Dokumentets dato: | 08-11-2013 |
Offentliggjort: | 14-11-2013 |
SKM-nr: | SKM2013.805.ØLR |
Journalnr.: | 4. afdeling, B-985-12 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Dom |
Appellanten havde i strid med momslovens § 23, stk. 3, i en periode på 1 år undladt at afregne moms af hævdede forudbetalinger. Appellanten gjorde gældende, at der samlet set var blevet afregnet moms af hele omsætningen. Landsretten fandt, at appellanten ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var afregnet moms af hele omsætningen. Landsretten fandt endvidere, at appellanten ikke havde løftet sin bevisbyrde vedrørende momsfradrag for en række udgifter i samme periode.
Parter
H1 v/A
(adv.fm. Henrik Rahbek)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kristian Hartmann)
Afsagt af landsdommerne
Tine Vuust, Kåre Mønsted og Gitte Arildsen (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Dommen afsagt af byretten den 7. marts 2012 (BS R2-1127/2010) er anket af H1 v/A med påstand som for byretten om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at virksomhedens momstilsvar for perioden 1. oktober 2008 til 30. september 2009 skal nedsættes med i alt 1.161.387,50 kr., subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at virksomhedens momstilsvar for perioden 1. oktober 2008 til 30. september 2009 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A, der har forklaret bl.a., at H1x ApS var et rengøringsselskab i traditionel forstand med både store og små kunder. Da han begyndte at drive personlig virksomhed i H1, ønskede han at koncentrere sig om større hotelkunder. Der blev indgået kontrakt med disse hotelkunder gældende for et år ad gangen. Vilkårene for udførelsen af rengøringsarbejdet lå derfor som udgangspunkt fast. Både H1x ApS og H1 havde overenskomst med 3F, og det viste sig at give problemer, da virksomheden fik hotelkunder i København. Grunden var, at 3F krævede flere tillæg mv. til de ansatte, uden at han havde mulighed for at regulere prisen i forhold til kunderne. Han har haft et besværligt forhold til SKAT. H1 har angivet moms kvartalsmæssigt, som det skulle. Forudbetalingerne på i alt ca. 4,5 mio. kr. opstod ved, at kunderne betalte, før de havde modtaget ydelsen. Derfor blev der heller ikke udstedt fakturaer til kunderne ved betalingen. Som følge deraf har H1 ikke medtaget forudbetalingerne i momsgrundlaget på tidspunktet for forudbetalingerne, men først ved faktureringen, hvilket typisk skete efter 30-45 dage. Der er kontospecifikationer, der viser dette. De store lønudgifter i perioden 1. oktober 2008 - 31. marts 2010 skyldes bl.a., at H1 tabte en sag om virksomhedsoverdragelse til 3F. I dag har H1 ingen hotelkunder i København. Han har i den relevante periode haft advokatbistand fra to advokatvirksomheder. Regningerne for denne bistand har H1 ikke været i stand til at betale løbende. Derfor er der indgået en afdragsordning. Det er disse afdragsbetalinger, der har dannet grundlag for momsfradrag. Den oprindelige faktura, der dannede grundlag for afdragsordningen, har han ikke fået momsfradrag for. Hertz sendte en stor ekstraregning efter, at de leasede biler var leveret tilbage. Det er denne ekstraregning, han ønsker momsfradrag for. Baggrunden for efterangivelserne er, at han i 2009 tabte en sag ved Højesteret vedrørende H2, der også var personligt ejet. G4 er leverandør af rengøringsmidler. På samme måde som med regningerne for advokatbistand blev der indgået en afdragsordning, og det er disse afdragsbetalinger, der har dannet grundlag momsfradrag.
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes det godtgjort, at der af H1 v/A for den i sagen omhandlede periode er angivet indgående moms på i alt 926.033 kr., der relaterer sig til de under sagen påståede forudbetalinger, eller at virksomheden har fradragsret for beløbet på i alt 235.354,50 kr.
Landsretten stadfæster derfor den indankede dom.
H1 v/A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 80.000 kr. til udgifter til advokatbistand ekskl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, H1 v/A, inden 14 dage efter denne doms afsigelse betale 80.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.