Dokumentets metadata

Proces - klagebehandling - Landsskatteretten - gældserkendelse - afgørelse

Sagen angik, hvorvidt Landsskatteretten med rette havde afvist at behandle sagsøgerens klage af 17. januar 2013 over SKATs brev af 11. januar 2013 med en erklæring om gældserkendelse, og Skatteankenævnets afgørelse af 12. april 2005.Retten udtalte, at det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, at Landsskatteretten afgør klager over afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, fra Skatterådet, fra skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og motorankenævnene. Retten lagde til grund, at SKATs brev af 11. januar 2013 ikke indeholdt en afgørelse, men en opfordring til at underskrive gældserkendelsen for at afbryde forældelse og for at undgå en udlægsforretning med deraf følgende omkostninger, og fandt derfor, at Landsskatteretten med rette havde afvist den del af klagen.Retten udtalte desuden, at det følger af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, at klager over de afgørelser, der kan påklages efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelse af den afgørelse, der ønskes påklaget. Retten lagde til grund, at klagefristen i forhold til Skatteankenævnets kendelse af 12. april 2005 således for længst var overskredet, og at A ikke havde godtgjort, at der havde foreligget særlige omstændigheder, og fandt derfor, at Landsskatteretten også for så vidt angår denne del af klagen med rette havde afvist at tage den under realitetsbehandling.Retten tog på den baggrund Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv.fm. Josephine Fie Legarth)

Afsagt af byretsdommer

Anne Ersbøll

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen drejer sig om, hvorvidt Landsskatteretten burde have realitetsbehandlet A´s klage af 17. januar 2013.

A´s påstand er, at Skatteministeriet skal anerkende, at Landsskatteretten skal realitetsbehandle hans klage af 17. januar 2013.

Skatteministeriets påstand er frifindelse.

Sagen er anlagt den 14. marts 2013.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten besluttede ved kendelse af 25. januar 2013 at afvise A´s klage af 17. januar 2013. Klagen angik SKAT inddrivelsescentrets brev af 11. januar 2013 og Skatteankenævnets afgørelse af 6. april 2005.

"...

Landskatterettens afgørelse

SKAT, inddrivelsescentret har i skrivelse af 11. januar 2013 anmodet klageren om at underskrive en erklæring om gældserkendelse og har i gældserkendelsen opgjort gælden til i alt 734.858 kr.

I henhold til skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, afgør Landsskatteretten klager over told-og skatteforvaltningens, Skatterådets, skatteankenævnenes, vurderingsankenævnenes samt motorankenævnenes afgørelser.

SKAT inddrivelsescentrets skrivelse af 11. januar 2013 med tilhørende gældserkendelse er ikke en afgørelse, der kan påklages administrativt til Landsskatteretten i henhold til skatteforvaltningslovens regler.

Klageren modtog endvidere skatteankenævnets afgørelse for indkomståret 2003 ved kendelse af 12. april 2005. Klagen over afgørelsen blev modtaget i Landsskatteretten den 18. januar 2013.

Fristen for at klage til Landsskatteretten er 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen afvises, hvis den modtages i Landsskatteretten efter fristens udløb. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan Landsskatteretten dog se bort fra en fristoverskridelse. Reglerne fremgår af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1.

Klagen er modtaget i Landsskatteretten efter fristens udløb, og der er ikke særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der bortses fra overskridelsen.

Klagen afvises derfor.

..."

Erklæringen om gældserkendelse angår restskat m.m. tilbage fra 1991.

Skatteankenævnet kendte ved kendelse af 12. april 2005 skatteforvaltningens afgørelse for indkomståret 2003 vedrørende honorarer ugyldig på grund af mangelfuld begrundelse.

Forklaringer

A har forklaret og til støtte for sin påstand anført blandt andet, at sagen med skattemyndighederne har kørt i mange år. Det startede tilbage i 1978. Han havde startet et personligt firma, hvis indkomst SKAT sat astronomisk i vejret. Det første år blev det ordnet ved, at han talte med Kommune ...1´s borgmester, der fik ryddet op i det. Det gentog sig det følgende år, men den ny borgmester ville ikke tage sig af det, men henviste ham til en sagsbehandler, TB. Det kom der ikke noget ud af. TB sagde, at han skulle huske to ting. Der var ingen regler, der sagde hvornår, en forskudsregistrering skulle ændres, og at SKAT kunne opkræve skatten først.

Sådan er det fortsat og eskaleret gennem årene. TB blev fyret, men Kommunen ryddede ikke op i det. Han måtte opgive at drive firma. Det var ikke muligt, når han hele tiden havde besøg af pantefogeden, der kom for at inddrive fiktive beløb. Situationen var helt uholdbar. Han talte med forskellige om, hvordan han kunne takle situationen. Det endte med, at hans tidligere kone oprettede et anpartsselskab og købte værdierne i hans firma og ansatte ham som direktør i selskabet. Det kunne ikke betale sig for ham at have en lønindkomst, da SKAT ville tage langt det meste. Han var derfor afskåret fra at have en normal indtægt.

Han forsøgte at få orden på forholdene, da SKAT overtog området fra de kommunale skattemyndigheder. Han havde et møde med CT fra SKAT, der foreslog, at man slettede alt og startede på en frisk. En times tid efter mødet meddelte han imidlertid, at Kommunen ikke havde været til at rokke. Nye medarbejdere i Kommunen opretholdt den politik, man hele tiden havde ført over for ham. Han har forsøgt at finde forskellige løsninger. Han fraflyttede firmaadressen og boede først på et lejet værelse i Kommunen og siden i Kommune ...2. I Kommune ...2 talte han med en sagsbehandler, der var enig i, at der skulle findes en løsning, men som kort efter meldte tilbage, at det alligevel ikke kunne lade sig gøre.

Der var herefter en episode, hvor SKAT sammen med politi mødte op på hans tidligere kones adresse, hvor hun boede med sin ny mand. Det kunne hun ikke holde til, hvorfor hun solgte selskabet.

Han flyttede i en periode til ukendt adresse for at undgå at blive opsøgt af SKAT.

I 2004 købte selskabet en nedlagt landbrugsejendom i ...3. Bygningerne var ikke noget værd til beboelse. Boligen var kondemneret, men han kunne bo på i en campingvogn på adressen. Kommune ...3 nægtede at lade ham få folkeregisteradresse. SKAT og politiet foretog en ransagning på selskabets adresse. De kunne herunder konstatere, at han ikke boede der. Han fik herefter folkeregisteradresse i ...3. Han talte med en sagsbehandler om at få lavet en nulstilling. Sagsbehandleren var enig og lovede at finde en løsning, men det eneste, der skete var, at han blev optaget i Ribers. Han har hørt, at man fra Kommune ...1 mente, at han bare skulle jordes. Når han kom på kontanthjælp, ville han være nemmere at håndtere. Han har aldrig ønsket at få socialhjælp, men har altid klaret sig selv.

Han har siden klaret sig for en meget beskeden indkomst. Han har arvet lidt fra forældre og en faster og er kommet til en lille smule penge fra anden side. Han har ikke kunnet deltage i noget, fordi han ikke har haft pengene til det. Han har måttet leve af meget små beløb. Paragraffer og regler kan ikke bruges på hans tilfælde. De passer ikke på hans situation.

SKAT foretog i 2006 en ny ransagning på selskabets adresse uden at finde noget, idet han kører firmaet helt efter bogen. Da SKAT ikke kunne finde noget, der kunne retfærdiggøre ransagningen, fremtog man et papir, der viste, at selskabet havde optaget et privat lån på 250.000 kr., der blev tilbagebetalt efter 2 måneder. Man påstod først, at de 250.000 kr. var et udeholdt beløb, en sort indkomst. Da lånet blev tilbagebetalt, kaldte SKAT det en løn til ham. Det var fri fantasi og i strid med det, bilagene viste. Man har ikke været interesseret i at finde det rigtige, men har kun haft til formål at skade ham.

Det er det, der gennemsyrer det hele. Han har af den grund været afskåret fra at leve et normalt liv, stifte familie og få børn. Han er nu blevet folkepensionist. Spørgsmålet er om det skal have lov at fortsætte, eller om han nu kan få fred.

Der er ikke en eneste krone i kravene, der er reelle. Han fik gældserkendelseserklæringen og kunne se, at man gik helt tilbage til 1991 og endte med et beløb på 734.858 kr., som han ikke havde nogen mulighed for at betale, og som også hvilede på helt fiktive tal.

Han forsøgte i 2004 at henvende sig til advokat, fordi han havde læst, at det ikke ville koste ham noget, hvis han fik medhold. Det endte med, at advokaten fik medhold for indkomståret 2003, der skulle have været løftestang for også at få set på de tidligere år. Efterfølgende ændrede Kommune ...4 ansættelsen for 2003, der blev sat 50.000 kr. op. Så var han lige vidt. Han har ikke kunnet holde til at skulle blive ved med at anke skatteafgørelserne. Det kunne have betydet 4 sager for hvert år. Det er umuligt. Det, han har været oppe imod, har været noget luftigt. Der har ikke været noget konkret at forholde sig til.

Man kommer kun efter ham, fordi man er nødt til det, for at dække over hinanden. Den enkelte sagsbehandler kan ikke omgøre en afgørelse til gunst for borgeren. Det følger af deres ansættelseskontrakt, har han fået fortalt. Der skal en dom til for, at man kan få elimineret det forkerte.

Der er handlet uden for rammerne af loven, selvom man måske nok har fulgt nogle paragraffer. Der er tale om en kriminel handling. Derfor forældes den ikke. Man har på intet tidspunkter forholdt sig til de faktiske forhold, sådan som man bør. Af den grund er ingen del af de gamle skattekrav forældet.

Skatteministeriet har anført, at gældserklæringen ikke er en afgørelse. Allerede af den grund kunne Landsskatteretten ikke tage den under behandling. Skatteankenævnsafgørelsen var truffet den 12. april 2005, og der gælder en 3 måneders frist for indbringelse af afgørelsen for Landsskatteretten. Fristen var således forlængst overskredet den 17. januar 2013.

A har ikke dokumenteret, at han har indbragt nogle af de gamle skattekrav, der er nævnt i gældserkendelsen, rettidigt for Landsskatteretten. For indkomståret 2012 indeholder gældserkendelsen en post "B-skat 2012" med en restance på 678 kr. Oplysningen stammer fra A´s forskudsopgørelse, og er dermed ikke udtryk for en egentlig skatteansættelse. B-skatten vedrører i øvrigt en indregnet restskat fra 2010. Der er således i det hele tale om gamle skattekrav, der er endelige og ikke længere kan påklages til Landsskatteretten.

A har heller ikke godtgjort, at der har foreligget sådanne særlige forhold, at Landsskatteretten burde have set bort fra fristoverskridelsen. Det er derfor med rette, at Landsskatteretten har afvist at tage A´s klage af 17. januar 2013 under realitetsbehandling.

Rettens begrundelse og afgørelse

As klage af 17. januar 2013 til Landsskatteretten vedrørte to forhold. For det første SKATs brev af 11. januar 2013 med erklæring om gældserkendelse, og for det andet Skatteankenævnets afgørelse af 12. april 2005.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, at Landsskatteretten afgør klager over afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, fra Skatterådet, fra skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og motorankenævnene. SKATs brev af 11. januar 2013 indeholdt ikke en afgørelse, men en opfordring til at underskrive gældserkendelsen for at afbryde forældelse og for at undgå en udlægsforretning med deraf følgende omkostninger. Da brevet af 11. januar 2013 ikke indeholdt en afgørelse, har Landsskatteretten med rette afvist den del af klagen.

Klager over de afgørelser, der kan påklages efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelse af den afgørelse, der ønskes påklaget. Det følger af skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1. Klagefristen i forhold til Skatteankenævnskendelsen af 12. april 2005 var således for længst overskredet. A har ikke godtgjort, at der har foreligget særlige omstændigheder, der taler for, at Landsskatteretten burde have set bort fra den meget lange overskridelse af klagefristen.

Retten finder derfor, at Landsskatteretten også for så vidt angår denne del af klagen af 17. januar 2013, med rette har afvist at tage den under realitetsbehandling.

Retten tager herefter Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

A skal betale 12.500 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet til dækning af udgiften inkl. moms til advokatbistand. Retten har lagt vægt sagens karakter og på arbejdets omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 12.500 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Omkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a.