Dokumentets dato: | 20-04-2005 |
Offentliggjort: | 20-04-2005 |
SKM-nr: | SKM2005.165.TSS |
Journalnr.: | 99/03-313-00111 |
Referencer.: | Lønsumsafgiftsloven |
Dokumenttype: | Meddelelse |
Styrelsen præciserer reglerne for hvornår aktieordninger skal medregnes til lønsummen efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3
Told- og Skattestyrelsen har modtaget en forespørgsel om hvorvidt der i henhold til lønsumsafgiftslovens § 4 skal betales lønsumsafgift af værdien af aktier/optioner, der er omfattet af ligningslovens § 7 H.
Styrelsen skal hermed præcisere retningslinjerne for lønsumsafgiftspligtige virksomheders opgørelse af lønsummen i forbindelse med forskellige aktieordninger til virksomhedens ansatte.
Lønsumsafgiftslovens § 4
Det fremgår af § 4, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 739 af 3. september 2002 (bekendtgørelse af lov om afgift af lønsum m.v.), at:
”Ved opgørelsen af lønsummen skal aflønning i naturalier medregnes til lønsummen i det omfang, de berettiger til feriegodtgørelse efter ferieloven.”
Afgørende for om naturalier skal medregnes til lønsummen er derfor om naturalieydelsen berettiger til feriegodtgørelse efter ferieloven.
Det fremgår af § 26, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 (bekendtgørelse af ferieloven), at:
”
Arbejdsgiveren beregner feriegodtgørelse og ferietillæg af ethvert indkomstskattepligtigt lønbeløb og personalegode, for hvilket der ikke indrømmes fradrag i indtægten, og som er vederlag for arbejde under ansættelsen. Værdien af personalegoder beregnes på grundlag af de af Ligningsrådet fastsatte takster for optjeningsåret.”
Et personalegode skal derfor medregnes til lønsummen, når det er indkomstskattepligtigt og er vederlag for arbejde under ansættelsen.
Aktieoptionsloven
Det fremgår af § 1 i lov nr. 309 af 5. maj 2004 om brug af køberet eller tegningsret til aktier m.v. i ansættelsesforhold (aktieoptionsloven), at:
”Loven finder anvendelse på ordninger eller aftaler, der giver en lønmodtager ret til som led i ansættelsesforholdet at købe aktier eller anparter eller tegne nyudstedte aktier eller anparter på et senere tidspunkt.”
Det fremgår af endvidere af § 6 aktieoptionsloven, at:
”Rettigheder i henhold til ordninger eller aftaler omfattet af § 1 indgår ikke i beregningen af
1)
feriegodtgørelse eller ferietillæg efter ferielovens regler og
2)
…”
Aktieoptionsloven trådte i kraft den 1. juli 2004, jf. aktieoptionslovens § 9, stk. 1, men finder også anvendelse på ordninger, der er etableret før lovens ikrafttræden, for tildelinger, der sker efter lovens ikrafttræden, jf. aktieoptionslovens § 9, stk. 2.
Da ordninger eller aftaler omfattet af § 1 i aktieoptionsloven ikke berettiger til feriegodtgørelse, jf. lovens § 6, stk. 1, er ordningerne ikke lønsumsafgiftspligtige, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3 modsætningsvis.
Ordninger der ikke er omfattet af aktieoptionsloven
Er der tale om en ordning som ikke er omfattet af aktieoptionsloven finder følgende regler anvendelse:
Ligningslovens § 7 A og § 7 H
Det fremgår af § 7 A og § 7 H i lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004 (ligningsloven), at aktier og købe- og tegningsretter til aktier ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, såfremt en række betingelser er opfyldt.
De nærmere betingelser for skattefriheden fremgår af ligningslovens § 7 A og 7 H og er nærmere beskrevet i afsnit A.B.1.10 henholdsvis afsnit A.B.1.15 i ligningsvejledningen almindelig del.
Da aktier og købe- og tegningsretter til aktier ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, når betingelserne i ligningslovens § 7 A eller § 7 H er opfyldt, skal de heller ikke medregnes til lønsummen, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3 modsætningsvist.
Ligningslovens § 28
Det fremgår af § 28 i ligningsloven, at beskatningen for køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier som en ansat modtager som vederlag, først beskattes på det tidspunkt, hvor køberetten henholdsvis tegningsretten udnyttes eller afstås.
Den ansatte anses for at have modtaget et vederlag, såfremt vedkommende betaler et beløb, der er lavere end købe- eller tegningsrettens handelsværdi opgjort på det tidspunkt, hvor der erhverves ubetinget ret til den modtagne købe- eller tegningsret.
De nærmere regler fremgår af ligningslovens § 28 og af afsnit A.B.1.12.1 henholdsvis A.B.1.13.1 i ligningsvejledningen almindelig del.
Det er styrelsens opfattelse, at køberetter eller tegningsretter til aktier omfattet af ligningslovens § 28 skal medregnes i virksomhedens lønsum i den afgiftsperiode, hvor der erhverves ubetinget ret til den modtagne købe eller tegningsret, jf. § 3, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 431 af 5. juni 1999 om afgift af lønsum m.v.
Det er styrelsens opfattelse, at værdien skal fastsættes til forskellen mellem købe- eller tegningsrettens handelsværdi opgjort på det tidspunkt, hvor der erhverves ubetinget ret til den modtagne købe- eller tegningsret med fradrag af det beløb, som den ansatte betaler, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3.
Andre aktieordninger
For andre aktieordninger, der ikke positivt er fritaget i lovgivningen, skal der betales lønsumsafgift, såfremt ordningen er indkomstskattepligtig for den ansatte og den ansatte har et retligt krav på aktier m.v.
Det er styrelsens opfattelse, at værdien skal fastsættes til forskellen mellem aktiens, købe- eller tegningsrettens handelsværdi på tildelingstidspunktet med fradrag af det beløb, som den ansatte betaler, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 3.
Afslutning
Der er ved denne meddelelse ikke sket en ændring af praksis, men blot en præcisering af allerede gældende ret.