Dokumentets metadata

Hobbyvirksomhed/erhvervsmæssig virksomhed - fradrag og afskrivning

En virksomhed omfattende virksomhedsrådgivning kunne anses for etableret og drevet erhvervsmæssigt. Virksomheden blev opstartet i juli 1999 og opnåede en omsætning i 1999 og 2000 på hhv. 24.492 kr. og 32.216 kr. Virksomheden blev underskudsgivende i begge år og ophørte med udgangen af 2000. Fradrag for underskud blev godkendt, ligesom der blev godkendt fradrag for afholdte udgifter til juridisk assistance mv.

Klagen skyldes, at skatteforvaltningen ikke har godkendt fradrag for udgift til konsulenthjælp og juridisk rådgivning, fradrag for afskrivning på computer samt fradrag for resterende underskud i klagerens virksomhed.

Skatteforvaltningen har ikke godkendt fradrag for:

• udgift til konsulenthjælp, selvangivet med 31.500 kr.,
• udgift til juridisk rådgivning, selvangivet med 3.500 kr.
• afskrivning på computer, selvangivet med 3.000 kr.
• det resterende underskud på 7.396 kr.

Landsskatteretten ændrer skatteforvaltningens afgørelse og godkender fradrag for konsulenthjælp, juridisk rådgivning, afskrivning på computer samt resterende underskud, svarende til et samlet fradrag på 45.396 kr.

Klageren er fuldtidsansat som salgsdirektør. I sit arbejde varetager klageren opgaver omkring ansættelse, salgstræning, personalerådgivning m.v. Klageren har haft dette arbejde i en årrække – indtil starten af 2001 som salgschef, derefter som salgsdirektør. Via sit arbejde har klageren haft kontakt til headhuntingsfirmaer, da han gennem sit arbejde er aftager af headhuntingsfirmaernes kandidatemner.

Klageren opstartede virksomheden B den 1. juli 1999. Virksomheden blev udøvet fra lejede lokaler. Virksomhedens aktiviteter bestod af virksomhedsrådgivning, herunder headhunting, salgstræning, personalerådgivning og kontraktforhandlinger. Forud for opstarten af virksomheden blev der efter det oplyste udarbejdet budgetter, hvoraf fremgår, at der i virksomhedens første år forventedes afsætning af et kandidatemne samt kontraktbistand svarende til en indtægt på henholdsvis 30.000 kr. og 10.000 kr. I virksomhedens andet år blev der budgetteret med afsætning af to kandidatemner samt kontraktbidrag svarende til en indtægt på henholdsvis 60.000 kr. og 30.000 kr.

Virksomheden B havde i indkomstårene 1999 og 2000 en omsætning på henholdsvis 24.492 kr. og 32.216 kr. og et underskud på henholdsvis 45.396 kr. og 13.872 kr.

Omsætningen i 1999 på 24.492 kr. relaterer sig til to fakturaer af henholdsvis 21. oktober 1999 og 17. december 1999. Begge fakturaer er udskrevet til samme kunde, nemlig C ApS. Indtægten angik ifølge fakturaen rådgivning vedrørende kontrakter. Efter det oplyste blev der udført hjælp ved kontraktudformning ved C’s ansættelse af ledende personale. Tidsmæssigt blev der faktureret svarende til 1 – 1½ arbejdsuge.

Omsætningen i 2000 på 32.216 kr. relaterer sig til to fakturaer af henholdsvis 22. marts 2000 og 20. august 2000. Begge fakturaer er udskrevet til C ApS. Der er faktureret for konsulenttimer svarende til 1 – 1½ arbejdsuge.

C ApS er en reklamevirksomhed, som i 2001 havde 3 ansatte. C ApS drev på daværende tidspunkt virksomhed fra lejede lokaler – samme adresse som virksomheden B.

Ved udgangen af 2000 berostillede klageren virksomheden. Virksomheden blev berostillet som følge af klagerens udnævnelse til salgsdirektør, samt i erkendelse af at den hidtidige strategi ikke havde været succesfuld.

Klageren har i 2003 genopstartet virksomheden.

Udgifter til konsulenthjælp og juridisk rådgivning

Sagens oplysninger

Der er fremlagt faktura vedrørende en udgift på 31.500 kr. ekskl. moms fra virksomheden D. Ifølge fakturaen dækker udgiften over kompetencerådgivning. Det er over for Landsskatteretten oplyst, at kompetencerådgivningen omfatter en løbende tildeling af kandidatemner samt undervisning og support i relation hertil.

Der er endvidere fremlagt faktura vedrørende en udgift på 3.500 kr. ekskl. moms fra et advokatfirma. Klageren har til Landsskatteretten fremlagt udskrift af mail af 17. november 2003, hvor advokatfirmaet anfører, at advokatfirmaet har bistået virksomheden med telefoniske drøftelser, udkast til hemmeligholdelsesaftale mellem B og C ApS samt udarbejdelse af rekrutteringsaftale og møde herom.

Forvaltningen har ikke godkendt fradrag for udgifterne til konsulenthjælp og juridisk rådgivning, da den indsendte dokumentation er mangelfuld. Det fremgår således ikke af fakturaerne, hvad der er betalt for, og dermed kan sammenhængen mellem udgifterne og virksomheden ikke konstateres. Der er truffet beslutning på det foreliggende grundlag, da man – trods forgæves materialeindkaldelser – ikke har få belyst udgifternes relevans i forhold til virksomheden.

Det er således ikke dokumenteret, at udgifterne har været afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, hvorfor fradrag ikke er anerkendt.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at fradrag for udgifter til konsulenthjælp og juridisk rådgivning godkendes som selvangivet.

Selv om klageren via skattekontrolloven er pålagt en dokumentationsforpligtelse og dermed i praksis er pålagt bevisbyrden for, at fradragsbetingelserne er opfyldt, så kan det ikke være rigtigt, at klageren skal underlægges noget nær strafferetlige bevisbyrderegler, hvor enhver berettiget tvivl skal komme skattemyndighederne til gode. Hvis en almindelig sandsynlighedsvurdering tilsigter, at fradragsbetingelserne er opfyldt, må dette være tilstrækkeligt, og ved denne sandsynlighedsvurdering må alle relevante elementer indgå.

Fakturaen fra D er rigtig nok ikke særlig nuanceret, men det må være åbenbart, at udgiften ikke har privat karakter, og ligeledes må virksomheden også entydigt anses for at være rette omkostningsbærer.

Udgiften vedrører løbende underleverandørarbejde fra et andet headhunterfirma, hvor arbejdet har bestået i hjælp til afdækning af aftagermarkedet for klagerens headhunter-emner og i forlængelse heraf opbygning af en database med relevante kandidatemner m.v. Arbejdet har således omfattet en vurdering af, hvilke selskaber, der er aktive efterspørgere på internettet efter specielle CV-emner og løbende rekvirering af hertil relevante CV´er.

Der er tale om en løbende udgift, der har en direkte og umiddelbar sammenhæng med virksomhedens erklærede formål, og som ligger inden for virksomhedens naturlige rammer. Der må derfor være fradrag for udgiften hertil efter statsskattelovens § 6. Alternativt må der være fradrag efter ligningslovens § 8 J eller afskrivningslovens § 41.

Udgiften til juridisk rådgivning må formodningsvist anses for ikke at vedrøre privatsfæren, og derudover relaterer udgiften sig ikke til erhvervelse af et aktiv. Når dette sammenholdes med den særlige fradragshjemmel i ligningslovens § 8 J, må det anses for meget lidt sandsynligt, at udgiften ikke skulle være fradragsberettiget efter enten statsskatteloven eller ligningsloven.

Klagerens virksomhedsaktivitet har bestået i hjælp til kontraktforhandlinger. I den forbindelse har klageren behov for juridisk rådgivning. Der er således en helt åbenbar og direkte sammenhæng mellem den nævnte udgift og den løbende indtægtserhvervelse. Ligningslovens § 8 J giver i øvrigt fradrag for advokatudgifter i startfasen.

Fradrag for afskrivning på computer

Sagens oplysninger

Klageren har indskudt privat computer i virksomheden til en oplyst værdi af 10.000 kr.

Som dokumentation for værdien har klageren fremlagt internt bilag, hvorpå der er anført: computer 10.000 kr. Klageren har over for Landsskatteretten oplyst, at der er tale om en IBM Think Pad 380e, som klageren erhvervede i 1998 til en nypris på 14.999 kr. Klageren har fremlagt brev af 15. december 2003 fra klagerens arbejdsgiver, hvori denne bekræfter, at klageren i 1998 erhvervede en IBM Think Pad 380e.

I regnskabet for indkomståret 1999 er der anført tilgang på driftsmiddelkontoen med 10.000 kr. samt foretaget fradrag for afskrivning med 30 % af 10.000 kr., svarende til 3.000 kr.

Forvaltningen har ikke godkendt fradrag for afskrivning på 3.000 kr., da forvaltningen ikke har fået den oplyste handelsværdi på 10.000 kr. dokumenteret. Tilgangen på driftsmiddelkontoen anses således ikke for tilstrækkelig dokumenteret, da der ikke er indsendt det oprindelige købsbilag på computeren. På det foreliggende grundlag er skatteforvaltningen uden muligheden for at konstatere, om der reelt har været indkøbt en computer i virksomheden, og om den har været anvendt erhvervsmæssigt. Det er heller ikke muligt for skatteforvaltningen at vurdere om værdiansættelsen på 10.000 kr. er i orden, da forvaltningen ikke kender computerens alder og nypris.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at fradrag for afskrivning godkendes som selvangivet.

Computeren er en IBM Think Pad, som klageren købte i 1998. Nyprisen var 14.999 kr. Så vidt repræsentanten forstår, anfægter myndighederne ikke, at der er indskudt en computer, men man fastsætter blot værdien til 0 kr., hvilket må anses for uforståeligt og åbenbart forkert.

Et krav om indsendelse af det oprindelige købsbilag virker ulogisk, for der er ingen private, der gemmer sådanne bilag, med mindre der er en særlig anledning hertil, og i øvrigt er de betalingskvitteringer som private modtager normalt ikke forsynet med køberidentifikation, så dokumentationsværdien vil under alle omstændigheder være stærkt begrænset.

Fradrag for underskud af virksomheden

Sagens oplysninger

Virksomheden har haft en omsætning på 24.492 kr. i indkomståret 1999 og 32.216 kr. i indkomståret 2000. Indtægterne kommer fra samme kunde, nemlig C ApS og vedrører kontraktrådgivning og konsulenttimer.

Forvaltningen har ikke godkendt fradrag for virksomhedens resterende underskud.

Virksomheden anses ikke for at være drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet og dermed ikke tilrettelagt på en sådan måde, at virksomheden i skattemæssig forstand kan anses for erhvervsmæssigt drevet.

Virksomheden har ikke formået at få den indkomst ind, som klageren ifølge det indsendte budget har baseret virksomheden på. I den pågældende virksomhed er klagerens personlige arbejdskraft virksomhedens væsentligste aktiv, og denne arbejdskraft har forvaltningen anset for at være begrænset. Der er ikke fremvist dokumentation for, at klageren reelt har gjort et forsøg på at få virksomheden op og stå. En sandsynliggørelse af dette kunne f.eks. være skrivelser om sig selv, tilbud til potentielle kunder, optagelse i telefonbog, optagelse på de gule sider i telefonbogen eller anden form for annoncering og reklamering for virksomheden. Der foreligger ikke dokumentation for, at virksomheden har forsøgt at hverve kunder via networking, fax eller telefonopringninger. I det indsendte regnskab er der ikke fratrukket udgifter til internet, fax eller telefon. Det antages derfor, at en eventuel udgift hertil ikke har været en væsentlig post.

Virksomhedens eneste indtægt stammer fra virksomheden C ApS, som havde kontor på selv samme adresse som B. Indtægten anses ikke for at være kommet i stand via en normal kundehvervning, men mere som følge af virksomhedsejernes personlige kendskab til hinanden. Indtægten har tilsyneladende ikke noget at gøre med virksomhedens erklærede hovedformål, som er oplyst til at være headhunting. Virksomheden har ikke gjort noget for at hverve kunder og dermed et indkomstgrundlag, og efter forvaltningens opfattelse må det samtidig være overordentligt vanskeligt for kunderne at få kontakt med virksomheden, når ejeren det meste af dagen er beskæftiget i en anden virksomhed.

Sent i sagsbehandlingsforløbet er der indsendt budget for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 og 2003. Det kan ikke konstateres, hvornår budgettet er udfærdiget, og budgettet er ikke tillagt væsentlig betydning ved vurderingen af sagen som helhed.

Efter forvaltningens opfattelse kan virksomheden ikke anses for erhvervsmæssigt drevet, og virksomheden skal derfor opgøre sit resultat efter nettoindkomstprincippet, hvorefter der kun er fradrag for de omkostninger, som har været forbundet med indkomsterhvervelsen og et eventuelt underskud kan ikke fratrækkes i anden indkomst.

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at fradrag for underskud af virksomheden godkendes som selvangivet.

Efter retspraksis kan man med rette betvivle en skatteyders erhvervsmæssige hensigter, hvis udgifterne relaterer sig til en hobbypræget aktivitet, eller hvis hovedparten af udgifterne har klare berøringsflader med private udgifter, eller hvis en skatteyder uforståeligt længe holder liv i en underskudsaktivitet uden at tage initiativ til at rette op på underskuddet eller afvikle virksomheden. Ligeledes kan man betvivle de erhvervsmæssige hensigter, hvis en skatteyder baserer sine overskudsforhåbninger på åbenbart urealistiske forudsætninger.

I denne sag er der tale om en aktivitet, der intet har med hobby at gøre, og ingen af udgifterne kan siges at have berøringsflader med private udgifter. Det må her også lægges vægt på, at aktiviteten blev drevet fra erhvervslokaler, hvor aktiverne formodningsvis må anses for ikke at være til private rådighed, samt at klageren har de relevante faglige kvalifikationer. Endvidere taler vi om en virksomheds første leveår, og skattemyndighederne har ikke påvist eller sandsynliggjort, at klageren baserede sin overskudsforhåbninger på helt urealistiske forudsætninger. Det må således være helt udelukket at kvalificere virksomheden som ikke-erhvervsmæssig.

Der må også lægges vægt på, at der er foretaget relevante markedsundersøgelser forud for start af virksomheden. Disse markedsundersøgelser har efterfølgende resulteret i udarbejdelse af et budget, der viser overskud efter en kort indkøringsperiode, og hvor såvel indtægter som udgifter hviler som sagligt funderede estimater. Derudover rekvirerede klageren professionel hjælp fra headhunterfirmaet D til at varetage nogle af driftsfunktionerne, og klageren berostillede virksomheden efter en kort underskudsperiode ( 1 ½ år). Disse forhold må også klart være med til at kvalificere virksomheden som erhvervsmæssig.

En lav intensitet kan give en formodning for, at det ikke er erhvervsmæssige motiver, der driver en skatteyder, men denne formodning kan afkræftes, hvis f.eks. aktiviteten og de afholdte udgifter må kvalificeres som ensidigt erhvervsmæssige. Dette er netop tilfældet i denne sag, og i øvrigt kan aktiviteten ikke anses for at være af underordnet omfang – selv ikke når man tager i betragtning, at der er tale om en biaktivitet, og at virksomheden først startede pr. 1. juli 1999.

Det må endvidere anses for ekstremt, at man kvalificerer en virksomheds aktivitet som ikke-erhvervsmæssig allerede efter 6 måneders drift – navnlig virksomhedens art taget i betragtning, samt at alle små headhunterfirmaer gav underskud i den pågældende periode.

Da der er tale om en mindre virksomhed har man været nødsaget til at benytte mere direkte markedsføringsmetoder, såsom networking, fax, telefonopringninger, hvilket B netop har gjort. Klageren har via sit lønmodtagerjob en del kundeemner, og det er klageren, der finder kunderne og ikke omvendt. Klageren har både telefon, e-mail, almindelig postadresse samt et kontorfællesskab, der giver mulighed for at tage imod telefoner. De kunder, som klageren henvender sig til, er bekendt med klagerens lønmodtagerjob og tilpasser deres kontakt derefter. Klageren har i øvrigt i kraft af sin lederstilling mulighed for selv at tilrettelægge sit arbejde, og klageren har dermed også mulighed for at afse tid til sin egen virksomhed inden for den almindelig arbejdstid om nødvendigt.

Selvstændige erhvervsdrivende kan ved opgørelsen af den personlige indkomst foretage fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. personskattelovens § 3, stk. 2. I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen, jf. nettoindkomstprincippet. Underskud af ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Efter en samlet vurdering anser Landsskatteretten klagerens virksomhed for etableret og drevet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren har haft de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden. Retten har videre lagt vægt på, at klageren forud for opstarten af virksomheden har foretaget undersøgelser af markedet og udarbejdet budgetter for virksomhedens drift.

Retten har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at omsætningen i virksomheden er stegt fra 24.492 kr. i 1999 til 32.216 kr. i 2000, samt at klageren er ophørt med virksomheden ved udgangen af 2000 i erkendelse af, at driften af virksomheden ikke har opfyldt forventningerne samt i erkendelse af de generelle vanskelige vilkår for virksomheder inden for den pågældende branche i 1999 og 2000.

Udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ud fra de i sagen foreliggende oplysninger, herunder de til Landsskatteretten indsendte oplysninger om udgifter til konsulenthjælp og juridisk rådgivning, anser retten de pågældende udgifter for tilstrækkeligt dokumenteret. Værdien af den i virksomheden indskudte computer på 10.000 kr. anses endvidere for tilstrækkeligt dokumenteret.

Efter rettens opfattelse kan det efter det oplyste lægges til grund, at udgifterne til konsulenthjælp og juridisk rådgivning samt afskrivningen på computeren er afholdt som driftsomkostninger, da udgifterne anses for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten godkender herefter fradrag for de i virksomheden afholdte udgifter på i alt 38.000 kr. samt fradrag for underskud på 7.396 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteforvaltningens afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.