Dokumentets metadata

Korrektion - afgiftsgrundlag - fradragsberettiget købsmoms - større kompleks af anpartsprojekter

Højesteret tiltrådte, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte afgiftsmyndighedernes skøn over modværdien af de pantebreve, der udgjorde betalingen for de i sagen omhandlede afgiftspligtige beplantnings- og vedligeholdelsesydelser og dermed nedsættelsen af momsfradraget for indgående afgift af disse ydelser for de i sagskomplekset omfattede 20 HH-kommanditselskaber (stadfæstelse af SKM2012.202.VLR).

Parter

H1.4 ApS
(advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Afsagt af højesteretsdommerne

Børge Dahl, Jytte Scharling, Jon Stokholm, Jens Peter Christensen og Oliver Talevski.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 3. afdeling den 24. januar 2012.

Påstande

Appellanten, H1.4 ApS, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

I 1992 og 1993 fradrog 20 "HH"-kommanditselskaber den indgående moms, som H2 Planteskole A/S havde faktureret kommanditselskaberne for beplantning og vedligeholdelse af skov på den grund, som hvert enkelt kommanditselskab ejede. Sagen angår, om afgiftsmyndighederne har været berettiget til skønsmæssigt at reducere kommanditselskabernes fradrag for indgående moms vedrørende ydelserne fra H2 Planteskole som sket.

Det fremgår af dagældende momslovs § 15, stk. 1, at registrerede virksomheder for hver afgiftsperiode til statskassen skal indbetale forskellen mellem udgående og indgående moms. Hvis den indgående moms for en afgiftsperiode overstiger den udgående moms for samme periode, får virksomheden godtgjort forskellen, jf. nærmere lovens § 23. Den indgående moms, som en virksomhed efter § 15, stk. 1, kan fradrage, udgør vederlaget for de afgiftspligtige varer eller ydelser, virksomheden har modtaget, jf. dagældende momslovs § 7, stk. 1, hvorefter den afgiftspligtige værdi ved afsætning af varer og afgiftspligtige ydelser er "vederlaget" uden moms.

Hvad "vederlaget" efter loven er, skal forstås i overensstemmelse med artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, i 6. momsdirektiv (Rådets direktiv 771388/EØF). I den nævnte direktivbestemmelse er det fastsat, at beskatningsgrundlaget er

"...

den samlede modværdi, som leverandøren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen, aftageren eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.

..."

Det fremgår af EU-Domstolens praksis vedrørende artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, at beskatningsgrundlaget ved levering af varer og tjenesteydelser er den modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. Modværdien er derfor den subjektive værdi, dvs. det beløb, der faktisk modtages, og ikke en værdi, der ansættes efter objektive kriterier. Når vederlaget ikke er i penge, skal modværdien kunne opgøres i penge. Ud over de domme, som landsretten har henvist til, kan der herom bl.a. henvises til dom af 24. oktober 1996 i sag C-288/94, Argos, præmis 16-17.

Vederlaget for H2 Planteskoles ydelser til kommanditselskaberne skulle ikke betales kontant, men blev berigtiget ved et pantebrev med sikkerhed i den enkelte ejendom. Pantebrevet var afdragsfrit i 8 år, hvorefter det forfaldt til fuld indfrielse. Ved opgørelsen i 1992 og 1993 af H2 Planteskoles udgående moms og kommanditselskabernes indgående moms skulle afgiftsmyndighederne derfor - i overensstemmelse med artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, i 6. momsdirektiv og EU-Domstolens praksis herom - fastsætte modværdien opgjort i penge (kontantværdien) af H2 Planteskoles afgiftspligtige ydelser til kommanditselskaberne, dvs. værdien af de pantesikrede fordringer mod kommanditselskaberne.

Højesteret finder, at modværdien af H2 Planteskoles afgiftspligtige ydelser i de nævnte år ikke udgjorde pantebrevenes pålydende værdi, men alene deres kursværdi. Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte afgiftsmyndighedernes skøn over værdien af de afgiftspligtige ydelser.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1.4 ApS betale 250.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.