Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-09-2012
Offentliggjort:11-10-2012
SKM-nr:SKM2012.566.SR
Journalnr.:12-129765
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Underentrepenør - ikke fast driftssted i Danmark

Skatterådet bekræftede, at den tyske virksomhed A's aktiviteter i Danmark ikke vil udgøre et fast driftssted i henhold til artikel 5, stk. 3, i den tysk-danske dobbeltbeskatningsoverenkomst.


Spørgsmål

  1. Udgør virksomhedens aktiviteter et fast driftssted i henhold til artikel 5, stk. 3, i den tysk-danske dobbeltbeskatningsoverenkomst?

Svar

  1. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Det tyske selskab A har indgået en kontrakt med en anden tysk virksomhed om elektroteknisk montage og installationsarbejde. Arbejdet udføres i Danmark.

Der skal opføres et affaldsforbrændingsanlæg. Virksomheden er underentreprenør og skal udføre forskelligt montagearbejde. Virksomheden skal udføre en del af hele anlægget.

Planlægningsarbejde og forberedende arbejde (færdiggørelse af anlægskomponenter) udføres i Tyskland og startede den 31. oktober 2011.

De første arbejder i Danmark starter den 1. oktober 2012. Den dag sendes de første medarbejdere fra Tyskland til Danmark for at udføre bl.a. el-arbejde.

Den 31. oktober 2012 skal alle byggekomponenter og elementer være leveret til byggepladsen. Den 1. november 2012 skal der udleveres dokumentation for idriftssættelse af anlægget.

Den 1. januar 2013 starter virksomheden med at montere en del af anlægget.

Den 1. april 2013 skal montagearbejdet være afsluttet og anlægget skal igangsættes. På dette tidspunktet skal medarbejderne sendes hjem til Tyskland.

Den 1. juli 2013 skal der gennemføres den første affaldsfyring.

Den 1. september 2013 skal der startes en prøvedrift.

Den 2. december 2013 skal prøvedriften afsluttes og anlægget overtages. Den dag starter også mangelansvaret.

Virksomheden er momsregistreret i Danmark.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmålet skal besvares med "Nej".

I kommentarerne til OECD-overenskomsten anføres under artikel 5 under nr.19, at en byggeplads fortsætter med at eksistere, indtil arbejdet er fuldført.

Den fysiske tilstedeværelse af spørgers medarbejdere standser den 1. april 2013 eller senest med starten af prøvedrift den 1. september 2013.

Når man betragter den 1. oktober 2012 som tidspunktet, hvor virksomhedens fysiske arbejder starter i Danmark, ligger hele tidsrummet for spørgers bygningsarbejde i Danmark under 12 måneder.

I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomstens Artikel 5, stk. 3, foreligger der ikke noget driftssted i Danmark. Resultatet er afhængigt af, hvordan man beregner hele byggearbejdets varighed. Når man læser lovteksten, virker det sådan, at medarbejderens tilstedeværelse i Danmark er afgørende, dvs. faktiske arbejde i landet.

Ifølge de tyske kommentarer er også overtagelsestidspunktet for de udførte arbejder et væsentligt kriterium for at vurdere byggeudførelsens varighed. Men det ses i sammenhæng med, at også under prøvedriften arbejdes med virksomhedens medarbejdere.

I den konkrete sag er der ikke nogen af spørgers medarbejdere tilstede efter den 1. september 2013. Grunden til, at overtagelsen af anlæg fastsættes til et senere tidspunkt end afslutningen af arbejdet, er, at virksomhedens andel i hele projektet kun udgør en del af anlægget. Overtagelsen af anlægget ved hvervgiveren gennemføres, når hele anlægget er færdigbygget. Det afhænger derfor også af de andre underentreprenørers bidrag til de andre anlægskomponenter.

Vi vil gerne have et svar i denne sag, fordi litteraturen og kommentarer ikke er entydige. Denne anmodning skal give sikkerhed for at planlægge skattemæssige forpligtelser med hensyn til personale og selskabsskatten overfor Danmark.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at virksomhedens aktiviteter ikke udgør et fast driftssted i henhold til artikel 5, nr. 3, i den tysk-danske dobbeltbeskatningsoverenkomst.

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a), 1. pkt.:

"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

a) udøver et erhverv med fast driftssted her i landet, jf. dog stk. 5."

BKI nr. 158 af 06/12/1996 - Bekendtgørelse af overenskomst af 22. november 1995 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning

Artikel 5

Fast driftssted

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

3. Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.

Begrundelse

Af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a), følger, at selskaber som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, bliver begrænset skattepligtige til Danmark, for så vidt de udøver erhverv med fast driftssted her i landet eller deltager i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her.

Om spørger får et fast driftssted i Danmark beror på en fortolkning af art. 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Denne bestemmelse fortolkes i overensstemmelse med art. 5 i OECD´s modeloverenskomst med tilhørende kommentarer.

Et fast driftssted er i art. 5, stk. 1, defineret som et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvist udøves.

Bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør dog kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder, jf. særbestemmelsen i art. 5, stk. 3. På dette punkt afviger intern dansk ret fra dobbeltbeskatningsoverenskomsten, idet der efter intern dansk ret foreligger et fast driftssted fra første dag.

Den fysiske tilstedeværelse af spørgers medarbejdere i Danmark starter 1. oktober 2012 og standser formentlig 1. april 2013 eller muligvis først i forbindelse med prøvedrift den 1. september 2013.

Skatteministeriet har lagt vægt på, at det af kommentarerne til OECD´s modeloverenskomst 2010, art. 5, stk. 3, note 19, fremgår vedrørende entrepriseforhold, at underentreprenøren får et fast driftssted på pladsen, hvis hans virksomhed der varer mere end 12 måneder.

Spørger er underentreprenør i den omhandlede entreprise og det er oplyst, at spørgers virksomhed på pladsen vil finde sted i perioden fra 1. oktober 2012 til senest 1. september 2013, svarende til 11 måneder. Spørgers virksomhed på pladsen vil således have en varighed på under 12 måneder.

Skatteministeriet finder på denne baggrund ikke, at spørger vil få et fast driftssted i Danmark i forbindelse med det omhandlede arbejde her i landet.

Skatteministeriet kan således bekræfte, at spørgers aktiviteter i Danmark ikke vil udgøre et fast driftssted i henhold til artikel 5, stk. 3, i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenkomst.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller på denne baggrund, at spm. 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skatteministeriet.