Dette afsnit handler om fradragsretten i forbindelse med lønmodtagers repræsentationsudgifter.
Afsnittet indeholder:
Lønmodtagere har en begrænset fradragsret for nødvendige udgifter til repræsentation i det omfang, udgifterne er afholdt til at erhverve indkomst. Repræsentationsudgifter er begrænset til 25 pct. af de afholdte udgifter (såkaldt begrænset fradragsret). Se LL § 9, stk. 3. Fradrag for repræsentationsudgifter er endvidere omfattet af bundgrænsen på x5.900 kr. årligt i 2017x. Se LL § 9, stk. 1. Det betyder, at hvis lønmodtageren ikke har andre udgifter, der er omfattet af bundgrænsen, skal vedkommende have repræsentationsudgifter på over x23.600 kr.x før det er muligt at få fradrag. Hvis lønmodtageren med andre udgifter er over bundgrænsen, vil mindre repræsentationsudgifter også være fradragsberettiget.
Fradragsretten i den begrænsede form gælder selvstændige erhvervsdrivende, selskaber, skattepligtige foreninger mv. og lønmodtagere, der har en selvstændig indkomstmæssig interesse i at afholde repræsentationsudgifterne. Se afsnit C.C.2.2.2.5.4.
En lønmodtagere får typisk ikke fradrag for repræsentationsudgifter, da der normalt ikke er den fornødne sammenhæng mellem udgifterne og indkomsterhvervelsen. En lønmodtager kan imidlertid på grund af sin aflønningsform, fx provision af omsætningen, have en selvstændig økonomisk interesse i at afholde repræsentationsudgifter. Det gælder fx repræsentanter, handelsrejsende og salgschauffører mv. I forhold til sådanne ansættelsesforhold er det mere nærliggende at anerkende fradrag for repræsentation.
Hvis lønmodtageren har afholdt repræsentationsudgifter, og arbejdsgiveren uden dokumentation for de faktiske udgifter betaler en godtgørelse til lønmodtageren, er lønmodtageren skattepligtig af godtgørelsen. Lønmodtageren har forsat den begrænsede fradragsret for repræsentationsudgifterne, hvis udgifterne har den fornødne forbindelse med det indtægtsgivende arbejde.
Hvis arbejdsgiveren mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag refunderer repræsentationsudgifter, som lønmodtageren har afholdt (udlæg efter regning), har arbejdsgiveren dermed retten til det begrænsede fradrag for repræsentationsudgifterne. Det godtgjorte beløb skal i så fald ikke medregnes til lønmodtagerens skattepligtige indkomst, heller ikke selvom lønmodtageren har en selvstændig indkomstmæssig interesse i at afholde repræsentationsudgifterne, fx fordi vedkommende er provisionslønnet.
Får en lønmodtager repræsentationstillæg eller lignende, skal beløbet medregnes som en lønindtægt for lønmodtageren.
Lønmodtagere, der får et repræsentationstillæg fastsat efter lov, kan fradrage et beløb svarende til tillægget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Reglerne om begrænset fradragsret i LL § 9, stk. 3 omfatter ikke sådanne tillæg, selv om de er benævnt "repræsentationstillæg". Derimod er fradrag for et sådant tillæg omfattet af den almindelige fradragsbegrænsning for lønmodtagerudgifter i LL § 9, stk. 1.
Fradragsretten for repræsentationsudgifter er betinget af, at udgifterne kan dokumenteres ved bilag. SKAT stiller visse krav til sådanne bilag, for at de er fyldestgørende. SKAT kræver:
Når restaurationsbilag fungerer som dokumentation for repræsentationsudgifter kræver SKAT også, at det er noteret på bilaget, hvem der har deltaget i sammenkomsten og årsagen hertil.
Selvom disse specifikationskrav er opfyldt, og der foreligger dokumentation for at udgifterne er afholdt, er SKAT berettiget til at skønne over, om de afholdte udgifter er fradragsberettiget. Hvis der ikke er fornøden dokumentation eller tilstrækkelig specificeret dokumentation, må SKAT fastsætte fradraget for repræsentationsudgifter efter et skøn.
Der er særlige strenge krav med hensyn til dokumentation for såvel udgifternes størrelse som anledningen, når repræsentation foregår i hjemmet. Se LSRM 1975, 70 LSR.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme | ||
TfS 1996,315 HRD | En ministerråd fik ikke fradrag for udgifter til repræsentation, der var afholdt udover de repræsentationstillæg, han havde fået fra Udenrigsministeriet. | |
Landsskatteretskendelser | ||
TfS 1999, 129 LSR | En borgmester fik ikke fradragsret for udgifter til repræsentation i forbindelse med hvervet som borgmester, da der ikke var hjemmel til det, hverken i LL § 9, eller i SL § 6, litra a. | |
LSRM 1981, 79 LSR | En fagforeningskasserer fik ikke fradrag for udgifter svarende til en modtaget repræsentationsgodtgørelse på 2.400 kr., da han ikke i fornødent omfang kunne godtgøre afholdelsen af fradragsberettigede repræsentationsudgifter. | |
LSRM 1975, 70 LSR | En aktieselskabsdirektør fik ikke fradrag for udokumenterede udgifter til repræsentation i hjemmet. |