Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - negativt privatforbrug - begrundelse - officialprincippet

Skattemyndighederne havde tilsidesat skatteyderens regnskabsgrundlag for indkomstårene 2004-2006 og fastsat hans indkomst skønsmæssigt.Det regnskabsmateriale, som skatteyderen havde indleveret til SKAT, var ubestridt tilsidesætteligt. Skatteyderen fik imidlertid under sagens behandling for Landsskatteretten udarbejdet nye regnskaber for de omhandlede indkomstår.Skatteyderen gjorde gældende, at de privatforbrugsopgørelser, som forhøjelserne baserede sig på, var ufyldestgørende, navnlig fordi de indeholdt forkerte tal om hans gæld. Indkomsten skulle ifølge skatteyderen i stedet fastsættes i overensstemmelse med de nye regnskaber, som var blevet indleveret for Landsskatteretten. I anden række gjorde skatteyderen gældende, at SKATs afgørelse led af en række formalitetsmangler, der medførte, at afgørelsen var ugyldig.Landsretten fandt, at SKAT havde været berettiget til at fastsætte skatteyderens indkomst skønsmæssigt.Landsretten fandt videre, at der ikke var blevet ført et tilstrækkeligt bevis for, at skatteyderen gennem øget gældssætning var blevet tilført likviditet til privatforbrug. Landsretten henviste i den forbindelse bl.a. til, at der fortsat herskede betydelig uklarhed om grundlaget for bogføringen af varedebitorer. På denne baggrund fastslog landsretten, at skatteyderen ikke havde ført det nødvendige bevis for, at de foretagne skønsmæssige skatteansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag.Endelig fandt landsretten, at SKAT ikke havde begået sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre, at afgørelsen skulle tilsidesættes.

Parter

A
(advokat Lars Cort Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Niels Karl Heilskov Rytter)

Afsagt af landsdommerne

Peter Thønnings, John Mosegaard og Henrik Kirk Jensen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 29. oktober 2012 (BS 6-2639/2011) er anket af A med principal påstand om, at indstævnte Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at appellantens skattepligtige indkomst nedsættes med 378.517 kr. for indkomståret 2004, med 529.370 kr. for indkomståret 2005 og med 1.376.720 kr. for indkomståret 2006. Subsidiært nedlægger appellanten påstand om, at SKATs skatteansættelse for indkomståret 2004, 2005 og 2006 er ugyldig.

Skatteministeriet, har principalt påstået stadfæstelse. Subsidiært, at As skatteansættelser for indkomstårene 2004, 2005 og 2006 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

A har overfor indstævntes subsidiære påstand taget bekræftende til genmæle.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt regnskabsmateriale for 2004, 2005 og 2006, herunder regnskabsbilag i form af kontoudtog m.v., selvangivelser for indkomstårene og en kreditorliste pr. 29. juni 2006 som opgjort under konkurssagen. Der er endvidere fremlagt årsrapporter for 2004, 2005 og 2006 med ændringer i note 1 om årenes omsætning således, at varedebitorer ultimo nu svarer til næste års primotal. Der er samtidig nye tal for udført arbejde, mens tallene for omsætning i alt er uændrede.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af A og af vidnet PJ.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han har drevet murervirksomhed frem til 2012. Arbejde blev udført som underentreprenør. I perioden 2004 til 2006 arbejdede han næsten hele tiden. Pengene i privatøkonomien var små. Han boede meget på byggepladserne og havde i øvrigt adresse hos sine forældre. Datteren boede hos moderen, de var gået fra hinanden. Han var hele tiden bagefter økonomisk og kæmpede for at kunne betale kreditorerne. Da han ikke tjente nok til at dække sit privatforbrug, skaffede han likviditet ved at skubbe betalingen af kreditorerne. De af revisor PJ udarbejdede årsrapporter for 2004 til 2006 blev til, efter at revisoren havde gennemgået alle bilag med ham, og han kunne godkende opgørelsen. De tal, som SKAT nåede frem til, stemmer ikke overens med de rigtige tal. Gælden var væsentlig større. SKAT henviste til, at der var mangler i bogføringen. Efter hans gennemgang med revisoren er alle fakturaer fundet og er i hvert fald nu bogført. Adspurgt af modparten bekræftede A, at han havde haft et lille privatforbrug. Det var begrænset i hverdagen, og i weekender var han hos sine forældre. Foreholdt, at revisorens privatforbrugsopgørelse viser et forbrug på 144.115 kr. i 2004 og stigende til 330.429 kr. i 2006, har han ikke andet svar, end at privatforbruget var lille. Han kørte i en billig firmabil og var ikke på dyre rejser etc. Virksomheden har ikke haft en kassebeholdning, da den næsten kun udførte opgaver som underentreprenør for store entreprenørvirksomheder, der betalte ved pengeoverførsler.

PJ har supplerende forklaret blandt andet, at han i årsrapporterne for 2004, 2005 og 2006 har korrigeret note 1 om årenes omsætning, således at varedebitorer ultimo nu svarer til næste års primo tal. Forskellen består blandt andet i, at der nu er indregnet moms. Det er klart, at et tilgodehavende skal tillægges moms. Hertil kommer, at der ved tidligere opgørelser var anvendt forskellige konti i omsætningsgruppen, hvilket ikke gav et nøjagtigt billede af debitorerne primo og ultimo. Derfor stemmer tallene nu primo og ultimo, og det har ingen betydning for det samlede tal for omsætningen. Den har hele tiden været uændret. Der var, som nævnt af SKAT, flere ikke bogførte fakturaer. Det er nu sket efter, at vidnet har ydet en omfattende bogholderimæssig assistance. Ubetalte fakturaer er således blevet bogført, og der er foretaget nummerkontrol af fakturaer. De fandt de manglende fakturer, som SKAT omtalte. En meget stor del var medtaget på en debitorliste og bogført som salg. Hovedparten er blevet betalt efterfølgende. Fakturaer omtalt i Skatteankenævnets afgørelse af 31. august 2009, side 4 er således blevet bogført og medtaget som betalt eller som tilgodehavende. Foreholdt Landsskatterettens bemærkninger om kassebeholdning og manglende kasseregnskab forklarede vidnet, at hovedparten af salget var til erhvervsvirksomheder, der ikke betaler kontant, hvorfor der ikke var brug for et dagligt kasseregnskab. Vidnet har draget den konklusion, at regnskabsposten kasse er brugt lig med mellemregning med indehaver. Posten burde derfor have heddet mellemregningskonto svarende til, hvad der faktisk skete. I tilfælde, hvor der var kvittering for betaling af købsfakturaer og betalt løn, blev de parkeret på denne konto i bogholderiet, når de ikke kunne ses betalt over virksomhedens bankkonto. Så måtte betalingen være foretaget af virksomhedens indehaver. A fortalte ham, at han ikke havde kunnet få bevilliget en kassekredit. As far havde lagt penge ud for ham, fordi han hele tiden manglede likviditet. Der er i regnskabet helt klart periodiseret efter faktureringstidspunktet, ikke betalingstidspunktet. Det er rigtig, at han i de første regnskaber for perioden tog forbehold for egenkapitalens størrelse og årets resultat, men ikke i de næste, da det her var lykkedes at fremskaffe det nødvendige regnskabsmateriale. Det er ved et review typisk, at der først skal udføres en bogholderimæssig assistance. Der var et ikke velfungerende bogholderi, herunder var det manglende nummerkontrol for udskrevne salgsfakturaer. De ydede bogholderimæssig assistance med både debitor og kreditorer, og de var helt nede i enkelttransaktioner. Derfor er opgørelsen ganske pålidelig. Private aktiver og passiver indgår i de privatforbrugsopgørelser, vidnet har lavet for 2004, 2005 og 2006. Finansieringen af privatforbruget kom ikke fra lønindkomst, men fra private udtræk af virksomheden. Han lavede opgørelsen efter samme metode, som SKAT anvender. Han har set på udviklingen i aktiver og passivers betydning for, hvad der var til rest til privatforbrug. Gælden var netto ganske kraftig stigende og dermed med til at finansiere privatforbruget. Det viser opgørelsen klart. Han er som revisor undergivet erklæringsbekendtgørelsen. En review-erklæring bruges både på årsrapporter og private regnskaber. Der er ikke pligt til at lave et revideret regnskab for privatpersoner, og det er heller ikke kutyme. Regnskabsmæssig assistance giver ikke nogen garanti for regnskabets rigtighed. Man siger som tommelfingerregel, at et review giver 65 % sikkerhed og en revisionserklæring 95 % sikkerhed. En erklæring om review er normalt det højeste, der afgives for et privat regnskab. Han husker oplysninger om familielån fra faren på op til 100.000 kr. som kortvarige udlæg ved bankoverførsler fra farens konto. Typisk betalte virksomhedens kunder ved pengeoverførsler. Der var få privatkunder, og som måske betalte kontant, og der var i mindre grad kontante udbetalinger. De korrigerede noter om omsætningen er udarbejdet for få dage siden efter advokatens anmodning. I dag vises typisk kun et samlet beløb, og det samlede tal har hele tiden været korrekt. Ved indskrivning fra bogholderiet var tallene klassificeret forkert. Han har ikke kendskab til lånedokumenter vedrørende de nævnte familielån. Det var kortvarige lån.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Da det må lægges til grund, at det for SKAT forelagte regnskabsmateriale var ufyldestgørende, var SKAT i medfør af skattekontrollovens § 5, stk. 3, berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af As indkomst for hvert af årene 2004, 2005 og 2006.

Spørgsmålet er herefter, om A for landsretten har godtgjort, at de foretagne skønsmæssige skatteansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag.

A har i sagen navnlig henvist til de af hans revisor udarbejdede privatforbrugsberegninger, der er baseret på revisorens opstilling af regnskaber efter en forudgående betydelig bogholderimæssig assistance. Det er et hovedsynspunkt, at A i årene 2004 til 2006 levede beskedent og finansierede sit forbrug gennem en påvist øget gældsætning, jf. også kreditorlisten pr. 29. juni 2006. A har derfor gjort gældende, at SKATs ansættelse af gælden i disse år er åbenbart fejlagtig og alt for lille med de konsekvenser, det har haft for den skønsmæssige skatteansættelse.

Landsretten finder ikke, at der alene med den af A påberåbte øgede gældsætning totalt set i indkomstårene 2004, 2005 og 2006 er ført et tilstrækkeligt bevis for, at A derved gennem øget gældsætning er tilført en likviditet til privatforbrug i disse år og dermed, at den af SKAT anvendte opgørelsesmetode ikke har været fyldestgørende. Landsretten har således ikke efter bevisførelsen haft mulighed for at foretage en bevisbedømmelse af de konkrete gældsposter, herunder om de efter stiftelsestidspunkt m.v. kan have tilført A likviditet i årene 2004, 2005 eller 2006.

Også selvom der med de senest fremlagt årsrapporter med ændringer i note 1 om årenes omsætning er tilvejebragt overensstemmelse mellem varedebitorer ultimo og næste års primo tal, finder landsretten, at der fortsat hersker betydelig uklarhed om grundlagt for bogføringen af varedebitorer.

A har ikke fremlagt reviderede regnskaber, men med revisors erklæring om et udført review, der - som citeret i byrettens dom - giver mindre sikkerhed end en revision, men dog ifølge revisorens forklaring for landsretten måske 65 % sikkerhed.

Landsretten finder herefter ikke, at A har ført den nødvendige bevis for, at de foretagne skønsmæssige skatteansættelser er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag.

Landsretten finder endvidere ikke, at SKAT under behandlingen af As sag har begået sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at de skønsmæssige skatteansættelser skal tilsidesættes, og sagen af den grund eventuelt hjemvises til fornyet behandling ved SKAT. Det tiltrædes således af de af byretten anførte grunde, at den oprindeligt forkerte paragrafhenvisning i begrundelsen i den konkrete sag har været af uvæsentlig betydning. Det må endvidere lægges til grund, at SKAT forinden afgørelserne blev truffet havde gjort sædvanlige og rimelige bestræbelser på at indhente yderligere regnskabsmateriale og i øvrigt foretog de undersøgelser, der må kræves efter officialprincippet og foretog de krævede pligtmæssige skøn for hvert af indkomstårerne.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 100.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.