Dette afsnit omhandler beskatning ved overdragelse eller opgivelse af kontrakt om levering af et skib eller andet driftsmiddel, dels beskatning ved overdragelse af et ikke færdiggjort skib eller et andet driftsmiddel.
Afsnittet indeholder:
Efter AL § 44 C, stk. 1, skal en fortjeneste eller et tab ved salg eller opgivelse af retten i henhold til en kontrakt om levering af et skib eller et andet driftsmiddel, der udelukkende eller delvis skal benyttes erhvervsmæssigt, og hvorpå der (når betingelserne er opfyldt) kan afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2, medregnes ved opgørelsen af sælgerens skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori salget sker.
AL § 44 C, stk. 1, omfatter enhver afhændelse eller afståelse af retten i henhold til en kontrakt om levering af et skib eller et andet driftsmiddel. Det er uden betydning, om salget af retten i henhold til kontrakten sker under virksomhedens almindelige drift eller sker i forbindelse med afhændelse, afståelse eller opgivelse af den pågældende virksomhed. Bestemmelsen omfatter også det tilfælde, hvor kontrakten ophæves, og der i den forbindelse betales eller modtages erstatning.
AL § 44 C, stk. 1, anvendes uden hensyn til, om der har været foretaget forskudsafskrivning på skibet eller driftsmidlet.
Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen for retten i henhold til kontrakten og anskaffelsessummen for denne.
Fortjeneste eller tab opgøres uden hensyn til eventuel forskudsafskrivning på skibet eller driftsmidlet. Hvis der har været foretaget forskudsafskrivning på skibet eller driftsmidlet, vil salget medføre, at der skal ske efterbeskatning efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 4 af de foretagne forskudsafskrivninger. Denne efterbeskatning sker uden hensyn til, om der har været fortjeneste eller tab ved afståelse af retten i henhold til kontrakten. Se afsnit C.C.2.4.3.7 om efterbeskatning af forskudsafskrivninger.
AL § 44 C, stk. 1, finder også anvendelse i den situation, at en skattepligtig, der endnu ikke har etableret erhvervsvirksomhed, sælger en kontrakt om levering af et skib eller et andet driftsmiddel, som den skattepligtige oprindelig havde tænkt sig at anvende erhvervsmæssigt.
Det følger af AL § 44 C, stk. 2, at fortjeneste eller tab ved salg af et skib eller et andet driftsmiddel, der udelukkende eller delvis skal benyttes erhvervsmæssigt, og hvorpå der (når betingelserne for afskrivning er opfyldt) kan afskrives efter reglerne i afskrivningslovens kapitel 2, men som endnu ikke er færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften af sælgerens virksomhed, skal medregnes ved opgørelsen af sælgerens skattepligtige indkomst for salgsåret.
Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen tillagt udgifter til forbedringer.
Fortjeneste eller tab opgøres uden hensyn til eventuel forskudsafskrivning på skibet eller driftsmidlet.
Det er en betingelse for at et skib eller andet driftsmiddel kan anses for anskaffet i afskrivningslovens forstand, at det er
AL § 44 C, stk. 2, omfatter alene fortjeneste eller tab ved salg af skibe eller andre driftsmidler, der opfylder de to første betingelser om at være leveret til en igangværende virksomhed, og bestemt til at indgå i virksomhedens drift, men ikke den tredje betingelse om at være færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften. Bestemmelsen omfatter således f.eks. ikke den situation, hvor et skib eller andet driftsmiddel er bestemt til at indgå i driften af en virksomhed, men hvor skibet eller driftsmidlet sælges inden virksomheden kommer i drift.