Dokumentets metadata

Dokumentets dato:15-06-2004
Offentliggjort:29-03-2005
SKM-nr:SKM2005.141.LR
Journalnr.:99/04-4310-00302
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende forhåndsbesked


Medarbejderaktier

Ligningsrådet bekræftede, at en påtænkt udstedelse af tegningsretter til tre medarbejdere opfyldte betingelsen i ligningslovens § 7 H, stk. 2, nr. 2, litra b, når tegningskursen fastsattes til kurs pari med tillæg af 10 pct. pr. år fra 1. juli 2003 til udnyttelse af tegningsretten. Betingelsen om, at de modtagne tegningsretters udnyttelseskurs maksimalt er 15 pct. lavere end markedskursen på de aktier, som de modtagne retter giver ret til at tegne, var opfyldt, idet tegningskursen på intet tidspunkt kunne blive lavere end markedskursen på retserhvervelsestidspunktet. Vurderingen skulle foretages ud fra forholdene på retserhvervelsestidspunktet, jf. § 7 H, stk. 1, idet udnyttelseskursen ikke lå fast.


Spørgsmål
Kan Ligningsrådet bekræfte, at den påtænkte udstedelse af tegningsretter til tre medarbejdere opfylder betingelsen i ligningslovens § 7H, stk. 2, nr. 2b, når tegningskursen ønskes fastsat til kurs 100 (pari) med tillæg af 10% pr. år fra 1. juli 2003 til udnyttelse af tegningsretten?Svar
Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold
Et selskabs aktiviteter krævede betydelige investeringer og selvom der var forventninger om, at selskabet på sigt vil kunne opnå et økonomisk udbytte af investeringerne var fremtiden behæftet med betydelig usikkerhed. Selskabet har derfor valgt ikke at aktivere de afholdte omkostninger.

På baggrund af resultaterne havde selskabet haft behov for yderligere kapitaltilførsel, og havde foretaget en kapitalforhøjelse til kurs pari.

Det var selskabets vurdering, at markedsværdien af selskabets aktier, i det omfang aktierne var omsættelige, højst udgjorde kurs pari, da selskabets resultater også efter kapitaltilførslen udgjorde et ikke ubetydeligt underskud. Det var endvidere selskabets vurdering, at det var en betingelse for færdigudvikling af selskabets projekter, at der kunne opnås tilsagn om yderligere kapitaltilførsel.

Medarbejderne var af helt afgørende betydning for selskabets aktiviteter. Selskabet ønskede derfor at tildele 3 medarbejdere tegningsretter. Tegningskursen skulle fastsættes til kurs 100 (pari) med tillæg af 10% p.a. indtil udnyttelse af tegningsretten.

Det var lagt til grund for Styrelsens indstilling, at der skete ubetinget retserhvervelse på tildelingstidspunktet, dvs. at der ikke var knyttet suspensive betingelser til retserhvervelsen.

Styrelsens indstilling og begrundelse
I henhold til § 7H skal personer, der som led i et ansættelsesforhold modtager vederlag i form af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier, ikke medregne værdien heraf ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det er bl.a. en betingelse for at opnå skattefrihed efter § 7H, stk. 2, nr. 2, litra b, at den ansatte i samme år modtager købe- eller tegningsretter, hvor udnyttelseskursen maksimalt er 15 pct. lavere end markedskursen på de aktier, som de modtagne retter giver ret til at erhverve eller tegne, og aktier, hvor værdien heraf ikke overstiger 10 pct. af den ansattes årsløn.

Vurderingen af, om grænsen er overholdt, skal ske ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor den faktiske udnyttelseskurs foreligger, dog senest på retserhvervelsestidspunktet. Ved den faktiske udnyttelseskurs forstås den eksakte kurs, som den ansatte skal betale for aktierne. Fastlæggelse af principperne for udnyttelseskursens beregning er ikke tilstrækkeligt til, at der kan siges at foreligge en faktisk udnyttelseskurs. Først på det tidspunkt, hvor der opgøres en eksakt kurs ud fra de tidligere fastlagte principper, foreligger der en faktisk udnyttelseskurs, jf lovbemærkningerne og Ligningsvejledning 2004-2, A.B.1.15 .

I den foreliggende sag fastsættes tegningskursen til kurs 100 (pari) med tillæg af 10 pct. p.a. fra 1. juli 2003 til udnyttelse af tegningsretten. Efter styrelsens opfattelse foreligger den faktiske udnyttelseskurs først på det tidspunkt, hvor den ansatte udnytter tegningsretten, idet den eksakte kurs først kan beregnes, når udnyttelsestidspunktet kendes.

Det lægges til grund for besvarelsen, at tegningsretterne retserhverves endeligt på tildelingstidspunktet. Vurderingen af, om betingelsen i stk. 2, nr. 2 er opfyldt, skal derfor foretages på tildelingstidspunktet, uanset at udnyttelseskursen ikke ligger fast.

Det påtænkes alene at give de ansatte tegningsretter. Såfremt udnyttelseskursen maksimalt er 15 pct. lavere end markedskursen på aktierne, er betingelsen i stk. 2, nr. 2 litra b opfyldt. Tegningskursen forventes fastsat til kurs 100 (pari) med tillæg af 10 pct. p.a. fra 1. juli 2003 til udnyttelse af tegningsretten. Efter rådgivers opfattelse er den aktuelle markedskurs på de aktier, som medarbejderen får ret til at tegne, højst pari.

En medarbejderordning efter § 7 H indebærer, at medarbejderen modtager

vederlag i form af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier. At der skal være tale om et vederlag vil sige, at de tildelte aktier m.v. skal repræsentere en økonomisk fordel (værdi) på retserhvervelsestidspunktet, f.eks. hvis en købe- eller tegningsret kan eller forventes at give mulighed for at erhverve/tegne aktier til favørkurs, jf. ligningsvejledningen afsnit A.B.1.15. Da det ikke kan udelukkes, at tegningsretten repræsenterer en økonomisk værdi, lægges det til grund for besvarelsen, at der er tale om et vederlag (såfremt der ikke er tale om et vederlag, sker der ikke beskatning).

Som anført skal vurderingen af, om tegningskursen maksimalt er 15 pct. lavere end udnyttelseskursen foretages efter forholdene på retserhvervelsestidspunktet, der i den konkrete sag er tildelingstidspunktet. Ifølge det oplyste udgør markedskursen på retserhvervelsestidspunktet højst pari.

Idet tegningskursen på intet tidspunkt er lavere end markedskursen på retserhvervelsestidspunktet er betingelsen om, at de modtagne tegningsretters udnyttelseskurs maksimalt er 15 pct. lavere end markedskursen på de aktier, som de modtagne retter giver ret til at tegne, opfyldt.

Det indstilles derfor, at spørgsmålet besvares med et ja.

Ligningsrådet tiltræder styrelsens indstilling.