Dokumentets metadata

Ekstra børnebidrag - befordringsfradrag - værdi af fri bil - særligt indrettede køretøjer

Sagen vedrørte fradrag for børnebidrag og befordringsfradrag samt beskatning af værdi af fri bil. Skatteyderen blev ikke anset for berettiget til at fradrage ekstra børnebidrag, da det ikke var godtgjort, at skatteyderen var retligt forpligtet til at afholde yderligere børnebidrag. Skatteyderen var endvidere ikke berettiget til yderligere befordringsfradrag, idet han ikke havde sandsynliggjort den selvangivne befordring. For så vidt angik spørgsmålet om fri bil fandt landsretten, at skatteyderen var skattepligtig af værdien af fri bil. Landsretten fandt dog, at de to biler, der indgik i virksomhedsordningen, var særligt indrettede køretøjer, hvorfor beskatning af værdien af fri bil skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 3, og ikke § 16, stk. 4. Vedrørende dette punkt blev sagen derfor hjemvist med henblik på beskatning efter § 16, stk. 3.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke, ved advokatfuldmægtig Per Astrup Madsen).

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Lis Sejr og Jette F. Skole (kst.)

Indledning

Denne sag, der er anlagt den 6. februar 2003, drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, i indkomståret 1998 er berettiget til yderligere fradrag for betalte børnebidrag og for befordring, samt hvorvidt sagsøgeren skal beskattes af værdien af fri bil.

Påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande

Principalt

1. Anerkendelse af fradrag for betalte ekstra børnebidrag 12.334 kr., iht. ligningslovens § 10, stk. [1.red]
2. Anerkendelse af yderligere fradrag for transport mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen i ...1, 11.400 kr., iht. ligningslovens § 9 C.
3. Nedsættelse af personlig indkomst med 17.500 kr., idet der ikke skal ske beskatning af specialindrettede køretøjer, som fri bil til rådighed, men beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Subsidiært

Ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for året 1998, hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse, subsidiært påstået ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1998 hjemvist til fornyet behandling ved myndighederne.

Landsskatterettens kendelse

I Landsskatterettens kendelse af 7. november 2002 er anført følgende

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomstens på følgende punkter

Sagen har været forhandlet med klagerens advokat, der tillige med klageren har haft lejlighed til at forelægge sagen på et retsmøde.

Ad fradrag for børnebidrag

Det fremgår af sagen, at der er sket en faktisk samlivsophævelse mellem klageren og hans ægtefælle den 2. februar 1998, da klageren fraflyttede familiens parcelhus på adressen ...2. Ægtefællen blev boende på denne adresse efter denne dato og indtil den 1. november 1999, da hun flyttede til en anden adresse i ...3. På dette tidspunkt flyttede klageren tilbage til parcelhuset på adressen ...2.

Klageren har 2 børn, der efter samlivsophævelsen blev boende hos ægtefællen. Klageren har ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1998 foretaget fradrag for børnebidrag.

Det fremgår ikke af separations- og skilsmissebevillingen, at klageren skal betale bidrag til børnene. Ægtefællerne har fælles forældremyndighed over børnene, og ingen af ægtefællerne betaler bidrag til den andens underhold. Separationsbevillingen er dateret den 4. februar 1998.

Der er i sagen fremlagt kvitteringer for betalte bidrag. Kvitteringerne er underskrevet af den tidligere ægtefælle. Der er i 1998 betalt månedlige bidrag til de 2 børn med 8 x 1.484 kr. og 3 x 1.500 kr., i alt 16.372 kr.

Herudover har klageren betalt ekstra bidrag på 500 kr. i august, 3.344 kr. i september, 3.500 kr. i september til en ny cykel og 5.000 kr. i december. Der er således betalt i alt 28.716 kr. svarende til det fratrukne beløb.

Normalbidraget udgjorde i 1998 8.904 kr. pr. barn eller 17.808 kr. for 2 børn svarende til 16.324 kr. for 11 måneder.

De faste månedlige bidrag har stort set været i overensstemmelse med normalbidraget.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt det selvangivne fradrag for børnebidrag på 28.716 kr., men alene fradrag for de faste, månedlige bidrag, i alt 16.372 kr. Skatteankenævnet har i den forbindelse henvist til, at reglerne på dette område er klare, idet det fremgår af ligningslovens 10, stk. 1, at der kun ydes fradrag for den del af bidragene, som betragtes som normalbidrag, hvilket i den foreliggende sag svarer nogenlunde til det fradrag, som skatteadministrationen godkendte.

Advokaten har anført, at baggrunden for, at klageren den 2. februar 1998 fraflyttede familiens hjem på adressen ...2, var, at samlivet mellem klageren og ægtefællen var ophørt. Separationen mellem ægtefællerne blev fastslået ved separationsbevilling dateret den 4. februar 1998.

I forbindelse med separationsbevillingen blev det aftalt mellem ægtefællerne, at klageren skulle betale børnebidrag udgørende normalbidraget til ægtefællen. Derudover blev det aftalt, at såfremt der måtte være ekstra store udgifter i forbindelse med børnene, skulle klageren ligeledes betale sin andel af sådanne udgifter.

Advokaten har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for betaling af ekstra børnebidrag, jf. ligningslovens § 10.

Advokaten har til støtte herfor gjort gældende, at det følger af bestemmelsen i ligningslovens § 10, at børnebidrag udredt af den ene af ægtefællerne til underhold af børn, der ikke opholder sig hos bidragsyderen kan fradrages i bidragsyderens skattepligtige indkomst.

I Cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 18.3, vedrørende skattefritagelse for normalbidraget for underholdsbidrag til børn er anført følgende

"Selvom barnet ikke bliver beskattet af normalbidraget, er der fradragsret for den bidragspligtige for de ydede underholdsbidrag."

Herudover er der i ligningsvejledningen for indkomståret 1998 vedrørende ligningslovens § 10, stk. 1, anført følgende

"Fradragsret efter ligningslovens § 10 omfatter principielt kun løbende underholdsbidrag, men ifølge praksis omfatter fradragsretten dog også visse engangsbidrag, der udredes i anledning af et barns fødsel, dåb og bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, LSR 1946.88, hvorimod engangsbeløb til dækning af udgifterne ved et barns uddannelse ikke anses fradragsberettigede, LSR 1964.79."

Advokaten har i den forbindelse anført, at det heraf følger, at der ligeledes gives fradragsret for visse engangsbeløb, herunder bidrag i anledning af fødsel, dåb og konfirmation. Det ses ligeledes af ligningsvejledningen, at engangsbeløb til udgifter ved et barns uddannelse ikke er fradragsberettiget.

Det følger endvidere heraf, at der ifølge ordlyden af ligningslovens § 10 er fradrag for de bidrag, der udredes af den ene ægtefælle til underhold af de børn, der bor hos den anden ægtefælle. Det følger ligeledes heraf, at der kan gives fradrag for ekstra børnebidrag.

Klageren henvendte sig i forbindelse med separationen til Kommunen vedrørende udbetaling af børnebidrag. Kommunen oplyste, at der var fradragsret for aftalte børnebidrag, såfremt disse ikke oversteg normalbidraget. Derudover oplyste kommunen, at såfremt klageren udbetalte ekstra bidrag i forbindelse med yderligere underhold til børnene, ville dette ligeledes kunne fradrages i klagerens skattepligtige indkomst. Det blev herefter i forbindelse med separationen aftalt, at klageren skulle betale yderligere bidrag, hvis der kom ekstraomkostninger.

I forbindelse med separationen blev der aftalt fælles forældremyndighed over børnene, og den tidligere ægtefælle og børnene blev boende på adressen ...2. Da klageren var selvstændig, havde han tidligere integreret boligudgifterne i sit regnskab. Efter at klageren var fraflyttet huset, afholdt den tidligere ægtefælle de faste udgifter ved at bo i huset, men på et tidspunkt mistede hun overblikket over økonomien. Klageren betalte herefter i en overgangsperiode udgifterne til børnenes underhold, hvorefter økonomien rettede sig. Klageren havde i overgangsperioden udelukkende betalt udgifter til børnene, bl.a. tøj, for at undgå, at børnene led nød.

Advokaten har gjort gældende, at det følger af ordlyden i ligningslovens § 10, at der er fradrag for bidrag, der er ydet til et barns underhold. Det fremgår ligeledes af ligningslovens § 10, at barnet alene skal beskattes af børnebidraget, såfremt dette overstiger normalbidraget. Det fremgår således på ingen måde, at der ikke er fradragsret for bidragsyderen, såfremt børnebidraget overstiger normalbidraget.

Advokaten har endvidere gjort gældende, at der er fradragsret efter en ordlydsfortolkning af bestemmelsen i ligningslovens § 10, stk. 1, 2. pkt., og hun har i den forbindelse henvist til cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 pkt. 18, stk. 2, hvor det er anført, at bidrag, der betales i anledning af separation eller skilsmisse, kan fratrækkes, hvad enten bidraget er fastsat af en offentlig myndighed eller ved aftale mellem parterne. Det er endvidere anført i samme cirkulæres pkt. 18.3, stk. 2, at selv om barnet ikke bliver beskattet af normalbidraget, er der fradragsret for den bidragspligtige for de ydede underholdsbidrag. Dette er netop den situation, der foreligger i den foreliggende sag, og advokaten har i den forbindelse henvist til separationsbevillingen og skilsmissebevillingen. Det følger således både af bestemmelserne i ligningslovens § 10, stk. 1, 2. pkt., og pkt. 18.1, stk. 2, og 18.3, stk. 2, i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, at der er fradragsret for de ydede bidrag, der alene er ydet, fordi børnene havde brug for det.

Klageren har i indkomståret 1998 betalt normalbidraget som børnebidrag. Derudover har klageren bidraget til børnenes underhold, i det omfang dette har været nødvendigt for at sikre børnenes velfærd. Advokaten har i den forbindelse henvist til dags dato kvitteringer underskrevet af ægtefællen, hvoraf det fremgår, at der i august 1998, september 1998 samt december 1998 er indbetalt ekstra børnebidrag til børnene B og C.

De ekstra børnebidrag er ikke tilgået som gaver til børnene, men har alene været ekstra børnebidrag betalt til børnenes underhold.

Ifølge aftale mellem klageren og den tidligere ægtefælle skulle klageren udover det normale børnebidrag tillige betale sin andel af ekstra store udgifter i forbindelse med børnene.

I 1998 fremkom der ekstra store udgifter i forbindelse med børnene, i hvilken forbindelse klageren i henhold til den indgåede aftale mellem parterne betalte sin andel.

Advokaten har i den forbindelse henvist til den mellem klageren og den tidligere ægtefælle indgåede aftale, hvoraf det fremgår, at klageren ikke skulle betale underholdsbidrag til den tidligere ægtefælle. Denne aftale understøtter, at de beløb, som klageren har betalt til den tidligere ægtefælle, udelukkende er gået til børnenes underhold.

Det selvangivne fradrag til disse ekstra børnebidrag kan af denne grund fradrages efter ligningslovens §10, idet der er tale om bidrag, der i anledning af separationen er udredt af klageren til børnenes underhold.

Landsskatteretten skal udtale

Af ligningslovens § 10, stk. 1, fremgår følgende

"Bidrag, som i anledning af skilsmisse eller separation udredes af den ene af ægtefællerne til underhold af den anden ægtefælle eller af børn, der ikke opholder sig hos bidragyderen, kan fradrages i bidragsyderens skattepligtige indkomst."

Landsskatteretten finder efter det oplyste, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at godkende fradrag ud over det ved ansættelsen godkendte fradrag for normalbidraget. Der er herved henset til, at det ikke fremgår, i hvilket omfang de overførte midler er medgået til børnenes underhold, i hvilken forbindelse det bemærkes, at der ikke i vilkårene i separationsbevillingen af 4. februar 1998 er bestemt andet i relation til børnene, end at ægtefællerne fortsat har fælles forældremyndighed over børnene, ligesom det i skilsmissebevillingen af 15. december 1999 er bestemt, at der gælder samme vilkår for skilsmissen som for separationen. Det bemærkes endvidere, at de omhandlede ydelser ikke er udredt i forbindelse med børnenes konfirmation eller lignende særlig begivenhed.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Ad fradrag for befordring og værdi af fri bil

Det fremgår af sagen, at klageren fra den 1. februar 1998 har været ansat i ventilationsvirksomheden G1 A/S i ...1 syd for ...4. Klageren har af arbejdsgiveren fået udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse. Det er i den forbindelse af virksomheden oplyst, at der kun er noteret antal kørte kilometer på de køresedler, der er afleveret fra de ansatte. Virksomheden har dog kunnet oplyse, at man har kendskab til, at klageren kørte i to forskellige biler til arbejdspladsen og dermed anvendte disse biler til kørsel for virksomheden. De to biler af mærkerne henholdsvis Ford Taunus og Mercedes kassevogn indgik i klagerens personlige virksomhed, som var omfattet af virksomhedsordningen.

Disse oplysninger er bekræftet af virksomheden i et brev dateret 18. januar 2001.

Klageren har ved indkomstopgørelsen for indkomståret 1998 foretaget fradrag for befordring mellem hjem og arbejde for 205 dage a 280 km med i alt 45.600 kr.

Klageren har i 1998 i perioden februar til november været såvel selvstændig erhvervsdrivende som lønmodtager. Den selvstændige virksomhed har haft en omsætning på knap 175.000 kr., medens lønindkomsten har udgjort godt 223.000 kr.

Værksteds- og lagerbygninger i den personligt drevne virksomhed er solgt i 1998. Det samme er tilfældet med dele af inventaret og materialer på lageret.

Ifølge folkeregisteroplysninger har klageren boet på følgende adresser

Af de fremlagte kvitteringer for betalte børnebidrag fremgår følgende adresser

Af de fremlagte lønsedler fremgår følgende adresser

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt det selvangivne befordringsfradrag på 45.600 kr., men har skønsmæssigt godkendt fradrag for befordring med 34.200 kr., ligesom de stedlige skattemyndigheder har beskattet værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, ansat til 17.250 kr.

Skatteankenævnet har i den forbindelse anført, at der ud fra de fremlagte dokumenter i sagen kan herske en del tvivl om, hvor klageren reelt har boet (opholdt sig) i den periode, for hvilken der er foretaget fradrag for befordring mellem hjem og arbejde.

Nævnet har tiltrådt skatteadministrationens skøn, hvorefter fradraget for befordring hjem/arbejde er ansat til 75 % af det selvangivne fradrag eller til 34.200 kr. begrundet i følgende

Skatteankenævnet har endelig anført, at det afgørende punkt i sagen umiddelbart er, at klagerens arbejdsgiver har registreret varevognen på firmaadressen, hvilket vil sige, at den har været anvendt til befordring mellem hjem og arbejde. Udgifterne vedrørende denne bil er fratrukket i klagerens driftsregnskab for den private virksomhed og som følge heraf skal den private anvendelse beskattes som fri bil, samtidig med at der ikke indrømmes fradrag for befordring mellem hjem og arbejde.

Advokaten har anført, at klageren i perioden 1. januar til 2, februar 1998 havde bopæl på adressen ...2. I perioden fra 3. februar til 16. november 1998 var bopælen ...5, og i perioden fra den 17. november 1998 til den 1. november 1999 var bopælen ...6. Fra den 2. november 1999 har klageren haft bopæl på adressen ...2.

Klageren har om sine bopælsforhold i 1998 oplyst, at ...5, er en industrigrund, hvorfra han har drevet sin selvstændige virksomhed med montering af ventiler, hulmursisolering etc., og at han fik tilladelse af kommunen til at bo i sin campingvogn, som stod på grunden. Han flyttede til denne adresse i forbindelse med separationen for, at den tidligere ægtefælle kunne få forhøjet børnebidrag. Kommunen, stillede som betingelse for, at han kunne bo på grunden, at han ikke boede i værkstedet.

Da klageren fik et lønmodtagerjob i ...1 på G1 A/S, søgte han en lejlighed i ...4-området, men der var en ventetid på 1 - 2 år. Han fik imidlertid mulighed for at leje et stort værelse i en lejlighed på adressen ...4. Klageren ville benytte dette værelse som udgangspunkt for at etablere sig i ...4, og han flyttede nogle ting ned til lejligheden fra ...2. Hvis han skulle være selvstændig, skulle det være i ...4. Han har imidlertid aldrig overnattet i værelset. Det viste sig, at udlejeren var narkoman, og at der var for meget uro, og han har derfor udelukkende brugt værelset til at opbevare effekter.

Klageren har gjort gældende, at han i hele året 1998 har boet i ...2, hvor han havde hele sin omgangskreds, ligesom hans børn boede i ...3.

Klageren har således i hele indkomståret 1998 haft bopæl i ...2 bortset fra 1½ måned, hvor han boede i broderens ejendom.

Advokaten har i den forbindelse anført, at det således alene er hos den tidligere arbejdsgiver, G1 A/S, ...1, at adressen ...4, er registreret.

Dette medfører efter advokatens opfattelse, at klageren i den periode, hvor han var ansat i G1 A/S, ...1, har haft bopæl i ...2, hvilket indebærer, at klageren har haft befordring mellem hjem og arbejde som selvangivet, og advokaten har derfor nedlagt påstand om, at det selvangivne fradrag for befordring godkendes.

Advokaten har gjort gældende, at det på baggrund af disse oplysninger og de faktiske oplysninger må lægges til grund, at klagerens bopæl i indkomståret 1998 har været henholdsvis ...2, ...5 samt ...6.

Hvad angår beskatning af fri bil har advokaten anført, at klageren startede sin selvstændige virksomhed i 1978. I mange af årene har klageren været kunde hos GX, nu G1 A/S, ...1. Klageren har i forbindelse med den selvstændige virksomhed gentagne gange besøgt G1 A/S, ...1, i hvilken forbindelse en af virksomhedens varebiler har været anvendt.

Da klageren den 1. februar 1998 blev ansat i G1 A/S havde virksomhedens medarbejdere således allerede kendskab til klageren og hans varebiler. Klageren fik jobbet hos G1 A/S for at prøve noget andet. Han havde handlet med firmaet siden 1983 og blev headhuntet til jobbet. Han havde i sin selvstændige virksomhed købt firmaets produkter og solgt dem videre, hvilket han er fortsat med. Som følge heraf kendte medarbejderne i firmaet ham, og de blev overraskede over, at han blev ansat i virksomheden.

Advokaten har anført, at klageren til sin befordring mellem hjem og arbejde alene har anvendt sin personbil af mærket Ford Taunus. Ingen af virksomhedens varebiler er således på noget tidspunkt anvendt til befordring mellem hjem og arbejde. Advokaten har i den forbindelse henvist til en skrivelse af 2. februar 2001 fra BK, G1 A/S, hvoraf det fremgår, at det ikke af virksomhedens kørselsbilag fra 1998 fremgår, hvilke køretøjer virksomhedens medarbejdere har benyttet.

Advokaten har endvidere henvist til en skrivelse af 18. januar 2001 fra BK, G1 A/S, hvoraf det fremgår, at virksomhedens nuværende bogholder over for skatteforvaltningen har oplyst, at klageren er ejer af en bil af mærket Ford Taunus og en kassevogn af mærket Mercedes. Det fremgår endvidere af denne skrivelse, at virksomhedens bogholder ikke har været bekendt med, hvilken bil klageren har anvendt til kørsel mellem hjem og arbejde.

Mange af medarbejderne i G1 A/S, ...1, kendte klageren før dennes ansættelse i virksomheden. Disse medarbejdere har således haft kendskab til, at klageren var ejer af en kassevogn af mærket Mercedes, idet klageren ved sine tidligere besøg i forbindelse med driften af den selvstændige virksomhed har benyttet denne bil.

Den nuværende bogholder i firmaet har fået kendskab til klagerens biler af mærket Ford Taunus og Mercedes ved forespørgsel blandt klagerens tidligere kolleger. Den eneste grund til, at disse kolleger har haft kendskab til den af klageren ejede kassevogn af mærket Mercedes, er, at kollegerne kendte klageren forud for ansættelsen hos G1 A/S, ...1. Kollegerne har således i perioden 1993 til 1998 set klageren, når han besøgte virksomheden i forbindelse med driften af sin selvstændige virksomhed, hvor varevognen blev benyttet.

Advokaten gør derfor gældende, at det således ved forespørgsel, om hvilke biler klageren ejer, er naturligt, at de tidligere kolleger har nævnt såvel den private personbil af mærket Ford Taunus som varevognen af mærket Mercedes.

Der foreligger ingen dokumentation for, at klageren skulle have benyttet den omhandlede kassevogn af mærket Mercedes ved befordring mellem hjem og arbejde i den periode, hvor klageren var ansat i G1 A/S, ...1.

Advokaten har i den forbindelse henvist til en skrivelse af 21. september 2000 fra KV, der er ansat som værkfører hos G1 A/S, ...1, hvoraf det fremgår, at virksomhedens værkfører på intet tidspunkt har set klageren køre i andet end dennes private bil. Klagerens bil af mærket Ford Taunus var ikke omfattet af virksomhedsordningen, men blev alene benyttet som privat bil.

Advokaten har derfor gjort gældende, at klageren alene har anvendt sin private bil til befordring mellem hjem og arbejde. Da klageren ej heller på noget tidspunkt har benyttet andre køretøjer end sin private personbil til kørsel mellem hjem og arbejde, skal klageren ikke beskattes af værdi af fri bil. Uanset at klageren gennem virksomheden har ejet en kassevogn af mærket Mercedes, har denne på intet tidspunkt været benyttet til privat kørsel. Der er ingen dokumentation for, at klageren har benyttet den pågældende kassevogn, som var en udpræget erhvervsvogn med et varerum med fastmonterede hylder, ligesom den var forsynet med værktøj og tilbehør etc.

Advokaten har under henvisning hertil subsidiært nedlagt påstand om, at den pågældende kassevogn ikke har kunnet anses for egnet som alternativ til en privat bil, og at der derfor ikke skal ske beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, men efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Landsskatteretten skal udtale

Hvad angår fradrag for befordring mellem hjem og arbejde er Landsskatteretten enig med de stedlige skattemyndigheder i, at der er tvivl om, hvor klageren har boet i den pågældende periode, og at det derfor er med rette, at fradraget er ansat skønsmæssigt. Da retten ikke har grundlag for ændre den skønsmæssige ansættelse af fradrag for befordring, stadfæstes ansættelsen på dette punkt.

Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 6. pkt., at ved fastsættelsen af værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse. Efter ligningslovens § 16, stk. 4, sættes den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, til en årlig værdi på en procentdel af bilens værdi, dog mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr. Procentdelen udgør 24 for 1998.

Retten bemærker, at det efter det af arbejdsgiveren oplyste må lægges til grund, at klageren har benyttet sine biler, der har været omfattet af virksomhedsordningen, også til kørsel for sin arbejdsgiver, hvilken kørsel er privat i forhold til den selvstændige virksomhed. Da der ikke foreligger præcise oplysninger om indretningen af kassevognen af mærket Mercedes, finder retten ikke grundlag for at antage, at den pågældende bil ikke har kunnet anses for egnet som alternativ til en privat bil og dermed ikke grundlag for at antage, at der skal ske beskatning efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 3. Det er derfor med rette, at klageren er beskattet af værdi af fri bil efter ligningslovens §16, stk. 4, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt .

Herefter bestemmes

..."

Supplerende sagsfremstilling

Sagsøgeren og sagsøgerens tidligere ægtefælle har ved brev af 14. september 2003 bekræftet, at de i forbindelse med separationsforhandlingerne den 2. februar 1998 aftalte, at sagsøgeren ud over standardbeløbet for børnebidrag skal "betale ekstra bidrag til børnenes underhold, hvis særlige forhold og behov opstår".

I et brev af august 1997 fra GX ApS, der fremstår som et følgebrev til virksomhedens prisliste, hedder det blandt andet:

"...

Vi udfører ikke montageopgaver, men producerer og sælger alt i ventilationskomponenter.

..."

Af fakturaer vedrørende service på kassevognen fremgår det, at kilometertælleren viste 330.393 km den 26. januar 1998, 331.475 km den 5. februar 1998 og 341.000 km den 22. september 1998. Af faktura vedrørende service på ladvognen fremgår det, at kilometertælleren viste 182.700 km den 28. oktober 1998.

Der er for landsretten fremlagt en række fakturaer fra 1998, udstedt af H1 v/A og fakturaer udstedt til dette firma, herunder fra G1 A/S. Fakturaerne fra H1 v/A angår kunder med adresse i ...2, ...8, ...1, ...9 og ...4. Der er endvidere fremlagt betalingsoversigter for kontokøb af diesel samt kvitteringer for køb af diesel. Det fremgår af dette materiale, at der er tanket diesel i ...1, ...10, ...11 ved ...4 samt ...12 og blandt andet på lørdage.

Sagsøgeren har endvidere fremlagt en kalender for 1998, hvor han har anført datoer og sted for påfyldningen af benzin og dieselolie. Der er her - udover de ovennævnte steder - anført blandt andet ...2, ...13, ...14, ...15 og ...16, ligesom der er anførsler i weekender og på helligdage.

I regnskab for H1 v/A for 1998 er under specifikationerne anført blandt andet:

"...

32 Drift vedrørende privatvogn Ford Taunus

..."

Endvidere er der i specifikationerne anført blandt andet

"...

..."

I en erklæring underskrevet af værkfører KV den 21. september 2000, hedder det

"...

På foranledning af A, ...2, skal jeg herved meddele, at jeg ikke kan huske, at have set A køre i anden bil til arbejdspladsen i ...1, end den gamle sølvgrå Ford Taunus.

..."

I et sagsreferat fra skatteforvaltningen dateret 4. november 2000 hedder det blandt andet

"...

Der er den 04.10.2000 (efter flere forgæves opringninger) rettet telefonisk henvendelse til skatteyders tidligere arbejdsgiver i ...1. Talt med lønbogholderiet - SJ "

Virksomheden blev spurgt om udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse til skatteyder - fremgår det af kørselsrapporter eller lignende hvilke biler, der er anvendt til kørsel for virksomheden (indregistreringsnummeret påført?) eller fremgår kilometertællers udvisende? Det blev oplyst, at der kun er noteret antal kørte kilometer på de køresedler, der er afleveret fra de ansatte. Men virksomheden kunne dog oplyse, at de havde kendskab til, at skatteyder havde kørt i to forskellige biler til arbejdspladsen og dermed anvendt disse biler til kørsel for virksomheden. De to biler var en Ford Taunus og en Mercedes kassevogn.

..."

I et brev af 18. januar 2001 fra G1 A/S til sagsøgeren hedder det blandt andet

"...

Vi skal hermed oplyse Dem om, at vi blev kontaktet af Skattevæsenet, MT, angående hvilke biler vi havde kendskab til, at De havde, imens De var ansat hos G1 AS.

SJ, vor nuværende bogholder, som ikke var ansat på samme tid som Dem, fik oplyst af tidligere kollegaer, at De havde en Ford Taunus og en Mercedes kassevogn.

Dermed har hun ikke taget stilling til, om De brugte disse til kørsel mellem hjem og arbejde og andet. Dette kan hun jo ikke, begrundet i, at hun ikke var ansat på dette tidspunkt.

..."

I et brev af 2. februar 2001 fra G1 A/S til R1, ...2, hedder det

"...

Med henvisning til Deres brev af 29. januar 2001, skal vi hermed oplyse, at det ikke fremgår af vore kørselsbilag fra 1998, hvilke køretøjer vore medarbejdere har benyttede, når de kørte for firmaet.

..."

Der er under domsforhandlingen forevist billeder af kassevognen mærket Mercedes, som den er indrettet i dag.

Forklaringer

A har forklaret, at han og hans ægtefælle i forbindelse med separationsforhandlingerne mundtligt indgik en aftale vedrørende børnebidrag, således at han skal betale standardbeløbet samt deltage i betalingen af ekstraomkostninger. I brevet af 14. september 2003 har han og hans ægtefælle bekræftet denne aftale. De ekstra børnebidrag blev betalt i en overgangsperiode i 1998 i forbindelse med, at der opstod behov herfor.

Under hans ansættelse i G1 A/S var han hovedsageligt på kontoret, hvor han f.eks. beskæftigede sig med telefonsalg og beregninger. Han var ikke ansat som montør hos G1 A/S, der slet ikke påtog sig montøropgaver. Han har i 1998 kun været på få kundebesøg - i alt måske 4-5 gange. Under disse kundebesøg havde han kun udstyr med i meget begrænset omfang, da besøgene alene vedrørte justering af allerede installerede anlæg. Han havde fleksible arbejdstider hos G1 A/S. De mange dieseltankninger i weekenderne skete i forbindelse med, at han afviklede sin selvstændige erhvervsvirksomhed. Han havde forventet at være ansat mere end 1½ år i G1 A/S. Derfor, og fordi det var et krav fra G1 A/S, afviklede han sin virksomhed. Efter han var afskediget, startede han sin virksomhed op igen. Han havde på det tidspunkt stadig kassevognen og ladvognen. Fra maj 1998 til foråret 1999 lejede han 2 værelser i en lejlighed i ...4. Lejen har i perioden svinget. I starten var det 3.000 kr. pr. måned inkl. forbrug, men senere har han kun betalt 800 kr. pr. måned. I forbindelse med lejeaftalens indgåelse fik han oplyst, at udlejeren stort set aldrig var i lejligheden. Han regnede derfor med at have lejligheden stort set alene, men dette viste sig ikke at holde. Han har derfor aldrig boet i værelserne. I maj-juni 1998 flyttede han ting ned i lejligheden. I starten af september var der indbrud i lejligheden, hvor der blandt andet blev stjålet messinglysestager, en grammofon, vaser samt effekter fra virksomheden. Indbruddet anmeldte han til forsikringen. Efter dette var udlejeren ikke ret tit i lejligheden, og han betalte derfor lejen ved at lægge penge i en skål i ovnen.

Procedure

A har til støtte for påstand 1 gjort gældende, at han i henhold til ligningslovens § 10, stk. 1, er berettiget til fradrag for de ekstra børnebidrag, han har betalt til børnenes underhold ifølge aftalen indgået med hans tidligere ægtefælle. Aftalen, der blev indgået i forbindelse med separationsforhandlingerne den 2. februar 1998, er bekræftet skriftligt af hans tidligere ægtefælle den 14. september 2003. De ekstra børnebidrag, der alene overstiger normalbidraget med 70 %, er ikke ekstraordinært store.

Til støtte for påstand 2 har A gjort gældende, at han fra den 2. februar 1998 og resten af året havde bopæl i ...2 - bortset fra 1½ måned, hvor han boede i ...6, hvilket også fremgår af folkeregistret. Han har ikke i perioden boet i ...4. Da han i samme periode havde beskæftigelse i ...1, er han berettiget til befordringsfradrag i medfør af ligningslovens § 9 C. Der er fremlagt dokumentation for den selvangivne befordring. Den befordring, som skattevæsenet har godkendt, omfatter i øvrigt et større antal kilometer, end man kan nå til, hvis bopælen anses at have været i ...4.

Til støtte for påstand 3 har A gjort gældende, at kassevognen ikke blev anvendt til privat kørsel. Kassevognen er ikke brugt ved arbejdet for G1 A/S, der ikke omfattede egentlige montøropgaver. Hvis man antager, at kørslen i kassevognen i det væsentlige er sket privat, er der ikke plads til den kørsel, der nødvendigvis har været i sagsøgerens selvstændige virksomhed. Der skal derfor ikke ske beskatning herfor.

Til støtte for den subsidiære påstand har A gjort gældende, at kassevognen, der var indrettet som værkstedsvogn med hylder, skuffer m.v., ikke er et alternativ til en privatvogn, hvorfor en beskatning ikke bør ske efter ligningslovens § 16, stk. 4, men efter en opgørelse efter ligningslovens § 16, stk. 3.

Skatteministeriet har til støtte for sin principale påstand med hensyn til As påstand 1 gjort gældende, at det er sagsøgerens bevisbyrde, at der imellem ham og hans tidligere ægtefælle var indgået en så klar aftale om børnebidrag med hensyn til størrelse og løbetid, at han er berettiget til at fradrage de ekstra bidrag. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det bestrides, at sagsøgeren af statsamtets, socialforvaltningens eller skatteforvaltningens medarbejdere har fået oplysninger, der berettiger ham til yderligere fradrag for børnebidrag. Det er heller ikke godtgjort, at betaling er sket i en sådan særlig anledning, at fradrag i øvrigt kan anerkendes.

Skatteministeriet har med hensyn til As påstand 2 gjort gældende, at der under hensyn til den lange afstand mellem den angivne bopæl og arbejdsstedet, samt at sagsøgeren har haft rådighed over 2 værelser i ...4, at det af lønafregninger for 4 måneder fremgår, at han havde adresse i ...4, og at det er usandsynligt, at han har boet i campingvognen, samt til personbilens alder og det lave private benzinforbrug efter hans eget regnskab, påhviler sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at han er berettiget til befordringsfradrag i det selvangivne omfang. Det er herefter ikke godtgjort, at sagsøgeren har haft kørsel mellem ...2/...6 og arbejdspladsen i 208 dage i 1998. Da sagsøgeren ikke har kunnet dokumentere kravet på befordringsfradrag, er skattemyndighederne berettiget til at fastsætte dette skønsmæssigt. Skattemyndighederne har udøvet et lempeligt skøn, som der ikke er grundlag for at tilsidesætte.

Skatteministeriet har med hensyn til As påstand 3 anført, at han som ejer har haft fuld rådighed over bilerne under virksomhedsskatteordningen. Sagsøgeren må derfor bevise, at bilerne ikke har været anvendt til private formål. Under hensyn til erklæringen fra sagsøgerens tidligere arbejdsgiver, dieseltankningerne i weekenderne og helligdagene i ...4 området samt utilstrækkelige tankninger af benzin i perioden maj til oktober 1998, må det lægges til grund, at kassevognen blev anvendt ved kørsel mellem bopælen og arbejdspladsen. Det bestrides, at bilen ikke er egnet til privat benyttelse. De fremlagte fakturaer vedrørende sagsøgerens selvstændige virksomhed dokumenterer ikke en tilstrækkelig erhvervsmæssig kørsel. Skatteministeriet har vedrørende beskatningen af værdien af fri bil yderligere gjort gældende, at værdien af fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3, kan fastsættes til 17.250 kr., svarende til det beløb den personlige indkomst for 1998 er forhøjet med, idet markedsværdien af den fri benyttelse af bilerne må antages at være større.

Skatteministeriet har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at udøvelse af et nyt skøn vedrørende omfanget af befordringsfradrag samt fastsættelse af værdien efter ligningslovens § 16, stk. 3, i givet fald må ske ved skattemyndighederne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ikke ved brevet af 14. september 2003 om bidragsaftalen, der ikke indeholder oplysninger om størrelsen af og tiden for betaling af de ekstra børnebidrag, godtgjort, at A var retligt forpligtet til at betale de ekstra børnebidrag. A er derfor ikke berettiget til at fradrage de ekstra børnebidrag i medfør af ligningslovens § 10, stk. 1, og sagsøgte frifindes derfor for sagsøgerens principale påstand 1.

Under hensyn til at der mellem de af A angivne bopæle i ...6 og ...2 og arbejdsstedet er ca. 140 km, at A fra maj 1998 og indtil foråret 1999 lejede 2 værelser i ...4, og at denne adresse fremgår af As lønsedler for juli - oktober 1998, må det påhvile A at sandsynliggøre, at den selvangivne befordring faktisk har fundet sted. Da A ikke ved de fremlagte kvitteringer m.v. for benzin og diesel har sandsynliggjort dette, og da landsretten ikke finder grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, frifindes Skatteministeriet for As principale påstand 2.

Da A har haft rådighed over de to biler, der indgik i virksomhedsskatteordningen, må han sandsynliggøre, at bilerne ikke blev benyttet privat. Der er ikke ført kørselsregnskab for bilerne, og det er hverken ved de fremlagte fakturaer for service på kassevognen og ladvognen eller ved de fremlagte kvitteringer m.v. for benzin og diesel sandsynliggjort, at bilerne ikke er anvendt privat. A er derfor skattepligtig af værdien af fri bil. Landsretten finder, at kassevognen, der efter billederne er indrettet som værkstedsvogn, og ladvognen må anses for særligt indrettede køretøjer. Beskatningen af værdien af fri bil skal derfor ske efter ligningslovens § 16, stk. 3, jf. virksomhedsskattelovens §1, stk. 3. Landsretten har ikke grundlag for at fastslå, at en beskatning efter ligningslovens 16, stk. 3, beløbsmæssigt vil svare til den af Landsskatteretten godkendte forhøjelse af den personlige indkomst med 17.250 kr. Fastsættelsen af værdien af fri bil i 6 måneder hjemvises derfor til skattemyndighederne.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøgeren, As påstande 1 og 2.

Ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1998 med hensyn til værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 3, hjemvises til skattemyndighederne.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren til sagsøgte betale 12.500 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.