Dokumentets dato: | 28-06-2005 |
Offentliggjort: | 31-08-2005 |
SKM-nr: | SKM2005.366.LSR |
Journalnr.: | 2-2-1938-0137 |
Referencer.: | Virksomhedsomdannelsesloven |
Dokumenttype: | Kendelse |
Anvendelse af reglerne i virksomhedsomdannelsesloven forudsatte for virksomheder med flere ejere bl.a., at alle ejerne blev vederlagt i forhold til deres ejerandele i den personligt ejede virksomhed. Klageren skulle derfor indskyde det samme beløb til dækning af den negative anskaffelsessum for sine anparter i anpartsselskabet, som medinteressenten i henhold til loven var forpligtet og berettiget til at indskyde for at anvende reglerne.
Sagen drejer sig om, hvorvidt det kan pålægges A at indbetale 19.960 kr. kontant til B ApS til udligning af negativ anskaffelsessum for hans anparter i selskabet.
Landsskatterettens afgørelse
Skatteankenævnet har pålagt klageren at indbetale 19.960 kr. kontant til B ApS til udligning af den negative anskaffelsessum for klagerens anparter.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen, da denne indbetaling er en forudsætning for, at reglerne i virksomhedsomdannelsesloven kan anvendes, jf. lovens § 2, stk. 2, nr. 3.
Sagens oplysninger
Klageren deltog sammen med C i udlejningsvirksomheden B I/S. Begge interessenter benyttede virksomhedsordningen.
C driver herudover i personligt regi et tømrerfirma.
De to interessenter omdannede med virkning fra den 1. januar 2002 B I/S til et anpartsselskab, B ApS, under anvendelse af virksomhedsomdannelsesloven.
Den kommunale skattemyndighed ændrede under ligningen af omdannelsen avancerne på enkelte af de overdragne ejendomme. Ændringen, der blev accepteret af klageren og C, har medført, at anparternes anskaffelsessum blev negativ med yderligere i alt 39.920 kr.
C har herefter indbetalt 19.960 kr. i medfør af virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 5, således at hans anskaffelsessum for anparterne kunne opgøres til 0 kr. Klageren har derimod ikke ønsket at indbetale 19.960 kr. til udligning af den negative anskaffelsessum for anparterne.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har pålagt klageren at indbetale 19.960 kr. til udligning af den negative anskaffelsessum for anparterne.
Nævnet har som begrundelse herfor anført, at C var nødsaget til at udligne den negative anskaffelsessum for anparterne, da han ikke har omdannet begge sine virksomheder, at der således vil blive tale om en økonomisk forskydning, hvis klageren ikke indskyder det samme beløb, at klageren derved ved en senere afståelse af anparterne vil få fradrag for den merværdi, som han har fået tilført fra medinteressenten, og at situationen derfor er analog med den udligning af udskudt skat, som skal ske mellem interessenter som skattemæssigt ikke har samme kapitalkonti. Der er herved henvist til afsnit E.H.2.1.8 i Ligningsvejledningen og til virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 3.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har bedt Landsskatteretten om at fritage klageren for at foretage den kontante indbetaling til selskabet, som den kommunale skattemyndighed har pålagt ham.
Han har til støtte herfor bl.a. anført:
Lovbestemmelserne i virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 4 og § 4, stk. 5, er en del af den reparationspakke, som regeringen vedtog i 2001. Formålet var at undgå tidligere opståede uheldige - og for den enkelte skatteyder katastrofale – konsekvenser foranlediget af virksomhedsomdannelsesloven, såfremt der ved en efterfølgende ligning blev konstateret fejl i opgørelser eller, at ikke alle formalia var overholdt.
Der er ikke i loven hjemmel til at betinge indskud fra begge interessenter. Klageren har derimod lovmæssigt ret til at have en negativ anskaffelsessum for sine anparter.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det er i henhold til virksomhedsomdannelseslovens § 2 en betingelse for at anvende reglerne i loven, at alle de betingelser, der er opregnet i lovens § 2, stk. 1, er opfyldt. Det er ubestridt, at medinteressenten, C, under henvisning til disse regler er forpligtet og berettiget jf. virksomhedsomdannelseslovens § 4, stk. 5, til at indbetale 19.960 kr. til udligning af den negative anskaffelsessum for sine anparter i B ApS.
Anvendelse af lovens regler er for virksomheder med flere ejere endvidere betinget af, at betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Det er således bl.a. en forudsætning for, at anvende virksomhedsomdannelsesloven, at alle ejerne vederlægges i forhold til deres andele i den personligt ejede virksomhed, jf. herved § 2, stk. 2, nr. 3. Interessenterne skal herefter indskyde lige meget i det nye selskab, idet der skal opnås et ligeligt forhold mellem deres indskud og deres vederlag.
Retten er herefter enig med skatteankenævnet i, at anvendelse af reglerne i virksomhedsomdannelsesloven forudsætter, at klageren i lighed med medinteressenten, C, indskyder 19.960 kr. til udligning af den negative anskaffelsessum for hans anparter i B ApS. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.