C.C.2.4.3.3 Begyndelse med og afslutning af forskudsafskrivninger

Dette afsnit beskriver, hvornår forskudsafskrivning kan begynde og skal afsluttes.

Afsnittet indeholder:

Hovedregel: Tre år

Forskudsafskrivning kan foretages første gang ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for bestillings - eller planlægningsåret og sidste gang ved indkomstopgørelsen for det tredje indkomstår efter bestillings - eller planlægningsåret. Se AL § 30, stk. 1, 1. pkt.

Der kan kun forskudsafskrives på aktiver, der endnu ikke er blevet afskrivningsberettigede efter AL § 3 ved udløbet af det aktuelle indkomstår. Se AL § 30, stk. 2.

Driftsmidler og skibe anses for at være anskaffet - og dermed afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens kapitel 2 - når de er leveret til en igangværende virksomhed og bestemt til at indgå i virksomhedens drift og færdiggjort i et sådant omfang, at de kan indgå i driften. Se AL § 3.

Se også

Se også afsnit C.C.2.4.2.2 "Anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver", hvor der står mere om AL § 3.

Undtagelse: Særligt om udlejningsaktiver for selskaber mv.

Selskaber og foreninger, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2 eller 4 kan først forskudsafskrive på aktiver, der er bestemt til udlejning, i året efter bestillings - eller planlægningsåret. Se AL § 30, stk. 1, 2. pkt. Denne særregel om udskydelse af førsteårs afskrivninger vedrører kun begyndelsestidspunktet for forskudsafskrivningerne. For disse aktiver gælder der den samme regel om afslutningstidspunktet for forskudsafskrivningerne, som gælder for andre aktiver, der kan forskudsafskrives på. Se ovenfor i afsnittet "Hovedregel: Tre år".

Hvis der er indgået aftale om overdragelse af et udlejningsdriftsmiddel, som der kan forskudsafskrives på, kan der ske saldoafskrivning i leveringsåret, når levering er sket i det følgende indkomstår.

Dispensation

SKAT kan dispensere for anvendelsen af AL § 30, stk. 1, 2. pkt., jf. AL § 30, stk. 1, sidste pkt.

Virkningen af dispensationen er, at hovedreglen i AL § 30, stk. 1, 1. pkt. gælder, sådan at der kan forskudsafskrives i bestillings - eller planlægningsåret.

Dispensationsreglen svarer til dispensationsreglen i AL § 5, stk. 6. Se afsnit C.C.2.4.2.4.1.2 "Selskabers udlejningsdriftsmidler med udskudt tidspunkt for afskrivning".