Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - medholdsgrad - efterfølgende sagsbehandling

Sagen drejede sig om, hvorvidt appellanten i en række underliggende sager ved Landsskatteretten havde fået medhold i overvejende grad, således at han var berettiget til fuld godtgørelse af sine udgifter til sagkyndig bistand, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.Den kommunale skatteforvaltning havde i de underliggende sager anset appellanten for at være næringsskattepligtig og foretaget ansættelser af hans næringsindkomst. Appellanten påklagede disse ansættelser til Landsskatteretten. Klagesagerne for Landsskatteretten vedrørte, hvorvidt appellanten var næringsskattepligtig, hvornår skattepligten i givet fald var indtrådt, og hvilken indgangsværdi appellantens pantebrevsbeholdning i så fald havde, men ikke de ligningsmæssige konsekvenser heraf. Landsskatterettens kendelser nødvendiggjorde en efterfølgende behandling af sagerne ved SKAT. Ved denne efterfølgende behandling af sagerne blev næringsindkomsten nedsat med over 50 pct. i forhold til de oprindelige ansættelser.Landsretten fandt, at appellanten ikke kunne anses for at have fået medhold i overvejende grad ved Landsskatteretten. Det forhold, at næringsindkomsten efterfølgende blev reguleret, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede således byrettens frifindelse af Skatteministeriet.

Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)

Afsagt af landsdommerne

Karen-Anke Tørring, Anne Thalbitzer og Lise Krüger Andersen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Glostrup Rets dom af 6. september 2012 (BS 10A-1836/2011) er anket af A med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at appellanten er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % for udgifter til sagkyndig bistand i 3 sager ved Landsskatteretten og ved den efterfølgende behandling i SKAT vedrørende indkomståret 2000 - 2004, og at den beløbsmæssige opgørelse af de godtgørelsesberettigede udgifter henskydes til SKAT.

Appellanten har subsidiært nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at appellanten er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % for udgifter til sagkyndig bistand i et eller flere - men ikke alle - af indkomstårene 2000 - 2004, og at den beløbsmæssige opgørelse af de godtgørelsesberettigede udgifter henskydes til SKAT.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af statsautoriseret revisor LP.

Statsautoriseret revisor LP har forklaret blandt andet, at A havde indgivet selvangivelser for 2003 og 2004. Disse selvangivelser var lavet efter samme principper som tidligere med angivelse af kursværdierne på pantebrevet. Kravet om indgivelse af formueredegørelser var bortfaldet i 2003. Det er således ikke korrekt, at A skulle have tilbageholdt oplysninger. Selvangivelserne var som i de tidligere år baseret på, at A ikke var næringsskattepligtig. Det ville have været et helt uoverstigeligt arbejde at udarbejde selvangivelser, der tog udgangspunkt i, at A var næringspligtig, idet der var for mange ukendte faktorer, herunder tidspunktet for skattepligtens indtræden og indgangsværdien. Der ville således i givet fald skulle have været udarbejdet op til seks forskellige selvangivelser for hvert enkelt år, der hver især tog udgangspunkt i omkring 150 forskellige pantebreve. Landsskatteretten fik de oplysninger, som man bad om at modtage, herunder en opgørelse af indgangsværdien for 2000 efter SKATs tabeller. Han vil estimere, at han har brugt ca. 1/3 af det samlede tidsforbrug på denne subsidiære påstand. Landsskatteretten opregulerede indgangsværdien med omkring 5 mio. kr. i forhold til ...1 Kommunes skatteansættelser. Indgangsværdien har betydning for opgørelsen af tab og avance. Kammeradvokatens beregning over medholdprocent, der kun indregner ændringen i indgangsværdien er derfor ikke fyldestgørende. I teorien kunne man godt have valgt at periodisere skattenedsættelsen over en længere periode end tre år. Forliget med SKAT var udtryk for et ønske fra begge parter om at finde en pragmatisk og rimelig løsning.

De principper, der er lagt til grund for korrektionerne i forliget med SKAT, er efter hans opfattelse alle konsekvenser af Landsskatterettens kendelser. Der fremkom ikke nye indsigelser under forligsforhandlingerne. Hverken A eller SKAT var fremkommet med talmæssige beregninger under Landsskatterettens behandling af klagerne, ligesom de heller ikke var blevet drøftet. Den advokat, der bistod A under skattesagen, har oplyst, at han heller ikke ville være i stand til at opdele sit tidsforbrug på de enkelte spørgsmål, da det hele hang sammen. Det var både udgifterne til advokat og til revisor, som var indbragt for Landsskatteretten. Når man overgår til at være næringsskattepligtig, indtræder der skattepligt for alle kursgevinster, men samtidig skattemæssig fradragsberettigelse for eventuelle tab på pantebreve, driftsudgifter m.v. I forbindelse med indgåelsen af forliget var SKAT enig i, at de talmæssige opgørelser var en konsekvens af Landsskatterettens kendelser.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Klagesagerne for Landsskatteretten i 2009 vedrørte, hvorvidt A var næringsskattepligtig, hvornår skattepligten i givet fald var indtrådt, og hvilken indgangsværdi pantebrevsbeholdningen i så fald havde, men ikke de ligningsmæssige konsekvenser heraf. I sine kendelser af 2. april 2009 og 15. maj 2009 kom Landsskatteretten frem til, at A var næringsskattepligtig i samtlige påklagede indkomstår, og indgangsværdien blev fastsat til 20.081.258 kr., hvilket var en forhøjelse på ca. 5 mio. kr. i forhold til ...1 Kommunes fastsættelse heraf. Landsskatteretten vurderede i sine kendelser, at A med et sådan resultat ikke kunne anses for at have fået "medhold i overvejende grad".

Henset til indholdet i landsskatterettens kendelser og parternes indlæg i sagen for landsskatteretten finder landsretten ligesom landsskatteretten, at A ikke kan anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i landsskatteretssagen, jf. skatteforvaltningsloven § 52. Det forhold, at skattemyndighedernes ansættelser efterfølgende blev reguleret, og at reguleringen blev aftalt i form af et forlig, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten tiltræder herefter, at A ikke er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % for udgifter til sagkyndig bistand i sagernes behandling ved landsskatteretten og ved den efterfølgende behandling i den skatteansættende myndighed.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 35.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og udgifter til materialesamling. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagsgenstandens værdi taget hensyn til sagens omfang og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 35.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.