Afsnittet indeholder:
Med henblik på anvendelsen af artikel 56, stk. 2, i momssystemdirektivet (ML § 21 b, stk. 2) formodes det, hvis der leveres anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning til en ikke-afgiftspligtig person, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted det sted, der er fastlagt som sådant af leverandøren på grundlag af to separate beviser, der ikke er indbyrdes modstridende, blandt de i momsforordningens artikel 24e nævnte beviser. Se momsforordningens artikel 24c.
Se også afsnit D.A.6.2.8.11 om anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning.
Ved anvendelse af reglerne i artikel 56, stk. 2, i momssystemdirektivet (ML § 21 b, stk. 2) og med henblik på at opfylde kravene i momsforordningens artikel 24c tjener navnlig følgende som bevis:
a) kundens faktureringsadresse
b) bankoplysninger som f.eks. det sted, hvor den bankkonto, der anvendes til betaling, befinder sig, eller den pågældende banks faktureringsadresse for kunden
c) registreringsoplysningerne for det transportmiddel, der lejes af kunden, hvis registreringen af det pågældende transportmiddel er påkrævet det sted, hvor det anvendes, eller andre lignende oplysninger
d) andre kommercielt relevante oplysninger.
Se momsforordningens artikel 24e.
Se også afsnit D.A.6.2.3.5.2.2 om afvisning af formodninger.