Dokumentets dato: | 25-06-2013 |
Offentliggjort: | 28-08-2013 |
SKM-nr: | SKM2013.581.SR |
Journalnr.: | 13-0097208 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræftede, at en udenlandsk statsinstitution kunne importere et fly momsfrit.
Spørgsmål
Svar
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørgeren er en statsinstitution med hjemsted i et tredjeland.
Når institutionen anvender flyene i EU eller de er parkeret internt i EU i mere end blot en kort periode er der krav om, at flyene skal importeres.
Institutionen ønsker at importere et luftfartøj ind i EU via Danmark.
Luftfartøjet skal efterfølgende anvendes af institutionen med udgangspunkt i det pågældende tredjeland bl.a. til flyvinger ind og ud af EU m.v.
Institutionen ønsker en import foretaget i Danmark som følge af spørgers kontaktpersons tilbud om at arrangere det fornødne, idet selskabet ikke har kendskab til importmoms, importørregistrering og importprocedurer m.v. i EU.
Institutionen ønsker et bindende svar, da man - uanset lovens tekst - ønsker at være 100% sikker på, at man ikke i praksis afkræves importmoms af det lokale SKAT kontor ved den fysiske importbehandling. Der er tale om et luftfartøj med en høj værdi, så det er betragtelige beløb, der er tale om, og forsinkelser hvor luftfartøjet står på jorden er uacceptable. Derfor vil det bindende svar være formålstjenligt.
Flyet er leaset til spørgeren af ejeren, som har indkøbt flyet fra producenten i USA.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Efter momslovens § 36 er der afgiftsfrihed ved import, såfremt den samme leverance her i landet ville være fritaget for afgift.
Indførsel
§ 36. Indførsel af varer fra steder uden for EU er fritaget for afgift
4) når tilsvarende leverancer her i landet af sådanne varer foretaget af virksomheder ville være fritaget for afgift,
Efter § 34, stk. 1, nr. 13, er salg af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner fritaget for afgift:
Afgiftsfritagelser
Leverancer
§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:
13) Salg, ombygning, reparation, vedligeholdelse, befragtning og udlejning af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, og af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelse af disse luftfartøjer.
Importen er altså afgiftsfri.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at spørger, der er en statsinstitution i et tredjeland, kan importere et luftfartøj her i landet med fuld afgiftsfritagelse.
Lovgrundlag
Momslovens § 3, stk. 1, og stk. 2, nr. 2 og 3, er affattet således:
"§ 3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.
Stk. 2. Som afgiftspligtig person anses endvidere:
1) ....
2) Offentlige forsyningsvirksomheder.
3) Andre statslige, regionale og kommunale institutioner, for så vidt de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder."
§ 3, stk. 2, nr. 2 og 3, gennemfører artikel 13 i Direktiv 2006/112/EF (herefter Momssystemdirektivet) og direktivets Bilag I i dansk ret.
Artikel 13, stk. 1, og bilag I, nr. 5, er affattet således:
"Artikel 13
1. Stater, regioner, amter, kommuner og andre offentligretlige organer anses ikke som afgiftspligtige personer for så vidt angår virksomhed eller transaktioner, som de udøver eller foretager i deres egenskab af offentlig myndighed, også selv om de i forbindelse med denne virksomhed eller disse transaktioner modtager gebyrer, afgifter, bidrag eller vederlag.
Når de udøver sådanne former for virksomhed eller foretager sådanne transaktioner, skal de dog betragtes som afgiftspligtige personer for så vidt angår disse former for virksomhed eller disse transaktioner, såfremt deres fritagelse for afgiftspligten ville føre til konkurrenceforvridning af en vis betydning.
Under alle omstændigheder anses offentligretlige organer som afgiftspligtige personer for så vidt angår de i bilag I anførte former for virksomhed, medmindre den udøvede virksomhed er ubetydelig.
BILAG I
LISTE OVER DE FORMER FOR VIRKSOMHED, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 13, STK. 1, TREDJE AFSNIT
1) ...
5) Personbefordring"
Momslovens § 12 er affattet således:
"§ 12. Der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.
Stk. 2. Når varen ved indførslen henføres under en ordning vedrørende forsendelse af varer inden for EU, aktiv forædling og midlertidig indførsel, hvor der indrømmes fuldstændig toldfritagelse ved indførslen, eller varen ved indførslen oplægges i Københavns Frihavn, på frilager eller på toldoplag, indtræder afgiftspligten dog først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger."
Momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, er affattet således:
"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:
1) ...
13) Salg, ombygning, reparation, vedligeholdelse, befragtning og udlejning af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, og af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelse af disse luftfartøjer."
Momslovens § 36, stk. 1, nr. 1 og 4, er affattet således:
"§ 36. Indførsel af varer fra steder uden for EU er fritaget for afgift
1) når der er toldfrihed ved midlertidig indførsel eller toldfrihed for proviant m.v., der medbringes af skibe og fly ved ankomst fra steder uden for EU, eller når der ikke opstår toldskyld, fordi varen er tilintetgjort eller overgivet til staten, eller når der indrømmes toldfrihed for returvarer. Der skal ved midlertidig indførsel stilles sikkerhed for afgiften på samme måde og under samme betingelser som fastsat for toldfrihed ved midlertidig indførsel. Registrerede virksomheder med fuld fradragsret efter § 37, godtgørelsesberettigede virksomheder efter § 45 og offentlige institutioner skal dog ikke stille sikkerhed,
2) ...
4) når tilsvarende leverancer her i landet af sådanne varer foretaget af virksomheder ville være fritaget for afgift,"
Praksis
Uddrag af Den juridiske vejledning, afsnit D.A.4.9.2 Udgangspunktet for moms ved indførsel af varer:
"Der skal beregnes moms ved indførsel af varer fra steder udenfor EU til Danmark. Se ML § 12, stk. 1.
Baggrunden for dette er, at varer fra steder udenfor EU herved sidestilles momsmæssigt med varer produceret indenfor EU.
...
Der skal beregnes moms ved indførsel, når en vare, der ikke er i fri omsætning, ankommer til Danmark. Det er således varens passage af grænsen, der er afgørende.
En vare er "i fri omsætning" når alle indførselsformaliteter er opfyldt, og der er opkrævet told. Se afsnit D.A.4.9.1 (beskrivelsen af det EU-retlige grundlag) og vejledningens toldafsnit, særligt "Fortoldning til fri omsætning og frit forbrug" i afsnit F.A.9.3 Varens ankomst, afsnit F.A.23.10 Proceduren for landing af fisk (T-2 M), samt beskrivelsen af oprindelsesstatus for havprodukter i F.A.26.2 Hvad er toldpræference og F.A.26.5 Ikke-præferentiel oprindelse.
Når en vare er bragt i fri omsætning i Danmark, er varen samtidig bragt i fri omsætning indenfor hele EU's toldområde.
...
Siden 1. april 2001 har momsregistrerede virksomheder, der indfører varer fra steder udenfor EU, afregnet momsen over virksomhedens momsangivelse. Se afsnit A.B.4.2.1.1 om opgørelse af momstilsvaret og afsnit A.B.3.3.3.2 om særlige konti.
Private og virksomheder, der ikke er momsregistrerede, skal dog afregne moms ved indførsel af varer efter de regler, der gælder for afregning af told. Se afsnit A.B.4.2.2.3 om indførsel."
Uddrag af Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.4.9.3 Varer, som er omfattet af toldordninger:
"Toldordninger
Når en vare ved indførsel henføres under visse toldordninger, hvor der indrømmes fuldstændig toldfritagelse ved indførslen, indtræder momspligten først, når varen ikke længere er omfattet af en af disse ordninger.
De toldordninger, det drejer sig om, er følgende:
Toldreglerne er således bestemmende for, hvornår momspligten indtræder.
Se
for en beskrivelse af ordningerne.
Om frilagre, se TDL §§ 49-54 og TBEK §§ 106-111."
Uddrag af Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.10.1.4.3 Salg, reparation mv. af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner ML § 34, stk. 1, nr. 13:
"...
Bestemmelsen har hjemmel i Direktiv 2006/112/EF (Momssystemdirektivet), artikel 371, og bilag X, del B, nr. 11, som har følgende ordlyd:
"DEL B. Transaktioner, som medlemsstaterne kan fortsætte med at fritage for afgift
...
11) Levering, ombygning, reparation, vedligeholdelse, befragtning og udlejning af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, samt af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelse af disse luftfartøjer".
Formål
Forsvaret er en statslig institution og har dermed ikke fradragsret for købsmoms. For ikke at stille forsvaret dårligere kan leveringer af og til fly, der bruges af statsinstitutioner, ske momsfrit. Se ML § 34, stk. 1, nr. 13.
Regel
Leverancer i forbindelse med:
af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, er fritaget for moms. Se ML § 34, stk. 1, nr. 13.
Momsfritagelsen omfatter også levering af genstande, der er indbygget i eller anvendes ved udnyttelsen af disse luftfartøjer."
Uddrag af Den juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.10.3.2 Midlertidig indførsel, proviant, tilintetgjorte varer eller varer overgivet til staten samt returvarer ML § 36, stk. 1, nr. 1:
"...
Midlertidig indførsel
Varer, der indføres midlertidigt til EU fra steder udenfor EU, er fritaget for moms, hvis der er fuldstændig toldfrihed ved midlertidig indførsel af varerne.
Ved midlertidig indførsel forstås, at varerne allerede ved indførslen er bestemt til at skulle genudføres fra EU i uforandret stand indenfor en frist på 24 måneder. På en række områder er dog fastsat en kortere frist for genudførsel. Se afsnit F.A.19.2 Fuldstændig toldfritagelse ved midlertidig indførsel.
Toldreglerne fastlægger en udtømmende og dermed fuldstændig opregning af de tilfælde, hvor varer kan indføres midlertidigt med fuldstændig toldfritagelse. Se afsnit F.A.19.2 Fuldstændig toldfritagelse ved midlertidig indførsel.
Midlertidig indførsel af varer i andre tilfælde end de opregnede kan ikke ske med fuldstændig toldfritagelse, og er derfor heller ikke omfattet af den her behandlede momsfritagelse.
Der skal ved midlertidig indførsel som udgangspunkt stilles sikkerhed for moms efter de samme regler som er gældende for told. Der skal således som udgangspunkt stilles sikkerhed, når der benyttes en skriftlig toldangivelse. Visse virksomheder og institutioner er fritaget for kravet om sikkerhedsstillelse. Se "Sikkerhedsstillelse" i afsnit F.A.19.4 Procedurer mv.
..."
Uddrag af den Juridiske vejledning 2013-1, afsnit D.A.10.3.4 Indførsel af varer, hvor leverancer af tilsvarende varer her i landet er fritaget for moms ML § 36, stk. 1, nr. 4:
"...
Bestemmelsen ligestiller indførsel af varer med leverancer foretaget her i landet. Bestemmelsen gennemfører Momssystemdirektivets artikel 143, stk. 1, litra a), i dansk ret.
...
Endvidere er leverancer af varer her i landet omfattet af ML § 34 fritaget for moms. Det drejer sig eksempelvis om nødvendigt udstyr til brug ombord på skibe i udenrigsfart og brændstof til disse. Se afsnit D.A.10.1.
Indførsel af eksempelvis nødvendigt udstyr til brug ombord på skibe i udenrigsfart og brændstof til disse, er derfor også fritaget for moms, dog under de samme betingelser, som følger af ML § 34."
Afgørelser mv.:
C-242/08, Swiss Re Germany Holding GmbH
Det fælles momssystems rette funktion og ensartede fortolkning indebærer, at ens begreber ikke må defineres forskelligt, alt efter om de benyttes i en fritagelsesbestemmelse eller i en anden bestemmelse (præmis 31).
Begrundelse
Uanset baggrunden for, at den danske nationale lovgiver har valgt at udnytte muligheden i Momssystemdirektivets bilag X, del B, nr. 11, så ser SKAT ikke grundlag for at indskrænke momsfritagelsen for salg, reparation mv. af luftfartøjer, som benyttes af statsinstitutioner, efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, til det danske forsvar.
SKAT ser heller ikke grundlag for at indskrænke fritagelsen til leverancer til danske statsinstitutioner. Statsinstitutioner må ligesom begrebet statslige institutioner i momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, omfatte både danske og udenlandske statsinstitutioner.
Danske virksomheder kan sælge luftfartøjer, som (skal) benyttes af statsinstitutioner, med momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 13. Dette gælder uanset, om statsinstitutionen selv køber luftfartøjet, eller om luftfartøjet købes af en udlejer, som har indgået aftale om udlejning med en statsinstitution. Det afgørende er, at flyet skal benyttes af en statsinstitution enten som ejer eller lejer. Hvis statsinstitutionen er lejer, kan udlejer ikke selv benytte flyet. Hvis der måtte være mere end en lejer samtidigt, skal alle lejere være statsinstitutioner. Når betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 13, er opfyldte, kan sådanne luftfartøjer tillige indføres med momsfritagelse efter § 36, stk. 1, nr. 4.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.