Dokumentets metadata

Betalingsstandsning - tilsynets erstatningsansvar - manglende betaling af A-skat

Byretten fandt, at tilsynet ikke havde foretaget de nødvendige undersøgelser, der kunne forventes af et tilsyn i dennes egenskab af at være en kontrollerende funktion på vegne af alle kreditorerne, herunder at foretage en undersøgelse af de forhold, der begrundede indledningen af betalingsstandsningen.Retten fandt herefter, at betalingsstandsningen savnede både formål og grundlag, hvorfor betalingsstandsningen hverken burde være indledt eller forlænget, og at tilsynet var erstatningsansvarligt herfor. Retten lægger vægt på, at selskabets bogføring ikke var opdateret og at tilsynet ikke straks sørgede herfor, at tilsynet ikke undersøgte rigtigheden af ledelsens oplysninger om selskabets forhold, herunder at koncernforbundne selskaber kunne bære et eventuelt underskud under betalingsstandsningen, at tilsynet ikke undersøgte en række tvister med SKAT, der begrundede indledningen af betalingsstandsningen, samt at tilsynet ikke løbende kontrollerede virksomhedens konti.SKATs tab var opgjort til A-skatten af de faktisk udbetalte nettolønninger for hele betalingsstandsningsperioden, og retten lagde SKATs tabsopgørelse til grund. Tilsynet blev således ansvarlig allerede for den første lønudbetaling efter indledningen af betalingsstandsningen. Tilsynet havde endvidere ikke dokumenteret, at SKAT ikke havde lidt et tab som følge af bl.a. lønrefusion fra kommunen til virksomheden, eller at der burde have været dækning til § 94 kravene under den efterfølgende konkurs.

Parter

SKAT
(Kammeradvokaten v/ advokat Agnete Brus Krusell

mod

A
(selv)

Afsagt af byretsdommer

Anja Olsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgte kan gøres personlig erstatningsansvarlig for manglende betaling af A-skat og AM-bidrag i forbindelse med sagsøgtes arbejde som beskikket tilsyn under en betalingsstandsning.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte tilpligtes at betale kr. 74.304,- med tillæg af procesrente fra sagens anlæg og til betaling sker.

Sagsøgtes påstand er frifindelse, subsidiært frifindelse for tiden.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, dog er forklaringerne fra hovedforhandlingen gengivet.

Forklaringer

A har blandt andet forklaret, at han blev ansat advokat hos Advokatfirmaet R1, den 1. oktober 2009. Allerede to uger efter sin ansættelse, blev han koblet på sagen med betalingsstandsning som tilsyn. Det var hans første betalingsstandsning. Han havde ikke tidligere arbejdet med insolvensret.

Han fik en henvendelse fra SS. der oplyste, at han havde brug for at virksomheden G1 A/S blev taget under betalingsstandsning, da virksomheden havde en række tvister med SKAT.

Det var virksomhedens forventning, at denne ville få tilført penge, når tvisterne var afgjort, og at man så kunne få solvent afvikling, eller at virksomheden kunne fortsætte sin drift. Han havde ikke noget kendskab til de øvrige sager, der involverede virksomheden.

De forskellige kontorer i landet i advokatvirksomheden R1 er selvstændige i forhold til de andre. Der sker ingen udveksling af oplysninger om sager mellem kontorerne eller udveksling af sager mellem kontorerne. Han blev udpeget som tilsyn for virksomheden på opfordring fra SS. Han fandt ud af, at der var en anden person, der stod registreret som direktør for virksomheden og han fik denne til at underskrive anmodningen om betalingsstandsning. De talte sammen om formålet med betalingsstandsningen, og han fik oplyst, at virksomhedens drift var blevet ødelagt på grund af de tvister der var med SKAT, men at det var den klare intention, at virksomhedens kreditorer skulle betales. I forbindelse med at de talte om dokumentationen for virksomheden og herunder bogføringen, fik han oplyst af SS, at bogføringen skulle på plads under betalingsstandsningen, idet den endnu ikke var endelig registreret. De talte sammen om et muligt arbejdshonorar for SS, der skulle sørge for, at bogføringen endelig kom på plads. Sagsøgte nævnte for ham, at der var mulighed for et honorar i forbindelse med at selskabet lukkede, hvis det viste sig, at der var penge nok. Han gav ham ikke nogen forventning om lønudbetaling.

Han fik oplyst, at driften var indstillet i virksomheden og at der ikke længere var nogle ansatte. Der var således ikke nogen ansættelsesforpligtigelser. SS oplyste, at der kun var ham. Der var ikke nogen lokaler, der var i gang, og der var ingen drift i virksomheden. Det var hans umiddelbare vurdering, at det var realistisk, at virksomheden kunne afsluttes solvent. Der var midler på kontoen og han fik oplyst, at hvis der skulle komme et mindre underskud, så var der tale om tæt forbundne selskaber, hvor man kunne overføre midler fra andre af selskaberne. Der var ikke noget negativt resultat i virksomheden. Han har ikke modtaget de rykkere fra SKAT, som er udsendt. Disse er sendt til selskabets tidligere adresse. Han har kun modtaget anmeldelsen af et foreløbigt krav.

Han havde ikke kendskab, ej heller indsigt i den justifikationssag, som efterfølgende blev behandlet, og han har ingen indsigt i den koncern af virksomheder eller det personsammenfald i ledelsen i koncernen, som man efterfølgende har fået afdækket.

Han udleverede betalingsstandsningsinstruksen til den registrerede direktør MS. Han var ikke bekendt med, at SKAT havde noget krav mod virksomheden. SKAT var ikke angivet som kreditor i den opgørelse af kreditorer, som han så. Han fik oplyst, at der var rod i bogføringen og han accepterede derfor, at SS brugte noget tid på at få styr på tingene.

Der var ikke nogen indikationer, som gjorde ham mistænkelig i forhold til virksomheden. Det var hans indtryk, at SS var tidligere ansat i virksomheden i og med at han agerede som en de facto direktør.

Han undersøgte aktiver for virksomheden og fandt ud af, at der var et lejemål og der også var en andelslejlighed, hvor han havde en aftale med foreningen om, at få denne ryddet. Der var nogle få kontormøbler. Der var en almindelig bankkonto. Den instruks han udleverede omfattede ikke løn for fremtiden.

Han havde et tillidsforhold til SS og modtog ikke nogen information der indikerede, at der kunne ske en skævdeling af betalingen af kreditorerne, herunder vedrørende A-skat. Han orienterede SS om, at denne ikke måtte betale gammel gæld. Det var ikke det samme som at sige, at man ikke måtte betale A-skat. Hvis der blev udbetalt løn, skulle der naturligvis afregnes A-skat.

Efterfølgende har kontoudskrifter fra virksomhedens konti vist, at virksomheden fik en række løntilskud fra det offentlige. Det er hans vurdering, at disse udbetalinger førte til, at SKAT ikke har lidt noget tab.

Der blev oprettet en særskilt konto til selskabet i forbindelse med betalingsstandsningen, men der var ingen indtægter på denne konto. Han lod de få midler, der var på selskabets egne konto, blive stående, da de skulle bruges til at betale mindre poster. Der var tale om småbeløb. Han har ikke noget kendskab til om de personer, der skulle være udbetalt løn til, har været ansat i virksomheden tidligere. Der var ikke nogle aktive ansættelseskontrakter på det tidspunkt, hvor han udleverede instruksen.

Han kan bekræfte, at beløbene i bilag A ikke er afstemt. I forhold til opgørelsen af kravet fra SKAT af den 12. november 2009 havde han talt med SS omkring bogføringen og at fået oplyst, at denne endnu ikke var helt på plads. Han betragtede derfor anmeldelsen som en foreløbig anmeldelse og forventede, at der ville komme en korrigerede anmeldelse fra selskabet til SKAT. SKAT var ikke den eneste § 94 kreditor. Tilsynet havde også et salærkrav, som efterfølgende ikke blev dækket.

Det er hans opfattelse, at påstandsbeløbet ikke hænger sammen. Selskabet ville være lukket som solvent, hvis ikke man efterfølgende havde anmodet om konkurs.

Konkursboet realiserede nogle få andre aktiver som tilsynet ikke havde haft kendskab til. Han mener, at han udførte sin kontrolfunktion som tilsyn. Han havde kendskab til midlerne. Der var ikke udgifter i virksomheder og det var blevet oplyst, at bogføringen var igangværende.

Han udarbejdede ikke nogen åbningsbalance, og han talte ikke med virksomhedens revisor. Han talte heller ikke med advokat KG, der var ansat i samme virksomhed og som stod for justifikationssagen. Han spurgte ikke ind til denne. Han stolede på SS. Han havde en løbende kontakt med denne. Denne orienterede ham om virksomhedens aktiver, herunder aktiviteter.

Han læste ikke årsregnskabet for virksomheden for foregående år og det var også først senere, at han fandt ud af, at virksomheden tidligere havde beskæftiget sig med skønhedspleje. Det var også først senere han fandt ud af, at aktiverne var blevet "kastet rundt" mellem virksomhederne. Han var bekendt med, at virksomheden havde et lejemål beliggende på ... . Han var ikke bekendt med, om der var mellemregninger imellem de koncernforbundne virksomheder.

Forespurgt til eventuelt kontakt med andre advokater hos R1 oplyste han, at selv om virksomheden har fælles logo og hjemmeside, så er der tale om selvstændige enheder. Man har ikke nogen kontakt omkring sagerne imellem enhederne i landet.

NK, har blandt andet forklaret, at han er ansat hos SKAT som specialkonsulent. Hos SKAT har man et såkaldt "warningsystem", hvor forskellige opsatte parameter, kan indikere, at der er fejl i en virksomheds regnskaber. Virksomheden G1 A/S faldt for nogle af disse parameter. Man kunne se, at der var fejl i momsangivelserne.

Det fremgik ikke af regnskabet, at virksomheden havde været involveret i såkaldt EU-handel. Når en virksomhed køber varer i EU, fx. i Tyskland, så sker der ikke nogen betaling af moms. Der skal fastsættes en værdi af den kontrakt, der er indgået. Sælger i udlandet skal listeangive værdien af varen, således at værdien kan kontrolleres hos køber. Når køber videresælger varen, pålægges denne 25 % i salgsmoms og køber skal så selv internt regulere momsen, som en modpost i form af EU-moms.

Ved en efterfølgende kontrol hos selskabet, måtte selskabets revisor erkende, at denne modregning ikke var sket. Dette var i februar eller marts 2009.

Efter gennemgang af regnskaberne kom man frem til, at der manglede momsbetaling på 42 mio. kr. SKAT foretog en efter angivelse, hvilket efterfølgende blev underskrevet af direktør SS.

På grund af beløbets størrelse, kontaktede SKAT Statens advokat. Man fik en udlægsforretning hos virksomheden på deres adresse. Vidnet husker, at denne tog hele dagen, idet virksomhedens aktiver var overdraget til en anden virksomhed. Der var kun en sælger fra virksomheden til stede.

Direktøren var ikke til stede. Man krævede dokumentation for, at aktiviteterne var overdraget til anden side og det tog mange timer at fremskaffe overdragelsesaftalen. Han husker, at der var en repræsentant fra et advokatfirma med, men han husker ikke navnet på dem. Det er heller ikke angivet i hans notat. Det var omkring midten af 2009.

SKAT oplyste, at der var tale om så stort et beløb, at man ikke kunne komme udenom et ansvar for revisoren og direktøren.

Efterfølgende blev han kontaktet af advokat NP fra advokat R2, der spurgte til at blive forsvarer for SS. Da denne endnu ikke var sigtet, kunne han ikke blive det.

Herefter anmodede han statsadvokaten om at overtage sagen. Han husker ikke præcist, hvilket kontor som advokat NP kom fra, men kontoret var beliggende på ... .

Sagens bilag A er om en saldobalance beregnet pr. 30. november 2009. En saldobalance skal normalt indeholde oplysninger om en virksomheds drift og økonomiske forhold, herunder en driftsopgørelse og statusopgørelse. Aktivbalancen skal vise indestående på konti, gæld og værdien af egenkapitalen. En saldobalance opgøres normalt pr. dags dato med indestående og udestående. Således som bilaget opgjort viser aktiver og passiver to forskellige tal og det fortæller, at balancen ikke er afstemt. Der mangler blandt andet overskud underskud af virksomheden samt afskrivninger.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokument af 4. november 2013 og under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

Ad ansvarsgrundlaget

Principalt gøres det gældende, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende i forbindelse med sit hverv som beskikket tilsyn. Sagsøgte er ansvarlig ud fra en skærpet culpabedømmelse, idet der er tale om et professionsansvar.

Som tilsynsførende havde sagsøgte en særlig forpligtelse til at påse, at de løbende forpligtelser over for offentlige myndigheder, der er at anse som såkaldte "tvangskreditorer", blev overholdt. Som anført i Betænkning nr. 983/ 1983, side 11, udøver tilsynet på kreditorernes vegne netop en kontrollerende funktion.

Formålet med betalingsstandsningen

Sagsøgtes har handlet ansvarspådragende, allerede fordi sagsøgte opretholdt betalingsstandsningen på baggrund af en ikke-undskyldelig vildfarelse om, at der fortsat var foretaget arrest i selskabets aktiver desuagtet, at de hos selskabet arresterede aktiver blev frigivet til selskabet allerede i april 2009, dvs., et halvt år forinden betalingsstandsningens indtræden. Dette forhold var eller burde have været sagsøgte bekendt. Herved påførte sagsøgte SKAT et tab.

Det gøres således gældende, at betalingsstandsningen allerede ved dens indtræden savnede fornødent grundlag og formål.

Således gøres det gældende, at der ikke på noget tidspunkt umiddelbart før eller under betalingsstandsningen var udsigt til overskudsgivende drift i selskabet, idet det skal fremhæves, at driften allerede ved betalingsstandsningens indtræden var indstillet.

På baggrund af den af kurator i konkursboet G1 A/S under konkurs udarbejdede redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 3, (bilag 32) må det lægges til grund, at selskabets tilbageværende aktiver på tidspunktet for betalingsstandsningens indtræden var af ganske ringe salgsværdi. Henset til den manglende likviditet til den videre drift af selskabet eller afviklingen heraf, samt den manglende udsigt til oppebærelse af yderligere likviditet under betalingsstandsningen, har eneste sandsynlige udfald på betalingsstandsningen således været en konkurs.

Det er udokumenteret, at den verserende arrestsag mod søsterselskabet ville kunne have tilført yderligere aktiver i G1 A/S. At en række tilknyttede selskaber var gået konkurs, centraliseret omkring to søsterselskaber, der ved omfattende momskædesvig havde unddraget statskassen for et trecifret millionbeløb, medfører således ikke som anført af sagsøgte, at nærværende betalingsstandsning havde et berettiget formål.

Hertil bemærkes, at selskaberne G2 ApS og G1 A/S under arrestforretningen og den efterfølgende justifikationssag blev repræsenteret af en advokat fra advokatfirmaet R1, på hvilket kontor sagsøgte tillige er og var ansat. Som følge af det i retspraksis statuerede "sammenfald" mellem advokater fra samme kontor, må sagsøgte under alle omstændigheder antages at have haft kendskab til justifikationssagen, hvorfor en eventuel vildfarelse om indholdet af justifikationssagen ikke kan være undskyldelig.

Skærpende omstændigheder

Derimod er det en skærpende omstændighed, at selskaberne omkring G1 A/S på tidspunktet for betalingsstandsningen, var taget under konkursbehandling som følge af omfattende momssvig, og at advokatfirmaet R1 var bekendt hermed, idet advokatfirmaet repræsenterede de øvrige selskaber såvel i forhold til SKAT som i forhold til politiet. Det er også en skærpende omstændighed, at der var gennemført en forudgående arrestforretning mod G1 A/S, hvorfor der således allerede af en dommer var fundet, at der forelå en forstikkelsesrisiko.

Sagsøgtes advokatfirma havde således ageret som fast advokat i en længere periode for hele koncernen i forbindelse med en række erstatnings- og omstødelseskrav fra konkursboer eller direkte i forhold til SKAT. Alle sagerne er relaterede til den oprindelige omfattende sag om momssvig i G3 A/S.

Tilsynet havde således kendskab til ikke blot arrestforretningerne men også til at SKAT som tvangskreditor havde lidt store tab som følge af manglende betaling af skatter og afgifter i de tilknyttede selskaber, hvor blandt andet SS havde siddet i ledelsen. Som følge heraf er der være en skærpet forpligtigelse for tilsynet til at sikre sig, at SKAT ikke bliver påført yderligere tab under en betalingsstandsning.

Pligten til at sikre effektiv kontrol

Sagsøgte har yderligere handlet ansvarspådragende, ved ikke effektivt at sikre, at der ikke i betalingsstandsningsperioden blev oparbejdet (yderligere) gæld, hvortil der ikke var dækning. Dette gør sig særligt gældende i et tilfælde, hvor sagsøgte opretholder lønmodtagerforhold under betalingsstandsningen uden effektivt at sikre sig at A-skat og AM-bidrag betales rettidigt i forbindelse med lønudbetalinger.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at sagsøgte ikke tilvejebragte det fornødne grundlag for at opnå tilstrækkelig overblik over og indsigt i selskabets økonomiske forhold før og under betalingsstandsningen. Det af sagsøgte fremlagte bogføringsmateriale ændrer ikke herved.

Yderligere gøres det gældende, at sagsøgte som følge af ikke at have, foranlediget oprettelse af de i betalingsstandsningsinstruksen af 21. oktober 2009 (bilag 7) omtalte, særskilte konti, muliggjorde en adgang for selskabet til egenhændigt at disponere over de på selskabets bankkonti i Danske Bank indestående midler - herunder ved lønudbetalinger uden tilhørende, retmæssig afregning af A-skat og AM-bidrag.

Det er ikke afgørende, at sagsøgte ikke konkret havde godkendt de enkelte lønudbetalinger. Sagsøgte burde således have haft kendskab til lønudbetalingerne, og samtidig hermed have sikret sig, at der blev betalt A-skat.

Henset hertil og til det faktum, at opretholdelsen af bl.a. ansættelsesforholdet for selskabets direktør, SS, er sket efter direkte aftale med sagsøgte, hvorved sagsøgte utvivlsomt har været vidende om, at der foretoges i hvert fald nogle lønudbetalinger i betalingsstandsningsperioden, burde sagsøgte i en sådan situation løbende gennemgå udbetalinger fra en for selskabet fri disponibel bankkonto for effektivt at sikre, at yderligere restancer til skattevæsenet ikke opstod. Dette må særligt gælde i en situation, hvor et betalingsstandsningstilsyn er bekendt med, at nærtstående selskaber med sammenfaldende ledelse med betydelig skyld til SKAT var gået konkurs.

Yderligere gøres det gældende, at sådanne effektive foranstaltninger til hindring af oparbejdelse af yderligere restance ikke kan anses for iværksat ved den af sagsøgte udarbejdede betalingsstandsningsinstruks. Der er ikke heri sket behørig instruktion af selskabet G1 A/S, idet instruksen ikke omhandler udbetaling af løn under betalingsstandsningen.

I denne sammenhæng bemærkes, at sagsøgte tværtimod direkte har givet selskabet grund til at tro, at der ikke skulle betales A-skat under betalingsstandsningsperioden, jf. i denne sammenhæng den som bilag 16 vedlagte mailkorrespondance af 30. november 2009 mellem sagsøgte og direktør SS.

Idet A-skattebetalinger ikke kan karakteriseres som sådanne "udgifter som [er] nødvendige for at selskabet kan få en større indtægt i betalingsstandsningsperioden" gøres det således gældende, at det er som følge af sagsøgtes instrukser - og mangel på samme - at selskabet ikke har betalt A-skat i betalingsstandsningsperioden.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende ved ikke at have iagttaget konkursordenens regler om ligelig behandling af kreditorerne inden for samme konkursklasse, idet sagsøgte netop sikrede sig at eget honorar blev delvist dækket ved uretmæssigt at modtage betaling af selskabets sidste likvider inden konkursens indtræden. Som følge heraf var SKAT eneste kreditor efter konkurslovens § 94, der ikke blev dækket.

Det er kun en skærpende omstændighed, at G1 A/S havde indtægter i betalingsstandsningsperioden, der kunne have været anvendt til dækning af A-skatterne, idet disse indtægter faktuelt ikke blev anvendt til betaling af A-skat.

Subsidiært gøres det gældende, at sagsøgte i det mindste efter den første lønudbetaling i oktober måned 2009 indså eller burde have indset, at der ikke ville blive afregnet tilhørende A-skat og AM-bidrag over for sagsøger - herunder som følge af de likviditetsmæssige problemer i selskabet, G1 A/S´ (nu under konkurs), hvis eksistens sagsøgte indså eller burde have indset allerede ved betalingsstandsningens indtræden.

Havde sagsøgte ført en sædvanlig og effektiv kontrol med selskabets udbetalinger fra dets åbne konti i Danske Bank, ville forholdene omkring nævnte lønudbetaling i oktober måned 2009 være blevet afdækket af sagsøgte. Herved ville de efterfølgende lønudbetalinger uden tilhørende afregning af A-skat og AM-bidrag - og dermed sagsøgers tab herfor - kunne være blevet undgået.

Sagsøgte har således handlet ansvarspådragende ved ikke umiddelbart efter lønudbetalingen i oktober måned og i forbindelse med sagsøgtes kendskab til sagsøgers krav på manglende betalt A-skat for september måned 2009 enten at have sikret sig, at der var midler i selskabet til at afregne skyldig A-skat og AM-bidrag, at have iværksat sådanne foranstaltninger til sikring af, at der ikke for de følgende måneder ville blive udbetalt løn uden afregning af A-skat og AM-bidrag, eller have bragt betalingsstandsningen til ophør ved indgivelse af egen konkursbegæring.

Det bemærkes hertil, at sagsøgte på tidspunktet for SKATs anmeldelse af 12. november 2009 (bilag 15) blev gjort bekendt med, at selskabet allerede inden det trådte i betalingsstandsning havde oparbejdet en samlet restance til sagsøger vedrørende bl.a. moms, A-skat og AM-bidrag på ca. kr. 380.802,00, hvorfor det videre gøres gældende, at der påhvilede sagsøgte en skærpet forpligtelse til at iværksætte effektive foranstaltninger til hindring af oparbejdelse af yderligere restance til SKAT, under betalingsstandsningen.

Med et sådan kendskab til skatterestancer, må det forventes og forlanges, at et betalingsstandsningstilsyn løbende gennemgår udbetalinger fra en for selskabet fri disponibel bank- konto.

Ad tabet:

Det gøres videre gældende, at sagsøger under betalingsstandsningen har lidt et tab stort kr. 74.304,-. Tabet er opgjort på baggrund af de af G1 A/S (nu under konkurs), selv angivne oplysninger til sagsøger (bilag 34) - sammenholdt med de foretagende lønudbetalinger fra selskabets konto i Danske Bank (bilag 8-10) samt medarbejdernes lønsedler (bilag 36).

Det gøres endeligt gældende, at SKATs tab er en såvel kausal som adækvat følge af sagsøgte ansvarspådragende handlinger.

SKATs tab svarer til den A-skat og AM-bidrag, der ikke er blevet indeholdt samtidig med, at der faktisk blev udbetalt løn for et tilsvarende beløb.

Det er i den forbindelse ikke afgørende, om A-skatten er omfattet af konkurslovens § 94 eller § 95. Det gøres således gældende, at der med overvejende sandsynlighed ville have været dækning til skattekravene, såfremt selskabet ikke var trådt i betalingsstandsning, hvorfor tilsynet skal erstatte SKAT det fulde tab.

Tabsbegrænsningspligt

Sagsøgte har gjort gældende, at SKAT ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at rejse indsigelser over for betalingsstandsningen. Dette bestrides, at der efter praksis foreligger sådan en forpligtigelse.

Det er således kun selskabet og tilsynet, der har den fornødne viden til at vurdere, om en betalingsstandsning har det fornødne grundlag, eller om håbløshedstidspunktet allerede er indtrådt, og kreditorerne må kunne have tillid til tilsynets skøn i den forbindelse.

SKAT havde ikke kendskab til selskabets aktiviteter samt værdien af selskabets aktiver, herunder værdien af skønhedsklinikken og det dertil hørende varelager, der dog efterfølgende har vist sig værdiløst, idet lageret bestående af skønhedsprodukter burde have været solgt straks, men på tidspunktet har konkursdekretets afsigelse vær blevet for gammelt til, at det kunne sælges.

Videre har sagsøgte gjort gældende, at SKAT burde have rejst sit erstatningskrav mod SS.

Det gøres heroverfor gældende, at tilsynet er selvstændigt erstatningsansvarligt for SKATs tab ud fra almindelige betragtninger om hæftelsesansvar. Det har ingen støtte i retspraksis, at SKAT skulle være forpligtiget til at rejse et erstatningskrav mod selskabets tidligere ledelse, førend kravet kan rejses mod tilsynet.

For en ordens skyld skal det dog bemærkes, at SKAT har valgt ikke at anlægge sag mod SS, idet der allerede er anlagt en erstatningssag mod pågældende for mere end kr. 42.000.000 (bilag 35), hvorfor SKAT af procesøkonomiske årsager ikke fandt det hensigtsmæssigt at anlægge yderligere søgsmål mod SS.

Det er i øvrigt uden betydning, at lønnen ikke er søgt tilbage fra SS eller de andre lønmodtagere. Sagsøgtes erstatningsansvar er således uafhængig af, om de foretagne lønudbetalinger modsvaredes af reelt udført arbejde og at SKAT kan dokumentere dette.

Sagsøgte har i påstandsdokument af 4. november 2013 og under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

Det bestrides at sagsøger har lidt et tab, subsidiært at det lidte tab kan kræves erstattet af sagsøgte.

Det gøres gældende, at årsagen til, at der angiveligt ikke er tilstrækkelige midler i boet til dækning af sagsøgers krav alene skyldes sagsøgers advokats uforholdsmæssige store salærindstilling i sin egenskab af kurator på kr. 317.000 med tillæg af ad hoc kurators salær på knap kr. 50.000 jf. bilag F, hvilket er et forhold, der ikke kan bebrejdes sagsøgte.

Det gøres gældende, at sagsøger ikke har dokumenteret en årsagssammenhæng imellem sagsøgtes tilsynsansvar og det påståede tab.

Det gøres gældende, at ad hoc kurator jf. bilag D alene har fundet, at kr. 49.457 af sagsøgers anmeldte § 94 krav er anerkendelsesværdigt, idet det resterende er et simpelt krav i boet som ikke kan tilskrives sagsøgtes forhold, idet det hverken følger af en aktiv eller passiv accept fra sagsøgtes side.

Sagsøger har trods opfordret hertil undladt at dokumentere, at den direkte ansvarlige ledelse, som varetog lønudbetaling og indberetning til SKAT ikke kan honorere sagsøgers krav, hvorfor det gøres gældende, at sagsøger bevidst har fravalgt at forfølge sit erstatningskrav og dermed ikke kan dokumentere et tab, ligesom adgangen til at rette kravet mod sagsøgte er fortabt. Der henvises i den forbindelse til, at man som betalingsstandsningstilsyn ikke i lighed med en kurator overtager ledelsen og dermed ledelsesansvaret for et selskab.

Det bestrides, at sagsøgte har påført sagsøger et tab og at sagsøgte har handlet ansvarspådragende overfor sagsøger, idet sagsøgte hverken aktivt eller passivt har godkendt de lønudbetalinger som sagsøger nu fremsætter erstatningskrav på baggrund af, ligesom sagsøgte behørigt har givet ledelsen en betalingsstandsningsinstruks.

Det gøres gældende, at sagsøger bevidst har lukket øjnene for betalingsstandsningen til trods for kendskab hertil. Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøger ikke efterfølgende kan fremsætte erstatningskrav mod sagsøgte for at have lidt et tab, som sagsøger selv har haft tilstrækkelig viden - og dermed også pligt - til at kunne begrænse eller helt undgå.

Det gøres gældende, at sagsøgers tab er opgjort på baggrund af indberetninger fra en person som sagsøger selv angiver som værende særdeles tvivlsom, og det forhold at sagens bilag 34 viser et forskelligt antal ansatte grønlændere på et tidspunkt hvor virksomheden ikke havde nogen drift medfører, at sagsøgers dokumentation er uden nogen bevismæssig værdi. Det bestrides i den sammenhæng at beløbene er udbetalt som påstået af sagsøger.

Det gøres gældende at der ikke er nogen logisk forklaring på, at virksomheden skulle ansætte et antal grønlændere og at indberetningerne således bygger på fri fantasi fra den tidligere ledelses side.

Det gøres gældende, at betalingsstandsningens formål var at gennemføre en solvent likvidation, hvilket kunne være lykkes såfremt sagsøgers advokat ikke havde begæret selskabet taget under konkursbehandling.

De af sagsøger fremførte anbringender bestrides.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er under sagen dokumenteret, at Skifteretten den 22. oktober 2009 tog virksomheden G1 A/S, CVR ..., under betalingsstandsning. Sagsøgte blev, på anmodning af virksomheden, beskikket som tilsyn, jf. § 10 i lov nr. 1259 af 23. oktober 2007 om konkurs.

Det er korrekt, som anført af sagsøgte, at tilsynet ingen selvstændige dispositionsbeføjelser har overfor virksomheden i betalingsstandsningsperioden.

Det er imidlertid rettens opfattelse, at sagsøgte som tilsyn skulle varetage alle kreditorernes interesser i betalingsstandsningsperioden og således udøve en kontrollerende funktion ved at undersøge alle væsentlige aspekter af virksomhedens forhold, herunder virksomhedens selskabsretlige, regnskabsmæssige og ledelsesmæssige forhold. Sagsøgte havde som tilsyn endvidere pligt til at godkende alle væsentlige dispositioner der foretoges af virksomheden under betalingsstandsningsperioden, jf. § 15 i konkursloven.

Der henvises til lovforslaget til lov om ændring af konkursloven m.v. (lovforslag nr. 2.10 fra 1983), hvor der indførtes en obligatorisk pligt for skyldner til at komme med forslag om beskikkelse af et tilsyn (§ 10, stk. 2), og hvor følgende er angivet i lovforslagets bemærkninger til § 10:

"...

I forhold til betænkningsudvalget har justitsministeriet dog fundet det hensigtsmæssigt gennem den foreslåede regel i § 11, stk. 1, 2. pkt., at præcisere, at skifteretten ikke er bundet af skyldnerens forslag til, hvem der skal beskikkes som tilsyn under betalingsstandsningen. Det skyldes, at tilsynet gennem de i øvrigt foreslåede ændringer af reglerne om betalingsstandsning i fremtiden vil indtage en central stilling, som tager sigte på at værne kreditorernes interesser. Tilsynets stilling vil således i nogen grad kunne sammenlignes med hvervet som midlertidig bestyrer eller kurator i et konkursbo.

..."

Retten lægger på grundlag af forklaringen fra sagsøgte til grund, at denne fik oplyst af selskabets repræsentant SS, at virksomheden havde en række tvister med SKAT og at det var forventningen, at virksomheden ville få tilført penge, når tvisterne var afgjort. Tvisterne var af SS angivet til at være den bærende årsag til, at virksomheden ønskede en betalingsstandsningsperiode.

Efter bevisførelsen, herunder særligt sagsøgtes egen forklaring, kan det lægges til grund, at sagsøgte ikke foretog nogen nærmere undersøgelse af, hvori disse mulige tvister/fordringer skulle bestå, endsige eksistensen af disse.

Sagsøgte foretog ikke nogen nærmere undersøgelse af rigtigheden af oplysningen fra SS om, at selskabets eventuelle underskud kunne dækkes ind af koncernforbundne selskaber og sagsøgte accepterede, at SS arbejdede videre med virksomhedens regnskaber, hvilke var oplyst ikke at være opdaterede. Sagsøgte var endvidere bekendt med, at den saldobalance som forelå for virksomheden ikke var afstemt.

Det er rettens opfattelse, at sagsøgte som beskikket tilsyn var forpligtet til at sikre sig, at virksomheden aflagde behørigt regnskab, jf. § 15, stk. 2 i konkursloven, hvilket indebar, at virksomhedens regnskab straks blev afstemt, hvilket sagsøgte burde sikre sig, eventuelt ved antagelse af revisorbistand, jf. konkurslovens § 15, stk. 3. Det er endvidere rettens opfattelse, at sagsøgte som tilsyn var forpligtet til at foretage en løbende kontrol af posteringerne på virksomhedens aktive bankkonti.

Retten er herefter på grundlag af oplysningerne om den manglende undersøgelse af virksomhedens forhold, herunder eksistensen af de oplyste fordringer, der var selve grundlaget for etablering af betalingsstandsningen, enig med sagsøger i, at betalingsstandsningen savnede både formål og grundlag og således hverken burde have været blevet indledt, endsige forlænget.

Det er rettens opfattelse, at sagsøgtes undersøgelsespligt blev forstærket af det faktum, at der ikke bestod noget forudgående klientforhold mellem sagsøgte og virksomheden.

Henset til det anførte, findes sagsøgte som beskikket tilsyn og som advokat at have handlet ansvarspådragende.

Da det efter bevisførelsen må lægges til grund, at der i betalingsstandsningsperioden blev udbetalt løn, hvor der ikke er sket behørig betaling af A-skat og AM-bidrag med 74.574,- kr., findes sagsøgte som beskikket tilsyn at være erstatningsansvarlig herfor.

Som erstatningsansvarlig er det sagsøgte der har bevisbyrden for påstanden om, at de lønudbetalinger, der er dokumenteret beregnet via udskrifter fra Dataløn, og hvilke kan henføres til udbetalinger fra virksomhedens bankkonti, de facto ikke skulle være udbetalt. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Det er endvidere sagsøgte, der har bevisbyrden for påstanden om, at de skete indbetalinger for lønrefusion til virksomheden henfører sig til de samme personer, som der er udbetalt løn for og således skulle kunne medføre, at sagsøger ikke har lidt noget tab. Denne bevisbyrde er endvidere ikke løftet.

Endvidere finder retten ikke grundlag for at kunne lægge til grund, at årsagen til at boets midler ikke var tilstrækkelige til dækning af sagsøgers krav, skulle kunne henføres til kurators uforholdsmæssige store salærkrav.

Da sagsøger findes at have dokumenteret at der er sket behørig retsforfølgning af de i virksomheden involverede personer, kan kravet rettes mod sagsøgte som beskikket tilsyn. Sagsøger gives således fuldt medhold i sagen.

Sagsomkostningerne er fastsat ud fra hovedstolens størrelse, omfanget af skriftsvekslingen samt varigheden af hovedforhandlingen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, advokat A tilpligtes inden 14 dage fra dato til sagsøger, SKAT, at betale 74.304,- kr. med tillæg af procesrente fra 18. november 2011 og til betaling sker.

Sagsøgte skal inden 14 dage betale sagens omkostninger med 15.000,- kr. med tillæg af moms, i alt 18.750,- kr.

Beløbet forrentes i medfør af § 8a i renteloven.