Dokumentets dato: | 28-01-2014 |
Offentliggjort: | 26-02-2014 |
SKM-nr: | SKM2014.152.SR |
Journalnr.: | 13-5301758 |
Referencer.: | Momsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet kan bekræfte, at Spørgers rådgivning om investeringsmuligheder samt den eventuelle efterfølgende gennemførelse af handler på baggrund af investors beslutning er omfattet af momsfritagelse i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e. Herved er der ikke tale om momspligtig porteføljeforvaltning, jf. EU-domstolens dom i sag C-44/11, Deutsche Bank.Momsfritagelsen omfatter ligeledes de tilfælde, hvor investor afgiver limiterede ordrer.Skatterådet kan imidlertid ikke bekræfte, at momsfritagelsen kan udstrækkes til den situation, hvor der udstedes en tidsbegrænset handelsfuldmagt til Spørger. Her vil der være tale om momspligtig porteføljeforvaltning.
Spørgsmål
Svar
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger ejes af "X", der har etableret Spørger med henblik på samarbejde om henholdsvis administration og investeringer. Der er således, i samarbejde med "X"s direktion, indgået aftaler mellem "X" og Spørger om at håndtere og gennemføre investeringsstrategi og -beslutninger for "X".
Når investeringsstrategien er fastlagt, er Spørgers rolle i disse aftaler løbende at overvåge markedet og give "X" besked, når der er mulighed/behov for at indgå handler inden for rammerne af strategien.
"X"s formål med at indgå aftalen er, at opnå det bedst mulige afkast af den investerede formue. Det sker ved, at "X"s bestyrelse på en række områder selv træffer den endelige konkrete beslutning om at handle samt ved, at "X", for så vidt angår "sædvanlige investeringsbeslutninger", træffer beslutning om køb/salg gennem et beslutningshierarki, hvorefter Spørger kan eksekvere handlerne.
Investeringspolitikken og -strategien er fastlagt i "X"s bestyrelser, og der er under investeringspolitikken etableret et beslutnings- og fuldmagtshierarki, hvorefter investeringsbeslutningerne træffes af "X"s daglige ledelse. En række beslutninger skal dog fortsat forelægges og godkendes i bestyrelsen.
Der er etableret forelæggelses- og beslutningsfora for forskellige niveauer af investeringsbeslutningerne, hvor "X"s daglige ledelse har sæde og træffer endelig beslutning. Der afholdes således månedlige møder i "Y" og ugentlige møder i den såkaldte "YY".
Spørgers rolle i forhold til disse beslutningsfora er at rådgive om og fremlægge beslutningsforslag til såvel investeringspolitik som konkrete strategiske og taktiske investeringsbeslutninger. Beslutningerne træffes som konkrete beslutninger vedrørende enkeltinvesteringer.
Spørgsmål 1 drejer sig om den situation, hvor den konkrete investeringsbeslutning træffes af "X"s daglige ledelse eller bestyrelse, som følge af investeringspolitikken og -strategien.
Baggrunden for spørgsmål 2 og 3 er, at sædvanlige investeringer i henhold til de strategiske investeringsbeslutninger kan gennemføres enten som limiterede ordrer eller på baggrund af handelsfuldmagter.
Limiterede ordrer afgives for en begrænset periode (eksempelvis en måned) med angivelse af konkrete investeringsaktiver, hvor udførelsen af ordren afhænger af, om den ønskede kurs og det ønskede omfang kan opnås i markedet. Denne ordretype er sædvanlig praksis ved afvikling af investorers beslutninger, og er udtryk for, at der kun handles på baggrund af investors konkrete forudgående accept.
Af praktiske årsager er det en fordel og dermed sædvanlig praksis, at handlerne bliver gennemført ved hjælp af handelsfuldmagter udstedt af "X"s daglige ledelse. Handelsfuldmagter vil være udstedt for en begrænset periode, og handelsfuldmagten vil give mulighed for at opfylde beslutningen ved gennemførelse af handler i substituerbare investeringer. Indholdet af handelsfuldmagten bekræftes eller revideres ugentligt, så den i praksis kan bringes til at minde om udstedelse af limiterede ordrer. "X"s daglige ledelse påtegner efterfølgende handelsbekræftelserne på de gennemførte handler. I denne situation træffes beslutningen om gennemførelsen af handlerne formelt ikke på enkeltransaktionsniveau i "X", før handlens gennemførelse, idet handelsfuldmagten som nævnt ikke er begrænset til enkelttransaktioner. Den konkrete udmøntning af handelsfuldmagten på enkelttransaktionsniveau bekræftes til gengæld efterfølgende ved "X"s påtegning af handelsbekræftelserne af "X"s daglige ledelse.
Som en del af aftalen udarbejder Spørger en periodevis afrapportering, der blandt andet omfatter en beregning af det afkast, "X" har opnået på baggrund af Spørgers identifikation af de investeringsmuligheder, som "X" har valgt at benytte.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Indholdet af spørgsmål 1 er netop bekræftet af Skatterådet for en anden spørger i SKM2013.564.SR .
Den praktiske håndtering og gennemførelse af beslutninger, som angivet i spørgsmål 2, ændrer ikke på den faktiske eller juridiske situation, og den momsmæssige behandling bør således heller ikke adskille sig fra svaret på spørgsmål 1.
Den praktiske håndtering og gennemførelse af beslutninger, som angivet i spørgsmål 3, indebærer en formel, men ikke en reel, ændring i forhold til situationen angivet i spørgsmål 2, og svaret bør således heller ikke her adskille sig fra svaret på spørgsmål 1.
Lovregler
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) momsfritager "
Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer[...]"
Henvisning til praksis
EU-Domstolens dom vedrørende Deutsche Bank (sag C-44/11)
EU-Domstolen behandlede i sagen forskellige spørgsmål om en aftale mellem en kunde og en bank (Deutsche Bank), der indebar, at banken kunne træffe selvstændig beslutning om køb/salg af værdipapirer og eksekvere handlerne uden videre i kundens navn og for dennes regning.
Hovedspørgsmålet var, om elementerne i en sådan diskretionær porteføljeplejeaftale var én samlet ydelse, flere forskellige hovedydelser eller én hovedydelse med tilhørende biydelser, samt om indholdet i aftalen var momspligtigt.
Domstolen konkluderede, at kunden alene modtager én ydelse, og at elementerne i aftalen på den baggrund skulle behandles som én samlet ydelse, og at denne ydelse var momspligtig.
EU-Domstolens dom vedrørende Volker Ludwig (sag C-453/05)
EU-Domstolen behandlede i sagen forskellige spørgsmål om en aftale mellem en formidler og en underformidler (Volker Ludwig). Det væsentligste spørgsmål i denne sammenhæng var, om de forskellige elementer i den ydelse, Volker Ludwig leverede, var én samlet ydelse, flere forskellige hovedydelser, eller én hovedydelse med tilhørende biydelser, samt om indholdet i aftalen var moms-pligtigt. Volker Ludwig havde til opdrag at opsøge kunder med henblik på at skaffe dem lån. Volker Ludwig analyserede kundernes økonomiske forhold og henviste til en finansiel virksomhed, der tilbød kunden en aftale.
Domstolen konkluderede, at kunden oplever at få to ydelser, men at den indledende analyse kunne være en biydelse til den egentlige momsfrie formidling af lån, og at den indledende analyse derfor i en sådan situation skulle behandles momsmæssigt som den momsfrie låneformidling. Begge ydelser var i så fald momsfrie.
Dansk praksis
SKAT har på baggrund af EU-Domstolens dom vedrørende Deutsche Bank udsendt et styresignal om en praksisændring vedrørende de aftaler, hvor pengeinstituttet på vegne af en kunde træffer selvstændig beslutning vedrørende køb og salg af værdipapirer og udfører disse beslutninger i kundens navn og for dennes regning. Elementerne i disse aftaler skal behandles som én ydelse, der er momspligtig.
Det fremgår afslutningsvist, at praksisændringen alene gælder de ovennævnte aftaler, og at praksis på øvrige områder inden for momsfritagelserne for finansielle ydelser er uændret. Styresignalet er offentliggjort under SKM2012.751.SKAT .
Skatterådet har bekræftet i et bindende svar offentliggjort under SKM2008.362.SR , at en uafhængig mellemmand - der opsøger kunder, analyserer deres finansielle behov og fremsætter konkrete løsningsforslag - leverer momsfri formidling/forhandling af finansielle transaktioner. Det bindende svar er inkluderet i afsnit D.A.5.11.8.7 i den juridiske vejledning.
Det fremgår i øvrigt af afsnit D.A.5.11 i den juridiske vejledning, at formidling af værdipapirtrans-aktioner er en momsfri aktivitet. En formidler er en uafhængig mellemmand, der har til opgave at give oplysninger om, hvornår det kan være muligt at indgå en handel. Det er ydelsernes art, der er afgørende for, om de er omfattet af en momsfritagelse, ikke om transaktionen faktisk gennemføres.
Denne praksis er senest bekræftet i SKM2013.564.SR .
SKATs indstilling og begrundelse
Lovgrundlag
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) er affattet således:
"Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
1) ....
11) Følgende finansielle aktiviteter:
a) ....
e) Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom."
Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), er affattet således:
"Artikel 135
1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:
a) ...
f) transaktioner, herunder formidling, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med aktier, andele i selskaber eller andre sammenslutninger, obligationer og andre adkomstbeviser, bortset fra varerepræsentativer og de i artikel 15, stk. 2, omhandlede rettigheder og adkomstbeviser"
Praksis
C-44/11 - Deutsche Bank
Dommen omhandler den momsmæssige behandling af såkaldte porteføljeforvaltningsydelser til investorkunder. Investorkunderne var typisk fysiske personer (privatkunder).
Ydelserne bestod i:
I forbindelse med forvaltningen foretog Deutsche Bank ligeledes konto- og depotføring.
Banken var med andre ord - inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi - bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne. Ligesom banken gennemførte handlerne.
Domstolen konstaterede, at disse to elementer i porteføljeforvaltningsydelsen kan leveres særskilt. En investorkunde kan således ønske kun at modtage rådgivning og foretrække selv at træffe afgørelse om og gennemføre investeringstransaktionerne. Modsat kan en investorkunde, som foretrækker selv at træffe afgørelserne om værdipapirinvesteringerne og mere generelt at strukturere og overvåge sin formue uden at foretage salg eller køb, benytte sig af en mellemmand til denne type transaktioner.
Men domstolen konstaterer ligeledes, at den gennemsnitlige investorkunde i forbindelse med porteføljeforvaltning som den af Deutsche Bank i hovedsagen udførte imidlertid søger netop kombinationen af disse to elementer.
Domstolen fandt på den baggrund, at disse to delelementer ikke tjente noget formål hver for sig uden hinanden. Begge elementer var nødvendige for leveringen af den samlede ydelse. Det var derfor ikke muligt at anse det ene element for hovedydelsen og det andet for en biydelse.
Elementerne udgjorde af samme grund momsmæssigt én enkelt økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Denne ydelse var bedømt i sin helhed hverken omfattet af fritagelsen i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), eller g) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) eller f).
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørgers rådgivning om investeringsmuligheder samt den eventuelle efterfølgende gennemførelse af handler på baggrund af investors beslutning er momsfritagne leverancer.
Begrundelse
I EU-domstolens dom i sagen C-44/11, Deutsche Bank, var en bank inden for rammerne af den valgte investeringsstrategi bemyndiget til selvstændigt til at træffe beslutning om at købe eller sælge værdipapirer i kundens navn og for dennes regning (eller undlade sådanne køb eller salg) uden at indhente instruks fra kunderne.
Netop fordi den gennemsnitlige investorkunde i forbindelse med den udførte porteføljeforvaltning søgte en kombinationen af disse to elementer, fandt Domstolen, at disse to delelementer ikke tjente noget formål hver for sig uden hinanden. Begge elementer var nødvendige for leveringen af den samlede ydelse. Det var derfor ikke muligt at anse det ene element for hovedydelsen og det andet for en biydelse.
Domstolen konkluderede derfor, at der momsmæssigt var tale om én enkelt økonomisk ydelse, som det ville være kunstigt at opdele. Denne ydelse var bedømt i sin helhed hverken omfattet af fritagelsen i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra f), eller g) (Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) eller f).
Spørger har oplyst, at når "X" har fastlagt deres investeringsstrategi, så er det Spørgers rolle løbende at overvåge markedet og give "X" besked, når der er mulighed/behov for at indgå handler inden for rammerne af strategien.
"X" bestyrelser eller daglige ledelser træffer - i modsætning til kunderne i C-44/11, Deutsche Bank - selv den endelige konkrete beslutning om at foretage investeringerne, hvorefter Spørger eksekverer handlerne.
Spørgers ydelser må herefter anses for sammensatte ydelser, hvor gennemførelsen af handlerne udgør hovedydelsen, og hvor overvågningen af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg udgør biydelser, jf. også SKM2013.564.SR .
Dette gælder uanset om rådgivningen medfører en beslutning om køb eller salg, jf. også SKM2008.362.SR .
Det er derfor SKATs opfattelse, at Spørgers ydelser, som beskrevet under spørgsmål 1, er at betragte som momsfrie, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at investors afgivelse af limiterede ordrer til Spørger ikke medfører, at spørgers ydelser i forbindelse med gennemførelsen af investors beslutning dermed skifter karakter og anses for momspligtig diskretionær porteføljeforvaltning.
Begrundelse
Det er oplyst, at limiterede ordrer afgives for en begrænset periode (eksempelvis en måned) med angivelse af konkrete investeringsaktiver, hvor udførelsen af ordren afhænger af, om den ønskede kurs og det ønskede omfang kan opnås i markedet. Ordretypen er ifølge Spørger sædvanlig praksis ved afvikling af investorers beslutninger, og er udtryk for, at der kun handles på baggrund af investors konkrete forudgående accept.
Det er SKATs opfattelse, at "X" ved afgivelsen af limiterede ordrer har foretaget den endelige konkrete beslutning om at foretage investeringerne - om end den først skal eksekveres, når bestemte objektive kriterier er opfyldt.
Ydelserne leveret af Spøger i forbindelse med, at "X" afgiver limiterede ordrer, er derfor i momsmæssig henseende at sammenligne med ydelserne beskrevet under spørgsmål 1.
Spørgers ydelser må herefter anses for sammensatte ydelser, hvor gennemførelsen af handlerne udgør hovedydelsen, og hvor overvågningen af markedet og de dermed forbundne konkrete anbefalinger om køb eller salg, samt overvågningen mhp. om de objektive kriterier bliver opfyldt, udgør biydelser.
Dette gælder uanset om rådgivningen medfører en beslutning om køb eller salg, jf. også SKM2008.362.SR .
Det er derfor SKATs opfattelse, at Spørgers ydelser, som beskrevet under spørgsmål 2, er at betragte som momsfrie, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Ja".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at investors udstedelse af en handelsfuldmagt til Spørger, på baggrund af en ugentlig investeringsbeslutning hos investor, ikke medfører, at Spørgers ydelser i forbindelse med gennemførelsen af investors beslutning dermed skifter karakter og anses for momspligtig diskretionær porteføljeforvaltning.
Begrundelse
Det er oplyst, at handler kan gennemføres ved hjælp af handelsfuldmagter udstedt af "X"s daglige ledelser. Handelsfuldmagter vil være udstedt for en begrænset periode, og handelsfuldmagten vil give mulighed for at opfylde beslutningen ved gennemførelse af handler i substituerbare investeringer.
I denne situation træffes beslutningen om gennemførelsen af handlerne formelt ikke på enkel-transaktionsniveau i "X", før handlernes gennemførelse, idet handelsfuldmagten ikke er begrænset til enkelttransaktioner.
Det er SKATs opfattelse, at "X" ved afgivelsen af handelsfuldmagter ikke foretager den endelige konkrete beslutning om at foretage investeringerne. Dette uanset, at indholdet af handelsfuldmagterne bekræftes eller revideres ugentligt, samt at "X"s daglige ledelser efterfølgende påtegner handelsbekræftelserne på de gennemførte handler.
Ydelserne leveret af Spøger i forbindelse med, at "X" afgiver handelsfuldmagter, er derfor i momsmæssig henseende at sammenligne med ydelserne beskrevet i EU-domstolens dom i sagen C-44/11, Deutsche Bank. Ydelserne består således i, at Spørger selvstændigt træffer beslutning om køb og salg af værdipapirer og udfører disse beslutninger ved køb og salg af værdipapirer, og ydelserne består derfor af to elementer, der er så nært forbundne, at de objektivt set udgør én enkelt økonomisk ydelse.
Det er derfor SKATs opfattelse, at Spørgers ydelser, som beskrevet under spørgsmål 3, er at betragte som momspligtige.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.