Dokumentets dato: | 28-06-2013 |
Offentliggjort: | 08-08-2013 |
SKM-nr: | SKM2013.552.ØLR |
Journalnr.: | 3. afdeling, B-236-13 |
Referencer.: | Vurderingsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til yderligere fradrag i grundværdien for grundforbedringer i form af anlæg af stier internt på den i sagen omhandlede ejendom.Appellanten gjorde under sagen gældende, at vurderingsankenævnet ikke havde indrømmet appellanten et fradrag for den del af det interne stisystem, der kunne betegnes som et hovedanlæg. Baggrunden herfor var, at vurderingsankenævnet havde fundet, at appellanten var berettiget til et fradrag for en del af det interne stisystem, men havde indrømmet appellanten det samme beløbsmæssige fradrag som vurderingsmyndigheden. Vurderingsmyndigheden havde i sin afgørelse udtrykkeligt anført, at appellanten ikke var berettiget til et fradrag for det interne stisystem.Landsskatteretten slog fast, at vurderingsmyndigheden havde indrømmet fradrag for en del af det interne stisystem, men foretog også en selvstændig vurdering af hvilke dele af det interne stisystem, der var fradragsberettiget, og fastsatte et skønsmæssigt fradrag herfor. Det af Landsskatteretten tilkendte fradrag svarede beløbsmæssigt til det af vurderingsankenævnet og vurderingsmyndigheden tilkendte fradrag.Landsretten præciserede, at sagen var en prøvelse af Landsskatterettens kendelse, og herunder det af Landsskatteretten udøvede skøn. Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at Landsskatterettens skøn var udøvet på et urigtigt grundlag eller var gået ud over rammerne for Landsskatterettens skøn som vurderingsmyndighed.
Parter
H1 Boligselskab
(advokat Poul Bostrup)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Casper Klindt Sølbeck)
Afsagt af landsdommerne
Henrik Bitsch, Arne Brandt og Susanne Skotte Wied (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Byrettens dom af 2. januar 2013 (BS 18-706/2012) er anket af H1 Boligselskab med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at boligselskabet ved ejendomsvurderingerne 1. januar 2001, 1. januar 2002, 1. januar 2003, 1. oktober 2003 og 1. oktober 2004 ikke er blevet indrømmet fradrag efter vurderingslovens §§ 17 og 18 for udgifter til anlæg af stier på ejendommen ...1, og at sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradraget.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten bemærker, at byrettens afgørelse er en prøvelse af Landsskatterettens kendelse af 11. april 2012 for så vidt angår den del af afgørelsen, der vedrører fradrag for interne stianlæg, herunder af det i afgørelsen udøvede skøn.
Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 20.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af dette beløb er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, H1 Boligselskab, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.
Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.