Dokumentets metadata

Erhvervsmæssig virksomhed - fradrag for underskud

I en sag om fradragsret for underskud i en minkfarm stadfæstede Højesteret dommen af de grunde, der var anført af landsretten.Landsretten havde i overensstemmelse med syns- og skønserklæringen lagt til grund, at minkfarmen efter sin størrelse og indretning kunne drives landbrugsfagligt forsvarligt, hvis kapaciteten blev udnyttet, og at ejeren havde de nødvendige faglige forudsætninger herfor. Efter de afgivne forklaringer lagde landsretten til grund, at det lige siden et sygdomsudbrud blandt minkene i 1992 havde været hensigten at øge produktionen igen, og at dette var baggrunden for, at minkfarmen ikke blev afviklet helt eller solgt tidligere end sket. Ved vurderingen af om driften, som før sygdomsudbruddet måtte betragtes som erhvervsmæssig, også i 1996, 1997 og 1998 var erhvervsmæssig, tog landsretten udgangspunkt i, at der måtte indrømmes ejeren en vis periode til at sikre sig mod yderligere sygdom og til at få produktionen i gang igen. Det måtte imidlertid lægges til grund, at det ikke skyldtes hensynet til sygdomsbekæmpelsen, men økonomiske overvejelser, at ejeren i 1996 og de følgende år fortsat undlod at øge produktionen. Driften af minkfarmen i 1996, 1997 og 1998, hvor omsætningen var henholdsvis 11.153 kr., 6.996 kr. og 19.502 kr., havde derfor ikke haft et sådant omfang, at den kunne anses som erhvervsmæssig.

Parter

Boet efter A ved B
(advokat Sv. E. Albrechtsen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Per Sørensen, Per Walsøe, Poul Søgaard og Jon Stokholm.

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 7. afdeling den 10. juni 2003.

Påstande

Appellanten, boet efter A ved B, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne.

Supplerende sagsfremstilling

A afgik ved døden den 27. oktober 2003. Boet er indtrådt i sagen.

Forklaringer

LL har forklaret bl.a., at han siden 1. maj 1993 har været erhvervskundechef i F1-Bank, og at han siden dette tidspunkt har været bankrådgiver for A og ægtefællen B. Han har en gang om året haft møde med ægteparret på deres bopæl i forbindelse med gennemgangen af deres økonomi, hvilket der var fast kutyme for. Han kan af sine notater se, at banken i 1993 bevilgede et lån til B til indretning af hendes bodega, at den i 1995 bevilgede et lån til modernisering af bodegaen, at den i 1996 bevilgede B en forhøjelse af kassekreditten, og at den i 1997 var hende behjælpelig med at indfri nogle pantebreve samt konvertere lån. Han kan huske, at de på møderne også har talt om minkfarmen, men banken har ikke foretaget nogen form for finansiering af minkfarmen i den periode. Der var dengang ingen rentabilitet i minkfarme, og det ville have givet underskud, hvis man valgte at starte en produktion. Det var hans klare opfattelse, at A gerne ville i gang igen, men han tror ikke, at noget pengeinstitut ville have tilrådet investering i produktion af mink i perioden. Det var i den periode F1-Banks helt klare holdning, at man ikke finansierede produktion af mink. Da priserne på minkskind steg omkring 1998 til 1999, var det hans indtryk, at det igen var rentabelt at producere mink.

KB har forklaret bl.a., at han var en af de første på egnen, der påbegyndte minkproduktion. Han startede som pelsdyravler i 1980 og har alene avlet mink. En del minkavlere har gennem tiden søgt råd hos ham, da han efterhånden havde en vis erfaring. Han er aldrig kommet sammen med A og ægtefællen B, men har kendt dem, og A har som flere andre kontaktet ham for at få råd. Han ved, at As problem bestod i, at han havde købt en minkfaren, der var befængt med sygdom. Der er tale om en virus i form af en blodsygdom, der fuldkommen kan underminere en besætning, og selv om man pelser hele besætningen ned og etablerer ny besætning, kommer sygdommen ofte også i den nye besætning. A pelsede hele sin besætning ned, rensede hallen og lod den stå tom et stykke tid, hvorefter han indsatte ny besætning, men det gik galt igen. Det kan godt passe, at han pelsede ned for anden gang i 1992. A startede igen i det små i enten 1992 eller 1993, da han gerne ville i gang igen. A købte mink af ham. Han kan i dag ikke huske, hvilken pris han tog for avlstæver i 1993, men hans priser var særdeles rimelige. Da A var bange for, at få sygdom i besætningen igen, var han nok nervøs for at lægge for stort ud og så ikke nogen grund til at sætte mere end 100 tæver ind. Derudover ville det helt sikkert give problemer at lægge stort ud i perioden 1992 til 1996 grundet prisfald på minkskind. De minkavlere, der havde en god økonomi og havde haft mink gennem mange år, fik indtjeningen op på et rimeligt niveau igen i slutningen af 1990'erne. Det var fornuftigt, at A holdt lav profil med hensyn til investering i ny minkbesætning fra 1992 og frem til slutningen af 90'erne, når henses til dels den lavkonjunktur, der var inden for branchen, dels til, at han tidligere havde haft sygdom i besætningen. Det var hans indtryk, at A bare ventede på at kunne komme ordentligt i gang, når tiden var til det. For ca. 3 år siden ringede B til ham og spurgte, om han kunne hjælpe, da A var syg, og hun ikke selv kunne stå for driften. Han kunne ikke hjælpe personligt på minkfarmen af hensyn til den eventuelle risiko for at medbringe sygdom derfra, men han hjalp med at afhænde besætningen og dernæst minkhallen. Det var hans indtryk, at parret opgav minkavlen på grund af As sygdom. Han kom første gang på As farm i 2000, da B bad om hjælp til salget. Han så da, at der lå en bunke gyllerender på farmen, men at de ikke var sat op. I sin tid, da ægteparret konstaterede, at de havde sygdom i besætningen, anbefalede han dem at opsætte gyllerender, således at de undgik at rode i jorden ved udmugning, idet oprodning af jorden ved bortmugning kan medføre, at sygdommen dukker op igen. Han ved ikke, hvorfor gyllerenderne ikke var sat op. Det er dyrt at få dem sat op, hvis man ikke er i stand til at gøre det selv, hvilket mange minkavlere ikke er.

Højesterets begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal boet efter A ved B betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdorns afsigelse.

Erhvervsmæssig virksomhed

I en sag om fradragsret for underskud i en minkfarm stadfæstede Højesteret dommen af de grunde, der var anført af landsretten.

Landsretten havde i overensstemmelse med syns- og skønserklæringen lagt til grund, at minkfarmen efter sin størrelse og indretning kunne drives landbrugsfagligt forsvarligt, hvis kapaciteten blev udnyttet, og at ejeren havde de nødvendige faglige forudsætninger herfor. Efter de afgivne forklaringer lagde landsretten til grund, at det lige siden et sygdomsudbrud blandt minkene i 1992 havde været hensigten at øge produktionen igen, og at dette var baggrunden for, at minkfarmen ikke blev afviklet helt eller solgt tidligere end sket. Ved vurderingen af om driften, som før sygdomsudbruddet måtte betragtes som erhvervsmæssig, også i 1996, 1997 og 1998 var erhvervsmæssig, tog landsretten udgangspunkt i, at der måtte indrømmes ejeren en vis periode til at sikre sig mod yderligere sygdom og til at få produktionen i gang igen. Det måtte imidlertid lægges til grund, at det ikke skyldtes hensynet til sygdomsbekæmpelsen, men økonomiske overvejelser, at ejeren i 1996 og de følgende år fortsat undlod at øge produktionen. Driften af minkfarmen i 1996, 1997 og 1998, hvor omsætningen var henholdsvis 11.153 kr., 6.996 kr. og 19.502 kr., havde derfor ikke haft et sådant omfang, at den kunne anses som erhvervsmæssig.