Dokumentets metadata

Frigørelsesafgift - henstand - overgangsregel

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt H1 Kommune som ejer af fast ejendom kunne benytte reglerne i en overgangslov og få en meddelt henstand med betaling af en pålagt frigørelsesafgift erstattet med beskatning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Dette ville for kommunen indebære en de facto eftergivelse af den pålignede og skyldige afgift, da kommunen som skattesubjekt generelt er fritaget for beskatning (herunder ejendomsavancebeskatning).Den påberåbte overgangsbestemmelse sondrede efter sin ordlyd ikke mellem forskellige former for ejere.Landsretten fandt det mest nærliggende at fortolke overgangsloven således, at det var en betingelse for at anvende den påberåbte bestemmelse, at skatteyderen i det hele taget var skattepligtig af ejendomsavancer, således at der ved anvendelse af overgangsbestemmelsen (fortsat) ville ske beskatning af den indtil da afgiftsbelagte værdistigning.Lovmotiverne støttede denne lovfortolkning, da det efter forarbejderne ikke var hensigten, at beskatningen af værdistigningen skulle bortfalde, men blot at den skulle ske på et senere realisationstidspunkt gennem beskatning af ejendomsavancen. Der var heller ikke støtte i forarbejderne for at antage, at det havde været lovgivers hensigt at frigøre kommuner for allerede pålagt afgift.Da H1 Kommune ikke var skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, var kommunen derfor udelukket fra at tilvælge reglen i overgangsloven med eftergivelse til følge.Sagen var henvist til behandling ved landsretten i første instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Parter

H1 Kommune
(advokat Kaspar Lehmann Bastian)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Mette Sheraz Rovsing)

Afsagt af landsdommerne

B. Vollmond, Gitte Rubæk Pedersen og Pernille M. Corfitsen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt ved byretten den 11. oktober 2012, er af byretten ved kendelse af 20. december 2012 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen drejer sig om, hvorvidt H1 Kommune, der har fået henstand med betaling af frigørelsesafgift vedrørende en række ejendomme, der er overført fra landzone til byzone, kan gøre brug af reglen i § 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og af lov om planlægning samt ophævelse af ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven (Forenklinger m.v.). Såfremt H1 Kommune er berettiget til at vælge at få henstanden erstattet med beskatning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, således som bestemmelsen i § 19, stk. 6, i ophævelsesloven åbner mulighed for, vil det indebære, at kommunen fritages for betaling af henstandsbeløbet uden senere at blive beskattet af ejendomsavancen.

Parternes påstande

Sagsøgeren, H1 Kommune, har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1 Kommune er berettiget til i medfør af reglerne i § 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 at vælge at få henstand med betaling af frigørelsesafgift erstattet med beskatning af fortjenesten på afståelsestidspunktet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Subsidiært påstås sagen hjemvist til fornyet behandling hos SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Der er mellem parterne enighed om, at sagens økonomiske værdi kan opgøres til 13.854.514 kr.

Sagsfremstilling

Efter påklage fra H1 Kommune afsagde Landsskatteretten den 17. juli 2012 kendelse i anledning af, at SKAT havde truffet afgørelse om, at H1 Kommune ikke kunne få henstand med betaling af frigørelsesafgift erstattet med beskatning af avance ved salg efter ejendomsavancebeskatningsloven, jf. § 19, stk. 6 i lov nr. 458 af 9. juni 2004.

Af Landsskatterettens kendelse fremgår blandt andet:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har meddelt, at kommunen ikke kan vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

...

Sagens oplysninger

Den nuværende H1 Kommune blev til ved kommunalreformen i 2007 ved sammenlægning af hhv. H2 Kommune, H3 Kommune og H1 Kommune. De tidligere kommuner har benyttet sig af en forskellig praksis i forhold til reglerne om frigørelsesafgift og henstand hermed. Efter dagældende frigørelsesafgift blev der udløst en afgift på den værdistigning, der forekom ved en landejendoms inddragelse i byzone eller sommerhusområde. Afgiftspligten indtrådte fra og med datoen for kommunens første bekendtgørelse af en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan, og afgiften forfaldt til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige havde modtaget meddelelse om afgiftens beregning. Den afgiftspligtige havde dog mulighed for at søge om henstand med betalingen mod betaling af renter. Frigørelsesafgiften skulle tilsvares af personer, selskaber, foreninger m.v. og dødsboer, uanset de var skattepligtige til Danmark. Staten og kommunerne skulle ligeledes svare frigørelsesafgift.

Ved lov nr. 458 af 9. juni 2004 blev lov om frigørelsesafgift ophævet med virkning fra 2004. På ophævelsestidspunktet havde nuværende H1 Kommune henstand på betaling af 29.727.828 kr. i frigørelsesafgift. Beløbet er ekskl. renter, som er betalt løbende.

I december 2010 bad H1 Kommune om yderligere henstand med betaling af den tidligere pålignede frigørelsesafgift. SKAT imødekom ved brev af 27. januar 2011 H1 Kommunes anmodning.

I brev af 17. maj 2011 til H1 Kommune tilkendegav SKAT på baggrund af en henvendelse fra kommunen, at kommunen ikke kan vælge at overgå til beskatning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven i stedet for at betale frigørelsesafgift, idet kommunen ikke er skattepligtig, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Ved brev af 17. juni 2011 meddelte H1 Kommune ved Advokatfirmaet R1 SKAT, at kommunen havde besluttet at vælge at lade kommunens henstand med betaling af frigørelsesafgift erstatte af beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens regler. Kommunen meddelte samtidigt, at kommunen ønskede en formel afgørelse.

SKATs afgørelse

Da H1 Kommune ikke er skattepligtig, kan kommunen ikke vælge beskatning efter ejendomsbeskatningsloven og derved undgå at betale frigørelsesafgift i forbindelse med salget. Det er en grundlæggende forudsætning for at kunne vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven, at ejeren af ejendommen er skattepligtig. For juridiske personer betyder det, at den juridiske person skal være skattepligtig efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven.

Det understøttes af Ligningsvejledningen 2011-1, afsnit E.J.4., hvor det er anført, at valgmuligheden kun gælder for ejendomme, der på afståelsestidspunktet er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Af Den Juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.H.2.1.1 ., fremgår, at ejendomsavancebeskatningsloven gælder for både fysiske og juridiske personer, der er skattepligtige i og til Danmark, og som ejer fast ejendom.

Klagerens påstand og argumenter

H1 Kommune har nedlagt påstand om, at SKAT skal anerkende, at kommunen er berettiget til i medfør af § 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 at vælge at få henstand med betaling af frigørelsesafgift erstattet med beskatning af fortjeneste på afståelsestidspunktet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Det er SKATs standpunkt, at muligheden for at vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven ikke er mulig for juridiske personer, der er helt eller delvist undtaget fra skattepligt. Tankegangen bag SKATs synspunkt er formentlig, at det ikke bør være muligt - i stedet for at betale frigørelsesafgift - at vælge at få opgjort indkomsten efter ejendomsavancebeskatningslovens regler, hvis den pågældende juridiske person ikke er skattepligtig af avance på fast ejendom.

For H1 Kommune har SKATs standpunkt den konsekvens, at kommunen er afskåret fra at fravælge henstand med betaling af frigørelsesafgift.

H1 Kommune er i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, undtaget fra skattepligt bortset fra skattepligt af netvirksomhed, virksomhed omfattet af elforsyningsloven og visse nærmere angivne vandforsynings- og spildevandsaktiviteter.

Da ingen af de ejendomme, der er blevet pålagt frigørelsesafgift, har relation til de skattepligtige aktiviteter, fører SKATs standpunkt endvidere til, at kommunen er afskåret fra at vælge at overgå til beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens regler.

H1 Kommune er af den opfattelse, at kommunen har mulighed for at vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven, og at konsekvensen af et sådant valg er, at kommunen ikke vil blive beskattet af avancer på de omhandlede ejendomme, og at den tidligere pålignede frigørelsesafgift bortfalder. Det skyldes, at kommunens subjektive skattepligt i henhold til selskabsskattelovens bestemmelser ikke omfatter avancer på de omhandlede ejendomme. Kommunen vil dog blive avancebeskattet efter ejendomsavancebeskatningsloven, hvis ejendommene helt eller delvist overgår til at blive benyttet i kommunal netvirksomhed og elforsyningsvirksomhed omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 7. H1 kommune er således ikke på objektivt grundlag undtaget bestemmelserne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Det bestrides, at muligheden for at fravælge henstand for så vidt angår juridiske personer alene står åben for skattepligtige omfattet af selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, og hvis skattepligt i øvrigt omfatter avancer på fast ejendom i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven.

Det fremgår af ordlyden af ændringslovens § 19, stk. 6, at bestemmelsen omfatter alle

"...

ejere af ejendomme, der er overført eller overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde inden den 1. januar 2004.

..."

Efter lovens ordlyd er ejerens skattemæssige status således ikke afgørende.

Formuleringen

"...

erstatte med beskatning af fortjenesten... efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven

..."

må naturligt læses sådan, at det er en forudsætning, at ejendomsavancebeskatningsloven er relevant i forhold til den konkrete situation. Der skal med andre ord være tale om en situation, som falder inden for ejendomsavancebeskatningslovens anvendelsesområde.

Ejendomsavancebeskatningsloven sondrer alene mellem næringsejendomme, der ikke er omfattet af loven, og andre ejendomme, der er omfattet af loven. I relation til ejendomsavancebeskatningsloven er det uden betydning, hvem der ejer den pågældende ejendom. Lovens ordlyd ses derfor ikke at give grundlag for en antagelse om, at det også er afgørende, at ejendommens ejer er subjektiv skattepligtig i henhold til selskabs- eller fondsbeskatningsloven.

Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at det ikke er et krav, at der faktisk sker beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven. Hverken i lovens ordlyd eller forarbejder skelnes der mellem forskellige ejere. Det fremgår derimod af lovens forarbejder, at lovgiver har været opmærksom på, at kommuner også ejer fast ejendom, som er pålignet frigørelsesafgift, idet det under beskrivelsen af frigørelsesafgiftsloven fremgår, at en betalt frigørelsesafgift ikke tilbagebetales til staten og kommunen, når en ejendom tilbageføres til landzone.

Det havde derfor været naturligt i ændringsloven at optage en bestemmelse om, at kommunerne ikke har mulighed for at vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven. Det er ikke sket, og det er derfor naturligt at fortolke § 19, stk. 6, i ændringsloven sådan, at det ikke er et krav, at ejeren subjektivt er skattepligtig af ejendomsavancer.

Heller ikke i Ligningsvejledningen eller Den Juridiske Vejledning er der støtte for et sådant synspunkt.

For god ordens skyld bemærkes, at hensigten med § 19, stk. 6, ikke er at give mulighed for, at kommuner og andre juridiske personer, der ikke er skattepligtige af avancer på fast ejendom, kan "vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven til" ved at udvide deres subjektive skattepligt til at omfatte avancer på fast ejendom. At dette ikke har været hensigten følger allerede af, at selskabsskattelovens § 17 ikke indeholder en skatteprocent, som beskatningen i givet fald skulle ske med i sådanne tilfælde.

Til støtte for kommunes synspunkt taler endvidere, at i forbindelse med frigørelsesafgiftslovens ophævelse blev lovens § 8 a, stk. 1 - 4, overført til planloven, hvorimod frigørelsesafgiftslovens § 8 a, stk. 5, blev ophævet. Da stk. 5 ikke blev overført til planloven, betyder det, at H1 Kommune vil være berettiget til fuld tilbagebetaling af henstandsbeløb med tillæg af halvdelen af påløbne renter, såfremt de pågældende ejendomme i dag eller på et senere tidspunkt overgår fra byzone til landzone. Det understøtter, at det var lovgivers hensigt, at kommuner ved lovændringen skulle fritages for at betale frigørelsesafgift.

Når det i forarbejderne til bestemmelsen, som overførte frigørelsesafgiftslovens § 8 a, stk. 1 - 4, til planlovens § 46 A, er anført, at "der ikke med forslaget er tilsigtet en ændring af gældende ret", kan det kun tages som udtryk for, at lovgiver i forarbejderne alene forholder sig til retsstillingen for private og ikke til retsstillingen for kommuner og staten. For såvel kommuner og staten var hensigten derimod en reel ophævelse af afgiftspligten, både i relation til frigørelsesafgift opkrævet inden og efter lovens ikrafttræden.

Det var i øvrigt et politisk valg, at staten og kommuner i modsætning til private kunne undgå at betale tidligere pålignet frigørelsesafgift, uden at blive beskattet af avancen ved salg. Det var også et politisk valg, at en privatperson, der havde valgt at betale frigørelsesafgiften, ikke kan få sine penge tilbage. En person, der valgte henstand, kan vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven og undgå såvel beskatning som betaling af frigørelsesafgift.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af § 3, stk. 1, nr. 2, i lovbekendtgørelse nr. 1376 af 7. december 2010 af selskabsskatteloven, at regionerne og kommunerne samt regionale og kommunale virksomheder og institutioner, jf. dog stk. 7 og § 1, stk. 1, nr. 2 f og 2 h, er undtaget fra skattepligt.

Det fremgår af selskabsskattelovens § 3, stk. 7, at kommuner er skattepligtige af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed med at drive netvirksomhed og øvrig virksomhed, som enten er omfattet af elforsyningslovens § 2, stk. 1, om elforsyning eller undtaget efter § 2, stk. 4, fra elforsyningslovens bestemmelser (elnæringsvirksomhed), jf. dog stk. 8, og § 1, stk. 1, nr. 1 og 2 e. Skattepligten omfatter dog ikke indtægt ved produktion af elektricitet og varme ved afbrænding af affald. Hvis kommuner med erhvervsmæssig virksomhed efter 1. pkt. producerer elektricitet og varme i samproduktion, omfatter skattepligten tillige indtægt ved varmeproduktion. Skattepligten omfatter tillige fortjeneste og tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til elnæringsvirksomheden. Besiddelse af aktier m.v. i elselskaber anses ikke for elnæringsvirksomhed efter 1. pkt.

I selskabsskattelovens § 35 O er der indeholdt bestemmelser om fastsættelse af indgangsværdier for kommuner, der overgår til beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 f, eller § 3, stk. 7, af indtægt ved produktion af elektricitet og varme. Indgangsværdierne anvendes for aktiver/gæld, der er erhvervet/påtaget forud for 1. januar 2000.

Selskabsskattelovens § 3, stk. 7, er indsat i selskabsskatteloven ved § 1, nr. 7, i lov nr. 452 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige skattelove.

Det fremgår af selskabsskattelovens § 17, stk. 1, at indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 1-2 a, 2 d-2 i og 3 a-6, og § 3, stk. 7, nævnte aktieselskaber og foreninger m.v. (selskabsskatten) udgør 25 pct. af den skattepligtige indkomst.

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 577 af 7. juli 2002 om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, at der skal svares frigørelsesafgift af ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, når ejendommene eller dele af disse inddrages under en byzone eller sommerhusområde. Afgift skal kun betales af den del af en ejendom, som inddrages under en byzone eller et sommerhusområde.

Af lovens § 1, stk. 2, fremgår, at det samme gælder ejendomme, der den 1. august 1969 blev benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, men som efter dette tidspunkt enten er blevet tilplantet, uden at arealet er undergivet fredskovpligt, eller ikke længere bliver benyttet.

Efter frigørelsesafgiftslovens § 6 kunne der mod sikkerhedsstillelse ydes henstand med betaling af frigørelsesafgiften.

Af frigørelsesafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., fremgår, at henstanden bortfalder i det omfang, den afgiftspligtige ejendom ikke længere benyttes som omtalt i § 1, stk. 1.

Af § 6 i lov nr. 458 af 9. juni 2004 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og af lov om planlægning samt ophævelse af ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og af frigørelsesafgiftsloven (ændringsloven) fremgår, at lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 577 af 7. juli 2002, ophæves. Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

Det fremgår af ændringslovens § 19, stk. 5, at såfremt der er ydet henstand med betaling af frigørelsesafgift efter § 6 i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom for afståelser, der er foretaget før den 1. januar 2004, er henstanden og betingelserne for henstanden fortsat gældende. Henstandsbeløbet er rentefrit i 4 år efter forfaldsdagen og forrentes derefter med 6 pct. p.a. Renterne betales halvårsvis den 1. april og den 1. oktober for det da forløbne halvår. Renterne er fradragsberettiget ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Henstandsbeløbet forfalder til betaling ved ejerskifte. Ved afståelse af en del af den afgiftspligtige ejendom forfalder en forholdsmæssig del af henstandsbeløbet. Henstandsbeløbet forfalder ikke ved ejerskifte, hvis erhververen er den afgiftspligtiges ægtefælle. Henstanden bortfalder, i det omfang den afgiftspligtige ejendom ikke længere benyttes som landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Beløbet forfalder til betaling 6 måneder efter tidspunktet for den vurdering, hvor den ændrede benyttelse konstateres. Henstandsfristen udløber senest 12 år efter forfaldsdagen. Skatteministeren kan i særlige tilfælde indrømme yderligere henstand med betalingen af frigørelsesafgiften.

Af ændringslovens § 19, stk. 6, fremgår, at ejere af ejendomme, der er overført eller overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde inden den 1. januar 2004, og som har fået henstand med betalingen af frigørelsesafgiften, kan vælge at få henstanden erstattet med beskatning af fortjenesten på afståelsestidspunktet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Henstandsrenter tilbagebetales dog ikke.

Af de almindelige bemærkninger til ændringsloven (2003/1 LSF 126 fremsat den 14. januar 2004) er der redegjort for konsekvenserne af ophævelsen for allerede ydet henstand og betalt frigørelsesafgift således:

"...

Ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven får ingen betydning for de ejere af fast ejendom, der har betalt frigørelsesafgift. De vil fortsat skattemæssigt blive behandlet efter de gældende regler. Det betyder, at der fortsat vil blive givet et dobbelt fradrag for den betalte frigørelsesafgift ved salg af ejendommen, ligesom en foreslået ændring af planloven sikrer, at frigørelsesafgift fortsat vil blive tilbagebetalt ved tilbageførsel af et areal fra landzone til byzone til den samme personkreds som i dag.

Ejere af fast ejendomme, der har fået henstand med betaling af frigørelsesafgift, kan efter forslaget vælge mellem fortsat at blive behandlet efter de gældende regler eller overgå til beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Hvis de vælger at blive behandlet efter de gældende regler betyder det, at henstanden fortsætter rentefrit de første 4 år efter zoneovergangen. Derefter forrentes henstanden med 6 pct. p.a. Henstanden kan forlænges, så længe betingelserne herfor er opfyldte, dvs. også ud over 12 år. Ved salg af ejendommen gælder de samme regler som for de ejere, der allerede har betalt frigørelsesafgiften, jf. ovenfor.

For at begrænse antallet af ejere, der har henstand med betaling af frigørelsesafgift, er det dog foreslået, at give disse ejere mulighed for at vælge at lade sig omfatte af ejendomsavancebeskatningsloven i stedet for frigørelsesafgiftsloven. Det betyder, at frigørelsesafgiftsberegningen bortfalder, og at der ved salget af en sådan ejendom skal betales skat efter ejendomsavancebeskatningsloven af den fulde avance. Disse ejere vil dog ikke få tilbagebetalt henstandsrenterne, idet henstandsrenterne alene modsvares den skattekredit, som ejeren har haft under gældende regler. Disse ejere vil således ved afståelsen af ejendommen blive beskattet efter de nye regler. Når det ikke er valgt at gøre disse regler obligatoriske, hænger det sammen med, at de nye regler for visse ejere kan medføre en øget beskatning, hvis den pågældende skatteyder vil blive beskattet af fortjenesten med mere end 50 pct. ved afståelsen. Det skønnes, at de fleste ejere vil vælge at overgå til beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven.

..."

Det lægges til grund, at de omhandlede ejendomme fortsat benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Såfremt de omhandlede ejendomme ikke længere benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, bortfalder henstandsbeløbet. Det fremgår af § 16, stk. 5, 6. pkt. i ændringsloven. H1 Kommune kan derfor ikke, som anført af kommunen, overføre de omhandlede ejendomme til f.eks. en kommunal netvirksomhed og derved undgå at betale den tidligere pålignede frigørelsesafgift.

Ved ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven har det ikke været formålet, at frigørelsesafgift, der var pålignet kommuner, men som ikke var betalt, fordi der var ydet henstand, skulle bortfalde.

§ 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 må efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder og naturligt forstås således, at en kommune, der er ubetinget og fuldstændig undtaget fra skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, 1. led, og som har fået henstand med betaling af frigørelsesafgiften, ikke kan vælge at få henstanden erstattet med beskatning af fortjenesten på afståelsestidspunktet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.

..."

Regelgrundlaget

§ 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og af lov om planlægning samt ophævelse af ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven (Forenklinger m.v.) har følgende ordlyd:

"...

Stk. 6. Ejere af ejendomme, der er overført eller overføres fra landzone til byzone eller sommerhusområde inden den 1. januar 2004, og som har fået henstand med betalingen af frigørelsesafgiften, kan vælge at få henstanden erstattet med beskatning af fortjenesten på afståelsestidspunktet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Henstandsrenter tilbagebetales dog ikke.

..."

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget til ændringsloven (LFF2003-2004.1.126 fremsat den 14. januar 2004) fremgår - ud over hvad der er citeret i Landsskatterettens kendelse - blandt andet:

"...

1. Formålet med lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at forenkle skatte- og afgiftslovgivningen dels ved at reducere antallet af regler og præcisere reglerne dels ved at ændre i uhensigtsmæssige regler med henblik på at gøre reglerne mere fleksible.

...

2. Lovforslagets enkelte dele

Ophævelse af ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven

...

Som led i Skatteministeriets handlingsplan for regelforenkling er det undersøgt, om beskatningen af ejendomsavancer kan forenkles inden for skattestoppets rammer.

I den forbindelse er det undersøgt nærmere, om lov om førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder og frigørelsesafgiftsloven kan ophæves, således at reglerne for beskatningen af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom kan forenkles.

De foretagne undersøgelser er kommet til det resultat, at det vil være hensigtsmæssigt at ophæve de to love, således at den fortjeneste, der i dag er omfattet af de to love, fremover vil blive beskattes efter ejendomsavancebeskatningsloven, afskrivningsloven eller statsskatteloven.

...

Ophævelse af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.

...

Hvis en ejendom senere tilbageføres fra byzone eller sommerhusområde til landzone, tilbagebetales afgiften til ejeren, hvis ejendommen ejes af den samme person, som ejede ejendommen ved zoneovergangen. Ejendomme, der tilhører staten eller kommunerne, er ikke omfattet af denne bestemmelse.

Ved senere salg af ejendommen nedsættes efter de nugældende regler i ejendomsavancebeskatningsloven normalt fortjenesten med et beløb, der svarer til den dobbelte frigørelsesafgift.

Efter forslaget ophæves frigørelsesafgiftsloven.

Ophævelsen af frigørelsesafgiften betyder i princippet, at den værdistigning, der er en følge af en ejendoms overgang fra landzone til byzone, ikke beskattes på det tidspunkt, hvor zoneoverførslen sker, men at beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor ejendommen afhændes.

De gældende henstandsregler medfører dog i forvejen nogen udskydning af skattebetalingen.

Ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven medfører således ikke, at den samfundsskabte værdistigning ikke beskattes. Beskatningstidspunktet udskydes blot til det tidspunkt, hvor den oprindelige ejer sælger ejendommen. Alene i de tilfælde, hvor fortjenesten ved salg af en sådan ejendom er omfattet af parcelhusreglen, vil der ikke ske nogen beskatning af fortjenesten. Det må dog antages at være tilfældet i meget begrænset omfang på grund af grundarealernes størrelse. Desuden vil ophævelsen med de gældende regler om henstand i 4 år og forrentet henstand i 12 år i praksis alene betyde, at man giver afkald på indtægten efter skat fra henstandsrenterne.

...

Ad ophævelse af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom

Provenuet af frigørelsesafgiften forventes i 2003 og de nærmeste år at blive ca. 60 mio. kr., hvortil kommer henstandsrenter på 20 mio. kr., i alt 80 mio. kr. Provenuet fordeles med halvdelen til staten og den anden halvdel til den kommune, hvori ejendommen er beliggende.

Den foreslåede ophævelse af frigørelsesafgiften indebærer, at disse provenuer bortfalder.

...

Samlet set vurderes det, at en ophævelse af frigørelsesafgiften på langt sigt vil medføre en stigning i provenuet af ejendomsavancebeskatningen på ca. 70 mio. kr., således at ophævelsen af frigørelsesafgiften isoleret set vil medføre et merprovenu i størrelsesordenen 10 mio. kr.

Ophævelsen af frigørelsesafgiften indebærer imidlertid tillige, at betalingen af henstandsrenter bortfalder, hvilket skønnes at medføre et provenutab på ca. netto 10 mio. kr. årligt, idet henstandsrenterne er fradragsberettigede.

Samlet vurderes det på denne baggrund, at den foreslåede ophævelse af frigørelsesafgiftsloven er nogenlunde provenuneutral for det offentlige under èt. Forslaget indebærer et provenutab for staten på 4 mio. kr. årligt, og kommunerne får et tab på 11 mio. kr. årligt, mens amtskommunerne vil få en gevinst på 15 mio. kr. årligt. Provenugevinsten til amterne skyldes især, at ejendomsavancen efter forslaget vil indgå i deres skattegrundlag, medens de ikke får del i frigørelsesafgiften efter gældende regler.

Den foreslåede overgangsordning indebærer, at personer, der har henstand med betaling af frigørelsesafgift, kan vælge at overgå til beskatning efter de foreslåede regler, hvorved de undgår betaling af fremtidige henstandsrenter. Denne mulighed må antages at blive benyttet i situationer, hvor ejendommen først forventes afstået efter en årrække, da besparelsen på henstandsrenterne her mere end opvejer stigningen i skattebetalingen ved afståelsen. Omvendt vil besparelsen på henstandsrenterne være mindre end skattestigningen, såfremt ejendommen forventes afstået indenfor en kortere årrække, således at disse ejere vælger at forblive på gældende regler.

Overgangsordningen indebærer, at der samlet set i de første år vil være et provenutab på ca. 1 mio. kr. årligt, hvor statens tab udgør 2 mio. kr. årligt, kommunernes tab ca. 5 mio. kr. årligt, mens amtskommunerne vil få et merprovenu på 6 mio. kr. årligt.

I finansåret 2004 skønnes provenuvirkningen at være et tab på 1 mio. kr.

..."

I de specielle bemærkninger er der til § 6, der indeholder bestemmelse om ophævelse af frigørelsesafgiftsloven, anført:

"...

Til § 6

Efter den foreslåede bestemmelse ophæves frigørelsesafgiftsloven. Ophævelsen af frigørelsesafgiften betyder, at den værdistigning, der efter de gældende regler beskattes efter frigørelsesafgiftsloven fremover beskattes efter ejendomsavancebeskatningsloven og efter afskrivningsloven.

Den væsentligste forskel på den gældende beskatning og den fremtidige beskatning er, at den væsentlige værdistigning, der er en følge af en ejendoms overgang fra landzone til byzone, ikke beskattes på det tidspunkt, hvor zoneoverførslen sker, men udskydes til det tidspunkt, hvor ejendommen afhændes. Det vil dog i praksis næppe have den store betydning, da de fleste ejere af ejendomme, der bevarer uændret landbrugsdrift, vælger at udskyde skattebetaling i mindst 4 år, da henstand med betaling af frigørelsesafgiften er rentefri de første 4 år.

Ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven medfører således ikke, at den samfundsskabte værdistigning undgår beskatning.

For så vidt angår overgangsreglerne ved ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven henvises til bemærkningerne til § 16.

..."

Procedure

H1 Kommune har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 11. februar 2014, hvori blandt andet er anført:

"...

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at H1 Kommune er berettiget til i medfør af § 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 at vælge at få henstand med betalingen af frigørelsesafgift erstattet med beskatning af fortjenesten på afståelsestidspunktet efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Det gøres gældende, at det ikke er en forudsætning for at kunne foretage et valg efter bestemmelsen, at ejerens subjektive skattepligt omfatter avancer på fast ejendom.

...

Bestemmelsens ordlyd er ikke klar. Bestemmelsen kan - således som Landsskatteretten og Skatteministeriet antager - læses sådan, at det er en forudsætning, at ejerens subjektive skattepligt omfatter avancer på fast ejendom. Bestemmelsen kan imidlertid også læses sådan, at det afgørende er, om ejendommen er én af de typer af ejendomme, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler, og at det ikke er afgørende, hvem ejeren er, og hvorledes dennes subjektive skattepligt er. Sidstnævnte spørgsmål afhænger af selskabsskattelovens (og for fysiske personers vedkommende af kildeskattelovens) regler, som bestemmelsen ikke henviser til.

Selvom ordlyden ikke er entydig, bekræfter de foreliggende fortolkningsmomenter, at bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med det af H1 Kommune anførte.

Især følgende fortolkningsmomenter kan fremhæves:

H1 Kommunes fortolkning støttes for det første af lovgivers hensigt med beskatningen og formålet med overgangsreglerne.

Indtil ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven var retsstillingen den, at frigørelsesafgiften udløstes ved ejendommens overgang fra landzone til byzone, jf. frigørelsesafgiftslovens § 1. Ved et efterfølgende salg af ejendommen kunne ejeren, i det omfang der skulle betales skat af fortjenesten ved salget af ejendommen, i avancen fradrage et beløb svarende til den dobbelte frigørelsesafgift, jf. den dagældende ejendomsavancebeskatningslovs § 6, stk. 4. Fradraget skulle sikre, at ejeren ikke kom til at betale skat af den værdistigning, der skyldtes overgangen fra landzone til byzone to gange. Da kommuners subjektive skattepligt heller ikke dengang omfattede avancer på frigørelsesafgiftspligtige ejendomme, skulle kommuner ikke betale avanceskat af værdistigningen ved et efterfølgende salg. Lovgiver var naturligvis selvsagt fuldt ud bekendt med sidstnævnte forhold.

Ved afskaffelsen af frigørelsesafgiftsloven går man i stedet over til en ordning, hvor zoneovergangen ikke udløser beskatning, og der ikke indrømmes fradrag for frigørelsesafgiften ved et efterfølgende salg af ejendommen. Værdistigningen beskattes således på salgstidspunktet i det omfang, der skal betales skat af avancen ved salget af ejendommen ("de nye regler"). Da kommuners subjektive skattepligt ikke omfatter avancer på frigørelsesafgiftspligtige ejendomme, skal kommuner ikke betale avanceskat af værdistigningen ved salget af ejendommen. Lovgiver var selvsagt også fuldt ud bekendt med dette forhold. Fremadrettet indebar ordningen reelt et bortfald af kommuners pligt til at betale skat af værdistigningen ved zoneovergangen.

Der er ikke grundlag for en antagelse om, at "de nye regler" ikke også skulle gælde for ejere, der havde henstand med frigørelsesafgiften. Det fremgår således af forarbejderne, at lovgivers hensigt var, at alle ejere, der havde henstand med frigørelsesafgiften, skulle omfattes af "de nye regler". Formålet med overgangsreglerne i ændringslovens § 19, stk. 5 og 6, var således ifølge forarbejderne alene at sikre, at visse ejere (nærmere bestemt ejere, der bliver beskattet af avancen med mere end 50 % ved salg) ikke blev påført en øget beskatning i forhold til beskatningen efter de gamle regler.

Kommuner blev - som beskrevet ovenfor - ikke påført en øget beskatning, men tværtimod stillet gunstigere efter "de nye regler" end efter de gamle regler, idet de ikke er skattepligtige af avancer på frigørelsesafgiftspligtige ejendomme, jf. selskabsskattelovens § 3. Det er derfor i strid med lovgivers hensigt og formålet med overgangsreglerne, at fortolke disse sådan, at kommuner skulle være afskåret fra at foretage et valg efter § 19, stk. 6, fordi deres subjektive skattepligt ikke omfatter frigørelsesafgiftspligtige ejendomme.

At lovgivers hensigt var, at "de nye regler" skulle finde anvendelse også for kommuner, der havde henstand med frigørelsesafgiften, støttes også af, at frigørelsesafgiftslovens § 8A, stk. 5, blev ophævet samtidig med ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven. I modsætningen til de øvrige bestemmelser i frigørelsesafgiftslovens § 8A, blev § 8A, stk. 5, således ikke videreført i planloven. Bestemmelsen i § 8A, stk. 5, gik ud på, at kommuner (og staten) ikke kunne få frigørelsesafgiften tilbage, hvis ejendommen efterfølgende ændrede zonestatus fra byzone til landzone. Baggrunden for ophævelsen af bestemmelsen i frigørelsesafgiftslovens § 8A, stk. 5, må antages at være, at den blev anset som overflødig, som følge af, at kommuner kan foretage et valg i medfør af § 19, stk. 6.

H1 Kommunes fortolkning støttes for det andet af ophævelsen af frigørelsesafgiftslovens § 8A, stk. 5.

Udover at ophævelsen af frigørelsesafgiftslovens § 8A, stk. 5, - som nævnt - er et resultat af lovgivers hensigt om, at "de nye regler" også skulle finde anvendelse på ejere, der har henstand med frigørelsesafgiften, taler ophævelsen af bestemmelsen endvidere kraftigt mod Skatteministeriets fortolkning af § 19, stk. 6.

Efter ophævelsen af § 8A, stk. 5, kan kommuner få frigørelsesafgiften tilbage, hvis ejendommen efterfølgende ændrer zonestatus fra byzone til landzone. Er der ydet henstand bortfalder henstandsbeløbet. Ophævelsen af § 8A, stk. 5, indebærer, at det i vidt omfang vil være muligt for kommunerne at nedbringe henstandssaldoen ved at lade ejendomme, der er overgået til byzone før 1. april 2004 gå tilbage til landzone. Over tid vil de fleste ejendomme, der forsat indgår i henstanden, kunne føres tilbage til landzone med hjemmel i planlovens bestemmelser herom.

Endvidere støttes H1 Kommunes fortolkning for det tredje af forarbejderne.

Forarbejdernes omtale af de nye regler og overgangsreglerne er i alt væsentligt koncentreret om private ejeres retsstilling. Dette er naturligt henset til, at det er for private ejere, at lovgivers hensigt om at alle ejere, der havde henstand med frigørelsesafgiften, skulle omfattes af "de nye regler", fører til en skærpelse af beskatningen. Forarbejderne udtaler ikke, at det - hvis ejeren er en kommune - er en forudsætning for at foretage valget, at ejerens subjektive skattepligt omfatter avancer på fast ejendom. Det fremgår af forarbejderne, at lovgiver var opmærksom på, at også kommuner ejede fast ejendom, for hvilke der var givet henstand. Hvis det havde været lovgivers hensigt, at kommuner skulle være udelukket fra at foretage et valg efter § 19, stk. 6, havde det derfor været naturligt at nævne dette udtrykkeligt. Dette skete imidlertid ikke.

Herudover støtter det - for det fjerde - H1 Kommunes fortolkning, at det står klart, at det heller ikke for private ejere er et krav for at foretage et valg efter § 19, stk. 6, at der sker beskatning af avancen ved et efterfølgende salg. Parcelhusejere, der har henstand, vil således kunne foretage et valg, selvom avancen ved efterfølgende salg er skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Også dette støtter H1 Kommunes fortolkning, hvorefter kommuner ikke er afskåret fra at foretaget et valg efter § 19, stk. 6.

Det bestrides, at sammenligningen med parcelhusejeres retsstilling ikke er relevant ved fortolkningen af overgangsbestemmelserne. Parcelhusejernes retsstilling efter "de nye regler" er netop med til at bekræfte, at det ikke er afgørende for at foretage et valg efter § 19, stk. 6, at der ikke er hjemmel til beskatning af ejendomsavancen. At det måske forventedes, at der angiveligt ikke var mange parcelhusejere, der reelt ville blive berørt af lovændringen, er derimod ikke afgørende for fortolkningen.

Endelig - for det femte - ses heller ikke Ligningsvejledningen at støtte et synspunkt om, at det er en forudsætning for at foretage et valg i medfør af § 19, stk. 6, at ejeren af ejendommens subjektive skattepligt skal omfatte avancer ved salg af fast ejendom.

Skatteministeriet har under skriftvekslingen givet udtryk for, at det forekommer urimeligt, at H1 Kommune stilles gunstigere, end de kommuner, som har betalt frigørelsesafgift i stedet for at få henstand med betaling. Overgangsordningen er imidlertid under alle omstændigheder ikke altid retfærdig. Eksempelvis vil en ejer af et parcelhus, der har skiftet zonestatus inden ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven, bliver behandlet forskelligt afhængig af, om han i sin tid valgte at betale frigørelsesafgiften eller søge om henstand. Valgte han at betale frigørelsesafgiften, kan han ikke få den betalte afgift tilbage, og da avancen ved salg af parcelhuset er skattefri, får han heller ikke fradrag for den betalte afgift i ejendomsavancen. Valgte han derimod at få henstand med frigørelsesafgiften, kan han nu vælge beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven og derved helt undgå afgift og beskatning. Denne konsekvens af overgangsreglen, er blot udtryk for et politisk valg.

H1 Kommunes fortolkning sikrer desuden, at kommunerne behandles ens, afhængig af om deres ejendomme blev solgt før eller først sælges efter ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven. Hvis ejendommen blev solgt før ændringen, vil den pågældende kommune skulle betale frigørelsesafgift, uanset om der oprindeligt blev valgt henstand eller ej (henstanden forfaldt ved salg). Sælges en ejendom efter ændringen vil den være skattefri (og fri for frigørelsesafgift), uanset om den pågældende kommune havde en henstandssaldo eller ej.

Sagsøgerens fortolkning sikre således netop ligestilling af kommunerne vedrørende salg af fast ejendom og lader ikke den enkelte kommunes praksis i relation til inddragelse af jord under byzone få betydning.

..."

Skatteministeriet har procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 12. februar 2014, hvori blandt andet er anført:

"...

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt H1 Kommune er berettiget til at benytte reglerne i en overgangslov og få en meddelt henstand med betaling af en pålagt frigørelsesafgift erstattet med beskatning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Dette vil for kommunen indebære en eftergivelse af den pålagte afgift, da kommunen som skattesubjekt generelt er fritaget for beskatning.

Spørgsmålet er dermed reelt, om ophævelsesloven giver hjemmel til den ønskede gældseftergivelse, der vil være konsekvensen for den ikke-skattepligtige kommune ved en behandling efter ejendomsavancebeskatningslovens regler.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at der ikke er hjemmel til at lade H1 Kommune slippe for at betale den - ubestridt - skyldige frigørelsesafgift, som kommunen har fået henstand med.

Den af kommunen påberåbte overgangsbestemmelse i ophævelseslovens § 19, stk. 6, har følgende ordlyd...

Hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejder støtter kommunens anbringende om, at kommunen kan benytte overgangsordningen og få den skyldige frigørelsesafgift erstattet med beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens regler med de facto skattefrihed til følge:

En nødvendig forudsætning for at kunne benytte sig af overgangsordningen er efter bestemmelsens ordlyd således, at skatteyderen i det hele taget er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, der ønskes tilvalgt.

Det er ikke tilfældet med H1 Kommune, der som skattesubjekt generelt er fritaget for skattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Kommunen er afskåret fra at vælge skattemæssig behandling efter et regelsæt, som kommunen ikke er omfattet af.

Bestemmelsen ordlyd forudsætter netop også, at frigørelsesafgiften "erstattes" med beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens regler, hvilken betingelse ikke er opfyldt i kommunens tilfælde.

Forarbejderne til ophævelsesloven viser også, at det ikke har været lovgivers intention, at den allerede pålignede afgift skulle eftergives for kommunerne.

Af de almindelige bemærkninger i forarbejderne fremgår, at det efter ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven var meningen, at den opnåede værditilvækst ved overgang fra land- til byzone (i altovervejende grad) fortsat skulle beskattes - blot gennem andre regelsæt, jf. forarbejderne, side 8, højre spalte...

Der var dermed alene tiltænkt, at beskatningen skulle ændres for ejere af ejendomme omfattet af parcelhusreglen, hvor hvem avancen er skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens regler; bortset fra parcelhusejerne (der skønnedes blot at udgøre en lille del) var det altså forudsat, at ophævelsesloven ikke ændrede på, at værditilvæksten skulle beskattes, men alene på hvordan den blev beskattet.

Det var således ikke meningen at lade loven få tilbagevirkende kraft til fordel for kommuner, der har fået henstand med den skyldige frigørelsesafgift.

En sådan tilbagevirkende kraft kræver klar lovhjemmel, som ikke foreligger.

Hvis hensigten udover en fremadrettet afgiftsfritagelse havde været, at allerede pålignet frigørelsesafgift helt skulle bortfalde for kommuner, ville det have været naturligt (og nødvendigt), at denne hensigt kom til udtryk i lovens ordlyd eller bemærkninger, sådan som det er tilfældet med reguleringen af parcelhusejerne.

Provenubetragtningerne i forarbejderne viser også, at lovgiver ikke har forudsat et sådant væsentligt provenutab ved overgangsordningen, der ville være konsekvensen af en anvendelse af § 19, stk. 6, af kommunerne og derved en gældseftergivelse for disse skatteydere.

Det er i øvrigt oplagt, at det vil være i alle kommuners interesse at blive fritaget for en allerede pålignet frigørelsesafgift, sådan som kommunens standpunkt er i nærværende sag med beskatning efter en lov - ejendomsavancebeskatningsloven - som kommunen jo ikke er omfattet af. Hvis det havde været lovgivers hensigt, var der derfor ikke nogen grund til at lade denne fritagelse bero på et aktivt tilvalg fra kommunernes side.

Den fortolkning af overgangsreglerne, som H1 Kommune påberåber sig, vil føre til, at kommunen (og andre kommuner i lignende situation) stilles gunstigere, end de kommuner, som har betalt frigørelsesafgiften i stedet for at få henstand med betalingen. Det har heller ikke været hensigten med overgangsreglerne.

Til støtte for anbringendet om, at lovgiver har haft til hensigt at eftergive kommunen den pålagte afgift, henviser kommunen - ud over bestemmelsens ordlyd - til, at frigørelsesafgiftslovens § 8a, stk. 5, i modsætning til § 8a, stk. 1 - 4, ikke blev videreført i planlovens § 46A i forbindelse med vedtagelsen af ophævelsesloven.

Forarbejderne redegør for, at bestemmelsen i § 8A blev overført til planlovens kapitel 10, som i forvejen indeholdt bestemmelser om kompensation ved tilbageførsel af "privat ejede arealer". Det fremgår også, at der ikke er tilsigtet en ændring af gældende ret...

Det bestrides, at denne parallelle ændring til ophævelsen af frigørelsesafgiftsloven giver grundlag for en fortolkning af overgangsreglerne, som medfører den reelle ophævelse af afgiftspligten for allerede pålignet afgift, som H1 Kommune påberåber sig.

Sammenfattende gøres det gældende, at det efter lovens ordlyd og forarbejder har formodningen imod sig, at lovgivers intention har været, at ejeren af ejendommen (kommunen) ved et ensidigt valg kan opnå, at frigørelsesafgiften bortfalder uden at blive erstattet af beskatning af ejendomsavancen ved afståelse.

..."

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter ordlyden af bestemmelsen i § 19, stk. 6, i lov nr. 458 af 9. juni 2004 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove og af lov om planlægning samt ophævelse af ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven (Forenklinger m.v.) finder landsretten det mest nærliggende at forstå bestemmelsen således, at det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at ejeren er skattepligtig af ejendomsavancer, således at der vil ske beskatning efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Forarbejderne til ændringsloven understøtter denne fortolkning. Det fremgår af forarbejderne, at formålet med ændringsloven var regelforenkling, og at det ikke var hensigten, dog med en enkelt undtagelse for så vidt angik parcelhusejere, at ændringsloven skulle medføre, at den samfundsskabte værdistigning på zoneskiftede ejendomme ikke skulle beskattes, tidspunktet herfor ville blot blive udskudt.

Efter ændringsloven og forarbejderne hertil finder landsretten endvidere ikke, at der er holdepunkter for at antage, at det har været lovgivers hensigt at frigøre kommuner, der har opnået henstand med betaling af frigørelsesafgift, for pligten til at betale denne afgift.

Landsretten finder herefter, at H1 Kommune, der i medfør af reglerne i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, ikke er skattepligtig efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, er udelukket fra at gøre brug af valgmuligheden i overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 6, i ændringsloven.

Landsretten frifinder som følge heraf Skatteministeriet for H1 Kommunes principale påstand. I den foreliggende situation er der herefter ikke grundlag for at tage stilling til den af H1 Kommune nedlagte hjemvisningspåstand.

Efter sagens udfald skal H1 Kommune betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 300.000 kr. inklusiv moms. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 Kommune betale 300.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.