Dokumentets metadata

Ejendomsvurdering - genoptagelse - årsregulering

Dommen vedrører genoptagelse af den særlige regulering pr. 1. januar 2003 og årsreguleringen pr. 1. oktober 2003 i et tilfælde, hvor reguleringsåret ligger indenfor genoptagelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, men hvor de forbedringsarbejder, genoptagelsesanmodningen støttes på, først blev fuldført i 2002, således at den almindelige vurdering for 2002 var korrekt.Landsretten henviste til, at der i 2003 ikke blev gennemført en almindelig vurdering, men alene en regulering af ansættelserne pr. den 1. januar og 1. oktober 2003, og at der ikke i den forbindelse skulle tages hensyn til de forbedringer, der var blevet fuldført i 2002. Landsretten lagde derfor til grund, at ansættelserne for 2003 også var korrekte, og sagsøgeren havde derfor ikke krav på genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, idet der ikke forelå en forkert ejendomsvurdering. Sagsøgerens synspunkt om, at det efter Højesteretsdom SKM2011.1.HR er blevet muligt at foretage fradraget direkte i reguleringsåret, uanset om den forudgående almindelige vurdering er korrekt, blev således ikke taget til følge.

Parter

H1
(Advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Torben Geneser, Ida Skouvig og Mette øvre (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag er anlagt den 10. oktober 2011 ved byretten og henvist til behandling ved landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen drejer sig om, hvorvidt der i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, kan ske genoptagelse af ejendomsvurderinger pr. 1. januar 2003 og 1. oktober 2003 med henblik på at opnå fradrag i grundværdien for forbedringer, der blev fuldført i år 2002.

Påstande

Sagsøgeren, H1, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2003 og 1. oktober 2003 af ejendommen ...1, genoptages.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten traf den 19. august 2011 afgørelse om en forhøjelse af H1´s fradrag for forbedringer og bestemte herved blandt andet følgende:

"...

Fradraget er gældende 30 år med udgangspunkt i 2002, som er det år, hvor de grundforbedrende arbejder er fuldført. Fradrag kan foretages fra genoptagelsesåret 2004, der er den første almindelige vurdering efter at forbedringsarbejdet er udført.

..."

Sagen drejer sig som nævnt om, hvorvidt der i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, kan ske genoptagelse af ejendomsvurderinger pr. 1. januar 2003 og 1. oktober 2003 med henblik på at opnå fradrag i grundværdien for forbedringer, der blev fuldført i år 2002.

H1 anmodede om genoptagelse ved brev af 21. februar 2005. Det er ubestridt, at de tidsmæssige betingelser for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, er opfyldt.

Det er endvidere ubestridt, at den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002 er korrekt.

Hvis vurderingen af H1´s ejendom ændres, således at fradrag foretages fra 2003, vil det betyde en besparelse i ejendomsskat på 22.060 kr.

Regelgrundlag m.v.

Af vurderingslovens § 17 fremgår følgende:

"...

Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

..."

Ved vurderingen pr. 1. januar 2002 fandt § 3 i lovbekendtgørelse nr. 823 af 18. september 2001 om vurdering af landets faste ejendomme anvendelse. Af denne bestemmelse fremgik følgende:

"...

Ved de almindelige vurderinger er vurderingsterminen den 1. januar. Ejendommens tilstand og prisforholdene pr. 1. januar skal lægges til grund ved ansættelsen, jf. dog § 12, § 14, stk. 3, og § 39, stk. 3.

..."

Ved lov nr. 292 af 15. maj 2002 om ændring af vurderingsloven, skattestyrelsesloven og andre skattelove blev vurderingsloven ændret således, at de almindelige vurderinger af fast ejendom kun skulle finde sted hvert andet år og med vurderingstermin den 1. oktober. Endvidere blev der som § 3 A indsat følgende bestemmelse i vurderingsloven:

"...

Året efter den almindelige vurdering foretages ved den centrale told- og skatteforvaltnings foranstaltning pr. 1, oktober en regulering af ansættelserne af ejendoms- og grundværdi samt fordelingerne heraf under hensyn til den ændring i prisforholdene, der er sket siden den seneste almindelige vurdering. Reguleringen sker på grundlag af statistiske oplysninger om salgsprisen for ejendomme af den pågældende art inden for det pågældende amt henholdsvis Bornholms Kommune og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Ejendomsværdier og fordelinger heraf reguleres med den konstaterede prisudvikling inden for ejendomme af den benyttelse, som ejendommen er henført til efter § 33, stk. 1, jf. dog 5. pkt. Grundværdier og fordelinger heraf reguleres med den konstaterede prisudvikling af ubebyggede grunde inden for den udnyttelse, der i henhold til planlovgivningen kan ske af tilsvarende grunde i ubebygget stand, jf. dog 5. pkt. De beregnede fremskrivningssatser, jf. 3. og 4. pkt., nedrundes til en med 5 procentpoint delelig reguleringssats. Reguleringssatserne skal godkendes af Ligningsrådet.

..."

Disse ændringer havde virkning fra og med vurderingsåret 2003, jf. herved ændringslovens § 11, stk. 2.

Af § 11, stk. 5, i ændringsloven fremgår følgende:

"...

I vurderingsåret 2003 foretages ved den centrale told- og skatteforvaltnings foranstaltning pr. 1. januar en maskinel fremskrivning af ansættelserne af grundværdi under hensyn til den ændring af prisforholdene, der er sket siden den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002. Reguleringen sker på grundlag af statistiske oplysninger om salgsprisen for ejendomme af den pågældende art inden for det pågældende amt henholdsvis Bornholms Kommune og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Grundværdier og fordelinger heraf reguleres med den konstaterede prisudvikling af ubebyggede grunde inden for den udnyttelse, der i henhold til planlovgivningen kan ske af tilsvarende grunde i ubebygget stand, jf. dog 4. pkt. De beregnede fremskrivningssatser nedrundes til en med 5 procentpoint delelig reguleringssats. Reguleringssatserne skal godkendes af Ligningsrådet. Den maskinelt fremskrevne ansættelse af grundværdien lægges til grund ved beregningen af grundskyld for skatteåret 2004, jf. § 26, stk. 2, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

..."

Da H1 den 22. februar 2005 anmodede om genoptagelse, fandt skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, anvendelse. Af denne bestemmelse fremgik følgende:

"...

En skattepligtig eller en klageberettiget, jf. § 22 A, stk. 1, der ønsker at få ændret sin ansættelse, skal senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets henholdsvis vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

..."

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, blev ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 videreført i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, der har følgende ordlyd:

"...

En klageberettiget, jf. § 38, stk. 1, der ønsker at få genoptaget en ejendomsvurdering, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter vurderingsårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

..."

Højesteret har den 16. december 2010 afsagt dom (SKM2011.1.HR ) i en sag om genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2. Af Højesterets præmisser fremgår følgende:

"...

Højesterets begrundelse og resultat

Efter den vurderingslov, der var gældende til og med år 2002, blev der foretaget almindelig vurdering af landets ejendomme hvert år med ansættelse af ejendomsværdien, grundværdien samt et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer. Ved lov nr. 292 af 15. maj 2002 om ændring af vurderingsloven, skattestyrelsesloven og andre skattelove blev denne ordning ændret, således at der med virkning fra 2003 kun skulle foretages almindelig vurdering hvert andet år. I det mellemliggende år skulle der efter vurderingslovens § 3 A ske en regulering af ejendoms- og grundværdi under hensyn til den ændring i prisforholdene, der var sket siden den seneste almindelige vurdering, mens et eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer videreføres uændret. Ved årsreguleringen efter § 3 A skulle der således ikke foretages nogen selvstændig vurderingsvirksomhed, idet den almindelige vurdering, der var foretaget året forinden, blev videreført og lagt til grund for reguleringen. Baggrunden for overgangen fra almindelige vurderinger hvert år til hvert andet år var, at årlige almindelige vurderinger »indebærer et stort tidspres på vurderingsmyndighederne, der knap er blevet færdige med den ene vurdering, før de skal i gang med den næste. Også set i lyset af skattestoppet og loftet over ejendomsværdiskatten forekommer det unødvendigt med årlige vurderinger« (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, L 180, side 4642). Der kunne ikke klages over en årsregulering efter § 3 A. Vurderingslovens § 3 A blev ved lov nr. 514 af 7. juni 2006 ophævet med virkning fra 2007.

For den ejendom, som denne sag angår, var der i henhold til de hidtidige regler blevet foretaget en almindelig vurdering for 2002. For 2003 blev der efter den nye ordning foretaget en årsregulering efter vurderingslovens § 3 A, hvorefter der for 2004 blev foretaget en almindelig vurdering og derefter for 2005 en årsregulering.

Den 16. november 2006 indgav H1 Andelsforening anmodning om genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2. SKAT genoptog herefter vurderingen fra og med 2004 og ansatte et større fradrag, men afslog at genoptage for 2003.

Den foreliggende tvist drejer sig herefter om, hvorvidt H1 Andelsforening efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, har krav på genoptagelse også med virkning for 2003.

Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, skal en klageberettiget, der ønsker at få genoptaget »en ejendomsvurdering«, senest den 1. maj i det fjerde år »efter vurderingsårets udløb« fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Der er herved fastsat en bestemt tidsgrænse for ændring af en materielt urigtig vurdering svarende til tidsgrænsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, for ændring af ansættelsen af indkomst- og ejendomsværdiskat.

Højesteret finder, at ordet »vurderingsåret« i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, må forstås således, at det ikke kun omfatter et år, hvor der er foretaget en almindelig vurdering (eller en omvurdering), men også et år, hvor der alene er foretaget en årsregulering efter vurderingslovens § 3 A. Denne forståelse har støtte i ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 11, stk. 2, i den foran nævnte lov nr. 292 af 15. maj 2002, ved hvilken bestemmelsen i § 3 A blev indsat i vurderingsloven.

Hvad der skal forstås ved udtrykket »en ejendomsvurdering«, lader sig efter Højesterets opfattelse ikke på samme måde entydigt fastlægge. Hverken ordlyd, forhistorie eller forarbejder giver således mulighed for med nogen grad af sikkerhed at fastslå, om udtrykket - som af Skatteministeriet hævdet - alene sigter til selve vurderingen efter vurderingslovens § 1 (eller en omvurdering efter § 3), eller om også en ejendomsvurdering, der er reguleret efter § 3 A - som hævdet af H1 Andelsforening - skal anses for en ejendomsvurdering i bestemmelsens forstand.

I mangel af sådanne fortolkningsbidrag finder Højesteret, at der ved afgørelsen af, hvordan genoptagelsesreglen (tidligere skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, nu skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2) skal forstås efter indførelsen af ordningen med årsregulering efter vurderingslovens § 3 A, må lægges afgørende vægt på, at der ikke i indholdet af eller forarbejderne til lov nr. 292 af 15. maj 2002 er holdepunkter for, at overgangen fra almindelige vurderinger hvert år til hvert andet år skulle have den konsekvens, at de tidsmæssige muligheder for genoptagelse - og dermed for at få korrigeret en materielt urigtig ejendomsbeskatning - skulle beskæres. Det må således have formodningen mod sig, at det skulle have betydning for adgangen til at få ændret en forkert ansættelse, om ansættelsen er foretaget på grundlag af en selvstændig vurdering det pågældende år eller er videreført fra det foregående år.

Hertil kommer, at Skatteministeriets opfattelse, hvorefter den ansatte værdi i et reguleringsår ikke er en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2´s, forstand, ville få den mindre rimelige konsekvens, at det ville afhænge af tidspunktet for genoptagelsesbegæringen sammenholdt med tidspunktet for de foretagne vurderinger efter vurderingslovens § 1 (eller § 3), hvor mange år tilbage en ændret ansættelse kunne få virkning for.

På den baggrund finder Højesteret, at også en ejendomsvurdering, der er reguleret efter vurderingslovens § 3 A, må anses for en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2´s, forstand. Det er således uden betydning, at den ansatte ejendomsværdi og grundværdi i et reguleringsår er fremkommet ved en beregning, der bygger på det foregående års almindelige vurdering. Det er ligeledes uden betydning, at der ikke kunne klages over en årsregulering efter § 3 A.

Som følge heraf må den genoptagelse, der er sket på baggrund af H1 Andelsforenings begæring af 16. november 2006, udstrækkes til at have virkning også for året 2003.

Højesteret tager herefter H1 Andelsforenings frifindelsespåstand til følge, således at der kan ske genoptagelse af ejendomsvurderingen for 2003 med henblik på ændret ansættelse af fradrag for forbedringer.

..."

Procedure

H1 har gjort gældende, at forbedringsarbejderne er fuldført i 2002, og der kan derfor foretages fradrag for forbedringer fra 2003. Det er uden betydning, at der i 2003 ikke er foretaget en almindelig vurdering, men alene reguleringer, jf. Højesterets dom SKM2011.1.HR . Højesteret fandt ved denne dom, at også en ejendomsvurdering, der er reguleret efter vurderingslovens § 3 A, må anses for en ejendomsvurdering i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2´s, forstand. En genoptagelse må derfor udstrækkes til at have virkning også for året 2003. Højesterets dom kan ikke udlægges således, at den kun angår de tidsmæssige betingelser for genoptagelse. Skatteministeriet kan ikke begrænse virkningerne af Højesterets dom ved at udsende et styresignal, i dette tilfælde SKM2011.272.SKAT . Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, giver et ubetinget krav på genoptagelse, idet der er fremlagt nye faktiske oplysninger, nemlig at der er foretaget forbedringer, der kan begrunde ændringen.

Skatteministeriet har gjort gældende, at H1 ikke har krav på genoptagelse for så vidt angår 2003, idet de omtvistede ansættelser er korrekte. Forbedringerne blev først fuldført i 2002, og såvel den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002 som reguleringerne i 2003, der alene var prisreguleringer af den forudgående almindelige vurdering, er derfor korrekte. Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, giver alene mulighed for at få ændret materielt forkerte ansættelser. Der er ikke fremkommet oplysninger, der kan medføre en ændring før ved vurderingen i 2004. Højesterets dom SKM2011.1.HR ændrer ikke herpå, idet dommen alene angår de tidsmæssige betingelser for at få ændret en forkert ansættelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det fremgår blandt andet af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, at en klageberettiget, der ønsker at få genoptaget en ejendomsvurdering, skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Bestemmelsen giver således mulighed for at få ændret en materielt urigtig vurdering.

Det er ubestridt, at den almindelige vurdering pr. 1. januar 2002 af H1s ejendom var korrekt. I 2003 blev der ikke gennemført en almindelig vurdering, men alene en regulering af ansættelserne pr. den 1. januar og den 1. oktober 2003 under hensyn til den ændring i prisforholdene, der var sket siden den seneste almindelige vurdering, jf. henholdsvis § 11, stk. 5, i lov nr. 292 af 15. maj 2002 og vurderingslovens § 3 A. Der skulle ikke i den forbindelse tages hensyn til de forbedringer, der var blevet fuldført i 2002. Landsretten lægger herefter til grund, at de nye ansættelser også var korrekte.

På denne baggrund har H1 ikke krav på genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, idet der ikke foreligger en forkert ejendomsvurdering.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal H1 betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 22.500 kr. inkl. moms til udgifter advokatbistand. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 22.500 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.