattemyndighederne om en samlet ordning vedrørende ægtefællernes skatterestancer.

Som et led i ordningen overdrog skatteyderen retten til sin overskydende skat til skattemyndighederne til dækning af ægtefællens skatterestancer.

Skatteyderen gjorde efterfølgende gældende, at overdragelseserklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens skattegæld, da de ikke var samlevende.

Landsretten fandt hverken grundlag for at anse overdragelseserklæringen for ugyldig eller for at fortolke erklæringen indskrænkende til kun at vedrøre et bestemt indkomstår. Skatteyderen havde derfor ikke krav på tilbagebetaling af det overførte beløb.