Dokumentets dato: | 09-07-2014 |
Offentliggjort: | 24-10-2014 |
SKM-nr: | SKM2014.730.LSR |
Journalnr.: | 12-0192000 |
Referencer.: | Skatteforvaltningsloven Skattestyrelsesloven Virksomhedsskatteloven |
Dokumenttype: | Afgørelse |
Landsskatteretten pålagde SKAT at genoptage klagerens indkomstansættelse for indkomstårene 2000-2006 samt 2008 og 2009 under henvisning til SKATs styresignal i SKM2011.810.SKAT vedrørende gentoptagelse som følge af den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000-2010.
Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet din anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2000 - 2006, 2008 og 2009.
Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage de omhandlede indkomstår.
Faktiske oplysninger
Du driver en større maskinstationsvirksomhed med mellem ca. 15-20 ansatte.
Din revisor har oplyst, at indkomsten fra virksomheden hvert år optimeres og disponeres til dig og din medarbejdende ægtefælle efter en skattestrategi. Virksomheden er velkonsolideret med et betydeligt kapitalafkastgrundlag i virksomhedsordningen, der er anvendt i en lang årrække. Som følge heraf kan der hvert år opgøres et betydeligt kapitalafkast. Indkomstdisponeringen, herunder opsparing i virksomhedsskatteordningen, har igennem årene været afhængig af den af SKAT fastsatte kapitalafkastsats. Opsparing i virksomhedsordningen er således fastlagt ud fra, at du og ægtefællen tilnærmelsesvis skal beskattes af samme størrelse af personlig indkomst, og herudover er det fulde beregnede kapitalafkastbeløb overført fra virksomhedsordningen til beskatning hos ægtefællerne.
Din repræsentant har i brev af 22. februar 2012 anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2000 - 2007 samt 2009 og 2010. Da den hidtil offentliggjorte kapitalafkastsats er nedsat til en korrekt sats er det hidtil overførte fulde beregnede kapitalafkastbeløb overført fra virksomhedsordningen for højt. Dette beløb ønskes nu korrigeret og beregnet ud fra den korrekte og ikke det fejlbehæftede kapitalafkastsats. Der er henvist til, at SKAT i styresignalet offentliggjort i SKM2011.810.SKAT har ændret praksis og i den forbindelse nedsat kapitalafkastsatsen for perioden 2000 -2006 og 2008 - 2010.
SKAT afgørelse
SKATs afgørelse af 1. august 2012 er begrundet således:
"Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2000 - 2009.
Vi kan ikke ændre skatten, fordi
Skattepligtige kan ændre overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen, hvis SKAT har ændret på virksomhedens indkomst. Ændringen kan dog ikke overstige SKAT´s ændring af skatteansættelsen. Hjemlen findes i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.
Anmodningen om ændring af overskudsdisponering i virksomhedsordningen imødekommes derfor ikke, da SKAT ikke har foretaget ændring af virksomhedens skattepligtige indkomst.
Genoptagelse i henhold til styresignalet SKM2011.810.SKAT giver ikke adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 sammenholdt med ligningsvejledningen Erhvervsdrivende afsnit E.G.2.7.4."
Jeres opfattelse
Din repræsentant har fremsat påstand om, at du for indkomstårene 2000 - 2006, 2008 og 2009 tillades at ændre de selvangivne beløb vedrørende kapitalafkast og opsparing af årenes indkomst. Den personlige indkomst skal nedsættes, og opsparet indkomst i virksomhedsskatteordningen skal øges med følgende:
Indkomstår | Beløb |
2000 | 77.533 kr. |
2001 | 86.200 kr. |
2002 | 201.988 kr. |
2003 | 213.175 kr. |
2004 | 223.195 kr. |
2005 | 235.581 kr. |
2006 | 122.636 kr. |
2007 | |
2008 | 170.846 kr. |
2009 | 57.384 kr. |
Udgangspunktet for din skatteoptimering har været at minimere topskattebetalingen samtidig med at overføre størst mulig beløb fra beskatning i virksomheden til beskatning i privat. Beregningsteknisk skal der ved beregning af topskat vedrørende kapitalindkomst, herunder kapitalafkast fra virksomhedsordningen, ses på ægtefællernes samlede kapitalindkomst. Topskat af ægtefællernes samlede kapitalindkomst beregnes hos den af ægtefællerne, der har størst personlig indkomst. Det er derfor hensigtsmæssigt i forbindelse med skatteoptimering, at ægtefæller med stor kapitalindkomst tilnærmelsesvis har den samme personlige indkomst op til beløbsgrænsen for betaling af topskat. Omvendt er det ugunstigt, at den ene ægtefælle har stor personlig indkomst og den anden ægtefælle har lav eller slet ingen personlig indkomst samtidig med, at ægtefællernes samlede kapitalindkomst er meget stor.
Ved hævning i virksomhedsordningen til personlig beskatning hæves først kapitalindkomst og herefter personlig indkomst. Det har derfor ikke været muligt at opspare en del af kapitalindkomsten og samtidig overføre personlig indkomst til dig. Indkomstdisponeringen i virksomhedsordningen har været afhængig af den af SKAT fastsatte kapitalafkastsats. Med den nu nedsatte kapitalafkastsats for årene 2000 og frem, er der behov for at korrigere skatteopgørelsen. Kapitalafkastet, der som udgangspunkt fuldt ud er overført fra virksomhedsordningen til dig, er beregnet forkert.
Det fremgår af SKATs styresignal af 14. december 2011, SKM2011.810.SKAT
, at skatteministeriet ekstraordinært har besluttet, at der kan ske genoptagelse, hvis der indsendes anmodning senest den 1. oktober 2012. Den ekstraordinære mulighed for genoptagelse må skyldes, at fejlen ved fastsættelse af kapitalafkastsats har medført, at en række erhvervsdrivende, der har brugt virksomhedsskatteordningen, er blevet opkrævet for store skatter. Også i nærværende sag er du blevet afkrævet for store skatter. Havde den rigtige kapitalafkastsats været kendt i forbindelse med indkomstdisponeringen for de omtvistede år, havde du selvangivet i overensstemmelse med de ønskede ændringer.
I styresignalet anføres under punkt 2, at SKATs forkerte beregning af kapitalafkastsatsen indebærer en praksisændring og deraf følgende adgang til genoptagelse efter reglerne om underkendende praksis i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7. SKAT fremfører endvidere i styresignalets punkt 2.2, at det i visse tilfælde er nødvendigt, at den skattepligtige selv fremsætter en anmodning om genoptagelse og fremlægger dokumentation - som eksempel nævnes tvangshævning af kapitalafkastet som følge af, at der indgår finansielle aktiver i kapitalafkastgrundlaget. Også i denne sag er du blevet afkrævet for store skatter. Havde den rigtige kapitalafkastsats været kendt i forbindelse med indkomstdisponeringen for de omtvistede år, havde du selvangivet i overensstemmelse med de ændringer, I nu har anmodet SKAT om genoptagelse for. I stiller jer derfor undrende overfor SKATs afvisning af at genoptage ansættelserne.
Til støtte for den udvidede fortolkning taler endvidere en formålsfortolkning. Årsagen til genoptagelsesanmodningen er, at det har været til ugunst for dig, at kapitalafkastsatsen har været fastsat for højt, i det du har fået tvangshævet en større del af virksomhedens indkomst, end du burde have haft. Du er derfor blevet ringere stillet som følge af, at kapitalafkastsatsen har været for høj. Nærværende sag er derfor at sammenligne med øvrige sager, hvor SKAT accepteret genoptagelse. Når målsætningen med styresignalet er, at skatteydere ikke skal have skattemæssig ulempe af den fejl, der har været ved beregning af kapitalafkastsatsen, så skal du også tillades genoptagelse, jf. i øvrigt Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2013.767.LSR .
SKAT begrunder afvisningen med, at der er tale om en anmodning om ændring af overskudsdisponering i virksomhedsordningen og en sådan ændring kun imødekommes, hvis SKAT har ændret på virksomhedens indkomst, jf. reglerne i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1. I er enige med SKAT i, at der ikke kan se genoptagelse med hjemmel i de almindelige fristregler. Det er jo netop derfor, Skatteministeriet har udsendt styresignalet om ekstraordinær genoptagelse. I stiller jer derfor undrende overfor SKATs afvisning af at genoptage nærværende sag.
I nærværende sag er den bagvedliggende årsag til anmodningen om ændring af overskudsdisponeringen den tidligere, fejlagtige fastsættelse af kapitalafkastsatsen. Dette adskiller sig efter jeres opfattelse i princippet ikke fra de tilfælde, hvor en skatteyder har måttet tåle for store tvangshævninger i virksomhedsordningen grundet finansielle aktiver. Her giver SKAT skatteydere medhold i, at grundet nedsættelsen af kapitalafkastsatsen og dermed nedsættelse af tvangshævningen fra virksomhedsordningen kan skatteyder vælge at ændre overskudsdisponeringen og opspare yderligere. Hvis målsætningen med styresignalet er, at skatteydere ikke skal have skattemæssig ulempe af den fejl, der har været ved beregning af kapitalafkastsatsen - og det mener I målsætningen må være - så skal der også tillades genoptagelse i din sag.
SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
SKAT har under sagens forberedelse i Skatteankestyrelsen erklæret sig enig i, at SKAT pålægges at genoptage sagen.
Landsskatterettens afgørelse
I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810.SKAT er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.
Din indkomstdisponering i virksomhedsordningen har været påvirket af den for højt fastsatte kapitalafkastsats. De i selvangivelserne opgjorte kapitalafkast, der som udgangspunkt fuldt ud er overført fra virksomhedsordningen til dig, har således været for høje. Den for høje kapitalafkastsats har bevirket, at du har betalt mere i skat i de omhandlede år, end hvis du havde overskudsdisponeret i virksomhedsordningen med udgangspunkt i et lavere kapitalafkast. Du ønsker en genoptagelse og ændring af overskudsdisponeringen for indkomstårene 2000 - 2006, 2008 og 2009 således, at den personlige indkomst for alle årene nedsættes, og at opsparet indkomst i virksomhedsordningen øges tilsvarende.
Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1, udelukker ikke, at den generelle omvalgsbestemmelse i skatteforvaltningslovens § 30 (tidligere skattestyrelseslovs § 37 D), kan anvendes, jf. skatteministerens besvarelse af spørgsmål 5 og 7 til lovforslag nr. 175 af 12. marts 2003 om ændring af bl.a. skattestyrelsesloven. Det fremgår heraf, at bestemmelsen gælder ved siden af de særregler, der allerede i dag findes i skattelovningen, hvorefter den skattepligtige i nærmere bestemt omfang kan ændre et valg i selvangivelsen. Et eksempel herpå er virksomhedsskatteloven, hvorefter den skattepligtige i nærmere angivne tilfælde kan ændre sit valg. SKAT har i øvrigt tidligere, på trods af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1, givet mulighed for ændring i disponeringen, uanset at der ikke skete en ansættelsesændring i op- eller nedadgående retning, jf. cirkulære 2004-23 punkt 16, hvor der er henvist til den tidligere skattestyrelseslovs § 37D som genoptagelseshjemmel.
Det fremgår endvidere af SKATs Juridiske vejledning afsnit A.A.14.2 ., at "det er SKATs opfattelse, at specielle frister i de enkelte bestemmelser om hvornår et valg senest skal være foretaget, f.eks. bestemmelsen i VSL § 2, stk. 2, om valg af VSO, ikke medfører at der ikke kan gives tilladelse til omvalg, forudsat betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt."
Det følger af skatteforvaltningslovens § 30, at den skattepligtige efter anmodning kan få lov til at ændre tidligere selvangivne oplysninger, i det omfang SKAT har foretaget en ansættelse i indkomst- eller ejendomsværdiskatten, der har betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Omvalget kan foranlediges af både ansættelsesændringer foretaget på SKATs initiativ og efter anmodning fra skatteyderen, jf. herved SKM 2007.371.DEP. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger mv. må anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. Betingelserne anses derfor for opfyldt i nærværende tilfælde, idet den forkert opgjorte kapitalafkastsats har været af betydning for dig og har medført mindre opsparet overskud i virksomhedsordningen.
Du er på den baggrund berettiget til, at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Du er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.
SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000 - 2006 samt 2008 og 2009, jf. i øvrigt SKM2013.767.LSR .