Dokumentets metadata

Fri båd - forventningsprincippet - rådighedsbeskatning - hovedaktionær

Den kommunale skattemyndighed havde truffet afgørelse om, at skatteyderen i indkomståret 1995 alene skulle beskattes af den faktiske private benyttelse af en båd, der var ejet af hans selskab, hvori han også var direktør. Samtidig tilkendegav skatteforvaltningen, at skatteyderen for fremtiden alene ville blive beskattet af den faktiske brug, hvis han førte en logbog, der udviste en tilsvarende beskeden privat benyttelse som i indkomståret 1995. Skatteyderen førte logbogen i henhold hertil. Skatteforvaltningen rådighedsbeskattede desuagtet skatteyderen i indkomståret 1999.Skatteyderen var enig i, at han efter ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum, skulle beskattes af rådigheden over båden og ikke alene den faktiske benyttelse, men gjorde gældende, at han havde krav herpå i medfør af forventningsprincippet.Landsrettens flertal fandt, at skatteyderen havde ført logbogen i henhold til skatteforvaltningens tilkendegivelse og lagde til grund, at tilkendegivelsen havde haft indflydelse på hans dispositioner, idet han - f.eks. ved salg af båden - kunne have disponeret på en måde, der ville have fritaget ham for rådighedsbeskatning. Herefter fandt flertallet, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at skatteyderen kunne støtte ret på tilkendegivelsen. Landsretten anførte herved også, at det hverken for skatteyderen eller dennes rådgivere fremstod som åbenbart, at tilkendegivelsen var i strid med lovgivningen.Den dissentierende dommer fandt ikke, at skatteyderen havde opnået en retsbeskyttet forventning, allerede fordi beskatning alene af den faktiske anvendelse af båden og ikke at værdien af selve rådigheden var i åbenbar strid med ligningslovens § 16, stk. 6.

Parter

A
(advokat Per Christensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen).

Afsagt af lansdommerne

Eskild Jensen, Deleuran og Karina Floor (kst.)

Den 28. oktober 2003 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"...

Der klages over, at klageren er anset for skattepligtig af værdi af fri lystbåd med 120.560 kr. far indkomståret 1999.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har ansat værdi af fri lystbåd, jf, ligningslovens § 16, stk. 6, selvangivet med 7.700 kr., til 120.560 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet H1 Automobiler A/S (herefter benævnt selskabet), hvori klageren er hovedaktionær og direktør, anskaffede i 1995 en 21 fod motorsejler af mærket .... Anskaffelsessummen inklusive diverse udstyr udgjorde 274.000 kr.

I 1997 tog klageren duelighedstegn i sejlads for at opfylde de lovmæssige krav til sejlads af båden.

Båden blev søsat den 29. maj 1999 og er trukket på land igen den 31. oktober 1999.

Klageren har ikke fraskrevet sig rådigheden over selskabets båd, og klageren har selvangivet værdi af fri båd med 7.700 kr. for privat brug af selskabets båd i 10 dage i 1999.

Der er ført en logbog for båden for 1999. Denne har følgende indhold i renskrevet form:

"...

Følgende fremgår blandt andet af kendelse af 11. december 1997 fra den kommunale skattemyndighed:

"...

Vedr.: Skatteansættelsen for 1995.

Skatteadministrationen frafalder hermed sin tidligere ansættelsesændring for 1995 vedr. beskatning af fri båd.

Skatteadministrationen har således imødekommet de argumenter, De, Deres revisor og senest advokat R1 har fremført.

Skatteadministrationen er dog af den opfattelse, at en beskatning af båd til rådighed udfra en rådighedsbetragtning og ikke den faktiske anvendelse, vil kunne finde sted, såfremt den erhvervsmæssige anvendelse ikke på fyldestgørende måde dokumenteres. Dokumentation vil bl.a kunne indeholde en omhyggelig ført logbog.

Denne beskatning vil derfor uden erhvervsmæssig begrundelse kunne finde sted fra sejlsæson 1998.

Den allerede selvangivne værdi af fri båd for 1995 godkendes.

..."

Af den kommunale skattemyndigheds sagsfremstilling for indkomståret 1995 fremgår blandt andet følgende:

"...

Afslutningsvis henviste revisor til en ikke offentliggjort bindende forhåndsbesked, som skulle behandle problemstillingen omkring fri båd, samt det forhold, at det at købe en båd gennem selskabet, som skulle være A til rådighed ville være en økonomisk ulempe med den beskatning dette ville medføre. Det ville være mere økonomisk at købe båden selv.

Skatteadministrationen har ikke umiddelbart kunne finde en sådan afgørelse, men er i forbindelse med 17. udgave af Selskabsbeskatning fra Kommunernes Landsforenings forlag blevet bekendt med en bindende forhåndsbesked, der tager stilling til i hvilket omfang et selskabs eneaktionær skulle beskattes af en eventuel faktisk benyttelse af en båd, som selskabet påtænkte at anskaffe. Revisor bekræftigede, at det er netop denne afgørelse han henviser til.

Selskabet var et speciel-entreprenørselskab med ca. 110 ansatte og med en omsætning på ca. 60 mill. Alle arbejder udførtes for kunder i Storkøbenhavn.

Selskabet ville gerne have mulighed for at knytte er tættere kontakt til nuværende kunder samt profilere sig på en differentieret måde overfor nye kunder. Dette var hidtil sket ved at korttidschartre forskellige motorbåde til havnerundfarter, hvorved der foretoges besøg på nogle af selskabets byggerier.

Grundet denne bekostelige og besværlige måde ønskede selskabet at anskaffe sig en egnet motorbåd til det omhandlede formål.

Båden skulle anvendes erhvervsmæssigt og der ville blive ført en logbog, der var afstemmelig med bådens timetæller, således at den faktiske anvendelse kunne dokumenteres.

Det var oplyst, at direktøren selv ejede en sejlbåd, hvilket han fortsat tænktes at gøre.

Den lokale skattemyndighed udtalte, at når de i anmodningen oplyste omstændigheder lagdes til grund, ville beskatning af eneaktionæren alene skulle ske, i det omfang der skete faktisk anvendelse. I givet fald ville den objektive værdiansættelse i medfør af ligningslovens § 16, stk. 6 finde anvendelse. Ligningsrådet tilsluttede sig skattemyndighedens udtalelse og besvarede derefter den bindende forhåndsbesked i overensstemmelse hermed.

...

Efter en samlet vurdering er det herefter besluttet at efterkomme indsigelserne og godkendes det selvangivne beløb.

Ved henlæggelsesskrivelse til skatteyder er der dog fastholdt en fremtidig rådighedsbeskatning, såfremt den erhvervsmæssige anvendelse ikke på fyldestgørende måde dokumenteres.

..."

Af brev af 19. december 1997 fra klagerens repræsentant (advokat R1) til klageren fremgår blandt andet følgende:

"...

Du har fået brev af 11/12 1997 fra Skattevæsenet, hvor man frafalder beskatningen af værdi af båd for 1995. Afgørelsen får betydning også for 1996 og 1997.

Jeg går ud fra, at du og reg. revisor R2 sørger for den mulige dokumentation, der er for 1996 og 1997 for den erhvervsmæssige anvendelse af båden.

Jeg er glad for skattevæsenets afgørelse, som ikke er en for skattevæsenet sædvanlig afgørelse, men i den konkrete sag - efter min opfattelse - en helt rimelig afgørelse.

Afgørelsen bygger på skattevæsenets tillid til dine oplysninger (og R2s og mine oplysninger). Jeg vil derfor bede dig om fra og med den kommende sejlsæson at være særdeles omhyggelig med logbogen.

Jeg vil foreslå, at du indretter den sådan, at der af logbogen fremgår: "dato for sejladsen, tiden for brugen af båden og formålet med sejladsen. Der skal også angives, hvem der har været ombord". Et godt råd er at aflæse timetælleren på motoren hver gang der er sejlet, uanset at dette er besværligt.

Hvis skattemyndighederne på nogen måde finder, at der ikke leves op til tilliden, er jeg ikke i tvivl om, at man vil have en helt anderledes holdning.

..."

Der er fremlagt regninger vedrørende annoncer om salg af båden fra Berlingske Tidende og Jyllandsposten.

Skatteankenævnets afgørelse

"...

Klageren indkomstopgørelse for indkomståret 1999 er forhøjet med 112.860 kr., med henvisning til ligningslovens § 16, stk. 6.

Værdien af fri båd er beregnet med to procent af 274.000 kr. i 22 uger, svarende til i alt 120.560 kr.

Ifølge ligningslovens § 16, stk. 1, skal vederlag i form af formuegoder medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med en værdi beregnet efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 6. Ligningslovens § 16, stk. 6, har følgende indhold:

"Den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt stk. 1, sættes til 2 pct. pr. uge af bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering. Den skattepligtige værdi efter 1. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren for rådighedsretten."

Af punkt 12.6 i cirkulære nr. 72 af 17, april 1996 fremgår det blandt andet, at udtrykket lystbåd dækker enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed, samt at det er rådighedsretten, der beskattes og ikke den faktiske brug af båden. Det fremgår endvidere, at der ikke foretages beskatning for den tid, hvor båden er trukket på land.

Ved vurderingen af, om klageren har haft fri båd til rådighed, eller om båden udelukkende kan anses for anvendt til erhvervsmæssige formål, er der lagt vægt på følgende:

• at klageren ikke har fraskrevet sig rådighedsretten over båden,
• at klageren rent faktisk har haft båden til rådighed,
• at køb og salg af både ligger uden for selskabets normale forretningsområde,
• at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at båden udelukkende har været benyttet til erhvervsmæssige formål.

Klageren må derfor anses for at have haft båden til rådighed for privat anvendelse i perioden fra den 29. maj 1999 til den 31. oktober 1999, hvor båden ikke var trukket på land.

For så vidt angår henvisningen til sagsbehandlingen for indkomståret 1995 bemærkes, at det i kendelsen er anført, at beskatning af råderetten vil kunne finde sted fra sejlsæsonen 1998, hvis der ikke er en erhvervsmæssig begrundelse for at benytte båden. Dette betyder alene, at der som udgangspunkt sker beskatning af råderetten, såfremt det ikke er dokumenteret, at båden udelukkende er anvendt til erhvervsmæssige formål.

Kendelsen og sagsbehandlingen for indkomståret 1995 kan derfor ikke danne grundlag for en forventning om, at der i fremtiden ikke skal ske beskatning ud fra en rådighedsbetragtning, men alene ud fra den faktiske anvendelse.

..."

Klagerens påstand og argumenter

Der er over for Landsskatteretten fremsat påstand om, at klagerens indkomstopgørelse for indkomståret 1999 nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Det er på baggrund af den tidligere rejste skattesag drøftet med skattemyndighederne, hvorledes klageren kunne dokumentere den erhvervsmæssige udnyttelse af båden, nemlig ved førelse af en logbog. I den forbindelse blev det drøftet, hvilke oplysninger der skulle fremgå af logbogen. Den fremlagte logbog er ført detaljeret og med de oplysninger, der er relevante, ligesom den er ført, hver gang båden er anvendt. Klageren har selvangivet den del af brugen, som er privat helt i overensstemmelse med, hvad der er sket for indkomstårene 1995, 1996 og 1997, hvilket er godkendt i forbindelse med skattemyndighedernes behandling af skattesagen for indkomståret 1995.

Den anvendelse af båden, som i henhold til den førte logbog er erhvervsmæssig, er sket enten som led i personalepleje eller som led i reklameøjemed eller repræsentationsøjemed. Klageren har ikke haft rådighed over motorbåden i øvrigt, ud over hvad der er selvangivet.

Vedrørende logbogen bemærkes uddybende, at denne er udarbejdet i overensstemmelse med den aftale, som blev indgået med skattemyndighederne i december 1997. Den kommunale skattemyndighed rejste i 1997 en skattesag vedrørende netop båden for indkomståret 1995. I den forbindelse blev der blandt andet afholdt et afsluttende møde den 17. november 1997, hvor det blev drøftet, hvorledes anvendelsen af båden havde været indtil da, ligesom det blev drøftet, hvorledes håndteringen af anvendelsen af båden skattemæssigt skulle ske fremover.

Det blev således aftalt, at klageren fremover skulle dokumentere den erhvervsmæssige anvendelse af båden, og såfremt der måtte være en privat anvendelse af båden, så skulle denne private anvendelse som hidtil selvangives. Der er henvist til brev af 19. december 1997 fra klagerens repræsentant til klageren, hvor det i overensstemmelse med drøftelserne med skattemyndighederne beskrives, hvorledes logbogen bør føres. Brevet er fremsendt på baggrund af kendelsen fra den kommunale skattemyndighed af 11. december 1997.

For så vidt angår anvendelsen af motorbåden i 1999, er der alene tale om anvendelse i 31,8 timer i løbet af sommeren 1999. Båden har været anvendt af dels personalet i virksomheden, idet der har været mulighed for alle afdelinger for at lave personalearrangement, hvor man anvendte båden til sejlads på .... Dette skete blandt andet ved et arrangement for klargøringsafdelingen i forbindelse med ... arrangementet, mens det ikke var muligt at gentage dette for sælgerne i virksomheden, da motoren havde startproblemer.

Båden har desuden været anvendt til sejlads med forretningsforbindelser. Der er tale om forretningsforbindelser, som blandt andet har formidlet salg til "flådekunder", hvorved forstås kunder, som køber alle biler til deres virksomhed hos selskabet. Der har også været tale om arrangementer for kunde eller forretningsforbindelser, som blandt andet formidler finansieringen ved kunders køb af biler. De sejladser, hvor der har været tale om privat benyttelse, er nøje opgjort og selvangivet.

Om baggrunden for anskaffelsen af båden forklares, at selskabet i midten af 1990'erne begyndte at undersøge, hvorvidt der var et interessant marked ved at kombinere salget af biler og motorbåde. Producenten af de motorer, som anvendes i ... bådene, var den samme producent, som producerer motorerne til visse Opel biler. Der kunne derfor være en synergieffekt både i salgsleddet og i særdeleshed for selskabets autoværksted. Hensigten med anskaffelsen af båden var således at prøve markedet i ... af, herunder om der var interesse for disse motorbåde. Desuden var det tanken at anvende motorbåden - og eventuelt senere erhvervede både til lager og udstilling - som reklameobjekt med selskabets logo, hvilket da også er sket i forbindelse med blandt andet TV-optagelser, hvor båden har været anvendt som dommerbåd.

Det viste sig relativt hurtigt efter anskaffelsen af båden, at der ikke var den interesse for køb af motorbåde i ..., som man havde håbet på, og derfor var selskabet relativt hurtigt afklaret med, at båden skulle sælges. Indtil båden blev solgt, kunne den anvendes i reklameøjemed, ligesom den kunne anvendes til firmaarrangementer for selskabets personale og som led i selskabets pleje af forretningsforbindelser.

Båden har således fra 1998 været udbudt til salg mange gange, dels ved annoncer i Berlingske Tidende og Jyllandsposten, dels ved løbende indrykning på relevante hjemmesider, eksempelvis www.baad.tv2.dk og www.123.baad.dk. Særligt de to internetadresser er alment kendte salgssteder for både. Der er henvist til de fremlagte eksempler på annoncer og regninger herfor.

Siden købet i 1995 har båden kun været anvendt ganske lidt, i alt 115 timer. Båden har ligget på land både i 1998 og 2000. Årsagen til at båden blev sat i vandet i 1999 var, at selskabet i forbindelse med sine salgsbestræbelser skulle fremvise båden til interesserede købere, og at disse ønskede at se båden i vandet, herunder særligt at se motorens funktionsdygtighed. En motor kan således ikke tåle ikke at blive startet i en længere periode. Båden blev søsat lørdag den 29. maj 1999 med henblik på netop prøvesejlads, og den blev blandt andet fremvist den 2. og 3. juni 1999 til interesserede købere.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter retspraksis er der en række betingelser, der alle skal være opfyldte, for at en skattepligtig kan støtte ret på en tilkendegivelse efter det individuelle forventningsprincip. Efter disse betingelser skal den omhandlede tilkendegivelse blandt andet have været egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges dispositioner, der skal være tale om en direkte og positiv tilkendegivelse, og tilkendegivelsen skal være klar og uden forbehold. Endvidere kan der som udgangspunkt ikke opnås en retsbeskyttet forventning om den skattemæssige behandling på baggrund af tilkendegivelser fra underordnede skattemyndigheder.

Det bemærkes, at der foreligger en tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed vedrørende den skattemæssige behandling af den omhandlede båd i form af brev af 11. december 1997. Endvidere foreligger skattemyndighedens sagsreferat for indkomståret 1995, der nærmere beskriver baggrunden for tilkendegivelsen.

Da tilkendegivelsen ikke vedrører faktiske forhold eller et skøn i forbindelse hermed, har klageren ikke opnået en retsbeskyttet forventning om den skattemæssige behandling af båden for senere indkomstår, idet tilkendegivelsen stammer fra en underordnet skattemyndighed. Endvidere er tilkendegivelsen ikke uden forbehold.

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af fri benyttelse af andres lystbåd, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det fremgår af dagældende ligningslovs § 16, stk. 1 og 6, jf. statsskattelovens § 4.

Den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, beregnes som to procent per uge af bådens anskaffelsessum inklusive moms og levering. Det fremgår af dagældende ligningslovs § 16, stk. 6, (lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1999).

Det bemærkes, at det er rådigheden over en båd, der beskattes, mens den faktiske anvendelse er uden betydning for beskatningen. Der foretages dog ikke beskatning for den tid, hvor båden mere varigt er trukket på land, typisk om vinteren. Der henvises herved til punkt 12.6 i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996.

Klageren er hovedaktionær i selskabet, og klageren har derfor som udgangspunkt haft rådighed over selskabets båd til private formål i hele indkomståret 1999. Da klageren har haft adgang til at anvende den omhandlede båd privat, og klageren rent faktisk har anvendt båden privat, skal klageren beskattes af værdi af fri lystbåd. Den fremlagte logbog kan ikke medføre, at klageren kun skal beskattes af den faktiske brug af selskabets båd til private formål, således at klageren kun skal beskattes af værdien af fri lystbåd for visse dage eller uger, idet det er selve rådigheden over båden, som beskattes. Der henvises herved til det princip, som fremgår af Landsskatterettens kendelse af 21. maj 2002, offentliggjort i SKM 2002.369, vedrørende rådighedsbeskatning af biler.

Da der ikke findes grundlag for at ændre skatteankenævnets skøn over rådighedens udstrækning, stadfæstes den påklagede skatteansættelse derfor.

..."

Under denne sag, der er anlagt den 6. januar 2004, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med 112.860 kr., således at værdien af fri lystbåd ansættes som selvangivet med 7.700 kr.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse, subsidiært at ansættelsen af As indkomst for indkomståret 1999 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed.

Beløbet på 112.860 kr. udgør skatteansættelsen på 120.560 kr. med fradrag af det selvangivne beløb på 7.700 kr.

Der er enighed mellem parterne om, at den omhandlede forhøjelse er materielt korrekt i henhold til den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 6. Sagen drejer sig derfor alene om, hvorvidt sagsøgeren under de foreliggende omstændigheder kan fritages for rådighedsbeskatning i kraft af et forventningsprincip.

Forklaringer

A har forklaret, at den omhandlede båd er 7 meter lang og nærmest en "vandskibåd". Den er således ikke egnet til at afholde længere ferier i. Da det viste sig, at der ikke var et marked for salg af den pågældende bådtype i ..., brugte firmaet båden til personale- og kundearrangementer. Båden har kun sejlet små ture på .... Han deltog ikke i mødet med skatteforvaltningen i november måned 1997, men efter mødet fik han en instruks fra advokat R1 og revisor R2 om, at der fremover skulle føres en logbog, hvor der var dokumentation for hver time, der blev sejlet. Han førte herefter en håndskreven logbog, som lå i båden. Heraf fremgik dato for sejladsen, hvem der deltog, formålet med sejladsen og aflæsningen af bådens timetæller. Der blev ikke stillet krav om, at ruten skulle fremgå af logbogen. Det giver ingen mening at anføre sømil, for registreringen heraf afhænger af vind- og strømforhold under sejladsen. Logbogen blev efterfølgende renskrevet på computer. Timetælleren sad i motorrummet og kunne ikke umiddelbart aflæses. Den blev aflæst ved slutningen af sejladsen, og resultatet var også udgangspunktet for begyndelsen af næste sejlads. I 1999 blev der sejlet 20-30 timer i båden, hvoraf han har benyttet båden privat i ca. 8-10 timer. Hvis han havde fået at vide, at han ville blive beskattet af rådigheden af båden, ville han have solgt den eller købt den ud af virksomheden. Båden var ikke i vandet i 1998 og i 2001-2003. Den har været i vandet i år og har sejlet i 30-40 timer. Hans børn har også sejlet i den. Båden er nu sat til salg, fordi den er for dyr at have stående.

HG har forklaret, at han er kontorchef i skatteforvaltningen. Han deltog i den afsluttende behandling af As selvangivelse for 1995. Han kom ind i billedet, fordi A reagerede på kommunens agterskrivelse, hvoraf fremgik, at der skulle ske beskatning af rådigheden over båden. Han og hans medarbejder DN deltog i det møde, der blev afholdt med advokat R1 og revisor R2 den 17. november 1997, hvor de gennemgik sagen. Sagen er hverken sort eller hvid. Den ligger i gråzonen. Det var en sag, hvor man kunne argumentere til hvilken side, det skulle være. Der blev fremført mange argumenter vedrørende båden. De fik at vide, at A tilfældigt var kommet i forbindelse med bådforhandleren og øjnede en mulig udvidelse af virksomhedens forretningsområde, hvilket skatteforvaltningen anså for rimeligt og sandsynligt. Det blev også nævnt, at der var mulighed for at bruge båden til repræsentative formål i virksomheden. Mødet sluttede med, at DN og vidnet sagde, at de ville overveje, hvorledes argumenterne skulle tælle. De overvejede det nøje et par dage. Han spurgte sin vicekontorchef om hans mening, og de talte herefter alle tre om, hvad de skulle gøre. De argumenter, der blev fremført fra revisor R2s og advokat R1s side, fik dem til at acceptere at frafalde det tidligere forslag til skatteansættelse og i stedet acceptere beskatning ud fra den uges anvendelse af båden, der var selvangivet for 1995. Det var derfor velovervejet, da de skrev brevet af 11. december 1997. Der signaleres i brevet en væsentlig usikkerhed om holdbarheden af den dokumentation, der forelå for 1995. Der var tale om en helhedsvurdering for det år. Han husker ikke, om de på mødet drøftede den fremtidige beskatning, men det går han ud fra, for ellers ville de ikke have formuleret brevet, som de gjorde. De lod fortiden ligge og "kridtede banen op" for fremtiden. Han kan ikke erindre, om de diskuterede logbogen, men ud fra formuleringen af brevet er han overbevist om, at de må have trukket nogle paralleller til andre sager og drøftet de nærmere krav til logbogen. Bemærkningen i brevet af 11. december 1997 om, hvad der "bl.a." kunne være fyldestgørende dokumentation, er indsat for at understrege, at der kunne være momenter, der talte i en anden retning. Man må nok forstå bemærkningen på den måde, at en omhyggelig ført logbog kunne være tilstrækkelig dokumentation.

DN har forklaret, at hun er vicekontorchef i Kommunen. Hun var med til et møde, hvor de besigtigede båden. Det var en mindre speedbåd, som var delvist overdækket med en presenning. På mødet den 17. november 1997 med revisor R2 og advokat R1 var der lagt op til, at A skulle beskattes lempeligere end foreslået af forvaltningen, da han drev en hæderlig virksomhed, som var kommet lidt "i klemme". Der var ikke ført logbog for 1995. De lod sig besnakke til at afstå fra rådighedsbeskatning i 1995, men det blev gjort klart, at hvis A skulle undgå rådighedsbeskatning i fremtiden, skulle båden anvendes meget mere erhvervsmæssigt. De diskuterede førelse af logbog - timetæller med videre. Den præcise angivelse af, hvilken dokumentation der var nødvendig, blev ikke drøftet. Der var bestemt også en drøftelse vedrørende den fremtidige beskatning. Der blev ikke lagt op til, at en tilsvarende anvendelse i de kommende år som i 1995 sammenholdt med førelse af logbog var til strækkelig til, at kun den faktiske anvendelse af båden blev beskattet. Konklusionen på mødet blev således, at kommunen afstod fra rådighedsbeskatning, fordi virksomheden lovede "bod og bedring". Hun gjorde meget ud af at skrive i brevet af 11. december 1997, at udgangspunktet var rådighedsbeskatning, og hvis der skulle ske anden beskatning, skulle der være fyldestgørende dokumentation.

Revisor R2 har forklaret, at han er revisor for A. Da han modtog meddelelse om forhøjelsen af As skattepligtige indkomst for 1995, kontaktede han advokat R1. De aftalte herefter et møde med skattevæsenet til den 17. november 1997. Formålet var at forlige sagen. De havde et fornuftigt møde og fik en god snak om tingene. De drøftede kravene til dokumentation for anvendelse af båden. De talte om at føre en logbog, og hvad den skulle indeholde. Den skulle angive dato og tid for brug af båden, hvem der deltog, hvor lang tid sejladsen varede, og tidsforbruget skulle kunne afstemmes med tælleren i båden.

Han fik klart indtryk af, at skattevæsenet opstillede nogle retningslinier for, hvorledes tingene skulle køre fremover. Hvis A ikke skulle få problemer igen, skulle han følge de retningslinier, der blev givet på mødet. Da vidnet forlod mødet, var det således hans klare opfattelse, at hvis A førte en logbog, ville det være tilstrækkeligt til at undgå rådighedsbeskatning. Han husker ikke noget krav om, at der skulle ske en øget erhvervsmæssig anvendelse af båden fremover. Han har læst R1s brev af 19. december 1997 til A, og indholdet er dækkende for hans opfattelse af udfaldet af mødet. Han har selvangivet et beløb på 7.700 kr. for det antal dage, A ifølge logbogen har benyttet båden til private formål i 1999. Han har ikke set den originale logbog.

Advokat R1 har forklaret, at hun deltog i mødet med kontorchef HG og DN den 17. november 1997. De drøftede As sag og en utrykt afgørelse vedrørende en lignende sag for 1996, som hun havde medbragt, hvor Ligningsrådet havde givet en bindende forhåndsbesked om beskatning af den faktiske anvendelse af en båd. Der var på mødet enighed om, at A var blevet hårdt beskattet af båden i 1995, men det var på den anden side også klart, at timeregistreringen for 1995 ikke opfyldte de krav, som skattevæsenet stillede. De talte om, hvordan de skulle forholde sig fremover, og hvilke faktiske oplysninger der skulle fremgå af logbogen. Det var nødvendigt at tage sædet i båden op for at aflæse timetælleren, og hun spurgte, om skattevæsenet virkelig krævede, at A skulle tage det op, og det bekræftede de. Hun opfattede det sådan, at hvis logbogen blev ført på den angivne måde, og hvis forholdene i øvrigt var uændrede, ville A kun blive beskattet af den faktiske anvendelse af båden i fremtiden. Hun kan ikke huske, om de drøftede fordelingen mellem den erhvervsmæssige og private anvendelse af båden. De fik ikke en endelig afklaring m beskatningen på mødet. Hun kan ud af sin sagsmappe se, at hun efter mødet har talt med skattevæsenet, som gav udtryk for at "sagen simrede i hovedet". Derefter modtog hun brevet af 11. december 1997. Hun var glad for tilkendegivelsen på grund af den utilstrækkelige dokumentation for 1995. De formuleringer, der fremgår af brevet, er taget fra den sag, hun medbragte til mødet, og hun opfattede skattevæsenets tilkendegivelse som en forlængelse af Ligningsrådets afgørelse i de sag. Hun skrev herefter brevet af 19, december 1997 til A. Indholdet svarer til hendes opfattelse af konklusionen af drøftelserne på mødet. Skattevæsenet stillede de samme krav til førelse af logbogen som til et kørselsregnskab. Revisoren og hun var enige om, hvorledes logbogen skulle føres. Bemærkningen i brevet af 19. december 1997 om, at det ikke var en sædvanlig afgørelse, skattevæsenet havde truffet, skal forstås på den måde, at skattevæsenet viste sig at være meget fleksible ved ikke at beskatte A af rådigheden over båden i 1995, når kravene om førelse af logbog ikke var opfyldt.

Procedure

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at både beskatningen for 1995 og for de kommende år blev drøftet på mødet den 17. november 1997. Der blev indgået en aftale om, hvorledes han skulle forholde sig, hvis båden blev benyttet privat, og at han kun skulle beskattes af den faktiske anvendelse. Skattemyndighederne gav i den forbindelse konkrete anvisninger om førelse af logbog, og disse anvisninger er efterkommet. Der blev ikke stillet krav om, at sejlruten skulle angives. Man kan fæste lid til logbogen, som illustrerer omfanget af den private benyttelse. Båden har været anvendt privat i 6-7 dage i 1999, og der er selvangivet 10 dages anvendelse. Skattevæsenets optræden i sagen har været egnet til at bibringe ham en retsbeskyttet forventning om, at han kun ville blive beskattet af den faktiske private anvendelse af båden i de efterfølgende indkomstår, og denne forventning har påvirket hans dispositioner. Han ville have lagt båden på land eller have købt den ud af selskabet, hvis han vidste, at han ville blive rådighedsbeskattet. Den økonomiske realitet i sagsøgtes standpunkter, at hans indkomst forhøjes med 112.860 kr. for 7-10 timer i båden. Tilkendegivelsen er klar og uden forbehold og er resultatet af grundige overvejelser i forvaltningen. Det er ikke afgørende, at der som hovedregel ikke kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed . Udgangspunktet må være, at det er skattemyndighederne, de har den største indsigt på området, og at det ikke kan forventes, at en skatteborger skal være bedre end myndighederne til at vurdere lovligheden af en beslutning. Det må derfor komme Skatteministeriet til skade, hvis skatteforvaltningen har overskredet sine interne instrukser og kompetence.

Skatteministeriet har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at A er blevet korrekt beskattet efter ligningsloven § 16, stk. 6. A er ikke bibragt en retsbeskyttet forventning om, at han skal have en bedre retsstilling, end hvad der følger af loven. Området for anvendelsen af retsbeskyttede forventninger er med rette snævert. Det fremgår af skattemyndighedernes brev af 11. december 1997 og sagsreferatarket fra 1995, at tilkendegivelsen kun vedrører 1995. A kan derfor ikke få en retsbeskyttet forventning for senere år. Der lignes år for år. Tilkendegivelsen rækker kun fremad i relation til den bevismæssige vurdering og ikke i relation til ligningen. Skattemyndighederne er kun bundet af en tilkendegivelse, hvis skatteyderen ellers stilles i en urimelig bevismæssig situation. Det er ikke det, der er tilfældet her. A har ikke lidt et tab ved at have disponeret i tillid til tilkendegivelsen, og han har ikke fået en berettiget forventning om, at han fremover ikke ville blive rådighedsbeskattet af båden. Det bestrides, at logbogen dokumenterer den erhvervsmæssige anvendelse. Den originale logbog er ikke fremlagt, og sejlruten og antal sømil fremgår ikke. Det er derfor ikke muligt at føre kontrol. I tilkendegivelsen tages forbehold om, at der ikke i senere indkomstår kan forventes en tilsvarende behandling som i indkomståret 1995. De overordnede skattemyndigheder fører tilsyn med og har revisionsbeføjelser over for de underordnede myndigheder, og A kan derfor ikke støtte ret på en klart fejlagtig tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed. Det er åbenbart i strid med ligningslovens § 16, stk. 6, at give sagsøgeren medhold i påstanden, da det er klart, at bestemmelsen vedrører rådighedsbeskatning. A har ikke udnyttet muligheden for at indhente en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet, hvilket må komme ham til skade.

Skatteministeriet har til støtte for påstanden om hjemvisning gjort gældende, at hvis A får medhold i sin påstand, tilkommer det skattemyndighederne at foretage et skøn over den faktiske private benyttelse, herunder af om logbogen giver tilstrækkeligt grundlag for at beskatte A i overensstemmelse med det selvangivne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Dommerne Deleuran og Karina Floor udtaler:

Efter bevisførelsen lægges et til grund, at drøftelserne på mødet den 17. november 1997 angik den skattemæssige virkning af privat benyttelse af båd n for såvel året 1995 som de følgende år.

Det må videre efter bevisførelsen, herunder forklaringerne fra advokat R1g revisor R2 sammenholdt med formuleringen af avokatens brev af 19. december 1997 til A lægges til grund, at det på mødet blev aftalt, hvorledes logbogen skulle føres, såfremt han også i fremtiden kun skulle enkattes af den faktiske anvendelse af båden, og at logbogen i det væsentlige er ført i overensstemmelse med de angivne retningslinier. Bemærkningen i skattevæsenets brev af 11. december 1997 til A om, at der ville kunne finde rådighedsbeskatning sted fra sejlsæson 1998, kan på den baggrund ikke opfattes som et forbehold. Efter formuleringe af brevet må det derimod opfattes som en anvisning på, hvilke forholdsregler han skulle tage, hvis han ville undgå rådighedsbeskatning. Det er ikke heroverfor bevist, at skatteforvaltningen har stillet krav om en ændret fordeling mellem de erhvervsmæssige og private anvendelse af båden, eller at båden udelukkende skulle anvendes til erhvervsmæssige formål.

Det må ud fra de økonomiske oplysninger om rådighedsbeskatningen, sammenholdt med omfanget af As anvendelse af båden, lægges til grund, at tilkendegivelsen har haft indflydelse på hans dispositioner, og at han - f.eks. ved salg - kunne have disponeret på en måde, der ville have fritaget ham fra rådighedsbeskatning.

Der foreligger herefter sådanne ganske særlige omstændigheder, at A som udgangspunkt kan støtte ret på den lokale skattemyndigheds tilkendegivelse.

Revisor R2 og advokat R1 fremkom med indsigelser imod rådighedsbeskatningen for 1995, hvilket medførte en forhandling med skattemyndighederne. På mødet blev blandt andet drøftet en tiisvarende sag, hvor ligningsmyndighederne havde givet en binde de forhåndsbesked om beskatning af anvendelsen af en båd. De efterfølgende tilkendegivelse fra skattevæsenet fremkom efter flere dages overvejelser, idet sagen efter kontorchef HGs forklaring lå i "gråzonen", og man derfor kunne argumentere både for og imod rådighedsbeskatning.

Uanset formuleringen af den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 6,finder vi på den anførte baggrund ikke, at det for A eller dennes rådgivere måtte fremstå som åbenbart, at tilkendegivelsen var i strid med lovgivningen, eller at kommunen ikke havde kompetence til at fravige rådighedsbeskatingen. Skattemyndighederne, som er fremkommet med en særdelesvelovervejet tilkendegivelse, er derfor nærmest til at bære risikoen for, at denne ikke er i overensstemmelse med lovgivningen.

Vi finder herefter, at A er bibragt en retsbeskyttet forventning om, at han ved førelse af logbog som sket kun ville blive beskattet af den faktiske anvendelse af båden.

Som følge af det anførte, og da ligningsmyndighederne bør have lejlighed til at foretage en vurdering af den faktiske private benyttelse af båden stemmer vi for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne i overensstemmelse med Skatteministeriet subsidiære påstand.

Dommer Eskild Jensen udtale

Efter ligningslovens § 16, tk. 1, skal værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Efter lovens §16, stk. 6, sættes den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, til 2 % pr. uge af bådens anskaffelsessum, inkl. moms og levering. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse af 11. december 1997 vedrørende indkomståret 1995, hvorefter beskatning af værdien af fri lystbåd skulle ske på grundlag af As faktiske anvendelse af båden og ikke af værdien af rådigheden, er i åbenbar modstrid med ligningslovens § 16, stk. 6. Allerede som følge heraf er der med denne afgørelse ikke skabt en retsbeskyttet forventning hos A om en tilsvarende beskatning af værdien af fri lystbåd i indkomståret 1999. Som følge heraf stemmer jeg for at tage Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

T h i k e n d e s f o r r e t

Ansættelsen af sagsøgeren As indkomst for indkomståret 1999 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed.

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal inden 14 dage betale 12.000 kr. i sagsomkostninger til A.