Dokumentets metadata

Afvisning - anerkendelsespåstand - konkret tvist

SKAT sigtede i 2010 de sagsøgende selskaber for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk. 1, nr. 1, jf. § 77 ved i en periode ikke at have indeholdt A-skat af bonusudbetalinger til selskabets danske ansatte. Bonusbetalingerne var udbetalt af et koncernforbundet selskab, H1 Ltd, men da modtagerne af bonusudbetalingerne var ansat i de sagsøgende danske selskaber, var det SKATs opfattelse, at bonusudbetalingerne reelt var afholdt af disse selskaber. Der er ikke i anledning af sagen rejst et skatteretligt krav mod de sagsøgende selskaber blandt andet fordi, at alle skattekrav mod de ansatte, som ikke havde selvangivet den udbetalte bonus, efterfølgende er blevet betalt.De sagsøgende selskaber ønskede ikke at afgøre sagen ved vedtagelse af et bødeforlæg, og sagen blev af SKAT videresendt til anklagemyndighedens vurdering af eventuelt tiltalerejsning. De sagsøgende selskaber ønskede med sagen en civilretlig afklaring af, hvorvidt sagsøgerne havde været forpligtet til at indeholde A-skat af bonusudbetalingerne. Retten gav ministeriet medhold i, at sagen skulle afvises. Retten henviste særligt til, at en stillingtagen til sagsøgerens påstand er uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling, da der ikke eksisterer nogen konkret retlig tvist mellem sagsøgerne og sagsøgte, samt at afklaring af, hvorvidt det af påstanden omhandlede materielle spørgsmål giver grundlag for strafferetlig forfølgning af de sagsøgende selskaber, må ske hos anklagemyndigheden og senere eventuelt ved domstolene i straffeprocessens former.

Parter

H.1.1 A/S

og

H.1.2 A/S
(advokat Jørn Qviste for begge)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Bodil Søes Petersen)

Afsagt af byretsdommer

Mette Bytofte

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 6. juni 2011, har sagsøgerne, H.1.1 A/S og H.1.2 A/S, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at hverken H.1.1 A/S eller H.1.2 A/S har været forpligtet til at indeholde A-skat af bonusudbetalinger udbetalt og afholdt af H1 Ltd i årene 2005, 2006 og 2007 til ansatte i H1.1. A/S og H.1.2 A/S, der var fuldt skattepligtige til Danmark.

Sagsøgte har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

Over for sagsøgtes principale påstand har sagsøgerne påstået sagen fremmet til behandling i realiteten.

Spørgsmålet om afvisning har været udskilt til særskilt forhandling og afgørelse, jf. retsplejelovens § 253.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Det fremgår af sagen, at SKAT i 2010 sigtede H.1.2 A/S for overtrædelse af kildeskattelovens § 74, stk.1, nr. 1, jf. § 77, ved i perioden 2005-2007 ikke at have indeholdt A-skat af bonusudbetalinger til selskabets danske ansatte. Der er ikke i anledning af sagen blevet rejst et skatteretligt krav mod sagsøgerne, dels fordi der ikke var grundlag for en ændring af skatteansættelsen for det danske selskab, dels fordi alle skattekrav mod de ansatte, som ikke havde selvangivet den udbetalte bonus, efterfølgende var blevet betalt. Sagsøger, der ikke var indstillet på at afgøre sagen med vedtagelse af et bødeforlæg, udtog herefter stævning med det formål at søge afklaret, hvorvidt sagsøgerne har været forpligtet til at indeholde A-skat af bonusudbetalingerne. Efter det oplyste, er sagen af SKAT blevet videresendt til politiet med henblik på anklagemyndighedens vurdering af, hvorvidt der skal ske tiltalerejsning.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i et påstandsdokument anført følgende:

"...

Sagsøgtes afvisningspåstand støttes på følgende anbringender:

1.	Sagsøgerne har ingen retlig interesse i under nærværende civile sag at få afgjort Sagsøgernes påstand.
2.	En afgørelse truffet af en skattemyndighed kan først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Heroverfor gør sagsøgerne følgende anbringender gældende:

ad 1

a.	Sagens realitet vedrører spørgsmålet, om Sagsøgerne har været forpligtet til at indeholde A-skat af beløb, der er udbetalt af i udlandet registrerede selskaber til medarbejdere ansatte hos Sagsøgerne.

Der er således tale om et spørgsmål om fortolkningen af kildeskattelovens § 44 b, og et sådant spørgsmål er bedst egnet til at blive afgjort af et rent juridisk forum.

b.	Yderligere har Sagsøgerne interesse i at undgå at blive inddraget som tiltalte i en skattesag, hvor anklagemyndighederne nedlægger påstand om betaling af en bøde på kr. 2.000.000, når retssystemet giver mulighed for en afgørelse af, om der overhovedet er juridisk grundlag for at rejse en skattesag.
c.	Hertil kommer at udviklingen i retspraksis i de senere år generelt støtter, at retssubjekter i stadigt større omfang tillægges den fornødne retlige interesse til at få afgjort retsspørgsmål, der berører de pågældende væsentligt og individuelt.

ad 2.

Ordlyden af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, er følgende:

"...

§ 48. Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en afgørelse truffet af en skattemyndighed først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området. Retten kan dog tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

..."

Skatteforvaltningslovens § 48 er efter sagsøgtes vurdering uanvendelig i nærværende sag af følgende grunde:

a.	Der er ikke af nogen skattemyndighed truffet en afgørelse i § 48´s forstand over for Sagsøgerne.
b.	Nogen afgørelse som nævnt i a. ovenfor vil heller ikke blive truffet i fremtiden.
c.	Skatteforvaltningslovens § 48 angår ligningsmæssige spørgsmål, hvor det er hensigtsmæssigt, at tal- og skattemæssige beregninger foretages af særligt skatte- og talkyndige organer, inden en afgørelse kan træffes af en domstol.

I nærværende sag foreligger ingen skatte- eller talmæssige forhold.

d.	Angående det i nærværende sag relevante spørgsmål foreligger ingen "øverste administrativ klageinstans på området."
e.	I nærværende sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, at sagen skal behandles i den borgerlige retsplejes former i overensstemmelse med den retsplejemæssige grundsætning, at enhver, der har retlig interesse i afgørelsen af et spørgsmål, kan få dette realitetsbehandlet af de ordinære domstole i den borgerlige retsplejes former. Skatteforvaltningslovens § 48 må derfor fortolkes indskrænkende.

..."

Sagsøgte har i et påstandsdokument anført følgende:

"...

Til støtte for afvisningspåstanden gøres det i første række gældende, at sagsøgeren ingen retlig interesse har i under nærværende sag at få prøvet den nedlagte anerkendelsespåstand.

Det følger af fast retspraksis, at den for en retssag fornødne retlige interesse skal udspringe af en konkret retlig tvist mellem sagens parter, som vil blive afgjort, hvis den nedlagte påstand tages under pådømmelse.

Dette er ikke tilfældet i nærværende sag. Der er således ikke i denne sag rejst et skatteretligt krav mod de sagsøgende selskaber vedrørende de af sagsøgerens påstand omfattede indkomstår og den af påstanden omhandlede problemstilling, jf. bilag 6, hvor SKAT i to punkter redegør for baggrunden for, at der ikke er rejst et skatteretligt krav i sagen.

Der består således ikke en konkret retlig tvist mellem de sagsøgende selskaber på den ene side og det indstævnte skatteministerium på den anden side.

De sagsøgende selskabers advokat har i den som bilag 9 fremlagte skrivelse af 6. juni 2011 til SKAT anført, at selskaberne ønsker straffesagen mod selskaberne - for overtrædelse af bestemmelsen om indeholdelse af A-skat - sat i bero, fordi det er en forudsætning for, at der er begået en strafbar handling, at selskabet havde pligt til at indeholde A-skat af de omhandlede bonusudbetalinger, fordi dette retlige spørgsmål er uafklaret, og fordi sagsøgerne har indgivet stævningen i nærværende sag med henblik på at opnå afklaring af dette juridiske spørgsmål.

Denne situation indebærer imidlertid ikke, at sagsøgerne har en retlig interesse i - på abstrakt grundlag under en civil sag, og uden at der består en konkret retlig tvist mellem sagsøgeren og Skatteministeriet - at opnå domstolenes stillingtagen til det retlige spørgsmål, som er en forudsætning for straffesagens udfald.

Det retlige spørgsmål, om sagsøgeren havde indeholdelses- og indberetningspligt - og dermed spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne har begået en strafbar handling - vil netop på sædvanligvis blive afgjort under en eventuel straffesag.

Det bemærkes, at SKAT over for mig har oplyst, at den hos dem verserende bødesag ikke er stillet i bero, og sagen er nu - i overensstemmelse med den sædvanlige fremgangsmåde - overgivet til politiet til anklagemyndighedens vurdering.

Sagsøgerne mener at have en retlig interesse i det foreliggende sagsanlæg, alene fordi sagsøgerne er blevet sigtet en skatteretlig straffesag.

Det er i den forbindelse gjort gældende af sagsøgerne, at en afgørelse af så principielle og vidtrækkende spørgsmål, som nærværende sag omfatter, ikke bør træffes af en domstol sammensat efter retsplejelovens regler for straffesager.

Et retligt spørgsmål, som alene har betydning for en straffesag, der muligvis rejses af anklagemyndigheden, er imidlertid ikke et anliggende mellem Skatteministeriet og sagsøgerne, og Skatteministeriet skal derfor ikke føre retssag om dette spørgsmål. Det omhandlede retlige spørgsmål er ikke relevant for parternes - altså sagsøgerne og Skatteministeriets - indbyrdes retsstilling, og sagsøgernes påstand vedrørende dette retlige spørgsmål skal derfor afvises, hvilket som nævnt følger klart af blandt andet UfR 2007, 2161 H.

Efter lovgivningen i Danmark føres straffesager efter retsplejelovens regler for straffesager, og dette gælder også skattestraffesager. Om sagsøgerne finder, at disse regler er hensigtsmæssige eller ej, er naturligvis uden betydning, og dette retspolitiske spørgsmål henhører ikke under domstolene.

Til støtte for afvisningspåstanden gøres det i anden række gældende, at en afgørelse truffet af en skattemyndighed først kan indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Bestemmelsen indebærer, at skattespørgsmål kun kan indbringes for domstolene efter på sædvanlig vis at være behandlet i det ligningsmæssige system og efter udnyttelse af det i skatteforvaltningsloven fastsatte rekurssystem, medmindre der "foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at sagen bør tages under realitetsbehandling", uanset skatteforvaltningslovens § 48, jf. herved UfR 1995, 265 H, sammenholdt med UfR 1984, 1059 H.

Sådanne ganske særlige omstændigheder eksisterer på ingen måde i nærværende sag, hvor der slet ikke er rejst et skatteretligt krav mod sagsøgerne vedrørende de af anerkendelsespåstanden omfattede indkomstår og lovbestemmelser, og hvor det retlige spørgsmål, som sagsøgerne ønsker afklaret under nærværende sag udelukkende af hensyn til den verserende bødesag, netop vil blive afklaret på helt sædvanlig vis under en eventuel straffesag.

Det bemærkes endvidere, at en pådømmelse af den i stævningen nedlagte anerkendelsespåstand ikke blot fordrer en vurdering af et abstrakt lovfortolkningsspørgsmål, men derimod nødvendiggør en nøje vurdering af sagens faktuelle omstændigheder. I en civil skattesag bør sådan en vurdering netop kun foretages af domstolene efter en sædvanlig ligningsmæssig behandling, jf. herved de lovfæstede principper i skatteforvaltningsloven.

Sagsøgerne har gjort gældende, at skatteforvaltningslovens § 48 ingen betydning har i nærværende sag, da et retligt mellemværende som det foreliggende overhovedet ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 48, da der ikke foreligger en afgørelse truffet af en skattemyndighed og da der i en sag, som den foreliggende, ingen øverste administrativ klageinstans er på området. Disse forhold er imidlertid blot en følge af, at der netop ikke er truffet en afgørelse af en skattemyndighed, og konsekvensen af skatteforvaltningslovens § 48 er netop, at et skattespørgsmål - som det klare udgangspunkt - ikke kan indbringes for domstolene.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

En stillingtagen til sagsøgernes påstand er uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling, idet der ikke er, og ikke vil blive, rejst noget skattekrav mod sagsøgerne og der eksisterer således ikke nogen konkret retlig tvist mellem sagsøgerne og sagsøgte.

Kompetencen til at tage stilling til en eventuel tiltalerejsning og forfølgning ved domstolene i straffeprocessens former tilkommer anklagemyndigheden, og retten finder, at en realitetspåkendelse af sagen inddirekte vil være en omgåelse af den almindelige kompetencefordeling mellem anklagemyndigheden og domstolene. Retten finder således ikke, at sagsøgerne gennem et anerkendelsessøgsmål mod sagsøgte, der ikke er part i en bestående tvist, kan fremtvinge rettens stillingtagen til, hvorvidt sagsøgerne har haft indeholdelses- og indberetningspligt alene med det formål at få afklaret, om der i den konkrete sag er grundlag for at indlede en strafferetlig forfølgning.

Herefter, og idet der ikke af sagsøgerne i øvrigt er anført omstændigheder, der kan begrunde en realitetsprøvelse uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling, tages sagsøgtes afvisningspåstand til følge.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten ved fastsættelsen heraf har lagt vægt på sagens karakter, forløb og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriets, påstand om sagens afvisning tages til følge.

Sagsøgerne, H.1.1 A/S og H.1.2 A/S, skal inden 14 dage in solidum betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8a.