Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-04-2013
Offentliggjort:07-05-2013
SKM-nr:SKM2013.277.SR
Journalnr.:13-0023109
Referencer.:Afskrivningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Vindmølle, afskrivning, virkningstidspunkt for ændrede lovregler

En køber, der i 2013 eller senere erhverver en "brugt" 10-mands-K/S-anpart i et vindmølleselskab med en vindmølle med en kapacitet over 1 MW, der er anskaffet før 1. januar 2013, er omfattet af afskrivningslovens § 5 C.


Spørgsmål

Skal en køber af en "brugt" 10-mands-K/S-anpart i et vindmølleselskab (vindmølle med kapacitet over 1 MW anskaffet før 1. januar 2013) anses for at have anskaffet vindmøllen før 1. januar 2013 i relation til afskrivningslovens § 5 C, stk. 5, og dermed afskrive skattemæssigt på vindmøllen med 25 pct. saldoafskrivning?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S formidler bl.a. salg af "brugte anparter" i kommanditselskaber, herunder anparter i 10-mands-kommanditselskaber, som har investeret i vindmøller før 1. januar 2013.

For at kunne yde korrekt skatterådgivning til potentielle købere og sælgere af sådanne anparter ønsker A A/S oplyst, hvorledes køberen kan afskrive på brugte kommanditanparter i vindmøller, der erhverves den 1. januar 2013 eller senere. Spørgsmålet vedrører anparter, hvorpå den oprindelige køber kunne afskrive med den almindelige sats for driftsmidler på maksimalt 25 pct. årligt, jf. afskrivningslovens § 5, stk. 3.

Baggrunden for spørgsmålet er, at de skattemæssige regler for afskrivning på vindmøller blev ændret ved lov nr. 1394 af 23. december 2012, jf. nærmere nedenfor.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgerens repræsentant mener, at der bør svares "ja" til spørgsmålet.

Repræsentanten henviser til, at det fremgår af bemærkningerne i lovforslaget til lov nr. 1394 af 23. december 2012, L 81 2012-13, at der ikke er behov for overgangsordninger i relation til den reducerede afskrivning for vindmøller med en kapacitet over 1 MW, fordi det ikke griber ind i eksisterede afskrivningsprofiler.

Det er repræsentantens opfattelse, at køberen af en "brugt anpart" i et kommanditselskab køber sig ind i en eksisterende forretning og derfor har en forventning om samtidig at kunne følge de samme skatteregler som de øvrige kommanditister i samme kommanditselskab.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at købere af en "brugt" 10-mands-K/S-anpart i et vindmølleselskab (vindmølle med kapacitet over 1 MW anskaffet før 1. januar 2013) anses for at have anskaffet vindmøllen før 1. januar 2013 i relation til afskrivningslovens § 5 C, stk. 5, og dermed kan afskrive skattemæssigt på vindmøllen med 25 pct. saldoafskrivning.

Lovgrundlag

Afskrivningslovens § 5

Driftsmidler og skibe, som en skattepligtig udelukkende benytter erhvervsmæssigt, skal afskrives på en samlet saldo for den enkelte virksomhed, jf. dog § 5 B.

Stk. 2. Indkomstårets afskrivninger foretages på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Denne værdi opgøres som saldoværdien ved indkomstårets begyndelse med tillæg af anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomståret, og med fradrag af salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb. Udgifter til forbedring behandles på samme måde som anskaffelsessummer. Saldoværdien ved indkomstårets begyndelse udgør det beløb, hvortil driftsmidler og skibe anskaffet i tidligere indkomstår er nedbragt ved afskrivninger.

Stk. 3. Afskrivning kan højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi efter stk. 2. Udgør den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivning et grundbeløb på 12.300 kr. (2010-niveau) eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst.

Stk. 4. For selskaber og foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, indgår anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe omfattet af stk. 1, som enten erhverves med henblik på udlejning, eller som allerede ved erhvervelsen er udlejet, ikke i den afskrivningsberettigede saldoværdi for anskaffelsesåret eller indkomståret efter anskaffelsesåret. For indkomståret efter anskaffelsesåret kan der særskilt afskrives indtil 50 pct. af anskaffelsessummen for udlejningsdriftsmidlet eller -skibet. Den del af anskaffelsessummen, der ikke er afskrevet, tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for det andet indkomstår efter anskaffelsesåret.

Stk. 5. Sælges et udlejningsdriftsmiddel eller -skib omfattet af stk. 4 i anskaffelsesåret eller indkomståret efter anskaffelsesåret, fradrages henholdsvis medregnes fortjeneste eller tab i den afskrivningsberettigede saldoværdi for det indkomstår, hvori salget finder sted, jf. dog § 9. Bestemmelserne i stk. 4, 2. og 3. pkt., finder ikke anvendelse.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at bestemmelsen i stk. 4 ikke skal finde anvendelse, når det efter forvaltningens skøn må anses for godtgjort, at anskaffelsen af aktiver til udlejning er et led i normal forretningsmæssigt drevet udlejningsvirksomhed og i det væsentlige ikke har til formål at opnå adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på de anskaffede aktiver. Er der givet tilladelse efter 1. pkt. for et indkomstår, kan reglerne om udskydelse af selskabers og foreningers førsteårsafskrivninger på udlejningsaktiver ikke finde anvendelse for efterfølgende indkomstår for udlejningsaktiver omfattet af tilladelsen, medmindre tilladelsen bortfalder efter 3. pkt. En tilladelse efter 1. pkt. bortfalder med virkning for det pågældende og efterfølgende indkomstår ved væsentlige ændringer i de forudsætninger, der har været afgørende for tilladelsen.

Afskrivningslovens § 5 C (efter ændringen ved lov nr. 1394 af 23. december 2012)

Følgende driftsmidler afskrives på en særskilt saldo:

1) Skibe med en bruttotonnage på 20 t eller derover, der anvendes til erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods, og som ikke er omfattet af § 5 B.

2) Luftfartøjer og rullende jernbanemateriel.

3) Borerigge, produktionsplatforme og andre anlæg til forundersøgelse, efterforskning, indvinding og raffinering af olie og gas.

4) Faste anlæg til fremstilling af varme og el med en kapacitet på over 1 MW og anlæg til indvinding af vand i almene vandforsyningsanlæg, jf. vandforsyningslovens § 3, stk. 3.

5) Spildevandsanlæg.

Stk. 2. Følgende infrastrukturanlæg afskrives på en særskilt saldo:

1) Anlæg til transport, lagring og distribution m.v. af el, vand, varme, olie, gas og spildevand.

2) Anlæg til transmission af radio-, tv- og telekommunikation.

3) Fast jernbanemateriel.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for aktiver, i det omfang disse afskrives efter kapitel 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på den del af anlæggene m.v., som udgøres af edb-software og edb-hardware.

Stk. 4. Afskrivning på aktiver omfattet af stk. 1 kan højst udgøre 15 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. I indkomstårene 2008 og 2009 er afskrivningssatsen i 1. pkt. 23 pct., i indkomstårene 2010 og 2011 er afskrivningssatsen 21 pct., i indkomstårene 2012 og 2013 er afskrivningssatsen 19 pct., og i indkomstårene 2014 og 2015 er afskrivningssatsen 17 pct. Afskrivning på aktiver omfattet af stk. 2 kan højst udgøre 7 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Reglerne for driftsmidler omfattet af § 5, bortset fra § 5, stk. 4-6, § 5 A og § 6 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Stk. 1, nr. 4, finder ikke anvendelse på vindmøller, der er anskaffet i indkomstår, der udløber før indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.

Stk. 6. Stk. 4, 2. pkt., finder ikke anvendelse på vindmøller

§ 3, nr. 3, i lov nr. 1394 af 23. december 2012 om ændring af selskabsskatteloven, lov om afgift af lønsum m.v., afskrivningsloven, lov om afgift af lystfartøjsforsikringer og forskellige andre love:

I § 5 C, stk. 5, indsættes efter "vindmøller": ", der er anskaffet i indkomstår, der udløber før indkomstår, der begynder den 1. januar 2013".

(Før lovændringen havde afskrivningslovens § 5 C, stk. 5, følgende ordlyd:

"Stk. 1, nr. 4, finder ikke anvendelse for vindmøller.")

§ 10 i lov nr. 1394 af 23. december 2012 om ændring af selskabsskatteloven, lov om afgift af lønsum m.v., afskrivningsloven, lov om afgift af lystfartøjsforsikringer og forskellige andre love:

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. § 1, nr. 2, § 2, nr. 1, og § 3, nr. 1-4, har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.

Stk. 3. Afskrivningsgrundlaget for vindmøller med en kapacitet på over 1 MW anskaffet den 1. januar 2013 eller senere, som vælges afskrevet på et grundlag svarende til anskaffelsessummen, indgår på en særskilt saldo og afskrives med en sats på højst 15 pct. Den afskrivningsberettigede saldoværdi lægges sammen med saldoværdien efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1, ved udgangen af indkomståret 2015. Den derved fremkomne samlede saldoværdi skal fra og med indkomståret 2016 behandles efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.

Stk. 4. Afskrivningsgrundlaget for vindmøller med en kapacitet på over 1 MW anskaffet den 1. januar 2013 eller senere, som vælges afskrevet på et grundlag svarende til 115 pct. af anskaffelsessummen, indgår på en særskilt saldo og afskrives med en sats på højst 15 pct. Den afskrivningsberettigede saldoværdi skal lægges sammen med saldoværdien efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1, ved udgangen af indkomståret 2017. Den derved fremkomne samlede saldoværdi skal fra og med indkomståret 2018 behandles efter afskrivningslovens § 5 C, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.

Stk. 5. § 9 har virkning for forsikringer, hvor forsikringspræmien forfalder til betaling den 1. januar 2013 eller senere. § 9 har endvidere virkning for forsikringer, hvor forsikringspræmien har forfaldstidspunkt fra og med den 16. november 2012 til og med den 31. december 2012, hvis det ordinære forfaldstidspunkt ligger efter den 31. december 2012.

Begrundelse

Før vedtagelsen af lov nr. 1394 af 23. december 2012 skulle vindmøller afskrives efter den almindelige regel om saldoafskrivning i afskrivningslovens § 5, dvs. at vindmøller sammen med virksomhedens øvrige driftsmidler indgik på en fælles saldo, hvorpå der kunne afskrives med op til 25 pct. årligt.

Ved lov nr. 1394 af 23. december 2012 blev reglerne for afskrivning på vindmøller med en kapacitet på over 1 MW ændret. For så vidt angår vindmøller, der anskaffes i indkomstår, der begynder 1. januar 2013 eller senere, skal disse afskrives efter afskrivningslovens § 5 C med en sats på højst 15 pct. årligt, jf. afskrivningslovens § 5 C, stk. 5, jf. stk. 4. For skattepligtige med kalenderårsregnskab, der erhverver en vindmølle med en kapacitet på over 1 MW den 1. januar 2013 eller senere, betyder det, at vindmøllen skal afskrives på en særskilt konto med en sats på højst 15 pct. årligt.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres følgende vedrørende virkningstidspunktet for nedsættelsen af satsen for afskrivning på vindmøller fra maksimalt 25 pct. til 15 pct.:

"Det foreslås, at investeringer i vindmøller med en kapacitet over 1 MW højst kan afskrives med en sats på 15 pct. årligt. Forslaget berører ikke igangværende afskrivningsprofiler, da det alene vedrører vindmøller, der anskaffes i indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere. Ved en afskrivningssats på 15 pct. vil en vindmølle være afskrevet efter 18 år i stedet for efter 10 år ved de gældende regler. Herved vil de skattemæssige afskrivninger stemme bedre overens med de økonomiske afskrivninger.

De gældende afskrivningsregler for vindmøller med en kapacitet over 1 MW er særligt gunstige. Alle andre faste varme- og el-anlæg med en kapacitet over 1 MW, herunder vedvarende energianlæg med en kapacitet over 1 MW, afskrives efter gældende ret med den lavere sats for driftsmidler med lang levetid. Vindmøller med en kapacitet over 1 MW kan dog alligevel efter gældende ret afskrives med samme sats som almindelige driftsmidler.

På den baggrund foreslås det, at investeringer i vindmøller med en kapacitet over 1 MW afskrives med højst 15 pct. årligt svarende til den maksimumsats, der vil gælde for afskrivning på andre vedvarende såvel som konventionelle faste energianlæg med en kapacitet over 1 MW fra og med indkomståret 2016. Forslaget berører ikke vindmøller, der er anskaffet senest den 31. december 2012, og griber dermed ikke ind i igangværende afskrivningsprofiler. I afskrivningslovens forstand anses et driftsmiddel for anskaffet, når det er leveret til en igangværende virksomhed, bestemt til at indgå i virksomhedens drift og færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften (afskrivningslovens § 3).

Da forslaget ikke griber ind i igangværende afskrivningsprofiler, vurderes det, at der ikke er behov for en overgangsordning svarende til den gældende overgangsordning med en gradvis nedsættelse af afskrivningssatsen for andre vedvarende såvel som konventionelle faste energianlæg med en kapacitet over 1 MW. Begrundelsen for den gældende overgangsordning er netop, at igangværende afskrivningsprofiler blev berørt i 2007 ved stramningen af afskrivningsreglerne for driftsmidler med lang levetid. Vindmøller med en kapacitet over 1 MW foreslås således ikke ved dette lovforslag omfattet af den gældende overgangsordning for driftsmidler med lang levetid."

Efter SKATs opfattelse følger det af afskrivningslovens § 5 C, stk. 5, jf. stk. 4, at en skattepligtig, der anskaffer en anpart i en vindmølle med en kapacitet over 1 MW i et indkomstår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere, skal afskrive vindmøllen på en særskilt konto med en sats på højst 15 pct.

SKAT finder, at denne forståelse af de nævne bestemmelser er i overensstemmelse med bemærkningerne i lovforslag L 81 2012-13, da det, der her er anført om, at der med forslaget "ikke gribes ind i igangværende afskrivningsprofiler", må antages at tage sigte på skattepligtige, der allerede før virkningstidspunktet for lov nr. 1394 af 23. december 2012 havde købt en vindmølle eller en andel i en vindmølle. Disse skatteydere kan fortsat lade deres vindmølle eller vindmølleanpart indgå på den almindelige afskrivningssaldo, hvorpå der kan afskrives med en sats på op til 25 pct. årligt.

Når en skattepligtig anskaffer en brugt anpart i en vindmølle, etableres et nyt afskrivningsforløb, idet erhververen kan afskrive på sin anskaffelsessum. Det indebærer således ikke et indgreb i en "igangværende afskrivningsprofil", at erhververen af en brugt anpart som følge af ændringen af afskrivningslovens § 5 C, kun kan afskrive på vindmøllen med en sats på op til 15 pct. årligt, selv om overdrageren kunne afskrive med op til 25 pct. årligt.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.