E.A.2.3.3 Chokolade- og sukkervarer omfattet af reglerne

Dette afsnit beskriver det afgiftspligtige vareområde, som er omfattet af reglerne i CHOAL § 1.

Afsnittet indeholder:

Bemærk

Det afgiftspligtige vareområde i chokoladeafgiftsloven omfatter chokolade, sukkervarer og nødder (råstofafgift) samt dækningsafgift af disse produkter. Se CHOAL §§ 1, 19 og 22.

Der er udarbejdet et særskilt afsnit om afgift af nødder (råstofafgift), samt dækningsafgift af visse varer, som ikke i sig selv er chokolade- eller råstofafgiftspligtige. Se afsnit E.A.2.4.

Chokolade og kakao m.m.

Det afgiftspligtige vareområde omfatter chokolade og chokoladevarer, kakaomasse, kakaopulver, kakaosmør og kakaopræparater af enhver art, som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1.

Chokolade består i det væsentlige af kakaomasse og sukker eller andre sødemidler, almindeligvis med tilsætning af smagsstoffer og kakaosmør. Kakaomassen kan i nogle tilfælde erstattes af en blanding af kakaopulver og vegetabilske olier. Undertiden tilsættes mælk, kaffe, hasselnødder, mandler, appelsinskaller osv.

Chokolade og chokoladevarer forekommer dels som blokke, plader, stænger, pastiller, korn eller pulver, dels som varer fyldt med creme, frugter, likør osv.

Det afgiftspligtige vareområde omfatter desuden alle slags chokoladevarer, som - uanset mængden - indeholder kakao, chokoladenougat, kakaopulver tilsat sukker eller andre sødemidler, chokoladepulver og chokoladepasta.

Ved vurdering af om et produkt er omfattet af det afgiftspligtige vareområde, lægges der vægt på, om indholdet af chokolade eller kakao er karaktergivende for produktet eller ej. Der må i den forbindelse lægges vægt på bl.a. den relative mængde chokolade eller kakao i varen, hvor fremtrædende chokolade- eller kakaosmagen er, og om varen visuelt fremtræder som værende af chokolade eller kakao.

Varens pris, ernæringsindhold og aftagergrupper indgår derimod ikke i afgrænsningen af, om en vare er omfattet af afgiftspligten i CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1. Hvis varen har karakter af en "chokoladevare", påvirkes afgiftspligten heller ikke af, at varen også måtte have andre karaktergivende egenskaber. Det påvirker fx ikke vurderingen af afgiftspligt efter CHOAL, at en chokoladeovertrukken proteinbar, hvor chokoladen er karaktergivende, også har karakter af et sportsprodukt.

Bemærk

Produkter, som er helt overtrukket med chokolade, betragtes som en chokoladevare.

Eksempler: Chokolade

Lakrids

Det afgiftspligtige vareområde omfatter lakridssaft, lakrids og lakridsvarer af enhver art. Pulveriseret lakridsrod og blandinger af salmiak og lakridsrod og lignende, som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 2.

Eksempel: Lakrids

Produktet anvendes som dessertsauce, og fremtræder som en sort tyktflydende væske med lakridssmag, bestående af vand, saccharose, glucose, fedt, stivelse, lakrids, salmiak, konserveringsmiddel mv. Produktet er omfattet af det afgiftspligtige vareområde.

Masser

Det afgiftspligtige vareområde omfatter masser helt eller delvis fremstillet af mandler, nødder eller andre kerner af enhver art og varer af sådanne masser, fx marcipan og nougatmasse, som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 3.

Det afgiftspligtige vareområde afspejler en afgiftsmæssig ligestilling mellem marcipan og produkter med tilsvarende karakteristika.

Ved vurdering af om et produkt er omfattet af det afgiftspligtige vareområde, kan der lægges vægt på, om produktet er helt eller delvis fremstillet af mandler, nødder eller andre kerner af enhver art og varer af sådanne masser.

Eksempler: Masser

Konfekt, bolsjer m.m.

Det afgiftspligtige vareområde omfatter konfekt, bolsjer, dragévarer, skummasse, skumvarer, fondant, sukrede korn og lignende tilsat essenser eller farve, og i øvrigt sukkervarer af enhver art, som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 4.

Bemærk

Det afgiftspligtige vareområde omfatter kun sukrede korn og kornprodukter (fx fremstillet ved ekspandering eller ristning), når disse er tilsat essenser eller farve.

Eksempler: Konfekt, bolsjer, dragévarer m.m.

Tyggegummi omfattet af afgiften

Det afgiftspligtige vareområde omfatter tyggegummi af enhver art, som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 5.

Eksempler: Tyggegummi

Kandiseret frugt omfattet af afgiften

Det afgiftspligtige vareområde omfatter kandiseret frugt og frugtskal og andre kandiserede varer, som er egnet til menneskeføde. Dette gælder dog ikke skaller af citrusfrugter. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 6.

Kandiserede frugter fremstilles ved at gennemtrække varen med en sukkeropløsning, men så denne ved tørring danner krystaller både på overfladen og indvendig i varen.

Sukkade, marmelade og tilsvarende varer omfattet af afgiften

Det afgiftspligtige vareområde omfatter sukkade (kandiserede skaller af citrusfrugter), marmelade og tilsvarende varer, når de er formet i plader, stænger, figurer og lignende, og er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 7.

Vafler

Det afgiftspligtige vareområde omfatter vafler, der er pålagt eller på anden måde er i forbindelse med chokolade, skummasse eller masser helt eller delvis af mandler, nødder eller kerner, og som er egnet til menneskeføde. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 8.

Eksempler: Vafler

Undtagelse

Vafler som afsættes i blandinger med afgiftsfri vafler, biskuit og lignende er fritaget for afgift, hvis antallet af afgiftspligtige vafler ikke overstiger 25 pct. af det samlede antal stykker i blandingen, og vaflerne ikke betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af chokoladevarer.

Bemærk

Produkter, som er helt overtrukket med chokolade, betragtes som en chokoladevare.

Kager, kiks og lignende omfattet af afgiften

Det afgiftspligtige vareområde omfatter kager, kiks og lignede delvis bestående af skummasse, og som er egnet til menneskeføde, når bagværket ikke udgør mindst to tredjedele af varens rumfang. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 9.

Eksempel: Kager, kiks og lignede

Produktet sælges som "Flødebolle bøf" og består af en cirkelrund kagebund med skumtop, overtrukket med chokolade, der enten indeholder flager af hasselnødder eller er overdrysset med kokosmel. Produktet er omfattet af det afgiftspligtige vareområde.

Andre varer omfattet af afgiften

Andre varer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og brug og den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som efterligninger af eller erstatningsvarer for de varer, der er nævnt ovenfor, undtagen kager, kiks og lignende. Se CHOAL § 1, stk. 1, nr. 10.

Ved vurdering af om et produkt kan betragtes som en efterligning af eller en erstatningsvare for fx chokoladevarer, skal der foretages en samlet bedømmelse af varens beskaffenhed, herunder smag, anvendelse og markedsføring.

Det betyder, at varer, der efter beskaffenhed, herunder smag, anvendelse og markedsføring, samlet set anses som erstatninger for eller efterligninger af afgiftspligtige varer som fx chokoladevarer, som udgangspunkt også er omfattet af afgiften.

Derimod er varer, der hverken indeholder chokolade eller kakao, og i smag afviger fra chokoladevarer, som det meget klare udgangspunkt ikke omfattet af afgiftspligten. Det gælder, selvom varerne har samme form som chokoladevarer, og sælges samme steder som disse.

En tilsvarende afgrænsning kan som udgangspunkt tillige anvendes for så vidt angår efterligninger af eller erstatninger for varer omfattet af CHOAL § 1, stk. 1, nr. 2-8.

Uanset, at varerne ikke er afgiftspligtige i deres helhed, skal der i givet fald betales afgift af den mængde afgiftspligtige ingredienser, som indgår i varerne, ligesom der ved indførsel skal betales dækningsafgift.

Eksempler: Andre varer der betragtes som efterligninger eller erstatningsvarer

Eksempler: Andre varer der ikke betragtes som efterligninger eller erstatningsvarer

Selv om nedenstående varer ikke er omfattet af afgiftspligten for chokolade- og sukkervarer, skal der betales afgift af den mængde afgiftspligtige varer, som indgår i færdigvarer, ligesom der ved indførsel af varerne skal betales dækningsafgift.

Se også

Se også afsnit E.A.2.4.3 Varer omfattet af reglerne for dækningsafgift.

Se også afsnit E.A.2.3.8 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse

Bemærk

Afgiftspligten omfatter også chokolade- og sukkervarer, der sælges som dyrefoder, medmindre det godtgøres, at varerne er uegnet til menneskeføde. Se SKM2004.202.VLR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2015.654.ØLR

Sagen handlede bl.a. om, hvorvidt en række proteinbarer var omfattet af afgiftspligt efter CHOAL § 1, stk. 1.

Landsretten udtalte, at CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1, er tilsigtet et bredt anvendelsesområde, og at "chokoladevarer" omfatter varer, hvor chokoladen er karaktergivende for produktet. Der må i den forbindelse lægges vægt på bl.a. den relative mængde af chokolade i varen, hvor fremtrædende chokoladesmagen er, og om varen visuelt fremtræder som værende af chokolade. Landsretten udtalte videre, at der ikke er holdepunkter for, at varens pris, ernæringsindhold og aftagergrupper indgår i afgrænsningen af begrebet "chokoladevarer" i CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1.

Landsretten fandt på den baggrund, at proteinbarerne med et ydre lag af chokolade var underlagt afgiftspligt efter CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1.

For så vidt angår en yoghurtovertrukket proteinbar, der ikke indeholdt chokolade og som havde en sød smag af yoghurt og æble, fandt landsretten, at denne ikke havde karakter af en efterligning eller en erstatningsvare for en chokoladevare, hvorfor proteinbaren ikke var underlagt afgiftspligt efter CHOAL § 1, stk. 1, nr. 10.

Det fremgår, at Landsretten bl.a. fandt, at en yoghurtovertrukken proteinbar ikke var afgiftspligtig efter CHOAL § 1, stk. 1, nr. 10.

Bemærk, at den yoghurtovertrukne proteinbar bl.a. indeholdt kakaosmør, som ikke er kakaofarvet, og kun havde en meget mild kakaosmag. I forbindelse med landsretssagen blev der vedrørende denne bar alene nedlagt påstand om afgiftspligt efter CHOAL § 1, stk.1, nr. 10. Spørgsmålet om afgiftspligt efter CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1, er derfor ikke blevet prøvet ved Landsretten for så vidt angår denne bar.

Som følge af SKM2015.654.ØLR skal afgiftspligt efter CHOAL § 1, stk. 1, nr. 1, vurderes ud fra de kriterier, som er nævnt ovenfor. Det vil sige, at der skal lægges vægt på bl.a. den relative mængde chokolade eller kakao i varen, hvor fremtrædende chokolade- eller kakaosmagen er, og om varen visuelt fremtræder som værende af chokolade eller kakao.

SKM2004.202.VLR

Under henvisning til chokoladeafgiftslovens forarbejder samt ved en modsætningsslutning fra CHOAL § 19, stk. 1, nr. 3, sidste led, fastslog Vestre Landsret, at et produkt ikke er undtaget fra afgiftspligten efter chokoladeafgiftsloven kun fordi, der er tale om dyrefoder.

Afgiftspligten omfatter også chokolade- og sukkervarer, der sælges som dyrefoder, medmindre det godtgøres, at varerne er uegnet til menneskeføde.

SKAT

xSKM2016.351.SRx

xSkatterådet bekræfter, at en kagemasse med indhold af abrikoskerner er chokoladeafgiftspligtig.x

SKM2015.602.SR

Skatterådet kan bekræfte, at der skal betales chokoladeafgift af en række varer, der typisk betegnes fondant-produkter, men som kan have alternative betegnelser afhængigt af deres præcise sammensætning og anvendelse.

SKM2014.471.SR

Skatterådet kan bekræfte, at der der skal betales chokoladeafgift af en vare, der betegnes som "glasur", men som også kan betegnes som "sugar paste", "icing" eller "fondant".

SKM2014.122.SR

Skatterådet kan bekræfte, at der skal betales chokoladeafgift af et tyggetobaksprodukt (tyggegummi).