Dokumentets dato: | 28-10-2013 |
Offentliggjort: | 21-01-2014 |
SKM-nr: | SKM2014.67.ØLR |
Journalnr.: | 21. afdeling, B-3153-13 |
Referencer.: | Retsplejeloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Østre Landsret afsagde den 28. oktober 2013 en kendelse, hvor landsretten fastslog, at der kunne foretages udlæg i en erstatningssum tilkendt skyldner ved en byretsdom, uanset at dommen var anket inden udløbet af eksekutionsfristen.SKAT havde foretaget to udlæg i en erstatningssum tilkendt skatteyderen ved en byretsdom, som efterfølgende var blevet anket af modparten inden udløbet af eksekutionsfristen. Skatteyderen indbragte SKATs udlæg for fogedretten, som stadfæstede SKATs udlæg. Skatteyderen kærede herefter fogedrettens afgørelse til Østre Landsret.For Østre Landsret gjorde skatteyderen blandt andet gældende, at udlægget var foretaget i et ikke-eksisterende aktiv og i en fremtidig erhvervelse. SKAT anførte, at erstatningskravet var fastslået ved dom, hvorfor det udgjorde et aktiv, hvis identitet kunne fastslås. Det faktum at kravet på grund af anken til landsretten ikke på udlægstidspunktet kunne tvangsfuldbyrdes, forhindrede ikke SKAT i at foretage udlæggene.Østre Landsret opretholdt de to udlæg foretaget af SKAT. Landsretten henholdte sig i kendelsen til fogedrettens præmisser om, at der var tale om et aktiv tilhørende skyldnerens formue, hvis identitet kunne fastslås, og at der ikke var tale om fremtidig erhvervelse, eftersom erstatningskravet var opstået som følge af en skade, der var sket i 2010, jf. i det hele retsplejelovens § 508.
Østre Landsrets kendelse af 28. oktober 2013, 21. afdeling, nr. B-3153-13
Parter
A
mod
SKAT
Afsagt af landsdommerne
Michael Kistrup, Taber Rasmussen og Marie Louise Klenow (kst.)
.............................................
Fogedrettens kendelse af 27. august 2013, nr. FS 11-3936/2013
Parter
SKAT
mod
A
Der fremlagdes klage af 21. maj 2013 fra advokat LK og bilag A-K.
Påstande
Rekvirenten påstod de af pantefogederne den 20. februar og 14. maj 2013 foretagne udlæg fastholdt.
Skyldner påstod de af pantefogeden den 20. februar og 14. maj 2013 foretagne udlæg ophævet, med undtagelse af det af pantefogeden den 20. februar 2013 foretagne udlæg i den erstatning som G2 Leasing GmbH af Byretten er blevet dømt til at betale skyldner.
Forklaringer
Advokat LK forklarede behørigt formanet, at han den 2. maj 2013 indgik aftale med skyldner om, at han skulle have transport således som anført i den som bilag 2 fremlagte transport. Skyldner underskrev dog først transporten efterfølgende. Han husker ikke den nøjagtige dato. Han denuntierede transporten overfor advokat PJ ved mail af 11. maj 2013. Han har efter han modtog den som bilag K fremlagte mail af 21. maj 2013 fremsendt dokumentation for transporten til PJ. Han fremsendte den ikke i første omgang, idet transporten indeholdt oplysning om en 3. person som var SKAT uvedkommende. Adspurgt af SKAT forklarede han, at det er korrekt, at politiet har rettet henvendelse til ham vedrørende transporten. De ville have oplysninger om, hvornår transporten var underskrevet.
Der er rejst sigtelse mod såvel ham selv som A´s vedrørende transportens rigtighed.
Adspurgt af advokat LK forklarede pantefoged MS, at det er advokat PJ, der har oplyst SKAT om, at politiet ville rette henvendelse vedrørende transporten.
Procedure
SKAT henholdt sig til det i SKATs processkrift anførte.
Skyldner, der frafaldt de i klagen af 21. maj 2013 anførte indsigelser vedrørende anvendelsen af retsplejelovens § 493, gjorde herunder gældende, at de af SKAT den 20. februar 2013 foretagne udlæg under alle omstændigheder ikke omfatter sagsomkostninger, idet det af fogedbogen fremgår, at udlægget foretages i erstatning. Udlægget i erstatningen fra G1 Leasing A/S skal endvidere ophæves, idet det er foretaget i strid med retsplejelovens § 508. Aktivet eksisterer ikke før dommen er endelig, og G1 Leasing A/S ankede dommen indenfor eksekutionsfristen. Sagen verserer nu i Østre Landsret. For så vidt angår det af SKAT den 14. maj 2013 foretagne udlæg, da skal det respektere den af skyldner til advokat LK afgivne transport. Sikringsakten er foretaget forud for SKATs udlæg, jf. den i bilag 2 fremlagte mail af 11. maj 2013 til advokat PJ, der er advokat for såvel G1 Leasing A/S og G2 Leasing GmbH. Det forhold, at advokat PJ først bekræfter denunciationen efter den 14. maj 2013 er uden betydning, ligesom det forhold, at transporten ikke i første omgang var vedlagt.
Sagen udsat.
.......................................
Fogedrettens kendelse af 3. september 2013, FS 11-3936/2013
Ingen var mødt eller tilsagt.
Sagens oplysninger
Det fremgår af sagen, at Byretten den 13. februar 2013 afsagde dom, hvorefter G1 Leasing A/S inden 14 dage skal betale skyldner, A, 300.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 8. august 2011 samt 54.376 kr. i sagsomkostninger, og G2 Leasing GmbH skal betale skyldner 6.817,71 kr. med tillæg af procesrente fra den 8. august 2013. Den 20. februar 2013 foretog SKAT udlæg for 616.865 kr., og af pantefogedbogen fremgår, at det blev foretaget i "erstatning som G1 Leasing A/S og G2 Leasing GmbH er blevet dømt til at betale skatteyder A, vedr. totalskade af "dyr bil". Udlægget er samtidig denuntieret overfor de dømte selskaber." Dommen blev den 22. februar 2013 anket af G1 Leasing A/S.
Ved mail af 11. maj 2013 skrev advokat LK til selskabernes advokat PJ, der førte sagerne for skyldner, at hans klient har givet ham transport
"...
i alle omkostningsbeløb hidrørende fra dine 2 klienter. ... Min klient har desuden givet mig transport i erstatningen kr. 6.817,71 kr. med tillæg af renter 925,65 kr. som G2 Leasing GmbH skylder min klient.
Endelig har min klient givet mig transport for kr. 175.000 i det krav som min klient har på G1 Leasing A/S
..."
Den 14. maj 2013 foretog SKAT på ny udlæg hos skyldner. Denne gang for 903.849,10 kr. Af pantefogedbogen fremgår, at der blev foretaget udlæg i
"...
erstatningskrav, sagsomkostninger mm ved omkostningskæremålet for landsretten, udlæg omfatter også det idømte beløb ved Byretten, kr. 6.817,71 kr. + renter 925 + kæreomkostninger 3.500 i alt 11.243. Sagen omhandler totalskade på en "dyr bil" hos G2 Leasing GmbH og G1 Leasing A/S.
..."
Fogedrettens begrundelse og resultat
Uanset skyldners krav mod G1 Leasing A/S ikke er endeligt afgjort, findes det at kunne gøres til genstand udlæg. Der er herved lagt vægt på, at identiteten kan fastslås, og der ikke er tale om fremtidige erhvervelser henset til, at kravet er opstået som følge af en totalskade af en "dyr bil" i juli 2010.
Da den af advokat LK den 11. maj 2013 denuntierede transport ikke er til hinder for, at der på ny foretages udlæg den 14. maj 2013, tages SKATs påstand til følge. Det bemærkes i denne forbindelse, at udlæg foretages med respekt af 3. mands bedre ret, og at en eventuel fordeling af det udlagte ikke skal foretages under nærværende sag.
Derfor bestemmes
De af SKAT den 20. februar 2013 og 14. maj 2013 hos skyldner A, foretagne udlæg fastholdes.
................................................
Østre Landsrets kendelse af 28. oktober 2013, 21. afdeling, nr. B-3153-13
Ingen var mødt eller indkaldt.
Der fremlagdes kæreduplik af 18. oktober 2013 fra Kammeradvokaten på vegne af SKAT.
Der fremlagdes endvidere brev af 21. oktober 2013 fra advokat LK, der på vegne af A oplyser, at A først den 26. april 2013 blev bekendt med det udlæg, som SKAT foretog den 20. februar 2013, hvorfor udlægget er indbragt for fogedretten inden 4 uger herefter.
Der fremlagdes endelig brev af 22. oktober 2013 fra Kammeradvokaten, der anfører, at da det er usikkert, hvornår A blev bekendt med udlægget af 20. februar 2013, finder SKAT ikke, at skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, skal være til hinder for en materiel prøvelse af udlægget.
Fogedretten har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.
De tidligere modtagne og fremlagte processkrifter og bilag var til stede.
A har nedlagt påstand om, at de udlæg, der er foretaget af SKAT, skal ophæves, for så vidt angår det påankede krav mod G1 Leasing A/S. Hun har til støtte herfor navnlig gjort gældende, at udlæggene er foretaget i et ikke-eksisterende aktiv i strid med retsplejelovens § 508, idet kravet ikke er fastslået ved endelig dom.
SKAT har til støtte for påstanden om stadfæstelse gjort gældende blandt andet, at fordringen mod G1 Leasing A/S uanset anken er et aktiv tilhørende A´s formue.
Efter votering afsagdes kendelse:
Landsretten lægger på baggrund af parternes oplysninger til grund, at udlægget foretaget den 20. februar 2013 er indbragt rettidigt for fogedretten, jf. skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3.
Herefter er landsretten enig i fogedrettens resultat og begrundelsen herfor.
Landsretten stadfæster derfor fogedrettens afgørelse i det omfang, den er påkæret.
T h i b e s t e m m e s
Fogedrettens kendelse stadfæstes.
A skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale 2.500 kr. til SKAT.