C.A.4.3.5.11 Fradrag for gaver til forskning

Dette afsnit handler om reglerne for fradrag for gaver til forskning.

Afsnittet indeholder:

Regel

Der er fradrag for gaver til forskning, hvis visse betingelser er opfyldt. Se LL § 8 H.

Reglen om fradrag for forskningsgaver gælder ikke, hvis gavegiver og gavemodtager er interesseforbundne. Se LL § 2.

Betingelser

Der er følgende betingelser for at gaven berettiger til fradrag:

  1. Gaven skal gives til en almenvelgørende forening, der bruger foreningens midler til forskning.
  2. SKAT skal have godkendt, at gaver til foreningen berettiger til fradrag i det kalenderår, hvor gaven gives.
  3. Foreningen skal indberette gaven til SKAT.

Ad a) Foreningen skal være almenvelgørende

Det er en betingelse, at gaven er ydet til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner mv., der anvender deres midler, herunder den modtagne gave, til forskning.

Ad b) SKAT skal godkende foreningen

Det er også en betingelse, at den modtagende forening mv. er godkendt af SKAT til at modtage sådanne gaver med den virkning, at giveren får fradragsret. Godkendelse af foreningerne m.v. gives for kalenderår, og SKAT skal have godkendt foreningen i det kalenderår, hvor gaven bliver givet, for at gaven berettiger til fradrag.

Foreninger, stiftelser og institutioner mv. kan godkendes, hvis de er

Alle tre betingelser skal være opfyldt.

Ad c) Gaven skal indberettes til SKAT

Fradraget er yderligere betinget af, at foreningen, stiftelserne, institutionerne mv. har indberettet gaven til SKAT. Se de regler, som er fastsat af skatteministeren i medfør af SKL § 8 Æ, stk. 3. Forskningsinstitutionen skal bl. a. indberette beløbets størrelse og den enkelte givers CPR-, SE- eller CVR-nummer. Indberetningen skal ske via TastSelv Erhverv. Se nærmere Systemvejledning S nr. 50, som er tilgængelig på SKATs hjemmeside.

Definitioner

Hjemmehørende her i landet eller et andet EU/EØS-land

Udtrykket "hjemmehørende her i landet eller et andet EU/EØS-land" svarer til betegnelsen i SEL § 1. Ifølge praksis er det derfor afgørende, at både bestyrelsen - i hvert fald flertallet af bestyrelsen - og hovedkontoret befinder sig her i landet eller et andet EU/EØS-land, hvis et gavegivende selskab skal have fradrag

Almenvelgørende/almennyttig

Begreberne "almenvelgørende" og "almennyttige" skal forstås på samme måde, som de forstås i LL § 8 A om fradragsret for gaver til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige institutioner. Se A.F.5.3 i Ligningsvejledningen, Almindelig del om fradrag for gaver efter LL §8 A.

Forskning

Forskning forstås som videnskabelig undersøgelse og granskning. Undersøgelserne kan indgå som et led i egentlig grundforskning. De kan også være rettet mod praktiske mål eller anvendelser. Før SKAT godkender en forening, skal SKAT indhente en udtalelse fra Det Frie Forskningsråd, om hvorvidt foreningen mv. bruger sine midler til forskning.

Gavernes størrelse

Reglerne om fradragsret for forskningsgaver fastsætter ingen begrænsninger i form af maksimumsbeløb eller procentandele af overskud eller omsætning eller andet. Der følger dog en vis begrænsning af selskabslovens § 195. Ifølge denne regel kan generalforsamlingen beslutte, at der ydes gaver af selskabets midler til almennyttige eller dermed ligestillede formål, for så vidt det under hensyn til hensigten med gaven, selskabets økonomiske stilling samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt. Ved siden af generalforsamlingens kompetence har bestyrelsen kompetence til at anvende beløb til de nævnte formål, som i forhold til selskabets økonomiske stilling er af ringe betydning.

Reglerne om fradragsret for gaver medfører for selskaber, som i en periode ikke har udbetalt udbytte, men derimod har akkumuleret dette, at SKAT ikke kan statuere maskeret udlodning, hvis selskabet beslutter at give gaver til godkendte foreninger mv. Selskabet har derimod fradragsret for gaverne.