Dette afsnit handler om reglerne i afskrivningslovens kapitel 5 "Andre afskrivninger". Afsnittet handler også om afskrivning på drænings- og markvandingsanlæg efter AL § 27 og om afskrivninger uden for afskrivningsloven.
Afsnittet indeholder:
Afskrivningsloven anses for udtømmende, da en ejers adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på det aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, må anses for udelukkende at være reguleret af reglerne i afskrivningsloven.
Ved siden af afskrivningsloven er der dog nogle tilfælde, hvor der kan ske afskrivning på udgifter til aktiver, der tilhører en anden end skatteyderen. Afskrivningen sker i disse tilfælde med hjemmel i SL § 6, stk.1, litra a. Dette gælder fx afskrivning på erhvervsdrivendes bidrag til udgifter ved anlæg af gågader og offentlige parkeringspladser og lignende. Se mere om dette i afsnit C.C.2.4.5.10.
Der kan ikke foretages afskrivninger efter afskrivningsloven på udgifter til anskaffelse af aktiver, der anvendes til hobby- og anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Den skattepligtige kan dog, såfremt virksomheden er overskudsgivende, foretage fradrag for det værditab, som aktiver, der indgår i virksomheden, skønnes at undergå. Se om indkomstopgørelsen for hobby og anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed i afsnit C.C.1.1.2.
Afskrivning på udgifter til indretning mv. af lejede lokaler er også omfattet af afskrivningslovens kapitel 5 "Andre afskrivninger". Se AL § 39 og afsnit C.C.2.4.4.9 "Udgifter til ombygning, forbedring eller indretning af lejede lokaler", hvor dette er beskrevet.