Dokumentets dato: | 26-08-2014 |
Offentliggjort: | 09-09-2014 |
SKM-nr: | SKM2014.621.SR |
Journalnr.: | 14-2045473 |
Referencer.: | Registreringsafgiftsloven Registreringsloven |
Dokumenttype: | Bindende svar |
Skatterådet bekræftede, at udenlandsk indregistrerede køretøjer, som anvendes til udlejning uden fører i Danmark, vil være registreringspligtige og dermed også registreringsafgiftspligtige i Danmark.
Spørgsmål
Svar
Spørger driver en virksomhed med korttidsudlejning af sportsvogne. Oftest udlejes bilerne i korte tidsrum på 10-45 minutter.
Spørger påtænker at flytte sin virksomhed til Sverige og etablere et selskab der, med det formål at køretøjerne indregistreres i Sverige med det svenske selskab som ejer. Herefter er det hensigten, at det svenske selskabs køretøjer udlejes uden fører til kunder i Danmark, dvs. at den virksomhed, som spørger udfører i dag, i stedet udføres af det svenske selskab. Udlejningen vil blive foretaget via de samme hjemmesider som den nuværende udlejningsvirksomhed.
Mellem udlejningerne i Danmark vil køretøjet blive transporteret med kassevogn eller på åbent lad.
Spørger har desuden til hensigt at lade en af det svenske selskabs ansatte være passager, mens udlejningskørslen foregår.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørger har konstateret, at registreringsafgiften for motorkøretøjer i Sverige er markant mindre end i Danmark. Såfremt spørgers udlejningskøretøjer er indregistreret i Sverige i stedet for Danmark, vil det indebære øget likviditet og større indtjening for selskabet og eventuelt lavere priser for kunden.
Spørger har til hensigt at lade en af det svenske selskabs ansatte være passager, mens udlejningskørslen foregår, idet en person bosat i Danmark ifølge registreringsbekendtgørelsen må føre et udenlandsk køretøj, når køretøjets ejer samtidig er passager i køretøjet.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at der skal betales registreringsafgift af svensk ejede og svensk indregistrerede sportsvogne, der korttidsudlejes til lejere i Danmark.
Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (registreringsafgiftsloven) § 1, stk. 1, 1. pkt.:
"Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregistret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer."
Lovbekendtgørelse om registrering af køretøjer (registreringsloven) § 2, stk. 1:
"Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregistret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 3-5, og § 7, stk. 5:
1) Motorkøretøj.
......."
Registreringsbekendtgørelsen § 17:
"En person med bopæl her i landet må ikke føre et udenlandsk køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i stk. 2, § 15, stk. 2, eller i §§ 18-26.
Stk. 2. En herboende må gerne føre et registreret udenlandsk motorkøretøj på færdselslovens område i følgende tilfælde:
1) ........
2)
3) Hvis køretøjet er lejet i udlandet for en periode af højst 7 dage, føreren efter lejeaftalen har ret til at føre køretøjet, og kørslen på færdselslovens område alene sker fra grænsen og til det sted her i landet, hvor køretøjet efter lejeaftalen skal afleveres. Lejeaftalen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller SKAT.
4) ....."
Begrundelse
De pågældende sportsvogne, som vil være indregistreret i Sverige, påtænkes anvendt til udlejning uden fører til kørsel i Danmark.
Det er hovedreglen, at der er registreringspligt med deraf følgende registreringsafgiftspligt i Danmark ved ibrugtagning af motorkøretøjer på færdselslovens område.
Det er ligeledes en hovedregel, at en herboende ikke må føre et udenlandsk registreret køretøj i Danmark medmindre kørslen er omfattet af en specifik undtagelse. Undtagelserne omfatter blandt visse former for godstransport, udenlandske firmabiler og taxikørsel.
Den eneste situation, hvor en herboende må føre et lejet udenlandsk registreret køretøj, er, når køretøjet er lejet i udlandet for en periode af højst 7 dage, føreren efter lejeaftalen har ret til at føre køretøjet, og kørslen på færdselslovens område alene sker fra grænsen og til det sted her i landet, hvor køretøjet efter lejeaftalen skal afleveres, jf. registreringsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 3.
Den af spørger beskrevne virksomhed indebærer, at køretøjet lejes/afhentes i Danmark, og at kørslen finder sted i 10-45 minutter i tilknytning til det pågældende afhentningssted.
Betingelserne i registreringsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 3, er derved ikke opfyldte.
Den beskrevne udlejning af sportsvogne uden fører vil derfor indebære, at bilerne er registreringspligtige i Danmark og dermed også registreringsafgiftspligtige i Danmark.
Det bemærkes, at det svenske selskab i givet fald skal opfylde kravet om hjemsted i Danmark for at kunne blive registreret som ejer eller bruger af udlejningskøretøjerne.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med Ja.
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at det ikke vil gøre nogen forskel for besvarelsen af spørgsmål 1, hvis en medarbejder i det svenske selskab kører med som passager i køretøjet, mens den er udlejet i Danmark?
Lovgrundlag
Registreringsbekendtgørelsen § 17:
"En person med bopæl her i landet må ikke føre et udenlandsk køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i stk. 2, § 15, stk. 2, eller i §§ 18-26.
Stk. 2. En herboende må gerne føre et registreret udenlandsk motorkøretøj på færdselslovens område i følgende tilfælde:
1) Hvis den i overensstemmelse med kapitel 4 i udlandet registrerede ejer eller bruger af køretøjet er passager under kørslen, jf. § 35, stk. 6.
2)
3) Hvis køretøjet er lejet i udlandet for en periode af højst 7 dage, føreren efter lejeaftalen har ret til at føre køretøjet, og kørslen på færdselslovens område alene sker fra grænsen og til det sted her i landet, hvor køretøjet efter lejeaftalen skal afleveres. Lejeaftalen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller SKAT.
Begrundelse
Det fremgår af begrundelsen under spørgsmål 1, at det er SKATs opfattelse, at betingelserne i registreringsbekendtgørelsen § 17, stk. 2, nr. 3, ikke er opfyldt.
Den beskrevne disposition, hvor det udenlandsk registrerede køretøj lejes i Danmark med henblik på en kørsel i 10 - 45 minutter i tilknytning til det pågældende afhentningssted, er således ikke omfattet af registreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 3, hvorefter en herboende gerne må føre et registreret udenlandsk køretøj på færdselslovens område, når køretøjet er lejet i udlandet for en periode af højst 7 dage, føreren efter lejeaftalen har ret til at føre køretøjet, og kørslen på færdselslovens område alene sker fra grænsen og til det sted her i landet, hvor køretøjet efter lejeaftalen skal afleveres.
Selvom det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, at en herboende kan føre et registreret udenlandsk motorkøretøj, hvis den i udlandet registrerede ejer eller bruger af køretøjet er passager under kørslen, er det SKATs opfattelse, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, når der er tale om leje af et udenlandsk registreret køretøj, heller ikke selvom der, som beskrevet, er tale om korttidsudlejning.
Allerede fordi den beskrevne udlejning af sportsvogne uden fører, som anført i begrundelsen under spørgsmål 1, indebærer, at bilerne er registreringspligtige med deraf følgende registreringsafgiftspligt i Danmark, vil det ikke kunne gøre nogen forskel, at en medarbejder i det svenske udlejningsselskab kører med som passager i køretøjet, mens den er udlejet i Danmark.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med Nej.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.