G.A.3.6.3 Inddrivelse af udenlandske krav i Danmark

Dette afsnit handler om inddrivelse af udenlandske krav i Danmark.

Afsnittet indeholder:

Lovgrundlag

Reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder også for opkrævning og inddrivelse af

skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager.

Reglerne gælder også for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager. Se INDOG § 1, stk. 2.

Reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i INDOG § 1, stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand mv., gælder, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag. Se INDOG § 1, stk. 3, 2. pkt.

Hovedreglen er derfor, at de udenlandske krav skal inddrives efter samme regler, som gælder for tilsvarende danske krav.

Udlæg

Som udgangspunkt gennemføres inddrivelsen under anvendelse af de regler, som er gældende for tilsvarende danske krav. Det er RIMs pantefogeder, der forestår inddrivelsen af kravene.

Bemærk

I TfS 1985.251 udmeldte det daværende skattedepartement, at et tysk skattekrav ikke kunne gøres gældende mod skatteyders ægtefælle i Danmark efter KSL § 72, stk. 2 (nu INDOG § 12, stk. 1), da der ikke i tysk ret var hjemmel til at inddrive skattekrav hos en ægtefælle (subsidiært udlæg). Skattedepartementet meddelte skattemyndighederne i Tyskland, at selv om inddrivelse af et tysk skattekrav i Danmark skete efter de danske regler, kunne Tyskland dog ikke efter art. 23 i den dagældende dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst opnå en inddrivelsesmulighed, der ikke bestod i Tyskland.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten bestemte både dengang og nu, at det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, skal nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat. Denne begrænsning er ikke på samme vis udtrykt i EUs inddrivelsesdirektiv, hvorfor skattekrav, for hvilke anmodningen om bistand støttes på direktivet, må antages også at kunne inddrives efter INDOG § 12.

Modregning og lønindeholdelse

Ved inddrivelse af udenlandske krav kan modregning og lønindeholdelse anvendes i samme omfang som ved tilsvarende danske krav. Se dog ovenfor ad INDOG § 12.

Prioritetsregler

Et udenlandsk krav indgår i prioritetsrækken på samme måde som et tilsvarende dansk krav.

Konkurs og gældssanering

En udenlandsk myndighed har mulighed for at anmelde et krav i et dansk konkursbo. Hvis et udenlandsk krav er til inddrivelse her i landet, anmelder de danske myndigheder kravet, og de udenlandske myndigheder underrettes.

For gældssanering gælder ligeledes, at de danske myndigheder anmelder kravet, selv om et udenlandsk krav som udgangspunkt ikke er omfattet af en dansk gældssanering. Lader skifteretten det udenlandske krav indgå i gældssaneringen, er den udenlandske myndighed ikke forpligtet til at respektere dette, og kan kræve pengene inddrevet ved individualforfølgning mod skyldner i eget land. I begge situationer er de danske inddrivelsesmyndigheder afskåret fra at bistå med inddrivelse.

Eftergivelse

Spørgsmål om hel eller delvis eftergivelse af fremsendte krav afgøres udelukkende af den ansøgende stat. En anmodning om eftergivelse vedlagt budgetoversigt skal sendes til International Inddrivelse.

Forældelse

Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse, skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder normalt være angivet. Krav, der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet, forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Krav, der inddrives efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, forældes som udgangspunkt efter danske regler.

Se TfS 2005.307.HK, SKM2006.218.ØLR og TfS 1999.807.VLK til illustration af domspraksis på området vedrørende forældelsesspørgsmål.

Kravet bestrides

Hvis skyldner bestrider kravet, opstår spørgsmålet, hvordan dette skal håndteres. Klager skyldner over selve grundlaget for kravet, må dette spørgsmål behandles af de udenlandske myndigheder efter de udenlandske regler om klagefrister mv. Går klagen på inddrivelsen og hjemmel til at kunne foretage inddrivelse, må dette spørgsmål behandles af de danske inddrivelsesmyndigheder.

Returnering af udenlandske krav

Det fremgår af lovbemærkningerne, at udenlandske krav ikke er omfattet af den generelle afskrivningsbestemmelse i INDOG § 16. Årsagen hertil er, at "ejerskabet" til de udenlandske krav ligger hos de udenlandske myndigheder.

Princippet i INDOG § 16 kan dog udmærket anvendes til brug for vurderingen af, om et udenlandsk krav skal returneres til udlandet. En returnering må ske, hvis det må antages for åbenbart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen vedrørende dette krav. Kravet skal returneres til udlandet med den fornødne forklaring om det formålsløse i at fortsætte inddrivelsen i Danmark.

Følgende kriterier kan lægges til grund for, om et udenlandsk krav må returneres til udlandet:

Ved vurderingen kan der ikke lægges vægt på ét kriterium frem for et andet. Modsat kan det heller ikke kræves, at alle punkterne skal være opfyldte for, at en returnering kan ske.

Særligt om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark

Inddrivelsen af udenlandske underholdsbidrag i Danmark sker efter samme regler som inddrivelsen af andre udenlandske krav i Danmark.

Der gælder dog følgende undtagelser:

Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske krav i Danmark

Udenlandske skatte- og afgiftskrav

International Inddrivelse kontrollerer sagen vedrørende beløb og formalia. Hvis anmodningen opfylder de fastlagte betingelser om beløb og formalia, kvitteres der for modtagelsen samtidig med, at kravet oprettes i systemet.

RIM sender en betalingsanmodning til skyldneren, hvorefter kravet inddrives.

Én gang årligt informerer International Inddrivelse den udenlandske myndighed om sagens status via oplysninger indhentet hos RIM.

Al kontakt mellem inddrivelsesmyndigheden og den udenlandske myndighed skal foregå via International Inddrivelse. RIM skal holde International Inddrivelse orienteret om udviklingen i sagen og skal orientere International Inddrivelse om forældelsesafbrydende tiltag, som foretages. Hvis RIM vurderer, at det udenlandske krav må anses for ikke inddriveligt, informeres International Inddrivelse herom.

Udenlandske underholdsbidrag

Anmodninger efter den nordiske inddrivelseskonvention sendes direkte fra de kompetente myndigheder i de andre nordiske lande til International Inddrivelse. International Inddrivelse kontrollerer anmodningen vedrørende beløb og formalia. Opfylder anmodningen formalia, kvitteres der for modtagelsen samtidigt med, at kravet oprettes i systemet.

International Inddrivelse fremsender en betalingsopfordring (afkrævningsbrev) til bidragspligtige. Hvis denne ikke betales inden en frist, der beregnes af systemet, overføres restancen til inddrivelse.

Anmodninger fra Færøerne og Grønland behandles hos kommunerne, da afgørelserne derfra betragtes som danske afgørelser. Tilsvarende gælder i de situationer, hvor fundamentet hviler på en dansk bidragsafgørelse.

Anmodninger fra Haagerkonventionslande skal igennem en godkendelsesprocedure hos Statsforvaltningen Syddanmark. Når der er truffet en afgørelse om, at kravet kan inddrives samt opgjort restancen og fastsat de månedlige bidrag, fremsendes anmodningen til opkrævning hos International Inddrivelse.

Anmodninger, der behandles efter Underholdspligtforordningen, modtages fra Statsforvaltningen eller Ankestyrelsen, alt efter hvornår den afgørelse der danner grundlag for inddrivelsen er truffet. Proceduren er beskrevet i bekendtgørelse nr. 1838 af 22. december 2015 om anvendelse af underholdspligtforordningen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 2005.307.HK

Der var tale om en sag, hvor et pantefogedudlæg, der under anvendelse af artikel 33 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland, var foretaget på grundlag af et tysk skattekrav, blev begæret ophævet, da det blev gjort gældende, at kravet var forældet efter danske regler.

Højesteret lagde i lighed med landsretten til grund, at fuldbyrdelsen af kravet ikke måtte stride imod de danske forældelsesregler, da det af art. 34 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår, at krav, der inddrives i medfør af overenskomstens bestemmelse om inddrivelse af skattekrav, ikke må være forældet efter hverken danske eller tyske forældelsesfrister.

Forfaldstidspunktet måtte imidlertid fastsættes efter de tyske regler, hvor den 5-årige forældelsesfrist løber fra udløbet af det kalenderår, hvor kravet forfaldt til betaling. Da skyldner ikke havde godtgjort, at den forfaldsdato, som var fastsat af de tyske myndigheder, var i strid med tysk ret eller med dobbeltbeskatningsoverenskomsten, fandt Højesteret ikke, at kravet ved fogedforretningens gennemførelse var forældet.

Højesteret udtalte, at dobbeltbeskatningsoverenskomstens art. 33 efter sin ordlyd og forarbejderne må forstås således, at når der foreligger et fundament, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, som fremsætter anmodninger, og som ikke kan bestrides, skal der foretages inddrivelse alene med respekt af de særlige undtagelser, der er hjemlet i art. 33, stk. 5 (hvorefter kravet ikke nyder en eventuel fortrinsret for skattekrav i den inddrivende stat), samt i art. 34.

Højesteret opretholdt derfor det foretagne udlæg.

Landsretsdomme

SKM2006.218.ØLR

De tyske skattemyndigheder havde efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland anmodet de danske skattemyndigheder om at inddrive et tysk skattekrav vedrørende indkomståret 1994 hos en dansk statsborger.

Da fogedretten fandt, at det tyske skattekrav ikke var forældet efter både danske og tyske forældelsesregler, blev et udlæg foretaget af Helsingør Kommune opretholdt. I den forbindelse fandt fogedretten ikke, at spørgsmålet om fastsættelse af forfaldsdato for et tysk skattekrav kunne fastsættes efter andre regler end de tyske regler. Fogedretten lagde derfor til grund, at forfaldsdatoen var som oplyst af de tyske skattemyndigheder.

Østre Landsret opretholdt udlægget. Landsretten lagde til grund, at det tyske skattekrav senest var forfaldet på udlægsdatoen, og at det tyske skattekrav ikke var forældet efter de tyske og danske regler, hverken da de tyske skattemyndigheder foretog skatteansættelsen, eller da Helsingør Kommune foretog udlæg.

TfS 1999.807.VLK

De danske skattemyndigheder foretog i 1998 udlæg for 43.425 kr. for et krav på tysk indkomstskat for indkomståret 1990.

Landsskatteretten havde i 1996 truffet afgørelse om, at beskatningsretten til den omhandlede indkomst for 1990 tilkom Tyskland.

Efter at der var sket udlæg, gjorde skatteyderen over for fogedretten gældende, at kravet på tysk indkomstskat var forældet, men fik ikke medhold heri.

Landsretten lagde i lighed med fogedretten til grund, at forfaldstiden for skattekravet efter de tyske regler var den 7. oktober 1996, og at der ikke var hjemmel i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland for yderligere bedømmelse af forfaldstiden for et tysk skattekrav efter danske skatteprocessuelle regler.

Kravet var derfor ikke forældet hverken efter danske eller tyske forældelsesregler. Det foretagne udlæg blev derfor opretholdt.