Dokumentets metadata

Dokumentets dato:25-01-2005
Offentliggjort:03-03-2005
SKM-nr:SKM2005.102.VLR
Journalnr.:12. afdeling, B-1994-03
Referencer.:Affaldsafgiftsloven
Dokumenttype:Dom


Affaldsafgift - overskudstræ - restprodukt fra produktion - anvendt som brændsel

Overskudstræ, der anvendes til brændsel i virksomhedens eget fyringsanlæg, anset for afgiftspligtig efter § 9 og § 11, stk. 2, om afbrænding af eget affald.


Parter

Jamo A/S
(advokat Kurt Siggaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten).

Afsagt af landsdommerne

Vogter, Elisabeth Mejnertz og Kirsten Hee Larsen (kst.)

Sagsøgeren, Jamo A/S, driver en virksomhed, der bl.a. fremstiller højtalerkabinetter, hvorved der fremkommer restprodukter bestående af spåner og fraskær, som anvendes til brændsel i virksomhedens eget fyringsanlæg. Sagen drejer sig om, hvorvidt der har været hjemmel til at opkræve affaldsafgift og affaldsvarmeafgift af dette overskudstræ hos sagsøgeren i perioden 1. januar 1997 til 30. april 2001.

Under sagen, som er anlagt den 29. august 2003, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at opkrævning af affaldsafgift og affaldsvarmeafgift for perioden 1. januar 1997 til 30. april 2001 med i alt 1.799.424 kr. har været uhjemlet.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Parterne er enige om det opkrævede beløbs størrelse.

Parterne er ligeledes enige om,

at

overskudstræet pga. indhold af limrester (mellem 7-9 pct.) ikke er rent træflis eller
rent træaffald,

at

sagsøger i medfør af lov om afgift af affald og råstoffer er en registreringspligtig
virksomhed,

at

overskudstræet er omfattet af affaldsbekendtgørelsen, og

at

overskudstræet er omfattet af den kommunale anvisningspligt i
affaldsbekendtgørelsen.

Der er endelig enighed om, at hvis overskudstræet er omfattet affaldsafgiftsloven, er det også omfattet af kulafgiftsloven.

Ved kendelse af 19. marts 2003 stadfæstede Landsskatteretten ToldSkats afgørelse af 17. oktober 2001.

Af kendelsen fremgår bl.a.:

"Klagen skyldes, at ToldSkat har anset virksomheden for registrerings- og afgiftspligtig pr. 1. januar 1997 efter affaldsafgiftslovens § 11, stk. 2, og § 9, samt kulafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 6 for så vidt angår restprodukter fra produktionen, der anvendes til brændsel i eget fyringsanlæg.

...

Det fremgår af sagens oplysninger, at det klagende selskab (herefter benævnt virksomheden) er moderselskab i Jamo-koncernen, og har 12 datterselskaber beliggende i forskellige lande. Virksomheden forestår al produktion og produktudvikling samt koncernstyring af salg og marketing. Datterselskaberne varetager salgsfunktionen i de enkelte lande og driver handelsvirksomhed med de af koncernen valgte agenturprodukter. Ca. 75 % af virksomhedens salg sker til datterselskaberne.

Det er videre oplyst, at virksomheden foretager udskæring af MDF- og spånplader til højtalerkabinetter, hvorved fremkommer spåner og fraskær, såkaldt overskudstræ. Dette overskudstræ har virksomheden anvendt til fyring i eget kedelanlæg. Virksomheden har fremlagt lokaleoversigt, hvoraf placeringen af de omhandlede forbrændingsanlæg fremgår. Det fremgår heraf, at disse er integreret i produktionsområderne, og således indgår i denne enhed. Restprodukterne fra produktionen tilføres ved udsugning (og eventuel knusning) nogle siloer beliggende i tilknytning til forbrændingsanlæggende, og hvorfra der sker tilførsel til forbrænding. Eventuel supplerende tilførsel til forbrændingsanlæggene sker i form af nogle af virksomheden indkøbte træpiller. Den i forbrændingsanlæggene producerede varme anvendes af virksomheden i henholdsvis produktions- og administrationsområdet. Til brug for produktionen får virksomheden tilført råmaterialer i form af spånplader mv. Der sker ingen tilførsel af affald. Virksomheden har til regionen oplyst, at de omhandlede restprodukter indeholder mere end 10 % limrester. Virksomheden har dispensation til afbrænding af overskudstræet.

Det er videre oplyst, at kommunens miljøafdeling den 9. februar 2001 har gjort virksomheden opmærksom på, at affaldstræet kun må afbrændes i godkendte anlæg, dvs. anlæg der er godkendt efter bekendtgørelsen om affaldsforbrænding.

ToldSkat har ved den påklagede afgørelse foretaget opkrævning af affaldsafgift og affaldsvarmeafgift for perioden 1. januar 1997 30. april 2001 med i alt 1.799.424 kr. Det er som begrundelse herfor anført, at de omhandlede restprodukter i afgiftsmæssig henseende må anses for affald, idet disse ikke kan anses for rent træflis eller andet rent træaffald (biomasseaffald), jf. indtil 1. januar 1998 gældende bestemmelse i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, nr. 2. Regionen har videre ikke anset restprodukterne for afgiftsfri i medfør af den senere fra 1. januar 1998 gældende bestemmelse i affaldsafgiftsloven § 9, stk. 3, nr. 1, idet disse ikke er anset for biomasseaffald, der uden kommunal anvisning kan forbrændes, jf. bekendtgørelse nr. 638 af 3. juli 1997 om biomasseaffald. Regionen har videre fra 1. januar 1999 anset virksomheden for registrerings- og afgiftspligtig i henhold til kulafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. § 1, nr. 6, af den producerede affaldsvarme.

Virksomhedens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at virksomheden ikke er affaldsafgiftspligtig af de omhandlede restprodukter. Subsidiært er nedlagt påstand om, at virksomheden i henhold til affaldsafgiftslovens § 12, stk. 1, kan opgøre den afgiftspligtige mængde ved forbrænding af eget affald til 0 kr.

...

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Endvidere skal der fra 1. januar 1999 betales affaldsvarmeafgift af varme produceret ved forbrænding af affald, der er omfattet af afgiftspligten i affaldsafgiftsloven, jf. kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Videre fremgår af den fra 1. januar 1997 gældende bestemmelse i affaldsafgiftslovens § 11, stk. 2, at virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eller forbrænder eget affald, som er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt, skal registreres hos de statslige told- og skattemyndigheder.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1224 af 27. december 1996, hvorved der samtidig blev foretaget en ændring af ordlyden af lovens § 11, stk. 1, samt tilføjet bestemmelser om registreringspligt for slamforbrændingsanlæg samt virksomheder og anlæg, der medforbrænder affald med henblik på udnyttelse af materialer i affaldet i produktionen, jf. lovens § 11, stk. 3 og 4.

Af bemærkninger til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:

"Hovedreglen i den gældende lov om afgift af affald og råstoffer er, at et anlæg, der modtager affald til deponering eller forbrænding, er registreringspligtigt, hvis anlægget modtager affald, der er anvist af en kommunalbestyrelse. Det præciseres, at det ikke er en betingelse for registreringspligten, at kommunalbestyrelsen har foretaget en aktiv anvisning. Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er et sædvanligt forbrændingsanlæg eller en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om f.eks. et specialdepot eller et produktionsanlæg, hvor der medforbrændes affald.

...

Ifølge gældende praksis er deponering og forbrænding på egen grund også omfattet af afgiftspligten. Dette præciseres med forslagets nr. 6. Desuden fjernes registreringsfritagelsen for slamforbrændingsanlæg. Afbrænding af slam vil derfor fremover være afgiftspligtig, uanset om afbrændingen sker på affaldsforbrændingsanlæg, slamforbrændingsanlæg eller på f.eks. kraftværker. Endelig foreslås det, at virksomheder, der medforbrænder affald omfattet af den kommunale anvisningspligt med det formål at udnytte materialer i affaldet i virksomhedens produkter, alene bliver registreringspligtige for modtagelsen af dette affald.

..."

Reglerne i affaldsafgiftslovens §§ 9 og 11 blev oprindeligt indført ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 i §§ 82 a og 82 c i miljøbeskyttelsesloven. Ved lov nr. 838 af 19. december 1989 blev der gennemført en særlig lov om affaldsafgift, og denne er efterfølgende ændret ved lov nr. 1071 af 23. december 1992. Der ses hverken i lovteksten eller i forarbejderne til de nævnte love at forefindes bidrag til fortolkning af, hvorledes den registreringspligtige virksomhed i omhandlede tilfælde skal afgrænses.

På grundlag af ordlyden af lovens § 11, stk. 2, finder Landsskatteretten, af virksomheden med rette er anset for registreringspligtig, hvilket i øvrigt er tiltrådt af virksomhedens repræsentant.

Landsskatteretten finder videre, at de i sagen omhandlede restprodukter fra produktionen i medfør af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, er afgiftspligtige. Retten har herved lagt vægt på, at de omhandlede restprodukter er tilført den registreringspligtige virksomhed, idet formuleringen af lovbestemmelsen også omfatter den situation, hvor virksomheden indkøber råvarer til brug i produktionen velvidende, at der i forbindelse hermed opstår et restprodukt i form af affald. Den principale påstand tages derfor ikke til følge.

Det er ubestridt, at de i sagen omhandlede restprodukter fra produktionen ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 3, nr. 1, (svarende til den indtil 1. januar 1998 gældende bestemmelse i lovens § 9, stk. 3, nr. 2), og virksomheden således med rette anset for afgiftspligtig af restprodukterne, og er som følge heraf tillige afgiftspligtig i henhold til kulafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Under henvisning til ovenstående finder Landsskatteretten heller ikke grundlag for at tage klagerens subsidiære påstand til følge, jf. lovens § 12, stk. 1. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

..."

Parternes procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der ikke var klar lovhjemmel til at opkræve de omhandlede afgifter, idet det hverken af lovens ordlyd, motiverne til loven eller af lovens formål og sammenhæng med andre regler fremgik, at der kunne pålægges sagsøgeren afgift.

Sagsøgeren har anført, at afgiftspligtens omfang er reguleret i affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, hvorefter der skal betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. Virksomheden har ikke fået tilført stof eller genstande henhørende under affaldsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. bekendtgørelsens bilag 1 og bilag 2. Det ved sagsøgers højtalerkabinetproduktion fremkomne overskudstræ er ikke affald, der er tilført den registreringspligtige virksomhed, jf. affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1. Sagsøgeren bestrider ikke, at sagsøgeren var registreringspligtig i medfør af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 2, og dermed var potentielt afgiftspligtig, men afgiftspligten skulle kun udløses, hvis der udefra blev tilført afgiftspligtigt affald omfattet af affaldsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Denne forståelse af begrebet "tilførsel" i lovens § 9, stk. 1 er bedst stemmende med bestemmelsens ordlyd og affaldsafgiftslovens øvrige opbygning, navnlig §§ 12 og 14. I relation til affaldsafgiftslovens § 11, stk. 2, skal virksomheden anses som en enhed, idet der ikke foreligger belæg for at foretage en opdeling af virksomheden, således at forbrændingsanlægget i sig selv kan anses for at udgøre en registreringspligtig virksomhed. En sådan fortolkning af § 11, stk. 2, ville medføre, at bestemmelsen var overflødig, idet anlægget allerede ville være omfattet af § 11, stk. 1. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at man ved ændringen af affaldsafgiftslovens § 11 i 1997 ikke har haft til hensigt at udvide kredsen af afgiftssubjekter, idet der fintet er angivet herom i bemærkningerne til lovforslaget.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren udøver en virksomhed/har et anlæg, som er registreringspligtigt efter § 11, stk. 2, fordi der sker forbrænding af eget affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt. Afgiftspligten efter § 9 indtræder derfor i det øjeblik, den registreringspligtige virksomhed/anlæg forbrænder eget affald. Det er således ikke afgørende, om der er tale om affald, der er tilført virksomheden udefra, ligesom det er uden betydning, at anlægget som her er sagsøgerens eget anlæg til afbrænding af affald. Afgiftspligten indtræder i den situation ved tilførslen til sagsøgerens registreringspligtige forbrændingsanlæg. Sagsøgte har i denne forbindelse anført, at det af motiverne til lovændringen i 1997 vedrørende § 11, stk. 2, fremgår, at det er den faktiske behandling af affaldet, som udløser registreringspligt. Overfor sagsøgerens anbringende om, at ovennævnte forståelse af bestemmelserne i §§ 9 og 11, stk. 2, medfører, at § 11, stk. 2, ikke har nogen selvstændig betydning, har sagsøgte gjort gældende, at den af sagsøgeren hævdede fortolkning medfører, at virksomheder omfattet af § 11, stk. 2, aldrig vil kunne blive afgiftspligtige i medfør af registreringspligten efter § 11, stk. 2. Dette skyldes, at virksomheder i henhold sagsøgerens fortolkning kun er afgiftspligtige af det udefra tilførte affald. Når der tilføres affald udefra, følger registreringspligten imidlertid allerede af § 11, stk. 1, da der i så fald ikke er tale om eget affald. Sagsøgte har endelig gjort gældende, at når der i loven forefindes en særskilt bestemmelse, hvorefter virksomheder og anlæg, der på egen grund forbrænder eget affald, er registreringspligtige, må afgiftspligten også netop omfatte eget affald.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at sagsøgeren i medfør af § 11, stk. 2, i affaldsafgiftsloven er en registreringspligtig virksomhed og at det overskudstræ, som fremkommer i forbindelse med sagsøgerens produktion af højtalerkabinetter, er affald, jf. affaldsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1.

Lov om afgift af affald og råstoffer § 11 fik sin nuværende formulering ved lov nr. 1224 af 27. december 1996.

I bemærkningerne til lovforslaget er anført:

"...

Til nr. 6 og 7

Hovedreglen i den gældende lov om afgift af affald og råstoffer er, at et anlæg, der modtager affald til deponering eller forbrænding, er registreringspligtig, hvis anlægget modtager affald, der er anvist af en kommunalbestyrelse. Det præciseres, at det ikke er en betingelse for registreringspligten, at kommunalbestyrelsen har foretaget en aktiv anvisning. Registreringspligten indtræder uanset, om anlægget er et sædvanligt forbrændingsanlæg eller en almindelig kontrolleret losseplads, eller om der er tale om f.eks. et specialdepot eller et produktionsanlæg, hvor der medforbrændes affald. Med forslaget præciseres det, at det er det modtagende anlægs faktiske håndtering af affaldet, og ikke ordlyden af den kommunale anvisning, der er afgørende for spørgsmålet om registreringspligten.

Ifølge gældende praksis er deponering og forbrænding på egen grund også omfattet af afgiftspligten. Dette præciseres med forslagets nr. 6. [skal være "nr. 7"] .

..."

I overensstemmelse med ordlyden af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, sammenholdt med § 11, stk. 2, og forarbejderne til denne bestemmelse, har sagsøgeren som registreringspligtig virksomhed fået tilført affald til sit eget forbrændingsanlæg og skal dermed betale afgift i den foreliggende situation, hvor sagsøgeren forbrænder eget affald. Der er således ikke grundlag for en fortolkning, hvorefter kun affald tilført udefra udløser afgift.

Landsretten tager herefter sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagens omkostninger for landsretten skal sagsøgeren, Jamo A/S, betale til sagsøgte med 85.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.