Dokumentets metadata

Proces - partsstatus - klagesag

Et selskab var gået konkurs som følge af et skattekrav mod selskabet, som oversteg det beløb, der var afsat til kreditorerne i selskabet i forbindelse med en solvent likvidation. Konkursboet anlagde herefter erstatningssag mod aktionærerne i selskabet, som var holdingselskaber. Yderligere gjorde kurator subsidiært erstatningskravet gældende mod ejerne af holdingselskaberne for det tilfælde, at holdingselskaberne ikke kunne betale.Der var enighed om, at erstatningskravet mod holdingselskaberne og ejerne af disse ville bortfalde, hvis skattekravet mod det fallerede selskab var uberettiget. På den baggrund gjorde ejerne af holdingselskaberne gældende, at de havde en sådan interesse i udfaldet af en landsskatteretssag om berettigelsen af skattekravet, at de havde partsstatus i medfør af skatteforvaltningsloven´s § 40, stk. 1.Retten lagde til grund, at ejerne af de sagsøgte holdingselskaber ikke havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i udfaldet af landsskatteretssagen. Endvidere blev det lagt til grund, at de heller ikke havde en afledet interesse af en sådan intensitet, at det kunne begrunde partsstatus. Retten bemærkede i den forbindelse, at de ikke var afskåret fra at anfægte rigtigheden af Landsskatterettens kendelse under en eventuel erstatningssag. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at den lokale skattemyndighed havde imødekommet deres begæring om aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt.

Parter

A under rekonstruktion

og

B under rekonstruktion

og

C under rekonstruktion
(Advokat Niels Holger Printz for alle)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)

Afsagt af byretsdommerne

Ib Hounsgaard Trabjerg, Britt Falster Klitgaard og Camilla Ljørrig

Sagens baggrund og parternes påstande

Der har deltaget 3 dommere i afgørelsen af denne sag, der er anlagt den 22. december 2011.

Sagsøgerne, A, B og C, der nu alle tre er under rekonstruktion, var i 2008 bestyrelsesmedlemmer og gennem holdingselskaber tillige hovedaktionærer i H1 Holding A/S. H1 Holding A/S blev erklæret konkurs den 8. december 2010. Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne har partsstatus og er berettiget til omkostningsgodtgørelse i en skattesag for Landsskatteretten vedrørende SKATs forhøjelse af H1 Holding A/S under konkurs´ skattepligtige indkomst for indkomståret 2008. Det følger heraf at der påhviler konkursboet et skattekrav på 9.365.802,00 kr. Dette skattekrav har kurator i konkursboet gjort gældende mod blandt andre sagsøgerne som et erstatningskrav i deres egenskab af bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S.

Påstande

A´s, B´s og C´s påstand er, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at sagsøgerne har partsstatus i skattesagen for Landskatteretten vedrørende SKATs forhøjelse af H1 Holding A/S under konkurs´ skattepligtige indkomst for indkomståret 2008.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

I Landsskatterettens kendelse af 23. september 2011 vedrørende sagsøgernes klage over SKATs afgørelse af 25. maj 2011 om forhøjelse af H1 Holding A/S under konkurs´ skattepligtige indkomst for indkomståret 2008, hedder det:

"...

Klagen afvises.

Sagens oplysninger

Klagerne har klaget over SKATs afgørelse af 25. maj 2011 vedrørende H1 Holding A/S under konkurs. Ved afgørelsen har SKAT - efter genoptagelse af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2008 - fastholdt, at et tab på datterselskabsaktier på 32.399.999 kr. ikke kunne fradrages, idet tabet ikke oversteg summen af de modtagne udbytter af de pågældende aktier, jf. den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 8, stk. 2. Der var af selskabet nedlagt påstand om, at der ikke var noget tab på aktier, idet der i indkomståret var solgt aktier i samme selskab med en gevinst på 45.900.000 kr., og at der således var en samlet gevinst på 13.500.001 kr.

Klagerne var gennem hvert deres 100 % ejede holdingselskab aktionærer i H1 Holding A/S under konkurs (selskabet) med hver 20 % af aktiekapitalen.

Den 30. juni 2010 vedtog selskabet en solvent likvidation. Den 22. november 2010 indgav likvidator konkursbegæring på vegne af selskabet, der den 8. december 2010 blev erklæret konkurs.

Ved stævning af 27. maj 2011 er klagernes holdingselskaber sagsøgt af selskabet ved kurator. Af stævningen fremgår, at eneste anmeldte krav i konkursboet er SKATs krav på 9.365.802 kr. Kravet er opstået som følge af SKATs ændring af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2008 vedrørende ikke godkendt fradrag for tab på aktier med 32.399.999 kr.

Af stævningen fremgår endvidere:

Den 2. april 2009 udbetalte sagsøger til sagsøgte udbytte med kr. 35 mio., hvilket beløb blev brugt af sagsøgte til væsentligt at nedbringe H2 ApS´ ulovlige aktionærlån. De sagsøgte direktører, der samtidig udgjorde bestyrelsen i sagsøgeren, besluttede endvidere den 9. juni 2009 at udbetale sagsøgers bankindestående på kr. 7.975.158,14 med kr. 7.550.000 til F1-Bank, kr. 200.000 til H3 ApS og kr. 200.000 til G1 A/S, hvorefter der alene resterede en kassebeholdning på kr. 25.158,14.

Konsekvensen af denne selskabstømning var, at der ikke var penge til betaling af SKATs krav, og at sagsøger blev insolvent. Havde aktionærerne ikke foretaget denne udbytteudbetaling, ville sagsøger fortsat have haft krav om tilbagebetaling af det ulovlige aktionærlån, og var dette blevet indfriet, kunne sagsøger have honoreret SKATs krav. Udbyttebetalingen skete derfor i strid med den dagældende aktieselskabslovs § 110, stk. 3

[...]

Aktionærerne er derfor forpligtet til at tilbagebetale udbyttet i overensstemmelse med den dagældende aktieselskabslovs § 113, stk. 1.

Ved stævningen er der samtidig givet procesunderretning til de 3 klagere, som bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S under konkurs, idet kravet rettes mod disse og selskabets revisor, såfremt de sagsøgte aktionærer ikke kan betale det rejste krav.

Klagernes påstand og argumenter

Klagernes repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerne er klageberettigede.

Klagen er indgivet i klagernes egenskab af bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S under konkurs og er således ikke baseret på aktionærforholdet.

Skattekravet bliver af kurator gjort gældende direkte, personligt og solidarisk mod klagerne. Det fremgår således af stævning indgivet til Retten:

Boets tab kan derfor opgøres til SKATs krav med tillæg af renter efter selskabsskatteloven samt boets omkostninger ved bobehandlingen. Boet har, som det fremgår af de nedlagte påstande, valgt at begrænset sit tab hertil.

[...]

Kan de sagsøgte aktionærer ikke betale det ved denne stævning rejste krav, kan kravet rettes mod bestyrelsesmedlemmerne og revisor, jf. den tidligere aktieselskabslovs § 113, stk. 2:

"...

Viser beløbet sig at være uerholdeligt, eller kan søgsmål mod en aktionær om tilbagebetaling ikke gennemføres, er de, som har medvirket til beslutningen om udbetalingen eller gennemførelsen af denne eller til opstillingen eller godkendelsen af den urigtige regnskabsopgørelse, ansvarlige efter reglerne i §§ 140-143.

..."

Denne stævning tjener derfor tillige som procesunderretning af hvert af bestyrelsesmedlemmerne (der som nævnt er identiske med de sagsøgtes direktører) med henblik på, at de kan varetage deres interesser.

Skattekravet vil herefter blive gjort gældende mod klagerne personligt, direkte og solidarisk i kraft af deres stilling som bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S under konkurs.

Skattekravet hviler på SKATs afgørelse af 25. maj 2011. Denne afgørelse er grundlaget for kravet, der bliver gjort gældende mod klagerne i ovennævnte stævning. Når skattekravet gøres gældende direkte, personligt og solidarisk mod klagerne, forekommer det åbenbart, at klagerne har en relevant retlig interesse i at få prøvet skattekravet. Bortfalder skattekravet, bortfalder kravet mod klagerne.

Det forhold, at det selskab, der er forhøjet, nu er under konkursbehandling underbygger den retlige interesse, idet skattekravet på grund af konkursen gøres gældende mod klagerne.

Klagernes partsstatus skyldes for det første, at det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse, at en skatteyder har partsstatus og er berettiget til omkostningsgodtgørelse i sager vedrørende et selskabs skatteansættelse i tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod skatteyderen har direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse.

Bestemmelserne omkring partsstatus og den heraf følgende omkostningsgodtgørelse findes i henholdsvis skatteforvaltningslovens § 40 og skatteforvaltningslovens § 53, idet det af skatteforvaltningslovens § 40 fremgår, at

En klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 40 henviser primært til det almindelige partsbegreb i forvaltningsloven og som udviklet i den forvaltningsretlige litteratur.

Skatteforvaltningslovens § 53 vedrører kredsen af godtgørelsesberettigede personer ved blandt andet klage til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1. Det fremgår heraf, man er berettiget til godtgørelse, såfremt man

1) er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55,

2) kan indbringe en afgørelse i en sag, som nævnt i § 55 for domstolene,

3) i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55 eller

4) inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myndighed, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.

Lovgiver har i forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 53 vedrørende kredsen af godtgørelsesberettigede behandlet spørgsmålet om, hvem der må anses som part og som godtgørelsesberettiget i en given skattesag.

Det fremgår af forarbejderne til skattestyrelseslovens kapitel 3A indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, der senere blev erstattet af lignende bestemmelser i skatteforvaltningslovens kapitel 19, under de specielle bemærkninger til § 33 B om kredsen af godtgørelsesberettigede, at:

Efter forslaget til nr. 1 udvides denne kreds for det første med personer (fysiske eller juridiske, herunder dødsboer), som ifølge lovgivningen er klage- og søgsmålsberettigede i de sager, som er omfattet af forslaget til bestemmelsen i § 33D. Udvidelsen i forhold til de gældende regler består i, at kredsen af godtgørelsesberettigede udvides i og med, at det foreslås, at der sker en udvidelse af de godtgørelsesberettigede sagstyper i forhold til den gældende ordning, jf. nærmere herom bemærkninger til forslaget i bestemmelsen i § 33 D.

For det andet består udvidelsen i, at også personer, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er omfattet af bestemmelsen i § 33 D, må anses som godtgørelsesberettigede, jf. nr. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Bestemmelsen kan tænkes anvendt i det tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en skattesag, som den pågældende har en direkte interesse i.

Et andet eksempel kunne være det tilfælde, hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.

Det fremgik af lovforslagets § 33D, at godtgørelse blandt andet ydes ved klage til Landsskatteretten.

Forarbejderne til § 33B i skattestyrelsesloven, der senere blev til skatteforvaltningslovens § 53, viser, at lovgiver her specifikt har taget stilling til spørgsmålet om partsstatus og omkostningsgodtgørelse for en privat skatteyder i en sag om et selskabs skatteansættelse i et tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes krav mod skatteyderen har direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse.

Har størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod skatteyderen således direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse, har skatteyderen ifølge forarbejderne en tilstrækkelig væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i selskabets skattesag, jf. skatteforvaltningslovens § 40.

Forarbejderne skal ses i sammenhæng med Landskatterettens henvisning til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.: "Forvaltningsret", side 67 i sin kendelse af 29. marts 2011, jf. nærmere nedenfor. Det fremgår heraf under punkt 2. Afledede interesser, at:

Ved bedømmelsen af om en afledet interesse er tilstrækkelig væsentlig til at kunne medføre partsstatus, må der foretages en konkret vurdering hvorunder blandt andet mængden og arten af de led der indgår imellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, tages i betragtning. Vil en afgørelse om (offentligretlig) erstatning umiddelbart kunne medføre et regreskrav mod den pågældende, bør det udløse partsstatus.

SKAT har i nærværende sag i sin afgørelse af 25. maj 2011 opgjort H1 Holding A/S under konkurs´ skattepligtige indkomst således, at der påhviler konkursboet et skattekrav på 9.365.802 kr.

Kurator i konkursboet har på baggrund heraf procestilvarslet klagerne som bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S under konkurs for det samme beløb, nemlig skattekravet på 9.365.802 kr.

Kurator har oplyst, at stævningen og byretssagen bortfalder, såfremt klagerne får medhold ved Landsskatteretten, da stævningen alene er bygget på skattekravet, som det fremgår af SKATs afgørelse af 25. maj 2011.

Det ses heraf, at erstatningskravet mod klagerne har direkte sammenhæng med H1 Holding A/S under konkurs´ skatteansættelse for 2008. Landskatteretten bør derfor acceptere, at klagerne har partsstatus og er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Klagernes partsstatus i sagen vedrørende H1 Holding A/S under konkurs´ skattepligtige indkomst for 2008 understøttes for det andet af Landskatterettens egen praksis og den øvrige praksis på området.

Landsskatteretten afviser i praksis ofte partsstatus med en henvisning til den i Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003, side 345 ff. gengivne udtalelse samt SKM2008.166.ØLR og SKM2007.289.LSR .

Ombudsmandssagen vedrører en arvings adgang til aktindsigt i en skatte- og afgiftssag vedrørende et offentligt skiftet dødsbo. Arvingen gjorde gældende, at hun var part i sagen vedrørende skatteansættelsen af dødsboet, hvilket Ombudsmanden afviste med henvisning til, at i dødsboer er de enkelte arvinger ikke parter i sagen. Sagen involverede desuden en særlig tavshedspligtsbestemmelse i skattestyrelseslovens § 37.

Sagen er ikke anvendelig i relation til nærværende sag, da den netop ikke omhandler et tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes krav mod arvingen havde en direkte sammenhæng med dødsboets skatteansættelse.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår SKM2008.166.ØLR og SKM2007.289.LSR , idet man i disse to afgørelser desuden lagde særlig vægt på, hvorvidt skatteyderen har mulighed for at varetage sine interesser i sin egen skattesag.

Østre Landsret afviste i SKM2008.166.ØLR , at en direktør for et selskab, der var gået konkurs, var berettiget til at klage over en afgørelse vedrørende selskabets skatteansættelse, selvom afgørelsen havde bevismæssig betydning i en sag om direktørens personlige skatteansættelse.

Østre Landsret lagde vægt på, at direktøren fuldt ud kunne varetage sine interesser i en sag om sin egen skatteansættelse, og der var desuden ikke tale om, at størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod direktøren havde en direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse.

SKM2007.289.LSR omhandler en sag, hvor Landsskatteretten kom frem til, at en hovedaktionær ikke kunne påklage en afgørelse vedrørende et konkursramt selskabs momstilsvar, idet hovedaktionæren ikke under klagesagen repræsenterede det konkursramte selskab.

Landsskatterettens lagde vægt på dels, at selskabet var ophørt med at eksistere og derfor var uden retsevne, dels at klageren ved behandlingen af et eventuelt hæftelses- og strafansvar har mulighed for at komme med de indsigelser, som klageren måtte have mod skattecenterets afgørelse vedrørende selskabets momstilsvar.

Landsskatteretten og Østre Landsret lægger i begge afgørelser betydelig vægt på, at direktøren/hovedaktionæren havde mulighed for at komme med deres indsigelser i forhold til selskabets skatteansættelse og grundlaget herfor i de verserende skattesager om egne skatteansættelser.

Klagerne har ikke en tilsvarende mulighed for at varetage deres interesser i forbindelse med egne skatteansættelser, da procestilsvarslingen er baseret på et erstatningskrav rettet mod dem som bestyrelsesmedlemmer.

Klagernes eneste mulighed for at varetage deres interesser i forhold til H1 Holding A/S under konkurs´ skatteansættelse for 2008 er via en klage til Landsskatteretten.

Kurators stævning er indgivet på baggrund af SKATs afgørelse af 25. maj 2011, og Retten vil næppe selvstændigt tage stilling til, om SKATs afgørelse er korrekt eller ej, særligt ikke når sagen behandles af Landsskatteretten.

SKM2008.166.ØLR og SKM2007.289.LSR vedrører desuden ikke sager, hvor størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod direktøren/hovedaktionæren havde en direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse, hvorfor disse afgørelser ikke bør danne grundlag for en afvisning af klagernes partsstatus.

Landsskatteretten godkendte et selskabs partsstatus og berettigelse til omkostningsgodtgørelse i en kendelse af 29. marts 2011, j.nr. 10-01066.

Selskabet var kunde hos et pensionsserviceselskab, hvis hovedaktivitet var salg af administrative ydelser til pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber. Selskabet anmodede om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med pensionsserviceselskabets klagesag til Landsskatteretten vedrørende en momssag.

Landsskatteretten henviste til det ovenfor citerede uddrag af forarbejderne til skattestyrelseslovens § 33B, nr. 2, og udtalte herefter, at:

Pensionsserviceselskabet var adressat for ToldSkats afgørelse af 7. oktober 2005 og for Landsskatterettens kendelse af 13. maj 2009. Det var således pensionsserviceselskabet, der havde en direkte, væsentlig og individuel interesse i sagen, mens selskabets interesse i udfaldet af den pågældende momssag alene bestod i, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af den eventuelt uretmæssigt opkrævede moms, hvilket må anses for en afledt (indirekte) interesse.

Ved bedømmelsen af om en afledt interesse er tilstrækkelig væsentlig til at kunne medføre partsstatus, indgår blandt andet mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, jf. således Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., side 67. Vurderingen af om en interesse er væsentlig, afgøres konkret.

Selskabets afledede interesse anses for at have så tilstrækkelig væsentlig, at selskabet kan anses for part i pensionsserviceselskabets momssag.

Det er herved henset til, at udfaldet af pensionsserviceselskabets klagesag ved Landsskatteretten havde en umiddelbar betydning for selskabet, idet det fremgår af ToldSkats afgørelse af 7. oktober 2005, at enhver nettotilbagebetaling fra ToldSkat til pensionsserviceselskabet skulle videregives til bl.a. selskabet. I overensstemmelse hermed anerkendte ToldSkat, at der ikke var sket endelig overvæltning af den uberettigede opkrævede moms.

Selskabet er derfor godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1, nr. 2.

Det ses heraf, at Landsskatteretten lagde afgørende vægt på, at udfaldet af pensionsserviceselskabets klagesag havde en umiddelbar betydning for selskabet, idet enhver nettobetaling til pensionsserviceselskabet skulle videregives til blandt andet selskabet. Selskabet havde således en direkte økonomisk interesse i udfaldet af pensionsserviceselskabets klagesag.

Anvendes disse hensyn på nærværende sag, forekommer det klart, at udfaldet af klagen til Landsskatteretten af 13. juli 2011 har en mindst lige så afgørende og umiddelbar betydning for klagerne.

Dette er særligt tilfældet, da medhold i sagen vil medføre, at det af boet rejste erstatningskrav mod klagerne på 9.365.802 kr. vil bortfalde. Der er derfor en umiddelbar formuefordel på 9.365.802 kr. hos klagerne, hvis Landsskatteretten giver medhold i sagen.

Klagernes partsstatus understøttes for det tredje yderligere af, at klagerne er blevet tvunget ud i denne klagesag på grundlag af en meget tvivlsom afgørelse fra SKAT, som ingen har forudset eller kunnet forudse.

Klagernes partsstatus understøttes for det fjerde af, at der ikke er hensyn i sagen, der taler for at afskære en sådan partsstatus. Konkursboet lider intet tab ved sagen for Landsskatteretten men vil tværtimod opnå en formuefordel på. 9.365.802 kr. såfremt klagerne får medhold.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, fremgår, at en klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Den påklagede afgørelse vedrører H1 Holding A/S under konkurs´ skatteansættelse.

Afgørelsen er således ikke direkte rettet mod klagerne, der derfor ikke kan anses at have en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen, jf. Landsskatterettens afgørelse af 13. maj 2011 offentliggjort i SKM2011.449.LSR .

Det bemærkes, at det forhold at konkursboets kurator har indstævnet klagernes holdingselskaber med krav om tilbagebetaling af ulovligt udbetalt udbytte - med forbehold beløbsmæssigt - begrænset til det af SKAT anmeldte krav i konkursboet, og at kurator ved stævningen har givet klagerne procesunderretning om, at kravet vil blive rettet mod dem som bestyrelsesmedlemmer og revisor såfremt holdingselskaberne ikke kan betale, ikke medfører, at klagerne får en direkte interesse i afgørelsen

..."

SKATs afgørelse af 25. maj 2011 blev den 17. august 2011 via procesfuldmagt fra kuratoren i H1 Holding A/S under konkurs indbragt for Landsskatteretten med bemærkning om, at klagen var subsidiær i forhold til klagen af 13. juni 2011 fra sagsøgerne. Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 28. august 2012 SKATs afgørelse.

Kuratoren i H1 Holding A/S under konkurs meddelte ved brev af 31. august 2012, at procesfuldmagten til, at sagsøgerne kunne indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene, var betinget af, at sagsøgerne ikke krævede sagsomkostninger betalt af konkursboet, og at sagsøgerne stillede en ubetinget bankgaranti for betaling til konkursboet af dels det beløb, som konkursboet måtte blive tilpligtet at betale SKAT i sagsomkostninger, dels det beløb, som de sagsøgte måtte blive tilpligtet at betale konkursboet i sagen mellem boet og sagsøgernes holdingselskaber. Dette blev afvist af sagsøgerne.

Sagsøgerne indbragte ved stævning af 28. september 2012 Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012 for byretten. Sagen verserer fortsat.

SKAT har den 24. oktober 2012 meddelt sagsøgerne aktindsigt i H1 Holding A/S under konkurs´ skattesag i medfør af forvaltningslovens regler om partsaktindsigt.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i et påstandsdokument anført følgende anbringender, der blev gentaget og uddybet under proceduren:

"...

at sagsøgerne har en tilstrækkelig væsentlig, direkte og individuel retlig interesse, jf. skatteforvaltningslovens § 40, stk.1,

idet	det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse, at en skatteyder har partsstatus og er berettiget til omkostningsgodtgørelse i sager vedrørende et selskabs skatteansættelse i tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod skatteyderen har direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse,
idet	Sagsøgernes partsstatus understøttes af Landsskatterettens egen praksis og den øvrige praksis på området,
idet	skattesagens udfald har direkte og afgørende betydning for Sagsøgernes retsstilling, da boets krav mod Sagsøgerne frafaldes, såfremt Landsskatteretten afviser SKATs forhøjelse af H1 Holding A/S u. konkurs´ skattepligtige indkomst, og Sagsøgernes hovedaktionærselskaber ikke kan honorere det ved kurators stævning af 27. maj 2011 rejste krav, hvorfor kravet reelt er rettet direkte mod Sagsøgerne,
idet	Sagsøgernes afholder alle omkostningerne i forbindelse med skattesagen for Landsskatteretten, da kurator har oplyst, at han hverken kan eller vil føre sagen for Landsskatteretten, og Sagsøgernes hovedaktionærselskaber ikke har midlerne hertil og
idet	der ikke er nogen hensyn i sagen, der taler imod at tildele Sagsøgerne partsstatus.
at	det faktum, at Sagsøgerne har været tvunget til at foranledige at klage til Landsskatteretten blev indgivet på vegne af H1 Holding A/S u. konkurs, ikke bør tillægges betydning ved vurderingen af Sagsøgernes partsstatus, og
at	Sagsøgerne på ingen måde forsøger at omgå reglerne vedrørende omkostningsgodtgørelse, og at der ingen belæg er for sagsøgtes synspunkt herom.

Det gøres endvidere gældende,

at	SKAT har anerkendt Sagsøgernes partsstatus ved at imødekomme Sagsøgernes anmodning om aktindsigt i skattesagen i medfør af forvaltningslovens § 9 og
at	Sagsøgerne i kraft af deres stilling som bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S u. konkurs må forvente et personligt krav på kr. 9.365.802, da H4 ApS, H5 ApS og H2 ApS hverken har midlerne til at honorer det tilbagebetalingskrav, der gøres gældende mod dem, eller har den fornødne onde tro.

Forarbejder og juridisk litteratur

Sagsøgernes partsstatus følger af, at det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse, at en skatteyder har partsstatus og er berettiget til omkostningsgodtgørelse i sager vedrørende et selskabs skatteansættelse i tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod skatteyderen har direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse.

Bestemmelserne omkring partsstatus og den heraf følgende omkostningsgodtgørelse findes i henholdsvis skatteforvaltningslovens § 40 og skatteforvaltningslovens § 53, idet det af skatteforvaltningslovens § 40 fremgår, at "En klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over."

Forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 40 henviser primært til det almindelige partsbegreb i forvaltningsloven og som udviklet i den forvaltningsretlige litteratur.

Skatteforvaltningslovens § 53 vedrører kredsen af godtgørelsesberettigede personer ved blandt andet klage til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 55, stk.1, nr. 1. Det fremgår heraf, man er berettiget til godtgørelse, såfremt man

1)	er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i § 55,
2)	kan indbringe en afgørelse i en sag, som nævnt i § 55 for domstolene,
3)	i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i § 55 eller
4)	inddrages i en sag omfattet af § 55 af en myndighed, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald.

Lovgiver har i forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 53 vedrørende kredsen af godtgørelsesberettigede behandlet spørgsmålet om, hvem der må anses som part og som godtgørelsesberettiget i en given skattesag.

Det fremgår således af forarbejderne til skattestyrelseslovens kapitel 3A indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, der senere blev erstattet af lignende bestemmelser i skatteforvaltningslovens kapitel 19, under de specielle bemærkninger til § 33 B om kredsen af godtgørelsesberettigede (FT 1999/ 2000, tillæg A, side 7477), at:

"...

Efter forslaget til nr. 1 udvides denne kreds for det første med personer (fysiske eller juridiske, herunder dødsboer), som ifølge lovgivningen er klage- og søgsmålsberettigede i de sager, som er omfattet af forslaget til bestemmelsen i § 33 D. Udvidelsen i forhold til de gældende regler består i, at kredsen af godtgørelsesberettigede udvides i og med, at det foreslås, at der sker en udvidelse af de godtgørelsesberettigede sagstyper i forhold til den gældende ordning, jf. nærmere herom bemærkninger til forslaget i bestemmelsen i § 33 D.

For det andet består udvidelsen i, at også personer, som i øvrigt må anerkendes som parti en sag, som er omfattet af bestemmelsen i § 33D, må anses som godtgørelsesberettigede, jf. nr. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler.

Bestemmelsen kan tænkes anvendt i det tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en skattesag som den pågældende har en direkte interesse i.

Et andet eksempel kunne være det tilfælde, hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse. (citat slut)

..."

Det fremgik af lovforslagets § 33D, at godtgørelse blandt andet ydes ved klage til Landsskatteretten (FT 1999/2000, tillæg A, side 7470).

Forarbejderne til § 33B i skattestyrelsesloven, der senere blev til skatteforvaltningslovens § 53, viser, at lovgiver her specifikt har taget stilling til spørgsmålet om partsstatus og omkostningsgodtgørelse for en privat skatteyder i en sag om et selskabs skatteansættelse i et tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes krav mod skatteyderen har direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse.

Har størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod skatteyderen således direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse, har skatteyderen ifølge forarbejderne en tilstrækkelig væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i selskabets skattesag.

Forarbejderne skal ses i sammenhæng med Landskatterettens henvisning til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.: "Forvaltningsret", side 67 i sin kendelse af 29. marts 2011, jf. nærmere nedenfor. Det fremgår heraf under punkt 2. Afledede interesser, at

"...

Ved bedømmelsen af om en afledet interesse er tilstrækkelig væsentlig til at kunne medføre partsstatus, må der foretages en konkret vurdering hvorunder blandt andet mængden og arten af de led der indgår imellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, tages i betragtning. Vil en afgørelse om (offentligretlig) erstatning umiddelbart kunne medføre et regreskrav mod den pågældende, bør det udløse partsstatus.

..."

SKAT har i sin afgørelse af 25. maj 2011 opgjort H1 Holding A/S u. konkurs´ skattepligtige indkomst således, at der påhviler konkursboet et skattekrav på kr. 9.365.802,00.

Kurator i konkursboet har på baggrund heraf procestilvarslet Sagsøgerne som bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S u. konkurs for det samme beløb, nemlig skattekravet på kr. 9.365.802,00. Der er således her tale om, at det er skattekravet mod konkursboet, der bliver gjort gældende mod Sagsøgerne som et erstatningskrav.

Kurator har oplyst, at stævningen af 27. maj 2011 og byretssagen bortfalder, såfremt Sagsøgerne får medhold ved Landsskatteretten, da kurators stævning af 27. maj 2011 alene er bygget på skattekravet, som det fremgår af SKATs afgørelse af 25. maj 2011.

Det ses heraf, at erstatningskravet mod Sagsøgerne har direkte sammenhæng med H1 Holding A/S u. konkurs´ skatteansættelse for 2008. Retten bør derfor acceptere, at Sagsøgerne har partsstatus i sagen for Landsskatteretten og dermed er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens praksis og øvrig praksis

Sagsøgernes partsstatus i sagen vedrørende H1 Holding A/S´ u. konkurs skattepligtige indkomst for 2008 understøttes endvidere af Landskatterettens egen praksis og den øvrige praksis på området.

Landsskatteretten afviser i praksis ofte partsstatus med en henvisning til den i Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003, side 345 ff. gengivne udtalelse samt SKM2008.166.ØLR og SKM2007.289.LSR .

Landsskatteretten henviste i sin kendelse af 23. september 2011 desuden til Landsskatterettens afgørelse af 13. maj 2011 offentliggjort i SKM2011.449.LSR .

FOB.345.2003, SKM2008.166.ØLR , SKM2007.289.LSR og SKM2011.449.LSR

Ombudsmandssagen vedrører en arvings adgang til aktindsigt i en skatte- og afgiftssag vedrørende et offentligt skiftet dødsbo. Arvingen gjorde gældende, at hun var part i sagen vedrørende skatteansættelsen af dødsboet, hvilket Ombudsmanden afviste med henvisning til, at i dødsboer er de enkelte arvinger ikke parter i sagen. Sagen involverede desuden en særlig tavshedspligtsbestemmelse i skattestyrelseslovens § 37.

Sagen er ikke anvendelig i relation til nærværende sag, da den netop ikke omhandler et tilfælde, hvor størrelsen af skattemyndighedernes krav mod arvingen havde en direkte sammenhæng med dødsboets skatteansættelse.

Det samme gør sig gældende for så vidt angår SKM2008.166.ØLR , SKM2007.289.LSR og SKM2011.449.LSR , idet man i disse tre afgørelser desuden lagde særlig vægt på, hvorvidt skatteyderen havde mulighed for at varetage sine interesser i sin egen skattesag.

Østre Landsret afviste i SKM2008.166.ØLR , at en direktør for et selskab, der var gået konkurs, var berettiget til at klage over en afgørelse vedrørende selskabets skatteansættelse, selvom afgørelsen havde bevismæssig betydning i en sag om direktørens personlige skatteansættelse.

Østre Landsret lagde vægt på, at direktøren fuldt ud kunne varetage sine interesser i en sag om sin egen skatteansættelse, og der var desuden ikke tale om, at størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod direktøren havde en direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse.

SKM2007.289.LSR omhandler en sag, hvor Landsskatteretten kom frem til, at en hovedaktionær ikke kunne påklage en afgørelse vedrørende et konkursramt selskabs momstilsvar, idet hovedaktionæren ikke under klagesagen repræsenterede det konkursramte selskab.

Landsskatterettens lagde vægt på dels, at selskabet var ophørt med at eksistere og derfor var uden retsevne, dels at "klageren ved behandlingen af et eventuelt hæftelses- og strafansvar har mulighed for at komme med de indsigelser, som klageren måtte have mod skattecenterets afgørelse vedrørende selskabets momstilsvar".

SKM2011.449.LSR omhandler en sag, hvor Landsskatteretten afgjorde, at en hovedanpartshaver ikke kunne påklage en afgørelse vedrørende et konkursramt selskabs skattetilsvar i et tilfælde, hvor hovedanpartshaverens skatteansættelse ville blive ændret blandt andet som følge af denne afgørelse. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen vægt på, at hovedanpartshaverens interesse kunne varetages ved indsigelse vedrørende hans personlige skatteansættelse.

Landsskatteretten og Østre Landsret lægger i alle tre afgørelser betydelig vægt på, at direktøren/hovedaktionæren/hovedanpartshaveren havde mulighed for at komme med deres indsigelser i forhold til selskabets skatteansættelse og grundlaget herfor i de verserende skattesager om egne skatteansættelser.

Sagsøgerne har i nærværende sag ikke en tilsvarende mulighed for at varetage deres interesser i forbindelse med egne skatteansættelser, da procestilsvarslingen er baseret på et erstatningskrav rettet mod dem som bestyrelsesmedlemmer.

Kurators stævning er indgivet på baggrund af SKATs afgørelse af 25. maj 2011, og byretten har udsat denne sag til Landsskatterettens afgørelse i skattesagen, jf. bilag 8. Byretten vil således ikke selvstændigt tage stilling til, om SKATs afgørelse er korrekt eller ej.

Sagsøgernes eneste mulighed for at varetage deres interesser i forhold til H1 A/S u. konkurs´ skatteansættelse for 2008 er således via klagen til Landsskatteretten.

SKM2008.166.ØLR , SKM2007.289.LSR og SKM2011.449.LSR vedrører desuden ikke sager, hvor størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod direktøren/hovedaktionæren havde en direkte sammenhæng med det berørte selskabs skatteansættelse, hvorfor disse afgørelser ikke bør danne grundlag for en afvisning af Sagsøgernes partsstatus.

Landsskatterettens kendelse af 29. marts 2011

Landsskatteretten godkendte et selskabs partsstatus og berettigelse til omkostningsgodtgørelse i en kendelse af 29. marts 2011, j.nr. 10-01066.

Selskabet var kunde hos et pensionsserviceselskab, hvis hovedaktivitet var salg af administrative ydelser til pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber. Selskabet anmodede om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand i forbindelse med pensionsserviceselskabets klagesag til Landsskatteretten vedrørende en momssag.

Landsskatteretten henviste til det ovenfor citerede uddrag af forarbejderne til skattestyrelseslovens § 33B, nr. 2, og udtalte herefter, at:

"...

Pensionsserviceselskabet var adressat for ToldSkats afgørelse af 7. oktober 2005 og for Landsskatterettens kendelse af 13. maj 2009. Det var således pensionsserviceselskabet, der havde en direkte, væsentlig og individuel interesse i sagen, mens selskabets interesse i udfaldet af den pågældende momssag alene bestod i, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af den eventuelt uretmæssigt opkrævede moms, hvilket må anses for en afledt (indirekte) interesse.

Ved bedømmelsen af om en afledt interesse er tilstrækkelig væsentlig til at kunne medføre partsstatus, indgår blandt andet mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, jf. således Hans Gammeltoft-Hansen mfl., side 67. Vurderingen af om en interesse er væsentlig, afgøres konkret.

Selskabets afledede interesse anses for at have så tilstrækkelig væsentlig, at selskabet kan anses for part i pensionsserviceselskabets momssag.

Det er herved henset til, at udfaldet af pensionsserviceselskabets klagesag ved Landsskatteretten havde en umiddelbar betydning for selskabet, idet det fremgår af ToldSkats afgørelse af 7. oktober 2005, at enhver nettotilbagebetaling fra ToldSkat til pensionsserviceselskabet skulle videregives til bl.a. selskabet. I overensstemmelse hermed anerkendte ToldSkat, at der ikke var sket endelig overvæltning af den uberettigede opkrævede moms.

Selskabet er derfor godtgørelsesberettiget efter skatteforvaltningslovens 53, stk. 1, nr.2. (citat slut).

..."

Det ses heraf, at Landsskatteretten lagde afgørende vægt på, at udfaldet af pensionsserviceselskabets klagesag havde en umiddelbar betydning for selskabet, idet enhver nettobetaling til pensionsserviceselskabet skulle videregives til blandt andet selskabet. Selskabet havde således en direkte økonomisk interesse i udfaldet af pensionsserviceselskabets klagesag.

Anvendes disse hensyn på nærværende sag, forekommer det klart, at udfaldet af klagen til Landsskatteretten af 13. juli 2011 har en mindst lige så afgørende og umiddelbar betydning for Sagsøgerne.

Skattesagens udfald har direkte og afgørende betydning for Sagsøgernes retsstilling

Sagsøgernes partsstatus understøttes yderligere af, at skattesagens udfald har en direkte og afgørende betydning for Sagsøgernes retsstilling, da kurator havde oplyst, at kurators stævning af 27. maj 2011 bortfaldt, såfremt Landsskatteretten havde afvist SKATs forhøjelse af H1 Holding A/S u. konkurs´ skattepligtige indkomst, og da Sagsøgernes hovedaktionærselskaber, H2 ApS, H5 ApS og H4 ApS, ikke kan honorere det ved stævningen rejste krav, hvorfor dette reelt er rettet direkte mod Sagsøgerne.

Kurator i H1 Holding A/S u. konkurs har i brev af 31. august 2012, jf. bilag 12, oplyst, at han adciterer C, B og A som personligt ansvarlige for et krav på in solidum kr. 9.365.802 med en rente på 0,5 % pr. påbegyndt måned efter 1. marts 2011, til betaling sker.

Kurators krav hviler udelukkende på SKATs afgørelse af 25. maj 2010 og nu Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012, og kurator har da også stævnet for et beløb svarende til det skattekrav, SKAT har rejst mod H1 Holding A/S u. konkurs.

Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012 bevirker, at Sagsøgerne som anført af kurator bliver mødt med et personligt krav på kr. 9.365.802.

Det fastholdes derfor på baggrund af ovenstående, at Sagsøgerne har den fornødne væsentlige, direkte og individuelle retlige interesse i skattesagens udfald, hvorfor Sagsøgerne bør anses som parter i skattesagen for Landsskatteretten og efterfølgende Byretten ved indbringelse af Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012 i medfør af skatteforvaltningslovens § 40.

Sagen for Landsskatteretten

Sagsøgernes partsstatus understøttes endvidere af, at Sagsøgerne reelt afholder alle omkostningerne i forbindelse med skattesagen for Landsskatteretten, da kurator har oplyst, at han hverken kan eller vil føre sagen for Landsskatteretten, og Sagsøgernes hovedaktionærselskaber ikke har midlerne hertil.

Sagsøgernes afholdelse af alle omkostninger i forbindelse med sagen for Landsskatteretten var en betingelse for afgivelse af procesfuldmagt.

Sagsøgte anfører tilsyneladende som sin primære begrundelse for, at Sagsøgerne ikke har partsstatus i skattesagen, at SKATs afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten med konkursboet som klager. Sagsøgte udleder heraf på svarskriftets side 2, at der "slet ikke er noget behov for, at Sagsøgerne får adgang til at klage over skatteansættelsen for selskabet, eftersom selskabet selv har klaget over denne skatteansættelse."

Det bestrides, at det faktum, at Sagsøgerne har været tvunget til at foranledige, at klage til Landsskatteretten blev indgivet på vegne af selskabet via en procesfuldmagt fra selskabets kurator, bør tillægges betydning ved vurderingen af Sagsøgernes partsstatus. Dette er særligt tilfældet, når konkursboet udelukkende har en formel rolle i klagesagen og selv har afvist at påklage SKATs afgørelse af 25. maj 2010. En sådan begrundelse for at afskære partsstatus ville desuden være i strid med almindelige retsgrundsætninger, idet man i givet fald vil udnytte en nødvendig afværgelse af retstab til at afskære Sagsøgerne fra en retsstilling, de ellers ville have haft.

Sagsøgerne har udelukkende foranlediget, at klage til Landsskatteretten blev indgivet på vegne af H1 Holding A/S u. konkurs, med henblik på at afværge et betydeligt retstab, og for at opretholde muligheden for at anfægte den skete indkomstkorrektion. Jeg henviser i den forbindelse til bilag 3 og bilag 4, hvoraf fremgår, at Sagsøgerne gentagne gange har gjort opmærksom herpå.

Det fremgår af brev til Landsskatteretten af 9. august 2011 på side 2, jf. bilag 3, at

"...

Anvendelse af procesfuldmagt og accept af at boet formelt er klager, anvendes alene for at undgå afvisning og dermed et betydeligt retstab for mine klienter.

En forudsætning for boet er i øvrigt, at sagen føres uden omkostninger for boet. Det er mine klienter, der betaler for sagens førelse for Landsskatteretten, hvilket er en betingelse for kurators tilsagn og procesfuldmagt.

Også af denne grund ses det, at det er klagerne, som er part, og som dermed også har ret til omkostningsdækning efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19.

..."

Det fremgår dernæst af brev til Landsskatteretten af 16. august på side 7, jf. bilag 4, at:

"...

A, B og C er tvunget til at indgive ny, subsidiær klage via procesfuldmagt for at imødegå risikoen for et betydeligt retstab, såfremt Landsskatteretten kommer frem til, at B og C ikke er parter i H1 Holding A/S u. konkurs´ skattesag efter klagefristens udløb den 25. august 2011.

A´s, B´s og C´s indgivelse af ny, subsidiær klage via procesfuldmagt ændrer imidlertid ikke ved, at de har en legitim og beskyttelsesværdig interesse i at få anerkendt deres partsstatus.

Baggrunden er, at Landsskatteretten ved LR har meddelt, at Landsskatteretten ikke umiddelbart kan anerkende partsstatus.

Klagerne har på denne baggrund anmodet om procesfuldmagt fra kurator. Boet har accepteret dette under den klare betingelse, at boet ikke herved påføres omkostninger.

En klage på vegne af boet vil være nødsaget som følge af Landsskatterettens foreløbig tilbagemelding og er accepteret af klagerne udelukkende for at undgå risiko for et betydeligt retstab.

Boets rolle er helt formel. Kurator har oplyst, at han hverken kan eller vil føre sagen for Landsskatteretten, og der er derfor intet alternativ til, A, B og C fører skattesagen og afholder omkostningerne hertil.

Jeg tillader mig herefter at gå ud fra, at en klage på vegne af boet ikke inddrages i spørgsmålet om partsstatus og omkostningsgodtgørelse for de tre klagere.

..."

Det fremgår afslutningsvist af brev til Landsskatteretten af 17. august 2011, hvorved klage blev indgivet via procesfuldmagten, jf. bilag 9, at

"...

Klagen er subsidiær til klagen af 13. juli 2011, da der endnu er tvivl om, hvorvidt A, B og C er parter i sagen vedrørende skatteansættelsen for H1 Holding A/S u. konkurs i medfør af skatteforvaltningslovens § 40.

Klagen indgives udelukkende via procesfuldmagt for at overholde klagefristen på tre måneder fra SKATs afgørelse den 25. maj 2011, jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk.1., da spørgsmålet om, hvorvidt mine klienter har partsstatus, formentlig ikke vil blive afgjort inden klagefristens udløb den 25. august 2011.

Klagen indgives derfor via procesfuldmagt for at undgå risiko for et betydeligt retstab for A, B og C ved en manglende prøvelse af den materielle del af SKATs afgørelse af 25. maj 2011.

..."

Indbringelse af Landskatterettens afgørelse for domstolene

Sagsøgerne har indbragt Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012 for retten ved stævning af 28. september 2012 fremlagt som bilag 17 uden bilag.

Sagen verserer under nr. BS 150-1928/2012. Svarskrift i sagen af 16. oktober 2012 fremlagt uden bilag som bilag 18, og replik af 12. november 2012 fremlagt uden bilag som bilag 19.

SKAT har påstået afvisning grundet Sagsøgernes manglende partsstatus, jf. bilag D. Sagsøgernes duplik af 12. november 2012 uden bilag fremlagt som bilag 20.

Sagsøgerne anmodede endnu en gang kurator i H1 Holding A/S u. konkurs om procesfuldmagt til at indbringe Landsskatterettens kendelse af 28. august 2012 for domstolene ved mail af 26. oktober 2012 fremlagt som bilag 21.

Sagsøgerne bad yderligere kurator bekræfte, at han ikke ville rejse erstatningskrav mod dem personligt. Kurator meddelte ved mail af 29. oktober 2012 fremlagt som bilag 22, at han ikke havde ændret standpunkt i forhold til tidligere meddelt.

Sagsøgerne har ved brev af 27. september 2012 i medfør af forvaltningslovens § 9 anmodet om aktindsigt i H1 Holding A/S u. konkurs´ skattesag, herunder al korrespondance mellem SKAT og selskabets kurator advokat MC. Sagsøgernes anmodning om aktindsigt er vedlagt som bilag 23.

SKAT anså Sagsøgerne for parter i skattesagen i medfør af forvaltningslovens § 9 og imødekom derfor ansøgningen ved brev af 24. oktober 2012 vedlagt som bilag 24.

Aktindsigt efter forvaltningsloven

Sagsøgerne gør gældende, at SKAT har anerkendt Sagsøgernes partsstatus i skattesagen ved at imødekomme Sagsøgernes anmodning om aktindsigt i skattesagen i medfør af forvaltningslovens § 9, jf. bilag 23 og bilag 24.

Litteratur og forarbejder til den generelle bestemmelse omkring partsstatus i skatteforvaltningslovens § 40 henviser primært til det almindelige partsbegreb i forvaltningsloven, således at man anses som part i en skattesag, såfremt man er omfattet af partsbegrebet i forvaltningslovens § 9.

SKAT har valgt at imødekomme Sagsøgernes anmodning om aktindsigt i skattesagen og har derved anerkendt, at Sagsøgerne har en tilstrækkelig væsentlig, direkte og individuel retlig interesse, jf. skatteforvaltningslovens § 40.

Der er ikke hjemmel til, at SKAT i en sammenhæng anser Sagsøgerne som parter i skattesagen (spørgsmålet om aktindsigt) og i en anden sammenhæng afviser, at Sagsøgerne er parter (indbringelse af skattesagen for Landsskatteretten).

Ingen forhold taler imod partsstatus

Sagsøgernes partsstatus understøttes endeligt af, at der ikke er hensyn i sagen, der taler for at afskære en sådan partsstatus.

..."

Sagsøgte har i et påstandsdokument anført følgende anbringender, der blev gentaget og uddybet under proceduren:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at det er med rette, at Landsskatteretten ved sin kendelse af 23. september 2011 har statueret, at sagsøgerne ikke har partsstatus i sagen om skatteansættelsen for H1 Holding A/S under konkurs, og at de derfor heller ikke er klageberettigede i henhold til skatteforvaltningslovens § 40.

Sagsøgerne har ikke den fornødne væsentlige, direkte og individuelle retlige interesse i afgørelsen om skatteansættelsen for H1 Holding A/S under konkurs. De af sagsøgerne påberåbte omstændigheder betyder alene, at sagsøgerne har en indirekte og afledet interesse i afgørelsen om skatteansættelsen for det pågældende selskab - og der er ikke tale om en afledet interesse, som er tilstrækkelig væsentlig til at kunne medføre partsstatus i henhold til det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb.

Det følger af SFL § 40, at det er det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb, der er afgørende for spørgsmålet om sagsøgernes klageberettigelse, jf. herved også forarbejderne til lov nr. 427 af 6. juni 2005 - FT 2004-05, Tillæg A, s. 4279, jf. s. 4278. Det fremgår udtrykkeligt af lovforarbejderne, at klage ikke kan indgives af "en der indirekte bliver påvirket af afgørelsen, f.eks. i forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor." Sagsøgerne er netop omfattet af denne kategori af tilfælde, hvor de kun "indirekte bliver påvirket af afgørelsen" om skatteansættelsen for selskabet - og hvor de derfor ikke er klageberettigede i medfør af SFL § 40. Dette resultat er faktisk også i god overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb i relation til klageberettigelse.

Imod partsstatus og klageberettigelse for sagsøgerne taler i øvrigt også den omstændighed, at den af sagsøgerne påberåbte interesse i udfaldet af skattesagen om skatteansættelsen for H1 Holding A/S under konkurs angår en mulig erstatningssag imod dem selv - anlagt af konkursboet, og at et ønske om at undgå en erstatningssag ikke er omfattet af de hensyn og den beskyttelsesinteresse, som skatteforvaltningslovens klageregler tilsigter at værne. Ifølge retspraksis udelukker det i sig selv klageberettigelse, jf. UfR 2000.2165 Ø og UfR 2006.59 Ø.

Yderligere taler det tillige imod partsstatus og klageberettigelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 40, at sagsøgerne ikke nødvendigvis har sammenfaldende interesser med konkursboet, som er den direkte og umiddelbare adressat for afgørelsen om selskabets skatteansættelse. Hvis deres påstand om partsstatus i skattesagen for Landsskatteretten tages til følge, vil det formentlig være en refleksvirkning, at de også får partsstatus i relation til spørgsmålet om indbringelse af Landsskatterettens kendelse for domstolene. Det er væsentligt i det foreliggende tilfælde, hvor sagsøgerne har et ønske om indbringelse af Landsskatterettens kendelse om selskabets skatteansættelse for domstolene, men hvor konkursboet har modsat sig en indbringelse af kendelsen for domstolene - og direkte har afgivet erklæring om sin støtte af Skatteministeriets afvisningspåstand i den samtidigt verserende retssag om domstolsprøvelse af Landsskatterettens kendelse. Der er således et væsentligt hensyn til afgørelsens adressat (konkursboet), der ønsker en afslutning af skattesagen, som taler imod, at sagsøgerne - (som udenforstående tredjemænd) - skal have adgang til at forhindre en sådan afslutning ved at føre skattesagen videre i strid med konkursboets ønsker og interesser. Den skatteyder, som skatteansættelsen angår, og som er afgørelsens adressat, skal således ikke affinde sig med, at andre gennem klage og domstolsprøvelse fortsætter en skattesag, som den pågældende skatteyder ønsker afsluttet, jf. herved professor Jan Pedersen om det skatteretlige partsbegreb i TfS 2012,273, hvorfra jeg vil fremdrage følgende citater:

"...

Tværtimod taler hensynet til den første part for en mere snæver fastlæggelse af partsbegrebet ved klageadgangen. Adressaten for en given afgørelse kan have en berettiget interesse i at indrette sig på den trufne afgørelse uden at skulle afvente en langsommelig klagesag, som andre end adressaten i givet fald er parti og har rådigheden over. Samtidig vil den omstændighed, at involverede parter ofte har modstående interesser, indebære, at den inddragne yderligere part kan have en interesse i, at klagesagen får et mere ufordelagtigt resultat for part I end ved den påklagede afgørelse. En inddragelse af yderligere implicerede i en klagesag indeholder derfor en risiko for, at der i klagesagen nedlægges påstande og fremføres anbringender, som er til skade for adressaten.

Det må således forudsættes, at partsbegrebet i henseende til klageadgang er mere indskrænket end i henseende til sagsoplysning, kontradiktion m.v. Det må navnlig hævdes, at klagemyndigheden ikke har kompetence til at admittere klager i videre omfang, end det kan udledes af partsbeskrivelsen i SFL §§ 36ff. og § 40.

..."

"...

Ved den nærmere afgrænsning af partsstatus efter SFL §36 f. og § 40 om klage synes der at måtte foretages en indskrænkende fortolkning. Dette må begrundes med hensynet til adressatens indretning og den omstændighed, at øvrige - og direkte berørte - ofte har modsatrettede interesser. Der kan således alene anerkendes gensidig klageadgang i de tilfælde, hvor dette er eller tidligere var direkte hjemlet forud for udvidelsen af partsbegrebet i skatteforvaltningsloven. Klageadgangen må således forbeholdes ægtefæller, gavegiver, gavemodtagere og parterne i en overdragelse af flere afskrivningsberettigede aktiver omfattet af EBL § 4, stk. 6, og AL § 45, stk. 5 om samlede ansættelser ved salg af henholdsvis afskrivningsberettiget bygning og grund og flere afskrivningsberettigede aktiver. Dette må begrundes med, at det tidligere fremgik direkte, at der bestod gensidig klageadgang, ligesom det fortsat fremgår af BAL § 27, stk. 1, EBL § 4, tk. 6 og AL § 45, stk. 3, at afgørelserne er bindende for begge parter.

..."

"...

Derimod synes der ikke i videre omfang at være mulighed for - eller behov for - at øvrige involverede tillægges klageadgang. Heller ikke for parter, der i øvrigt har krav på partsstatus i henseende til varsling, kontradiktion m.v. efter SFL §§ 19 - 20. Dette må begrundes med, at adressaten har krav på at kunne indrette sig på klagemyndighedens afgørelse. Det gælder navnlig, at adressaten bør nyde beskyttelse mod, at øvrige involverede parter med modsatrettede interesser selvstændigt fortsætter skattesagen. Sådanne parter må afvente afgørelsen i den sag, hvori de selv er adressat. Dette gælder, selv om sagen har en afledet effekt på denne parts økonomiske forhold. En anden sag er så, at sådanne personer efter retsplejelovens regler har mulighed for at indtræde som biintervenient til støtte for adressatens påstand, jf. rpl. §§ 251 og 252.

..."

Synspunkterne svarer til professor Jan Pedersens bemærkninger om emnet i Skatteretten 4, 5. udg. (2009) s. 148 - 149, hvorfra jeg vil fremdrage følgende citater:

"...

En påklage af en given ansættelse eller bedømmelse af en indtægts-og udgiftspost heri synes som altovervejende hovedregel alene at være forbeholdt det relevante skattesubjekt, dvs. ansættelsens adressat, uanset om ansættelsen indebærer en stillingtagen til en økonomisk disposition med deltagelse af andre parter end skatteyderen.

..."

"...

Klagekompetence for andre end afgørelsens direkte adressat kan derfor alene opstå helt undtagelsesvist og forudsætter som minimumsbetingelse, at den omhandlede afgørelse har en direkte og kausal virkning for andre end adressaten, og der tillige består et særligt behov for, at andre end adressaten kan klage over afgørelsen. Formentlig er den udvidede partsstatus forbeholdt tilfælde, hvor der i skatteretlig henseende foreligger et "nødvendigt procesfællesskab", dvs. at der foreligger et særligt retsgrundlag for, at en given ansættelse involverer en anden skatteyder

..."

"...

Gensidig klageadgang opstår derefter ved afståelser omfattet af AFL § 45, stk. 1 og 2, samt EBL § 4, stk. 4, dvs. ved afståelse af flere afskrivningsberettigede aktiver under et og ved kontrollerede dispositioner omfattet af LL § 2. Formentlig vil også sambeskattede ægtefæller have gensidig klageret vedr. spørgsmål, som direkte er afhængig af sambeskatningseffekterne. Formentlig vil gensidig klageadgang tillige kunne aktualiseres ved ansættelse af en overdragelsessum for et givet aktiv, der berigtiges helt eller delvist ved løbende ydelse, jf. LL § 12 B.

..."

Endvidere taler det med afgørende vægt imod partsstatus og klageberettigelse for sagsøgerne, at de ikke er afskåret fra at anfægte rigtigheden af afgørelsen om skatteansættelsen, hvis konkursboet anlægger en erstatningssag imod dem selv. Afgørelsen om skatteansættelsen er direkte og umiddelbart bindende for adressaten for denne afgørelse, nemlig H1 Holding A/S under konkurs. Men hvis konkursboet måtte vælge at anlægge retssag/erstatningssag mod sagsøgerne, er de altså ikke afskåret fra at fremføre et synspunkt om, at de anser afgørelsen for at være forkert. Den omstændighed, at deres udsigt til at kunne få medhold i en sådan indsigelse nok ville have været bedre, hvis afgørelsen var blevet ændret, er ikke tilstrækkeligt til at medføre partsstatus og klageberettigelse. Det er fastslået flere gange såvel i retspraksis som i ombudsmandens praksis og administrativ praksis. Fra denne praksis er der grund til særligt at hæfte sig ved følgende afgørelser:

SKM2008.166.ØLR : I afgørelsen om skatteansættelsen for et selskab, der var taget under konkursbehandling, havde skattemyndigheden lagt til grund, at selskabet havde udeholdt indtægter, som direktøren havde tilegnet sig. I overensstemmelse hermed havde en anden skattemyndighed forhøjet direktørens skatteansættelse med det udeholdte beløb.

Direktøren ønskede at klage over afgørelsen om skatteansættelsen for selskabet til Landsskatteretten, men blev ikke anset for klageberettiget i medfør af SFL § 40, selv om det var ubestridt, at det ville have lettet hans bevismæssige position i sagen om hans egen skatteansættelse, hvis afgørelsen om skatteansættelsen for selskabet blev ændret. I dommens præmisser udtalte Østre Landsret bl.a.: "Uanset at de to afgørelser, truffet af hver sin myndighed, må antages at bygge på en ensartet bedømmelse, vil A således ikke være afskåret fra at anfægte bedømmelsen, både med hensyn til vurderingen af bevislighederne og med hensyn til retsanvendelsen, under den verserende klagesag vedrørende skatteansættelsen for ham personligt. A kan herefter ikke anses for at være berørt af den afgørelse, der er truffet vedrørende selskabet på en sådan måde, at han i medfør af skatteforvaltningslovens § 40 er berettiget til at klage herover. Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge."

FOB 2008, s.312: Ved denne afgørelse konkluderede ombudsmanden, at der ikke var grundlag for kritik af Landsskatterettens kendelse SKM2008.135.LSR . Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt et revisionsfirma havde partsstatus i en skattesag om de skattemæssige konsekvenser af nogle transaktioner, som et selskab havde gennemført i henhold til revisionsfirmaets rådgivning herom (anvendelse af den såkaldte "elevatormodel"). Selskabet havde taget forbehold om at rejse et erstatningskrav mod revisionsfirmaet, hvis selskabet ikke fik medhold i sin klage over afgørelsen om selskabets skatteansættelse - en afgørelse, som var gået selskabet imod. I givet fald ville erstatningskravet mod revisionsfirmaet blive støttet på et synspunkt om, at der var tale om mangelfuld og ansvarspådragende rådgivning. Skattesagen blev afgjort ved Højesterets dom SKM2006.749.HR , og ved dommen fik selskabet medhold i sin påstand. Revisionsfirmaet var indtrådt som biintervenient i retssagen til støtte for selskabet. Da selskabet således endte med at få medhold i sin påstand i skattesagen, blev et erstatningssøgsmål mod revisionsfirmaet ikke aktuel.

Efter højesteretsdommen gjorde revisionsfirmaet gældende, at skattesagen havde haft en sådan betydning for firmaet, at betingelserne for partsstatus var opfyldt - med den virkning, at firmaet var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter de dagældende regler herom i skatteforvaltningslovens § 53, nr. 2. Men revisionsfirmaet fik ikke medhold i dette synspunkt ved Landsskatterettens kendelse SKM2008.135.LSR . Fra præmisserne til Landsskatterettens kendelse er der anledning til at fremdrage følgende citat:

"...

A´s [revisionsfirmaets] interesse i udfaldet af denne afgørelsessag bestod i, at der eventuelt kunne rejses et erstatningsansvar mod A, hvis regionens forhøjelse af E ApS´ [selskabets] skatteansættelse for indkomståret 1999 blev opretholdt. Dette er en afledet (indirekte) interesse. Ved bedømmelsen af om en afledet interesse er tilstrækkelig væsentlig til at kunne medføre partsstatus, indgår blandt andet mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, jf. således Hans Gammeltoft-Hansen mfl., side 67.

Et erstatningsansvar mod en rådgiver som den omhandlede hviler på almindelige erstatningsretlige principper og forudsætter således blandt andet, at rådgiveren har handlet ansvarspådragende, at der er kausalitet og adækvans mellem en eventuel ansvarspådragende handling og tab, og at skadelidte ikke har udvist egen skyld/accepteret en risiko.

En forhøjelse af en skatteansættelse har derfor ikke den umiddelbare konsekvens, at den implicerede rådgiver er erstatningsansvarlig over for skatteyderen.

...

A´s afledede interesse i udfaldet af skattesagen anses derfor ikke for så væsentlig, at den kan begrunde, at A anses som part i E ApS´ skattesag.

A er som følge heraf heller ikke berettiget til godtgørelse af sine omkostninger til biintervention i E ApS´ skattesag for Højesteret.

..."

Revisionsfirmaet indbragte herefter Landsskatterettens kendelse for Folketingets ombudsmand, som i sin afgørelse FOB 2008, s. 312 erklærede sig enig med Landsskatteretten. Fra ombudsmandens udtalelse er der anledning til at fremdrage følgende citater:

"...

Det er som udgangspunkt kun den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Afledede interesser kan dog også i visse tilfælde være så væsentlige, at de udløser partsstatus jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., anførte sted, s. 69 ff.

Ved vurderingen af om en sådan afledet interesse er tilstrækkelig væsentlig til at udløse partsstatus, må mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende, tages i betragtning. Det må endvidere tages i betragtning, hvor indgribende betydning sagens udfald får for den pågældende, og om den afledede interesse må antages at være beskyttet af den materielle lovgivning i sagen.

(A)´s interesse i (B)´s skattesag er uden tvivl afledet. Den afledede interesse, som jeg vurderer (A)´s partsstatus ud fra, er som nævnt, at (A), hvis (B) havde tabt skattesagen også for Højesteret, måtte forudse at blive mødt med et krav om erstatning.

..."

"...

Jeg mener derfor ikke, at jeg har grundlag for at kritisere Landsskatterettens kendelse om, at (A) ikke var part og dermed ikke var omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, nr. 2. Jeg har dels lagt vægt på, at risikoen for at blive mødt med et erstatningskrav ikke kan betragtes som indgribende i en sådan grad, at dette normalt vil kunne udløse partsstatus i præjudicielle sager om sagsanlægget, dels at (A)´s interesse i ikke at blive mødt med et erstatningskrav adskiller sig fra de interesser, der varetages gennem skattelovgivningen, herunder reglerne om omkostningsgodtgørelse. [fremhævelse og understregning foretaget af mig]

..."

Ombudsmandens konklusion er på linie med andre tilsvarende udtalelser fra ombudsmanden:

FOB 1997, s.168: Når A søger fri proces i en sag mod B, opnår B ikke partsstatus i sagen om fri proces. Det kan ikke føre til et andet resultat, at afgørelsen i sagen om fri proces kan få væsentlige økonomiske konsekvenser for B, idet B i givet fald må forventes at blive sagsøgt og påført retssagsudgifter, som ikke fuldt ud dækkes af tilkendte sagsomkostninger, selv om retssagen ender med, at B får medhold. Ombudsmanden udtalte bl.a. følgende: "Uanset at en fri procesbevilling undertiden kan tilskynde til at føre en sag, der måske ellers ikke ville blive ført, adskiller situationen sig dog efter min opfattelse ikke så afgørende fra den almindelige risiko for at blive mødt med sagsanlæg, at det giver grundlag for at anfægte den faste praksis, hvorefter normalt kun ansøgeren anses som parti sager om fri proces."

FOB 2003. s. 245: A og A´s bror var de eneste legale arvinger efter afdøde B, hvis bo blev skiftet offentligt A havde ikke tillid til bobestyrerens indsats og ønskede aktindsigt i alle notater og dokumenter om beskatning og afgiftsberigtigelse af dødsboet. Men A fik afslag med henvisning til, at hun ikke havde partsstatus. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Told-og Skattestyrelsens afgørelse om, at A ikke havde partsstatus og bemærkede følgende: "Baggrunden herfor er, at uanset at De har haft en betydelig interesse i dødsboets skatte- og afgiftssag, er denne interesse efter min vurdering indirekte og afledet og ikke væsentlig i en sådan grad, at De kan anses for part i forvaltningslovens forstand. Jeg kan således ikke kritisere, at myndighederne ikke har meddelt Dem aktindsigt efter forvaltningslovens regler."

Fra Landsskatterettens praksis finder jeg anledning til yderligere at fremdrage følgende kendelser, som viser, at kendelsen i nærværende sag er på linie med praksis om partsbegrebet

SKM.2008.87.LSR:

Et selskab havde udbetalt skattefri rejsegodtgørelse til sine medarbejdere, men skattemyndighederne mente ikke, at betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt - bl.a. fordi arbejdsgiverselskabets kontrol med rejseregnskaberne havde været for dårlig. Derfor havde skattemyndighederne valgt at forhøje medarbejdernes skatteansættelser, således at de blev beskattet af de udbetalte rejsegodtgørelser.

Medarbejderne var utilfredse med skatteforhøjelserne og havde klaget over dem til skatteankenævnet. Samtidig havde en af medarbejderne taget skridt til erstatningssag mod arbejdsgiverselskabet med krav om erstatning svarende til skatteforhøjelsen. Selskabet måtte imødese flere erstatningssager, hvis skatteforhøjelserne blev stadfæstet i medarbejdernes skattesager.

Arbejdsgiverselskabet var af den opfattelse, at skatteforhøjelserne var forkerte, fordi betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. Derfor ønskede selskabet at klage over skatteankenævnets afgørelse om stadfæstelse af forhøjelserne til Landsskatteretten. Men Landsskatteretten afviste arbejdsgiverselskabets klage med henvisning til, at selskabet ikke var klageberettiget i medarbejdernes skattesager, jf. SFL § 40 - og det kunne ikke føre til et andet resultat, at der allerede var taget skridt til erstatningssag mod arbejdsgiverselskabet for det tilfælde, at skatteforhøjelserne stod ved magt. Fra kendelsens præmisser vil jeg fremdrage følgende citat:

"...

Det bemærkes, at selskabets interesse i medarbejdernes skatteansættelser knytter sig til en mulig erstatningssag. Efter de foreliggende oplysninger vil en eller flere medarbejdere således rette krav om erstatning mod selskabet, hvis de udbetalte godtgørelser ikke anses for skattefrie. Efter selskabets opfattelse vil ikke alene selve spørgsmålet om skattefrihed, men også den eventuelle begrundelse for at anse de udbetalte godtgørelser for skattepligtige, have indflydelse på en sådan erstatningssag.

På denne baggrund kan retten ikke anse selskabet for at have en direkte interesse i afgørelsen om eksempelvis B´s skatteansættelse for indkomstårene 2002 og 2003. Selskabet kan alene anses for at have en afledet interesse i skatteansættelserne, da afgørelsen ikke har nogen umiddelbar betydning for selskabets skatteansættelse, ligesom afgørelsen heller ikke automatisk medfører andre konsekvenser for selskabet. Der kan i den forbindelse henvises til Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003 p. 345 ff. samt Folketingets Ombudsmands Beretning for 2005.639 ff.

Selskabet har dermed ikke en både direkte, væsentlig og individuel retlig interesse i klagen til retten, og klagen afvises derfor.

..."

SKM.2007.289.LSR:

Et selskab var erklæret konkurs, og konkursbehandlingen var afsluttet med selskabets opløsning. Skattemyndigheden havde anmodet politiet om at rejse tiltale mod selskabets hovedaktionær for overtrædelse af momsloven og straffeloven. Man havde i den forbindelse henvist til en afgørelse vedr. selskabet om diverse momsunddragelser.

Hovedaktionæren mente, at afgørelserne om selskabets momsansættelse var forkert, fordi de omhandlede salg efter hans opfattelse slet ikke havde været momspligtige. Han anså derfor tiltalebegæringen for at være baseret på en forkert ansættelse i selskabets momssag. Med henvisning til, at afgørelsen om momsansættelsen for selskabet var afgørende for straffesagen mod ham selv, gjorde han gældende at han var berettiget til at klage over denne afgørelse i den foreliggende situation, hvor selskabet jo selv var afskåret fra at klage, eftersom det var ophørt med at eksistere. Men Landsskatteretten statuerede, at han ikke var klageberettiget i henhold til SFL § 40 og afviste derfor hans klage. "Klagerens interesse i at kunne påklage afgørelsen må således anses som afledet og indirekte, jf. til eksempel den i Folketingets Ombudsmands Beretning 2003, s. 345 gengivne udtalelse. Der er herved henset til, at klageren ved behandlingen af et evt. hæftelses- og strafansvar har mulighed for at komme med de indsigelser, som klageren måtte have mod skattecentrets afgørelse vedrørende selskabets momstilsvar. Derfor afvises klagen."

SKM.2011.499.LSR:

Denne kendelse svarer til SKM2007.289.LSR . Også i dette tilfælde var der således tale om en hovedanpartshaver, som var sigtet for groft skatte- og momssvig vedr. udlodninger fra et selskab, der var erklæret konkurs og efterfølgende ophørt med at eksistere. Han anfægtede rigtigheden af afgørelserne om moms- og skatteansættelserne for selskabet, men fik afvist sin klage med henvisning til, at han ikke var klageberettiget i henhold til SFL § 40. "Klagerens interesse i at kunne påklage afgørelsen må således anses som afledet og indirekte, jf. til eksempel den i Folketingets Ombudsmands Beretning for 2003, side 345f gengivne udtalelse. Der er herved tillige henset til, at klagerens interesse varetages ved indsigelse vedrørende hans personlige skatteansættelse, og at han ved behandlingen af eventuelt hæftelses- og strafansvar har mulighed for at fremkomme med de indsigelser, han har mod SKATs afgørelse vedr. selskabets indkomstansættelse, jf. ØLD af 6/2 2008, offentliggjort ved SKM2008.166.ØLR , og SKM2007.289.LSR ."

Ud over de allerede omtalte omstændigheder, som ifølge praksis er tilstrækkelige til at udelukke partsstatus og klageberettigelse, er der et særligt aspekt i den foreliggende sag, som med særlig styrke taler imod sagsøgernes påstand om berettigelse til at klage til Landsskatteretten i medfør af SFL § 40:

En anerkendelse af partsstatus og klageberettigelse for sagsøgernes vedkommende ville under de foreliggende omstændigheder medføre, at der opstår en mulighed for omgåelse af skatteforvaltningslovens regler om omkostningsgodtgørelse:

Det følger således af SFL § 53, stk. 2, nr. 1, at H1 Holding A/S under konkurs var afskåret fra omkostningsgodtgørelse vedr. udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med landsskatteretssagen. Afskaffelsen af adgangen til omkostningsgodtgørelse for aktieselskaber blev indført ved lov nr. 525 af 12. juni 2009.

Selskabet (under konkurs) kunne selv klage over sin egen skatteansættelse til Landsskatteretten. Og det gjorde selskabet rent faktisk også. "Problemet" for selskabet var bare, at det var afskåret fra omkostningsgodtgørelse i henhold til SFL § 53, stk. 2, nr. 1. Derfor ville det jo være rigtig smart, hvis der havde været mulighed for at lade sagsøgerne stå som klagere - i stedet for selskabet selv. I givet fald ville man kunne slippe uden om forbuddet imod omkostningsgodtgørelse til selskaber bare ved - rent teknisk - at lade sagsøgerne (som er fysiske personer) stå som klagere i stedet for at lade selskabet selv stå som klager i landsskatteretssagen om selskabets skatteansættelse. Og det var lige præcis, hvad sagsøgerne forsøgte.

For sagsøgerne var alternativet til, at de fik lov at klage til Landsskatteretten over afgørelsen om selskabets skatteansættelse, således ikke, at der slet ikke blev klaget til Landsskatteretten over selskabets skatteansættelse. Alternativet var såmænd bare, at selskabet selv måtte optræde i rollen som klager. Og det var et alternativ, som rent faktisk blev aktuelt, idet der jo virkelig blev indgivet en klage over skatteansættelsen til Landsskatteretten af selskabet selv - (altså hvor selskabet selv optrådte i rollen som klager) - med den virkning, at Landsskatteretten da også realitetsbehandlede denne klage og traf afgørelse i klagesagen.

Den eneste grund til, at sagsøgerne var utilfredse med, at Landsskatteretten kun ville foretage realitetsbehandling af den klage, hvor selskabet (under konkurs) selv optrådte som klager - og ikke tillige af den klage, hvor de selv optrådte som klagere - var netop det forhold, at de blev "snydt" for omkostningsgodtgørelsen. Men kendsgerningen er jo, at det er en omkostningsgodtgørelse, som de ikke var berettiget til. Siden lovændringen ved lov nr. 525/ 2009 har det jo netop været meningen, at der ikke skal være adgang til omkostningsgodtgørelse i sager om klage over aktieselskabers skatteansættelse. Realiteten er således blot, at Landsskatterettens kendelse om afvisning af sagsøgernes klage betyder, at deres forsøg på omgåelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse er slået fejl. Det er de altså utilfredse med, men det har de ikke grund til at være. De må - i lighed med alle andre, der ønsker prøvelse af skatteansættelsen for et selskab - affinde sig med, at der ikke er mulighed for omkostningsgodtgørelse i den situation.

En dom i overensstemmelse med sagsøgernes påstand ville altså ikke alene være i strid med de gældende regler og praksis, men ville også indebære en åbning for misbrug af omkostningsgodtgørelsesreglerne for aktionærer i selskaber, hvis skatteansættelse ønskes prøvet ved Landsskatteretten eller domstolene. Det ville være uholdbart. I den forbindelse skal det i øvrigt erindres, at sagsøgerne end ikke er aktionærer i H1 Holding A/S under konkurs, men kun anpartshavere i nogle selskaber, som var aktionærer i det pågældende selskab.

Sagsøgerne har gjort gældende, at SKATs afgørelse af 24. oktober 2012 om aktindsigt (bilag 24) skulle være afgørende for bedømmelsen af nærværende sag, der angår spørgsmålet om deres klageberettigelse i henhold til SFL § 40.

Det er således sagsøgernes synspunkt, at afgørelsen om aktindsigt er udtryk for en anerkendelse af deres partsstatus i relation til sagen om skatteansættelsen for H1 Holding A/S, og at dette skulle være bindende for Skatteministeriet i den verserende retssag om deres klageberettigelse i henhold til SFL § 40.

Sagsøgernes synspunkt er uholdbart.

Baggrunden for afgørelsen om aktindsigt er, at sagsøgernes advokat ved den som bilag 23 fremlagte skrivelse har rettet henvendelse til SKAT og anmodet om aktindsigt i selskabets skattesag - uden at orientere skattecentret om sine intentioner om at bruge SKATs afgørelse om aktindsigt i sagsøgernes verserende retssag mod Skatteministeriet vedrørende spørgsmålet om sagsøgernes partsstatus. Herefter har skattecentret truffet afgørelse om at imødekomme anmodningen om aktindsigt (bilag 24). Intet tyder på, at skattecentret har foretaget nogen nærmere efterprøvelse af spørgsmålet om sagsøgernes partsstatus i den forbindelse.

At en lokal skattemyndighed ved en fejl træffer afgørelse om bevilling af aktindsigt i videre udstrækning end det, som ansøgeren er berettiget til, giver naturligvis ikke ansøgeren retskrav på, at han også i andre sammenhænge bliver stillet bedre end det, som han er berettiget til. Allerede derfor er det udelukket, at bevillingen af aktindsigt kan få betydning for bedømmelsen af spørgsmålet om sagsøgernes partsstatus i relation til klageberettigelse. Hvis det i øvrigt følger af reglerne om partsstatus og klageberettigelse, at sagsøgerne ikke er klageberettigede i henhold til skatteforvaltningslovens § 40, er det altså uden betydning, at SKAT ved en fejl har imødekommet en anmodning om aktindsigt til de pågældende. Selv hvis det lokale skattecenter havde været opmærksom på den verserende retssag og sagsøgernes intentioner om at bruge bevillingen af aktindsigt som argument i denne retssag, ville det have været uden betydning, idet Skatteministeriet ikke er bundet af en evt. fejlopfattelse af partsbegrebet i det lokale skattecenter. Men i det foreliggende tilfælde har skattecentret jo ikke engang været opmærksom på sagsøgernes intentioner. Det er derfor åbenbart, at sagsøgerne ikke kan opnå en forbedring af sin retsstilling i sagen om klageberettigelse på denne måde.

I anden række gøres det gældende, at der ikke gælder noget forbud imod bevilling af aktindsigt i videre udstrækning end det, der følger af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven - såkaldt meroffentlighed. Der er alene tale om minimumsregler. Kun reglerne om tavshedspligt sætter grænsen for meroffentlighed. I det foreliggende tilfælde har skattemyndigheden kunnet se, at sagsøgernes advokat har fået kurators tilladelse til at disponere i selskabets skattesag, og man har derfor haft grund til at formode, at der ikke har været særlige problemer med tavshedspligt i dette tilfælde. I den forbindelse skal det bemærkes, at sagsøgerne - som ejere af de selskaber, der er aktionærer i H1 Holding A/S - også må antages at have haft indgående til selskabets økonomiske og skattemæssige forhold i forvejen - og at det derfor også af den grund må formodes, at der ikke er noget tavshedspligtsproblem at tage hensyn til. Bevilling af aktindsigt er derfor ikke nødvendigvis udtryk for anerkendelse af partsstatus fra skattemyndighedens side.

Endelig er der grund til at notere sig, at selv om kriterierne for partsstatus principielt er de samme i relation til retten til aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 9 og i relation til klageberettigelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 40, så er dette ikke nødvendigvis ensbetydende med, at en samlet afvejning af disse kriterier fører til samme konklusion i de forskellige sammenhænge. Der er derfor ikke noget til binder for en mere snæver opfattelse af partsbegrebet i relation til klageberettigelse end i relation til aktindsigt eller andre ting. Jeg henviser i den forbindelse til citaterne ovenfor fra Jan Pedersens artikel i TfS 2012,273 om det skatteretlige partsbegreb.

Sammenfattende gøres det altså gældende, at SKATs bevilling af aktindsigt ved afgørelsen af 24. oktober 2012 er uden betydning for bedømmelsen af det spørgsmål, som er genstand for prøvelse i denne sag. Bevillingen kan således ikke ændre på, at sagsøgerne ikke opfylder betingelserne for klageberettigelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 40.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten finder, at A, B og C (nu alle under rekonstruktion) ikke har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i sagens udfald, således som det udtrykkeligt fremgår af skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1.

Hverken ordlyden af klagereglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, eller forarbejderne til bestemmelsen eller reglerne om omkostningsdækning i skatteforvaltningslovens § 53 eller forarbejderne til bestemmelsen kan uden videre føre til, at A, B og C (nu alle under rekonstruktion) bør tillægges partsstatus i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen vedrørende skatteansættelsen i indkomståret 2008 i H1 Holding A/S under konkurs.

Spørgsmålet er derfor, om de pågældende i øvrigt må anses for at have en sådan afledet interesse i skattesagens udfald, at de bør tillægges partsstatus.

Det krav, som kurator i H1 Holding A/S under konkurs, har rejst mod A, B og C (nu alle under rekonstruktion) er et subsidiært erstatningskrav som følge af, at de pågældende angiveligt har tilsidesat deres forpligtelser som bestyrelsesmedlemmer i H1 Holding A/S. Retten finder, at A, B og C ikke på denne baggrund har en gennem skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, værnet afledet interesse i skattesagens udfald af en sådan intensitet, at der kan være grundlag for at tillægge dem partsstatus. I denne vurdering er det blandt andet indgået, at A, B og C ikke er afskåret fra at anfægte rigtigheden af skattemyndighedernes afgørelse om skatteansættelsen i H1 Holding A/S under konkurs, hvis konkursboet måtte vælge at anlægge en retssag om erstatningsansvar mod dem. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at erstatningskravet vil svare til det skattekrav, som SKAT har gjort gældende over for H1 Holding A/S under konkurs som led i forhøjelsen af H1 Holding A/S´ skattepligtige indkomst for indkomståret 2008.

Den omstændighed, at SKAT den 24. oktober 2012 har imødekommet en begæring fra sagsøgerne om aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, kan ikke føre til anden vurdering af sagen.

Derfor frifindes Skatteministeriet.

Med sagsomkostninger forholdes som nedenfor bestemt. Der er ved omkostningsfastsættelsen lagt vægt på sagens omfang, karakter, forløb og udfald. Sagsomkostningerne dækker udgiften til advokatbistand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgerne, A under rekonstruktion, B under rekonstruktion og C under rekonstruktion, betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministedet, med 40.000 kr.