Virksomheder med et årligt energiforbrug pr. afregningsmåler under 75.000 m3 gas, 100.000 kWh el eller 4.000 GJ varme kan få afgiftsgodtgørelse på baggrund af aconto faktureringer af el, gas eller varme, før leverancerne har fundet sted. Dette blev præciseret i LOV nr. 462 af 09/06 2004 "Lov om ændring af lov om kuldioxid af visse energiprodukter, lov om afgift af naturgas og bygas, lov om afgift af elektricitet, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. og lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug". Loven tråde i kraft i løbet af 2. halvår af 2004. Se afsnit E.A.4.6.2.4 om oversigt over lovændringer med ikrafttrædelse efter 1. januar 1996 for tidspunkter for ikrafttrædelse af lovens enkelte bestemmelser.
Præciseringen skete samtidig med, at registreringsbestemmelserne blev ændret, så det er muligt for større energiforbrugere, at blive forbrugsregistreret for naturgas, el eller varme på visse betingelser. Sådanne virksomheder får derfor mulighed for at købe energien uden afgift og for at afregne den ikke-godtgørelsesberettigede afgift (nettoafregning af afgift) til SKAT. Se ELAL § 8, GASAL § 6, KULAL § 5 og MINAL § 3.
Se også om forbrugsregistrering
Der er sammenfald i størrelsen af energimængderne mellem adgangen til at blive forbrugsregistreret og ovennævnte præcisering.
Ovennævnte regel om et årligt energiforbrug under 75.000 m3 gas, 100.000 kWh el eller 4.000 GJ varme blev fra 1. januar 2006 ændret fra at gælde pr. afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Se LOV nr. 1417 af 21/12 2005 om afgiftslempelser på fjernvarme mv., afgiftslempelser på kvælstof i lastbilers miljøfiltre og mikrokraftvarme samt justeringer af forbrugsregistrering mv.