Dokumentets metadata

Afvisning - klageinstans oversprunget

Sagen angik SKATs og Motorankenævnets afgørelser af 14. februar og 26. juni 2012 vedrørende værdiansættelsen af sagsøgers bil.SKAT havde nedlagt påstand om afvisning, og retten havde truffet afgørelse om, at spørgsmålet skulle påkendes særskilt.Da sagsøger ikke havde fremlagt dokumentation i form af klagebrev eller lignende for, at Motorankenævnets afgørelse af 26. juni 2013 om værdiansættelse af sagsøgers bil var blevet påklaget til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 5, fandt retten det ikke godtgjort, at afgørelsen var påklaget.På denne baggrund, og da der ikke er grundlag for at anse betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., for opfyldte, tog retten afvisningspåstanden til følge.

Parter

A
(Selvmøder)

mod

SKAT
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Josephine Fie Legarth)

Afsagt af byretsdommer

Seerup

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 18. juni 2013, vedrører et krav på tilbagebetaling af 18.000 kr. vedrørende for meget indbetalt registreringsafgift.

I sagen er sagsøgtes påstand om afvisning udskilt til særskilt afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1.

Sagsøgerens påstand er, at sagen fremmes til behandling i realiteten.

Sagsøgtes påstand er afvisning.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

SKAT traf den 14. februar 2012 afgørelse om værdifastsættelse af sagsøgers bil og bestemte, at bilens værdi skulle ansættes til 38.600 kr.

Sagen blev af sagsøger indbragt for Motorankenævnet, der den 26. juni 2012 traf afgørelse, hvorved værdien blev nedsat til 35.000 kr. Af afgørelsen fremgik blandt andet, at afgørelsen kunne indbringes for Landsskatteretten.

Ved brev af 27. juni 2012 har SKAT meddelt sagsøger, at han i for meget betalt registreringsafgift ville få udbetalt 56 kr. til sin Nemkonto.

Forklaring

A har forklaret, at han har henvendt sig til Landsskatteretten mange gange, men de har ikke med EU-retten at gøre. A redegjorde for en problemstilling vedrørende "papegøje"-bilsagerne". Den i sagen omhandlede bil kan ikke køre. Den er brændt sammen. I dag er bilen væk.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om sagens fremme gjort gældende, at EU-retten har forrang, og at Landsskatteretten ikke kan tage stilling til spørgsmål efter EU-retten.

Sagsøgte har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at Motorankenævnets afgørelse om værdiansættelse ikke har været prøvet af Landsskatteretten, som er øverste administrative klageinstans på området, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 5. Sagen skal derfor afvises, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten lægger til grund, at sagen omhandler SKATs og Motorankenævnets afgørelser af 14. februar og 26. juni 2012 vedrørende værdiansættelsen af sagsøgers bil.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, at medmindre andet er fastsat ved lov, kan en afgørelse truffet af en skattemyndighed først indbringes for domstolene, når afgørelsen er prøvet eller afvist af den øverste administrative klageinstans på området. Et nyt spørgsmål kan dog med rettens tilladelse inddrages under en retssag, hvis spørgsmålet har en klar sammenhæng med det spørgsmål, der dannede grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab, jf. § 48, stk. 1, 2. pkt.

Er der forløbet mere end 6 måneder efter indbringelsen for den endelige administrative instans, kan afgørelsen dog indbringes for domstolene, selvom der endnu ikke er truffet en afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Sagsøger har ikke fremlagt dokumentation i form af klagebrev eller lignende for, at Motorankenævnets afgørelse af 26. juni 2013 om værdiansættelse af sagsøgers bil blev påklaget til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 5. Derfor finder retten det ikke godtgjort, at afgørelsen er påklaget. Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, finder derfor ikke anvendelse.

På denne baggrund, og da der ikke er grundlag for at anse betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, 2. pkt., for opfyldte, tager retten afvisningspåstanden til følge.

Ved udmåling af sagsomkostninger har retten lagt vægt på, at sagens værdi er under 50.000 kr., men over 10.000 kr., og at hovedforhandlingen havde en varighed på under 2 timer.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagen afvises.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale sagsomkostninger til sagsøgte, SKAT med 3.300 kr.