C.G.2.7.5.1 Omlægning af konti i Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Ved lov nr. 1531 af 27. december 2014 blev afgiften på udbetalinger fra lønmodtagernes konti i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) nedsat. Afgiftssatsen på 40 pct. blev nedsat med 2,5 procentpoint til 37,5 pct. Afgiftssatsen på 25 pct. blev ligeledes nedsat med 2,5 procentpoint til 22,5 pct.

De reducerede afgiftssatser anvendes også, hvis lønmodtageren som alternativ til udbetaling af LD-kontoen til de reducerede afgiftssatser vælger at fremrykke betalingen af afgift af LD-kontoen, men lader opsparingen fortsætte i LD (konvertering til LD-aldersopsparing). Ved den senere udbetaling af denne LD-aldersopsparing vil beløbet til sin tid være skatte- og afgiftsfrit. Se afsnit C.A.10.2.9.2. LD-aldersopsparing.

Regel:

Af PAL § 10, stk. 4, 3.-4. pkt., som ændret ved § 2 i lov nr. 1531 af december 2014, fremgår det at:

Ved opretholdelse (konvertering til LD-aldersopsparing) af en konto i LD efter § 2 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond formindskes den opgjorte værdi af formuen i LD ved udgangen af 1982 med den del af afgiften ved konverteringen efter PBL § 14 A, stk. 2 eller 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen.

Ved senere udbetaling af en LD-aldersopsparing, formindskes den opgjorte værdi af formuen i LD ved udgangen af 1982 med værdien af den pågældendes indestående på dette tidspunkt fratrukket den forholdsmæssige del af afgiften som ovenfor nævnt.

Baggrund og regel:

Efter PAL § 10 friholdes den del af formueafkastet på en pensionsordning, der relaterer sig til opsparingen foretaget før udgangen af 1982, for beskatning. Friholdelsen gives i form af det såkaldte overgangsfradrag, hvor det samlede formueafkast på pensionsordningen nedsættes med forholdet mellem opsparingens værdi ved udgangen af 1982 og opsparingens værdi ved udgangen af det aktuelle indkomstår.

Overgangsfradraget gælder også LD og er reguleret i PAL § 10, stk. 4. For LD fritages den del af beskatningsgrundlaget, der svarer til forholdet mellem værdien af formuen ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret. Ved udbetaling efter den 31. december 1982 af et indestående i fonden eller ordningen formindskes den opgjorte værdi af formuen i LD ved udgangen af 1982 med værdien af den pågældende kontohavers indestående ved udgangen af 1982.

Ovennævnte regel i PAL § 10, stk. 4, svarer i sit indhold til reglen for beregning af overgangsfradraget ved overførsel, herunder konvertering, af kapitalpension til aldersforsikring og aldersopsparing, jf. PAL § 10, stk. 5. Se afsnit C.G.2.7.8. Efter denne regel skal den betalte pensionsafgift ved en overførsel, herunder konvertering, efter PBL § 41 A, stk. 2, fordeles forholdsmæssigt på opsparingen før udgangen af 1982 og tilvæksten efter den 1. januar 1983. Det medfører, at opsparingen foretaget før udgangen af 1982 reduceres forholdsmæssigt, og friholdelsen er derfor uændret efter konverteringen eller overførslen til en aldersforsikring m.v.

For så vidt angår LD formindskes den opgjorte værdi af formuen ved udgangen af 1982 i LD ved omlægning af en LD-konto til en LD-aldersopsparing herefter på tilsvarende vis med den del af konverteringsafgiften efter PBL § 14 A, stk. 2 og 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen, dvs. af kontoens værdi umiddelbart før omlægningen til LD-aldersopsparing.

Når LD-aldersopsparingen senere udbetales, reduceres den opgjorte værdi af LDs formue ved udgangen af 1982 med værdien af kontohaverens indestående på dette tidspunkt fratrukket den del af afgiften efter PBL § 14 A, stk. 2 og 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen, jf. ovenfor. Dermed vil hele den oprindelige LD-kontos værdi ved udgangen af 1982 være trukket ud af den opgjorte værdi af formuen i LD ved udgangen af 1982. Det svarer til, at den opgjorte værdi af formuen i LD ved udgangen af 1982 formindskes med hele værdien af kontohaverens indestående på dette tidspunkt, når der sker almindelig udbetaling af en konto i LD.

Eksempel:

En LD-kontos andel af LDs formue ved udgangen af 1982: 8.000 kr.

Opsparing på kontoen umiddelbart før omlægningen til LD-aldersopsparing: 80.000 kr.

Tilvækst efter den 1. januar 1983: 72.000 kr.

Vægtet afgift ved omlægning til LD-aldersopsparing:

37,5 pct. af 80.000 kr. = 30.000 kr. (Der ses bort fra, at opsparing foretaget før 1980 alene afgiftsbelægges med 22,5 pct.)

Afgift, der forholdsmæssigt knytter sig til opsparing foretaget før udgangen af 1982 = 30.000 * 8.000/80.000 = 3.000 kr.

Ved omlægning til LD-aldersopsparing nedsættes LDs formue ved udgangen af 1982 derfor med 3.000 kr., og den enkelte kontos del af formuen i LD ved udgangen af 1982 formindskes tilsvarende fra 8.000 kr. til 5.000 kr.

Når LD-aldersopsparingen senere udbetales, nedsættes værdien af LDs formue ved udgangen af 1982 med 5.000 kr.