Dokumentets dato: | 04-11-2013 |
Offentliggjort: | 22-11-2013 |
SKM-nr: | SKM2013.819.BR |
Journalnr.: | Retten i Sønderborg, BS C1-1941/2012 |
Referencer.: | Vurderingsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til yderligere fradrag i grundværdien i henhold til vurderingslovens dagældende § 17 for udgifter til anlæg af kloakforsyningsledninger.Retten fandt, at de i sagen omtvistede kloakforsyningsledninger kunne karakteriseres som hovedledninger, idet de ville kunne betjene flere ejendomme på tilsvarende vis, som de forsyningsledninger, som sagsøgeren havde fået fradrag for ved den administrative behandling af sagen.
Parter
H1 Boligforening
(Advokat Anne Bache)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ adv. Casper Sølbeck)
Afsagt af byretsdommer
Kristin Bergh
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen, der er anlagt den 6. december 2012, vedrører, hvorvidt sagsøgeren, H1 Boligforening, i yderligere omfang er berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til anlæg af kloakforsyning.
Sagsøgeren, H1s, påstand er, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1 ved vurderingen pr. 2001- 2004 af ejendommen beliggende ...1 i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til fradrag i grundværdien for forbedringer for udgifter til anlæg af den på bilag 7, side 2, markerede kloakforsyning, og at den beløbsmæssige opgørelse hjemvises til vurderingsmyndighederne.
Skatteministeriets påstand er frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Sagen drejer om, hvorvidt sagsøgeren i henhold til den dagældende vurderingslovs § 17 for årene 2001 til 2004 har fradragsret i grundværdien for udgifter til anlæg af den med gult markerede kloakledning på oversigtskortet over ...1, der er vedhæftet denne dom som bilag [udeladt.red.SKAT]. Den gule ledning er identisk med den på bilag 7, side 2 markerede ledning, der er omtalt i sagsøgerens påstand.
Landsskatteretten har truffet kendelse den af 12. september 2011 (bilag 2) om dette og en række andre spørgsmål.
Landsskatteretten har på sagsøgerens anmodning genoptaget sagen vedrørende kloakforsyningen og har den 6. september 2012 afsagt kendelse (bilag 1). Landsskatteretten har godkendt fradrag for udgifterne til den del af kloakledningsnettet, der betjener hus nr. 1 til 5, 15 til 25, 2 til 6 og 8 til 12, svarende til de med grønt markerede kloakledninger på bilaget til dommen. Landsskatteretten har nægtet fradrag for den med gult markerede kloakledningen, der betjener hus nr. 9 til 13. Landsskatteretten har skønsmæssigt ansat fradraget til 150.000 kr.
Sagsøgeren erhvervede ejendommen som et ubebygget areal på 7.794 m2 med overtagelse 1. april 1992. Sagsøgeren var forpligtet til at opføre boligbebyggelse med henblik på udlejning på ejendommen. Sagsøgeren har opført 18 boliger på ejendommen. Byggeriet blev færdiggjort den 1. januar 1993.
Der er i sagen enighed om, at sagsøger har anlagt og bekostet kloakledningerne, der påstås fradrag for. Der er alene uenighed om, hvorvidt de pågældende kloakledninger er fradragsberettigende hovedledninger.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har i henhold til sit påstandsdokument gjort gældende, at:
"...
Den dagældende vurderingslovs § 17 havde følgende ordlyd:
"...
Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringen består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.
..."
Hvad, der forstås ved en grundforbedring, er således uomtalt i loven. Det overordnede formål med § 17 er, at der skal ske friholdelse af grundforbedringer for beskatning. Dette har været formålet med loven siden indførelsen i 1922. Formålet er således at fremme, at der sker sådanne grundforbedringer.
Det er fast antaget, at udgifter til etablering af forsyningsanlæg er grundforbedrende og dermed omfattet af vurderingsloven § 17.
Således fremgår det af vurderingsvejledningen 2012-1, afsnit C.3:
"...
Fradrag for vej- og forsyningsanlæg gives som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for ejendommen, idet udgifter til anlæg på selve grunden samt til pladsbelægning m.v. anses for at være en del af byggeomkostningerne, eksempelvis et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter.
Er ejendommen imidlertid så stor, at det vil være naturligt at betragte en del af de på ejendommen værende vej- og forsyningsanlæg som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning, kan der være grundlag for at give fradrag for disse anlæg.
..."
I SKM2013.369.HR stadfæstede Højesteret denne hovedanlægsbetragtning og præciserede følgende:
"...
Der kan efter myndighedernes praksis gives fradrag for hovedanlæg på linje med den adgang til at give fradrag for foranstaltninger uden for grunden, som øger værdien af grunde i traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer. Der kan således gives fradrag for et hovedanlæg bestående af f.eks. en hovedforsyningsledning, der betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, mens stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger ikke udgør et hovedanlæg.
..."
Det gøres gældende, at ledningerne markeret i bilag 7, side 2 udgør hovedledninger på samme vis som ledningerne markeret i bilag 7 side 1. Det bemærkes, at der fra de markerede ledninger i bilag 7 side 2, er ført ledninger frem til bebyggelsen. Disse ledninger er stikledninger og er derfor ikke markeret. Der indgår således ikke stikledninger i markeringerne. Ledningernes udformning og funktion er i øvrigt den samme som de 2 ledningsstykker, der på bilag 7 side 1 er markeret på matriklen beliggende til højre (matrikelnummer ...x) og som der er godkendt fradrag for.
Det gøres gældende, at det faktum, at der er godkendt fradrag for ledninger andre steder på ejendommen er uden betydning for hovedanlægsbetragtningen.
Såfremt boligerne med hus nr. 9-13 blev udstykket enkeltvis, ville der utvivlsomt blive godkendt fradrag for de markerede ledninger, idet disse ville udgøre et eksternt hovedanlæg til betjening af flere ejendomme. På denne baggrund gøres det gældende, at det er udtryk for forskelsbehandling ikke at godkende fradrag for ledningerne markeret i bilag 7 side 2, idet ledningerne ville være fradragsberettigende såfremt byggeriet var opført som enkeltparceller. En sådan forskelsbehandling er i strid med hele formålet med hovedanlægsbetragtningen og det forvaltningsretlige lighedsprincip.
Det henvises i denne forbindelse til SKM2011.790.ØLR , hvor Østre Landsret fandt, at den alt overvejende del af det omhandlede stianlæg fremstod som adgangsveje, der naturligt kan betragtes som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning, og som i tilfælde af udstykning vil berettige til fradrag. Østre Landsret fandt ikke, at der var grundlag for at undtage enkelte af stierne og fandt således, at samtlige stier på ejendommen var fradragsberettigende.
Ledningerne markeret i bilag 7, side 2 udgør ligesom stierne i SKM2011.790.ØLR hovedanlæg i tilfælde af udstykning, hvorfor der er fradragsret for ledningerne.
Sagsøger gør således gældende, at sagsøger i henhold til vurderingslovens § 17 er berettiget til et yderligere fradrag i grundværdien for udgifter for forbedringer for anlæg af de på bilag 7, side 2, markerede kloakledninger, og at den beløbsmæssige opgørelse hjemvises til vurderingsmyndighederne.
..."
Sagsøgte har i henhold til sit påstandsdokument gjort gældende, at:
"...
Denne sag omhandler, hvorvidt sagsøgeren ved vurderingerne for årene 2001-2004 er berettiget til yderligere fradrag for forbedringer efter vurderingslovens dagældende § 17 og § 18 for udgifter til etablering af kloakforsyningsledninger internt på ejendommen. Nærmere bestemt omhandler sagen, hvorvidt sagsøgeren har godtgjort, at udgifterne til etableringen af de på bilag 7 side 2 markerede kloakforsyningsledninger er fradragsberettigede efter vurderingslovens dagældende § 17.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens kendelse af 6. september 2012 (bilag 1), og sagsøgeren er derfor ikke berettiget til yderligere fradrag for udgifter til etablering af kloakforsyningsledninger internt på ejendommen i henhold til vurderingslovens dagældende § 17.
Fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17 er betinget af, at der foreligger en forbedring, der bevirker en stigning i grundværdien. Det er alene foranstaltninger, der påvirker værdien af den ubebyggede grund, som indgår i værdiansættelsen, jf. vurderingslovens § 13, stk. 1, og det er derfor også kun sådanne foranstaltninger, der er omfattet af vurderingslovens dagældende § 17. Udgifter til forbedringer, der har en sådan integreret sammenhæng med byggeriet på grunden, at det kun har reel værdi i forbindelse med dette, er ikke omfattet af vurderingslovens dagældende § 17, jf. bl.a. SKM2013.369.HR , SKM2013.388.VLR og SKM2012.112.VLR .
Det påhviler efter fast retspraksis sagsøgeren at godtgøre, at en given foranstaltning har medført en forøgelse af grundens værdi i ubebygget stand, jf. eksempelvis SKM2012.112.VLR og SKM2013.388.VLR .
Udgangspunktet er, at udgifter til anlæg på selve ejendommen ikke berettiger til fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17. Arbejder på selve ejendommen henregnes således som udgangspunkt til byggeomkostningerne.
Praksis vedrørende vej- og forsyningsanlæg er i SKATs juridiske vejledning 2013-2, afsnit H. A. 3.3.2 sammenfattet således:
"...
Grundforbedringer, der ikke er omfattet af fradrag for forbedringer (...)
Vejanlæg og forsyningsanlæg
Fradrag for vej- og forsyningsanlæg gives som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for ejendommen, idet udgifter til anlæg på selve grunden samt til pladsbelægning mv. anses for at være en del af byggeomkostningerne, fx i et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter.
(...)
Som hovedregel gives der kun fradrag for udgifter uden for grunden. Er ejendommen imidlertid så stor, at det vil være naturligt at betragte en del af de på ejendommen værende vej- og forsyningsanlæg som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning, kan der være grundlag for at give fradrag for disse anlæg.
(...)
Det kunne fx. være tilfældet i et område, som en lokalplan udlægger til tæt/lav bebyggelse, som jf. ovenstående ville være berettiget til fradrag for anlæg uden for ejendommen.
..."
Hovedanlægsbetragtningen er således en undtagelse til det ovennævnte udgangspunkt. Højesteret har ved dom af 8. maj 2013, SKM2013.369.HR , anerkendt skattemyndighedernes praksis på området, som Landsskatterettens kendelse af 6. september 2013 (bilag 1) også er udtryk for. Højesteret har ikke indført nye eller udvidede kriterier for bedømmelsen af, om der foreligger et fradragsberettiget hovedanlæg.
Sagsøgte gør gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de på bilag 7, side 2 markerede kloakforsyningsledninger udgør et fradragsberettiget hovedanlæg. Det er alene de kloakforsyningsledninger, der er markeret på bilag 7, side 1, der udgør et hovedanlæg, og det er derfor alene udgifterne hertil, der kan anses for fradragsberettigende efter vurderingslovens dagældende § 17.
De på bilag 7, side 2 markerede kloakforsyningsledninger er placeret midt på matr.nr. ...y, hvor der tillige er anlagt kloakforsyningsledninger i hver sin ende af arealet, jf. bilag 7, side 1 og bilag A. De kloakforsyningsledninger, der er anlagt i hver sin ende af arealet, tjener således til at forsyne grunden, mens de kloakforsyningsledninger, der er markeret på bilag 7, side 2, alene anlagt til brug for det på arealet opførte byggeri. De pågældende kloakledninger har derfor kun reel værdi i forbindelse med det konkrete byggeri, der er opført på ejendommen.
Kloakforsyningsledningerne, der er markeret på bilag 7, side 2, er derfor nært knyttet til bebyggelsen og har således karakter af stikledninger. Sådanne ledninger medfører ikke en stigning i grundværdien, og udgifterne til etablering heraf er derfor ikke fradragsberettigede efter vurderingslovens dagældende § 17, jf. SKM2012.112.VLR .
Disse kloakforsyningsledninger har endvidere karakter af supplerende kloakforsyningsledninger, og udgifterne hertil er derfor ikke fradragsberettiget, jf. herved også principperne i SKM2013.422.BR .
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Efter praksis, som beskrevet i Højesterets dom refereret i SKM2013.369.HR , er det afgørende for, hvorvidt der på en storparcel kan godkendes fradrag for grundforbedringer for en del af et forsyningsanlæg, om den pågældende del af anlægget kan karakteriseres som et hovedanlæg til betjening af en større del af ejendommen, svarende til foranstaltninger uden for de enkelte grunde i et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter.
Kloakledningen markeret med gult på bilaget til dommen betjener husnumrene 9, 11 og 13. Den må således karakteriseres som en hovedledning, der i tilfælde, hvor der var sket udstykning, ville kunne betjene flere ejendomme på tilsvarende vis, som de med grønt markerede ledninger.
Sagsøgeren gives derfor medhold i sin påstand om, at der også skal indrømmes sagsøgeren fradragsret for denne anlægsudgift.
Sagens omkostninger fastsættes således, at Skatteministeriet betaler sagsomkostninger til H1 med 19.250 kr. Her af udgør 500 kr. retsafgift, mens den resterende del er et passende beløb til advokatbistand i sagen. Retten har lagt vægt på sagens værdi, omfang og udfald, og at sagsøgeren har oplyst ikke at være momsregistreret.
T h i k e n d e s f o r r e t
Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at H1 ved vurderingen pr. 2001-2004 af ejendommen beliggende ...1 i henhold til dagældende vurderingslovs § 17 er berettiget til fradrag i grundværdien for forbedringer for udgifter til anlæg af den på bilag 7, side 2, markerede kloakforsyning.
Den beløbsmæssige opgørelse hjemvises til vurderingsmyndighederne.
Skatteministeriet betaler inden 14 dage sagsomkostninger til H1 med 19.250 kr.