Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-05-2013
Offentliggjort:10-06-2013
SKM-nr:SKM2013.379.HR
Journalnr.:2. afdeling, 204/2012
Referencer.:
Dokumenttype:Dom


Energiafgift - tilbagebetaling

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde afvist den afgiftsberegning, som H1 A/S havde anvendt til beregning af selskabets afgiftstilsvar i perioden fra oktober 1996 til august 1998, og om H1 A/S i samme periode havde betalt en for høj afgift som følge af fejlvisning på selskabets kulvægt.Højesteret fandt det ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde givet H1 A/S tilladelse til at anvende den opgørelsesmodel, som selskabet havde anvendt ved afgiftsberegningen i perioden fra oktober 1996 til august 1998. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at opgøre selskabets afgiftstilsvar for perioden efter den tidligere godkendte G2-model.Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der havde været sådanne fejl forbundet med vejningen af kul, at der var grundlag for H1 A/Ss tilbagebetalingskrav.Landsretten var kommet til samme resultat.


Reference(r)

Kulafgiftsloven § 7, stk. 1 1 og 2 pkt. (dagældende)
Kuldioxidafgiftsloven § 7, stk. 1 (dagældende)
Svovlafgiftsloven § 34, stk. 1 (dagældende)
Kulafgiftsloven § 5, stk. 2 (dagældende)
Kulafgiftsloven § 11
Kuldioxidafgiftsloven § 5 (dagældende)
Svovlafgiftsloven § 6 (dagældende)

Parter

H1 A/S
(advokat Lotte Eskesen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Jon Stokholm, Hanne Schmidt og Kurt Rasmussen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 2. afdeling den 18. juni 2012.

Appellanten, H1 A/S, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

H1 A/S har for Højesteret yderligere gjort gældende, at afgørelsen af 29. oktober 2001 fra ToldSkat om efterbetaling af afgift hviler på et forkert grundlag, da der er anvendt en elvirkningsgrad på 37,38 %, hvilket er urealistisk højt. Dette er bl.a. bekræftet ved det syn og skøn, der blev iværksat i forbindelse med en tidligere sag mellem parterne, hvor Vestre Landsret afsagde dom den 22. september 2006 (SKM2006.735.VLR ) vedrørende beregning af afgift i perioden fra 1. september 1998 til 28. februar 1999. På baggrund af skønsrapporten i denne sag, var parterne enige om, at afgiftsberegningen skulle ske på grundlag af et stipuleret referenceværk med en elvirkningsgrad på 31 % og en varmevirkningsgrad på 236 % ved kombineret produktion. Afgiftsforhøjelsen må som følge heraf under alle omstændigheder anses for at være sket med urette.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at der intet grundlag er for, at afgiften skal opgøres som hævdet af H1 A/S, hvorefter den såkaldte G2-model skal anvendes med en modificeret elvirkningsgrad på 31 %. H1 A/S ønsker herved at anvende den elvirkningsgrad, der blev lagt til grund i landsretssagen fra 2006, men H1 A/S ønsker ikke at anvende de øvrige elementer, der er indeholdt i dommen. Den "begunstigende lovudfyldende formålsfortolkning" af bestemmelserne om afgiftsfritagelse, som myndighederne har accepteret, kan ikke udstrækkes længere end tilladt. G2-modellen er herved tilladt anvendt med de forudsætninger, der var indlagt heri.

Supplerende sagsfremstilling

I afgørelsen af 29. oktober 2001 fra ToldSkat hedder det i sagsfremstillingen bl.a.:

"...

1.2.4 Produktion og varmevirkningsgrader efter "Den anvendte G1-metode".

På vedlagte bilag 2 har ToldSkat for perioden 1. januar 1996 - 31. december 1998 foretaget en beregning af såvel forholdet mellem den fysiske el- og varmeproduktion samt de el- og varmevirkningsgrader som fremkommer efter H1x A/S' oprindelige afgiftsbetalinger.

...

Udover de rent fysiske forhold imellem el- og varmeproduktion har ToldSkat på bilag 2 beregnet de virkningsgrader for el- og varmeproduktion, som fremkommer ud fra det energiforbrug i kullene, der i henhold til afgiftsberegningen er henført til henholdsvis el- og varmeproduktion.

Resultatet heraf er, at der fremkommer endog meget store svingninger i de virkningsgrader der konstateres hen over året, jf. nedenstående skema, der viser elvirkningsgraden og varmevirkningsgraden for januar, juli og november for årene 1996, 1997 og 1998:

Elvirkningsgrad

Varmevirkningsgrad

1996

januar

28,28%

1200,78%

juli

35,12%

115,54%

november

31,41%

121,69%

1997

januar

29,49%

465,02%

juli

38,03%

94,93%

november

31,84%

195,27%

1998

januar

31,12%

237,39%

juli

36,15%

107,31%

november

32,40%

182,95%

Specielt er der i vintermånederne nogle urealistisk høje varmevirkningsgrader, mens der i sommerhalvåret er nogle meget lave varmevirkningsgrader.

Modsat forholder det sig med elvirkningsgraderne, hvor der i januar måned for de udvalgte år er virkningsgrader mellem 28,28% og 31,12%, mens der for sommermånederne er virkningsgrader imellem 35,12% og 38,03%.

Herudover skal en del af forklaringen søges i, at den af værket anvendte "G1-metode" indebærer en slags "multiplikatoreffekt".

I vintermånederne er elproduktion relativ høj i forhold til varmeproduktion. De brændsler, der henføres til elfremstilling, ganges med en faktor 2,3, og herefter henføres der yderligere brændsler til elfremstilling, beregnet som den virkningsgrad hvormed den kombinerede produktion overstiger 100% jf. tabellen i afsnit 2.2.3.

Når elproduktion er høj i forhold til varmeproduktionen vil der blive henført forholdsmæssigt mere brændsel til elproduktion. Den anvendte metode forstærker denne effekt yderligere gennem de multiplikationer der finder sted i beregningerne.

Effekten er således jf. bilag 2, at der f.eks. i januar 1997 henføres 2.237 tons kul til varmesiden ud af i alt 18.481 tons indfyret kul, svarende til at 12,1% af kullene afgiftsberigtiges, selvom det fysiske output af energi fordeler sig med 68,33% til varmesiden og 31,67% til elsiden.

For juni måned 1997 er der tilsvarende henført 1.808 tons kul til varmesiden ud af i alt 3.853 tons indfyret kul, svarende til at 46,9% af kullene afgiftsberigtiges, og det fysiske output af energi fordeler sig med 77,49% til varmesiden og 22,51% til elsiden.

Samlet set finder ToldSkat, at den "anvendte G1metode" i perioder resulterer i nogle helt urealistiske el- og varmevirkningsgrader. Endvidere er forholdet imellem den fysiske produktion af el- og varme og den kulmængde, der beregningsmæssigt henføres til henholdsvis el- og varmefremstilling, meget varierende og uden indre sammenhæng.

1.2.5 Den faktiske G1-metode.

ToldSkat kan ikke se, at der er nogen sammenhæng mellem den opgørelsesmetode, som faktisk er anvendt af G1-værket på daværende tidspunkt, og den opgørelsesmetode, som H1x A/S faktisk har anvendt i perioden 1. januar 1996 - 31. august 1998.

..."

For Højesteret har H1 A/S udarbejdet opgørelser over afgiftstilsvaret for perioden fra 1. oktober 1996 til 31. august 1998 under anvendelse af den beregningsmodel, der var gældende frem til 31. december 1995 (G2-modellen), dog med en elvirkningsgrad på 31 % i stedet for 37,38 %. Opgjort på denne måde udgør de beregnede afgifter et beløb, der er ca. 2,6 mio. kr. mindre end de afgiftsbeløb, som H1 A/S med sin beregningsmodel rent faktisk har betalt i den nævnte periode.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret tiltræder, at H1 A/S ikke har godtgjort, at ToldSkat under møder eller ved korrespondance mellem parterne i efteråret 1995 har givet H1 A/S tilladelse til at overgå fra G2-modellen til den opgørelses- og afregningsmodel, som H1 A/S har anvendt ved afgiftsberegningen i perioden fra 1. januar 1996 til 31. august 1998. H1 A/Ss henvendelse til Elprisudvalget i december 1995 og januar 1996 og udvalgets svar kan endvidere ikke anses som en godkendelse af en ny kalkulation af elprisen som nævnt i ToldSkat' brev af 6. december 1995.

Skattemyndighederne har herefter været berettiget til at opkræve afgiftstilsvaret for perioden fra 1. oktober 1996 til 31. august 1998 i overensstemmelse med den godkendte G2-model. Der er således ikke grundlag for H1 A/Ss anbringende om, at opgørelsen af afgiftstilsvaret skal ske efter en modificeret G2-model, og Højesteret tiltræder derfor, at efterbetalingskravet er fastsat til 34.191.154,12 kr.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at der har været sådanne fejl forbundet med vejningen af kul, at der er grundlag for H1 A/Ss tilbagebetalingskrav.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 A/S betale 750.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.