Dokumentets dato: | 12-12-2013 |
Offentliggjort: | 23-04-2014 |
SKM-nr: | SKM2014.274.LSR |
Journalnr.: | 13-5370407 |
Referencer.: | Kursgevinstloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Ikke hjemmel til fradrag for klagerens tab ved indfrielse af inkonvertibelt flexlån ved køb af obligationer til kurs over pari.
Klagen vedrører ikke godkendt fradrag for kurstab.
Landsskatterettens afgørelse
Klageren har bedt om et bindende svar. Der er stillet følgende spørgsmål:
"1. Er de på mine skatteoplysninger indberettede oplysninger om køb af obligationer pr. 13.7.2012 (F1-kredit til i alt kursværdi 462.546 udtryk for at jeg har købt obligationer?
2. Er de på mine skatteoplysninger indberettede oplysninger om salg af obligationer pr. 18.7.2012 (F2-kredit i alt kursværdi 404.764 udtryk for at jeg har solgt obligationer?
3. Er der fradrag i min skattepligtige indkomst af det kurstab, som jeg har lidt kr. 57.782: 2 = 28.891?"
SKAT har besvaret spørgsmål 1 med et "Ja", og spørgsmål 2 og 3 med et "Nej".
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Sagens oplysninger
Indtil den 18. juli 2012 havde klageren og hans ægtefælle et F10-lån i F2-kredit. Da ægtefællerne ønskede at omlægge til nyt lån hos F1-kredit blev lånet i F2-kredit indfriet den 18. juli 2012. Da der var tale om et flexlån, skulle ægtefællerne købe de underliggende obligationer for at indfri lånet i F2-kredit.
Ægtefællerne købte derfor obligationer gennem F1-kredit med handelsdato den 13. juli 2012. I alt købte ægtefællerne obligationer for 462.546 kr. i kursværdi. Det fremgår af klagerens skatteoplysninger. Der er fremlagt et regneark, hvori klageren har indsat de pågældende køb og salg med oplysning om isin-kode.
De selvsamme obligationer er efter klagerens oplysninger solgt med salgsdato den 18. juli 2012. Der er tale om samme obligationer, jf. den oplyste isin-kode, som fremgår af klagerens skatteoplysninger og fremlagte oversigt. Dette køb og salg af obligationer har ifølge klageren betydet, at klageren har realiseret et kurstab på 57.782: 2 = 28.891 kr. (der er to ejere). Tabet har betydet, at der fra klagerens bankkonto er trukket det pågældende beløb, som det har kostet at købe obligationer den 13. juli 2012, som han sælger igen den 18. juli 2012 for at indfri sit obligationslån.
Det fremgår, at der den 13. juli 2012 er købt obligationer nom. 333.270 kr. til kursværdi 384.006 kr., hvilket er indberettet af F1-kredit.
Den 18. juli 2012 har F2-kredit til SKAT indberettet, at lånet med en restgæld på 333.270 kr. er indfriet.
Om isin-kode X fremgår, at der er tale om F2-kredit 4 % SDRO inkonvertible 2018.
SKATs afgørelse
Det bindende svar vedrører spørgsmålet om fradrag for kurstab.
Lovgrundlag
Kursgevinstlovens § 22, stk. 3., der har følgende indhold:
"Gevinst, som en debitor opnår ved ekstraordinær hel eller delvis indfrielse af et kontantlån i danske kroner, medregnes, hvis lånet er ydet med sikkerhed som nævnt i stk. 1, 5. pkt., af et selskab eller en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering. Det gælder dog ikke indfrielse, som foretages af sælger, og indfrielse, som foretages af køber i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, såfremt gælden indfries eller opsiges til indfrielse i perioden fra 6 måneder før til 6 måneder efter afståelsestidspunktet henholdsvis anskaffelsestidspunktet og der for sælger henholdsvis køber er tale om første indfrielse inden for det pågældende tidsrum. 2. pkt. finder ikke anvendelse ved ejerskifte mellem ægtefæller, medmindre indfrielsen sker ved ejerskifte som led i separation eller skilsmisse. 2. pkt. finder heller ikke anvendelse ved en persons afståelse af en ejendom til et selskab m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1 og 2 eller fondsbeskatningslovens § 1, hvor personen og dennes ægtefælle på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse eller aftale har bestemmende indflydelse på selskabets handlemåde. Bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse foreligger altid ved ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne."
Af bemærkningerne til L 194 1996/1997-1 (LOV 1997 439) - Ny kursgevinstlov, fremgår om kontantlån:
"§ 22, stk. 3 og 4, vedrører beskatning af gevinst ved ekstraordinær indfrielse af kontantlån. Reglerne blev indført ved lov nr. 429 af 14. juli 1995.
Bestemmelsen omfatter alene skattepligtige personer.
Beskatningen omfatter alle kursgevinster, der opnås ved at indfri et kontantlån helt eller delvis før det ordinære indfrielsestidspunkt. Gevinsten beskattes som kapitalindkomst. Der er ikke fradrag for eventuelle kurstab ved sådanne indfrielser."
Kursgevinstlovens § 14, stk. 1
Gevinst og tab på fordringer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2 og §§ 15, 17 og 18. 1. pkt. finder dog alene anvendelse, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med nettogevinster og nettotab omfattet af § 23 og gevinst og tab på investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 22, overstiger 2.000 kr.
Definitioner
Flexlån er inkonvertible lån, hvilket vil sige, at lånet udbetales/indfries via salg eller køb af obligationer til den til enhver tid gældende markedskurs på børsen.
Af F3-banks hjemmeside fremgår således:
"Obligationerne bag et FlexLån er inkonverterbare, men det er alligevel muligt at omlægge til et klassisk realkreditlån, hvis du ønsker det.
Du kan indfri lånet ved at opkøbe obligationerne bag til markedskursen med penge fra et nyt realkreditlån. Men du risikerer at skulle indfri dit FlexLån til en kurs over 100, hvis den er nået derop. Hvis indfrielse sker i forbindelse med en rentetilpasning (omkring 1. januar), kan du indfri til kurs 100. Det er dog altid kun den del af gælden, der skal rentetilpasses, der kan indfries til kurs 100."
Begrundelse
Det er klagerens opfattelse, at der er tale om tab på fordringer.
SKAT deler ikke denne opfattelse.
Der er efter SKATs opfattelse ikke tale om et tab på en fordring - men derimod om et kurstab på et flexlån, der er indfriet ekstraordinært i 2012.
Denne opfattelse begrundes med de indberetninger, der er foretaget af F1-kredit og F2-kredit, hvilket klageren har gengivet i det fremlagte regneark.
Heraf fremgår, at klagerens og hans ægtefælle i 2012 har indfriet lån i F2-kredit med en nominel restgæld på 404.764 kr. Der er tale om et flexlån, hvilket har til konsekvens, at en indfrielse af lånet skal ske ved at købe de bagved liggende obligationer.
Dette har ægtefællerne gjort via F1-kredit. Købsprisen for den nominelle restgæld på 404.764 kr. blev 462.546 kr., hvilket svarer til en kurs på ca. 114-115, hvilket også var kursen den 18. juli 2012.
Der er således realiseret et kurstab på 57.782 kr., idet ægtefællerne har måttet betale 462.546 kr. for at blive frigjort for en restgæld på 404.764 kr.
Dette kurstab stammer ikke fra en fordring som anført i kursgevinstlovens § 14. Der er derimod tale om kurstab på gæld.
Et sådan kurstab er ikke fradragsberettiget, jf. kursgevinstlovens § 22, idet § 22 kun omhandler gevinst.
Som konsekvens heraf besvares klagerens spørgsmål derfor således:
"Spørgsmål 1 besvares med Ja, da I via F1-kredit har købt obligationer for at indfri lånet i F2-kredit.
Spørgsmål 2 besvares med Nej, da I ikke har solgt obligationer, men afleveret disse til F2-kredit for at indfri lånet.
Spørgsmål 3 besvares med Nej, da der ikke er fradrag for kurstab ved indfrielse af gæld jf. kursgevinstlovens § 22."
Supplerende oplysning
Spørgsmålet om beskatning af kursgevinst og tab ved en låneomlægning kan være relevant for eventuelle kursændringer, der sker fra det tidspunkt, hvor man erhverver en fordring, til det tidspunkt, hvor man realiserer fordringen.
I den konkrete sag vil det være kursændring fra købet af obligationer den 13. juli 2012 til de bruges til indfrielse den 18. juli 2012.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren har nedlagt påstand om, at han er uenig i SKATs svar på spørgsmål 2 og 3.
Ad spørgsmål 2.
Det er SKATs opfattelse, at de på klagerens skatteoplysninger indberettede tal for salg af obligationer den 18. juli 2012 ikke er udtryk for, at han har solgt obligationer.
SKAT er enig med klageren i, at han har købt obligationer, men ikke enig i, at han har solgt dem, idet det er anført, at klageren i stedet har afleveret disse til F2-kredit for at indfri lånet.
Klageren er af den opfattelse, at han har været obligationsejer, hvilket SKAT er enig i. I og med at klageren har været obligationsejer, så har han nødvendigvis også solgt obligationer den 18. juli 2012.
Det har ikke betydning, i hvilken forbindelse han har solgt obligationer. Det er helt klart klagerens opfattelse, at han har købt og solgt obligationer. Dette fremgår også af de (af F1-kredit og F2-kredit) indberettede oplysninger på klagerens årsopgørelse. Det kan undre, at SKAT ikke har stoppet disse indberetninger, når nu SKAT mener, at de er forkerte.
Det kan også undre, at SKAT på klagerens årsopgørelse har skrevet, at han har solgt obligationer, når SKAT i det bindende svar giver udtryk for, at man ikke er enig i, at klageren har solgt obligationer.
Klageren har citeret følgende fra sin årsopgørelse:
"Vær opmærksom på
Rubrik 32 SKAT har registreret, at du i 2012 har solgt obligationer som er udstedt før 27. januar 2010. Har du købt dem efter 26. januar 2010, skal du selv opgøre og selvangive gevinst/tab. Hvis ikke, er gevinsten ikke skattepligtig og du har ikke fradrag for tab."
Klageren har anført, at SKAT uden anden begrundelse end henvisning til F3-banks hjemmeside påstår, at der er tale om gæld, der indfries i stedet for købte obligationer, som sælges.
Klageren har gjort gældende, at han forventer, at et sådant spørgsmål, som er afgørende for den skattemæssige behandling, besvares under henvisning til lovlige hjemler såsom SKATs egne vejledninger og ikke med henvisning til hjemmesider for realkreditinstitutter.
Ad spørgsmål 3
SKAT er af den opfattelse, at klageren ikke har fradragsret for det realiserede kurstab under henvisning til svar på spørgsmål 2.
Klageren har anført, at han har fradragsret for kurstab realiseret som konsekvens af, at han har købt obligationer for 462.546 kr. og solgt samme obligationer for 404.764 kr. Det fremgår også af de indberettede oplysninger på klagerens årsopgørelse, at han den 18. juli 2012 har solgt selvsamme obligationer, som han havde købt den 12. juli 2012.
Klageren har i øvrigt henvist til sin argumentation i anmodningen om bindende svar.
Klageren har herudover klaget over, at det bindende svar ikke er forelagt Skatterådet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1), 3) og 5) af følgende årsager:
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Landsskatteretten bemærker, at klageren ved stiftelsen af det omhandlede F 10-lån har påtaget sig en gæld til F2-kredit, hvilken gæld klageren har valgt at indfri i 2012.
Landsskatteretten bemærker endvidere, at klageren den 13. juli 2012 med valørdag den 18. juli 2012 har købt obligationer i F1-kredit, svarende til de obligationer han solgte ved lånoptagelsen hos F2-kredit. I forbindelse med indfrielsen af lånet sker der intet salg, idet obligationerne alene "afleveres" til F2-kredit, hvorved lånet indfries og låneforholdet afsluttes. Det herved opståede kurstab til F2-kredit på i alt 57.782 kr. kan ikke anses for et tab på obligationer, men derimod for et tab på selve lånet.
Landsskatteretten finder, at klageren ikke er berettiget til fradrag for det ved indfrielsen opståede kurstab, idet der i kursgevinstloven ikke er hjemmel til fradrag for et sådant kurstab, jf. kursgevinstlovens §§ 20-23.
Landsskatteretten stadfæster derfor den påklagede afgørelse.
For så vidt angår klagen over, at SKAT ikke har forelagt det bindende svar for Skatterådet, bemærkes, at Landsskatteretten ikke har kompetence til at tage stilling hertil, jf. skatteforvaltningslovens § 11.