A.B.1.2.3.3 Livs- eller pensionsforsikring
Dette handler om besiddelse af livs og pensionsforsikringer mv. i et forsikringsselskab mv. i udlandet.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Erklæringspligt
- Fuldmagt og årlige oplysninger
- Fritagelse
Regel
Der skal afgives en erklæring ved besiddelse af livs- eller pensionsforsikring, syge- og ulykkesforsikring eller anden pensionsordning i udlandet hos forsikringsselskaber, pensionskasse pensionsfond eller andre der udbetaler pension.
Se skattekontrollovens § 11 C.
Erklæringspligt
Der skal afgives en erklæring til SKAT, hvis man har/tegner/opretter en livs- eller pensionsforsikring, syge- og ulykkesforsikring eller anden pensionsordning i udlandet hos pensionskasse, pensionsfond eller andre, der udbetaler pension (pensionsordningen).
Dette gælder dog ikke begravelsesforsikringer og lignende, der er baseret på, at afkastet stedse er negativt, og at et års indbetalinger anvendes til samme års udbetalinger, således at ordningen ikke har nogen kapitalværdistigning.
Der skal ligeledes afgives en erklæring, hvis man i henhold til policen mv. er berettiget til efter ejerens død, at modtage udbetaling af forsikringen eller pensionsordningen, med mindre det drejer sig om begravelsesforsikring e.l.
Erklæringspligten gælder såfremt en af nedenstående betingelser er gældende:
- Man er en fysisk eller juridisk person, der er fuldt skattepligtig til Danmark
- Efter tegning/oprettelse af en livs- eller pensionsforsikring, syge- og ulykkesforsikring eller andre pensionsordninger bliver man fuldt skattepligtig til Danmark
- Man er fuld skattepligtig til Danmark og i henhold til bestemmelse i en police eller ordning mv. tegnet i udlandet er man indsat som begunstiget efter ejerens død.
Fuldmagt og årlige oplysninger
På erklæringsblanketten skal der (med mindre man er omfattet af reglerne for fritagelse, jf. nedenfor), give SKAT fuldmagt til indseende i forsikringen eller pensionsordningen tegnet i udlandet.
Herudover skal der hvert år uden opfordring og inden udløbet af selvangivelsesfristen indsendes oplysninger til SKAT om følgende:
- Identifikation af forsikringstager (CPR-nr., navn og adresse)
- Pensionsselskabets navn og adresse
- Ordningens indestående ved årets udgang
- Årets udbetalinger fra ordningen
- Årets afkast af ordningen opgjort efter pensionsafkastbeskatningslovens §§ 3-5.
Alternativt kan der fra det udenlandske forsikringsselskab/pensionsinstitut indhentes et tilsagn om, at selskabet påtager sig at indsende oplysningerne som nævnt ovenfor til SKAT. Tilsagnserklæring skal være vedlagt erklæringsblanketten. Oplysningerne skal indsendes senest 1. februar i året efter det kalenderår, som oplysningerne vedrører. Se skattekontrollovens § 11 C, stk. 5.
Fritagelse for årlige oplysninger
De nævnte oplysninger ovenfor skal ikke afgives, hvis:
- Forsikringen er tegnet før den 1. juli 1994 og ikke er ændret siden
- Pensionsordningen er oprettet før den 22. december 2004 og ikke er ændret siden
- Forsikringen er en livsforsikring, der alene kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død, invaliditet, eller livstruende sygdom inden forsikringens aftalte udløbstidspunkt, såfremt dette aftalte tidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80 år (pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4)
- Forsikringen er en livsforsikring eller pensionsordning, der er oprettet, mens forsikringstager/medlemmet af pensionsordningen ikke er skattepligtig til Danmark, eller mens forsikringstager efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, såfremt
1. samtlige indbetalinger er fradraget i positiv skattepligtig indkomst (i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor den pågældende var skattepligtig på indbetalingstidspunktet), eller
2. samtlige indbetalinger er foretaget af en arbejdsgiver, og indbetalingerne ikke er medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst (i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor den pågældende er skattepligtig på indbetalingstidspunktet) - Syge- og ulykkesforsikring, der ejes af den forsikrede selv omfattet af PBL § 53 A, stk. 1, nr. 5, eller garantiforsikring eller lignende omfattet af PBL § 53 A, stk. 1, nr. 6
- Forsikringen/pensionsordningen er en lovbestemt obligatorisk social sikringsordning i udlandet.
Bemærk: Opfyldes ovenstående betingelser for fritagelse ikke længere, og opholdes forsikringen/pensionsordningen, har man pligt til at give besked til SKAT.