Dokumentets metadata

Dokumentets dato:18-07-2013
Offentliggjort:01-10-2013
SKM-nr:SKM2013.690.LSR
Journalnr.:13-0225306
Referencer.:
Dokumenttype:Afgørelse


Klage over SKATs modregning i overskydende skat

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse om modregning af overskydende skat i en restance, således at SKAT i stedet var forpligtet til at anvende den overskydende skat til modregning i klagerens restskat for samme indkomstår.


Klagen vedrører modregning.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2011 til delvis dækning af gæld til Advokatfirmaet R1.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger
Det fremgår af årsopgørelse nr. 1 for indkomståret 2011, udskrevet den 2. marts 2012, at klagerens skattepligtige indkomst i 2011 udgjorde 197.295 kr. Årsopgørelsen udviste en overskydende skat på 1.650 kr.

Det fremgår af udlægsforretning af 14. marts 2012, at Advokatfirmaet R1 som repræsentant for F1-Bank har udlæg i klagerens:

"[...] 2) Evt. overskydende skat for 2011 [...]"

Ved brev af 25. marts 2013 sendte SKAT et forslag til ændret årsopgørelse for indkomståret 2011. Af forslaget fremgik det, at klagerens indkomst var blevet forhøjet.

Det fremgår af årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2011, udskrevet den 22. april 2013, at klagerens skattepligtige indkomst var blevet nedsat til 0 kr. således, at der var overskydende skat på 80.864 kr. Af årsopgørelsen fremgår det, at den overskydende skat var tilbageholdt, idet SKAT ville undersøge, om der var gæld, som skulle dækkes af den overskydende skat. Nedsættelsen var sket som følge af, at Lønmodtagernes Garantifond havde foretaget en ændring af lønindberetningen.

Ved brev af 8. maj 2013 underrettede SKAT klageren om, at SKAT havde modregnet i den overskydende skat (den påklagede afgørelse). Modregningen var sket til delvis dækning af gæld til Advokatfirmaet R1.

Det fremgår af årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2011, udskrevet den 21. maj 2013, at klagerens skattepligtige indkomst var blevet forhøjet, således at klageren nu skulle indbetale 80.862 kr. i restskat. Forhøjelsen var sket som følge af, at Lønmodtagernes Garantifond havde foretaget en ændring af lønindberetningen.

Den 21. maj 2013 kontaktede klagerens far SKAT for at klage over modregningen.

SKATs afgørelse
SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2011 med 80.864 kr. til delvis dækning af gæld til Advokatfirmaet R1.

SKAT har ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt afgørelsen.

SKAT har i henhold til gældsbrevslovens § 28 foretaget modregning i den overskydende skat for 2011 på baggrund af udskrift af fogedbogen for 14. marts 2012, hvori der meddeles udlæg i eventuel overskydende skat for 2011 for op til 229.550,23 kr.

SKAT har afregnet i henhold til udlægget, da klageren ikke på modregningstidspunktet havde forfaldne krav i SKATs debitorsystem.

Klagerens fars henvendelse af 21. maj 2013 betragtes som et ønske om konneks modregning. Konneks modregning forudsætter, at der er fremsat anmodning herom. Anmodningen var ikke fremsat på modregningstidspunktet.

Advokatfirmaet R1 har ved modtagelsen af beløbet været i god tro. At beløbet er af en størrelse, som efter omstændighederne kan vurderes til ikke at være af normal størrelse, gør ikke, at Advokatfirmaet R1 burde reagere.

Modregningen er derfor sket efter dansk rets almindelige regler om modregning, der hviler på retspraksis og retssædvane. Dette betyder, at krav og modkrav skal være udjævnelige, afviklingsmodne, gensidige og retskraftige.

Da både fordringen, der modregnes i, og fordringen, der modregnes til, er pengefordringer, er fordringerne udjævnelige.

Da fordringen, der modregnes i, er frigivet til udbetaling, og da fordringen, der modregnes til, er forfalden til betaling, er fordringerne afviklingsmodne.

Da klageren havde krav på overskydende skat for 2011, og da SKAT har et krav på klageren vedrørende anmeldt udlæg i overskydende skat for 2011, er både krav og modkrav gensidige.

Da kravet ikke er forældet eller bortfaldet på anden måde, er fordringen retskraftig.

Modregningsbetingelserne er derfor opfyldt på modregningstidspunktet.

Klagerens påstand og argumenter
Klagerens far har fremsat påstand om, at modregningen ophæves, og at den overskydende skat modregnes den restskat, som fremgår af klagerens årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2011.

Klagerens far kan ikke forstå, hvorfor klageren skal straffes for, at der er en medarbejder hos SKAT eller Lønmodtagernes Garantifond, der har lavet en fejl.

I stedet bør SKAT anerkende, at der er sket en fejl og føre pengene tilbage således, at klageren ikke længere skylder restskat for indkomståret 2011.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det antages, at tilgodehavender hos det offentlige kan have en sådan karakter, at modregning heri er udelukket. Dette fremgår af Den juridiske vejledning for 2013-2, afsnit G.A.3.1.4.4 . Tilgodehavender i form af overskydende skat har ikke en sådan karakter.

Klagerens krav på overskydende skat for indkomståret 2011 og SKATs krav på restskat for indkomståret 2011 er konnekse, idet de udspringer af samme retsforhold. Der er således tale om den samme regulering af klagerens skattepligtige indkomst i form af lønindberetning fra Lønmodtagernes Garantifond.

Af Den juridiske vejledning for 2013-2, afsnit G.A.3.1.4.3.3 , fremgår det, at skatteyderen kan forlange, at en restskat dækkes med tidligere opgjort overskydende skat for samme indkomstår. Dette gælder, uanset at den overskydende skat er anvendt til dækning af andre restancer til staten. Det må antages, at dette også gælder for udlæg i sådanne krav.

En sådan konneks modregning må kun foretages, hvis skatteyderen udtrykkeligt anmoder om dette, jf. Østre Landsrets dom af 28. august 1997, gengivet i UfR 1997.1467 Ø.

Det fremgår ikke af dommen, hvornår denne begæring skal foreligge. Det fremgår imidlertid af Den juridiske vejledning for 2013-2, afsnit G.A.3.1.4.3.3 , at en allerede foretagen modregning kan ændres, når skatteyderen anmoder om konneks modregning.

Klagerens fars opkald til SKAT Inddrivelsescentret den 21. maj 2013 må anses for en sådan anmodning.

Landsskatteretten ændrer derfor SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse således, at SKAT Inddrivelsescentret er forpligtet til at ændre den foretagne modregning og foretage en konneks modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2011 til dækning af klagerens restskat for indkomståret 2011.