Dokumentets dato: | 19-01-2006 |
Offentliggjort: | 24-03-2006 |
SKM-nr: | SKM2006.163.LSR |
Journalnr.: | 2-2-1824-0909 |
Referencer.: | |
Dokumenttype: | Kendelse |
En ansøgning om skattefri ophørsspaltning blev ikke imødekommet. Formålet blev oplyst som løsning af generationsskifte, medens LSR fandt at omstruktureringen havde som et hovedformål at opnå udskydelse af aktiveavancebeskatningen.
Klagen vedrører afslag af 30. juni 2005 på tilladelse til skattefri ophørsspaltning, jf. fusionsskattelovens § 15 a.
Landsskatterettens afgørelse
Det daværende Told- og Skattestyrelsen har meddelt afslag på en anmodning om tilladelse til skattefri ophørsspaltning af A A/S.
Det meddelte afslag stadfæstes.
Sagens oplysninger
Ved ansøgning af 26. november 2004 blev der anmodet om tilladelse til skattefri ophørsspaltning af A A/S pr. 1. oktober 2004. Ansøgningen var vedlagt årsrapport for 2002/2003 samt udkast til fælles regnskabsopstilling.
Selskabet har en aktiekapital på nom. 1.084.000 kr. (108.400 kr. A-aktier og 975.600 kr. B-aktier), og selskabets aktionærer er B og hans 3 børn, C, D og E. B har en aktiepost på nom. 634.000 kr. (108.400 kr. A-aktier og 525.600 kr. B-aktier), som svarer til en ejer- og stemmeandel på ca. hhv. 58 % og 79 %. De 3 børn ejer hver en B-aktiepost på nom. 150.000 kr.
Forskellen på A- og B-aktier er alene stemmevægt. Det er om årsagen til de to aktieklasser oplyst, at børnene først skulle oparbejde erfaringer, inden de fik indflydelse. Generationsskiftet skulle ske glidende.
Om tidligere ændringer foreligger oplyst, at A A/S i 1982 blev omdannet fra anpartsselskab til aktieselskab med en aktiekapital på nom. 500.000 kr. (100.000 kr. A-aktier og 400.000 kr. B-aktier.). Efter omdannelsen var B ejer af A-aktierne og nom. 100.000 kr. B-aktier, mens de resterende B-aktier var ejet af hans 3 børn (hver nom. 100.000 kr.). I 1987 blev nom. 50.000 kr. af A-aktierne ændret til B-aktier, og samme dag som ændringen erhvervede de 3 børn hver nom. 50.000 kr. B-aktier af B. Af akiekapitalen på nom. 500.000 kr. (50.000 kr. A-aktier og 450.000 kr. B-aktier) var B herefter ejer af A-aktierne, mens B-aktierne var ejet af de 3 børn (hver nom. 150.000 kr.). I 1995 blev A A/S (som modtagende selskab) fusioneret med selskaber, som B var ejer af, og aktiekapitalen blev forhøjet ved fusionen med nom. 584.000 kr. (58.400 kr. A- aktier og 525.600 kr. B-aktier) til nom. 1.084.000 kr. (108.400 kr. A-aktier og 975.600 kr. B-aktier). Fordelingen af aktiekapitalen har siden været uændret.
A A/S sælger herre-, drenge-, dame- og pigetøj i detailleddet på det danske marked. Strategien er at sælge smart tøj til fornuftige priser, og varesortimentet består både af egne varemærker og øvrige kendte varemærker, der afsættes i 26 afdelinger fordelt over hele Danmark.
B's 3 børn deltager alle i den daglige drift af selskabet. E er administrerende direktør i selskabet, mens D og C er indkøbschefer.
Selskabet ejer en portefølje af ejendomme. Disse anvendes alle til brug for selskabets forretninger, og i den udstrækning, der er overskydende kvadratmeter, udlejes disse til eksterne lejere. Videre ejer selskabet en stor beholdning af værdipapirer. Værdipapirporteføljen er opstået som følge af overskydende likviditet fra driften over tid.
Ifølge ansøgningen af 26. november 2004 ønskes der foretaget en spaltning af A A/S med spaltningsdato pr. 1. oktober 2004. Spaltningen ønskes foretaget som en ophørsspaltning, hvor aktiviteten med salg af tøj inklusiv ejendommene udspaltes til et nystiftet selskab, F A/S, mens værdipapirporteføljen udspaltes til et andet nystiftet selskab, G A/S. Vederlaget ved spaltningen ydes fuldt ud i aktier i de to nye selskaber, og der oprettes alene en aktieklasse i hvert af de udspaltede selskaber. Ved spaltningen er en opdeling af stemmerettighederne ikke længere nødvendig, idet børnene nu er klar til at overtage ansvaret, og idet aktiviteterne nu henføres til forskellige selskaber.
A A/S´s regnskabsår løber fra den 1. oktober til den 30. september. De modtagende selskaber stiftes med et regnskabsår, der begynder den 1. oktober 2004. Spaltningsdatoen er således sammenfaldende med skæringsdatoen for de modtagende selskabers regnskabsår.
Efter spaltningen vil det ene modtagende selskab, G A/S, være 100 % ejet af B, og det andet modtagende selskab, F A/S, vil være ejet 10 % af B og 90 % af de 3 børn (hver 30 %). Ombytningsforholdet ved spaltningen baseres på handelsværdier. Det vil blive sikret, at værdien af aktionærernes aktier efter spaltningen svarer til værdien af deres aktier i det indskydende selskab. Det er af revisor lagt til grund, at værdien af A- og B-aktier i A A/S er den samme, da de to aktieklasser alene adskiller sig fra hinanden ved stemmevægten, således at ophævelsen af de forskellige aktieklasser ikke indebærer formueforskydninger, jf. LV S.G.2.3.1.2 .
Ifølge ansøgningen er baggrunden for spaltningen, at der gennem de senere år løbende har været overvejelser omkring generationsskifte af selskabet. Med spaltningen vil det planlagte generationsskifte af tøjsalgsaktiviteten være næsten fuldført, idet børnene opnår den bestemmende indflydelse i F A/S, mens B opnår ejerskab til værdipapirselskabet. Børnene er klar til at overtage det fulde ansvar for driften af F A/S. B ønsker at nedtrappe sin erhvervsmæssige indsats blandt andet som følge af sin høje alder. B er 73 år, og det er derfor hensigtsmæssigt at lade nye kræfter komme til samtidig med, at B kan være til stede i virksomheden og fortsat bibringe den ekspertise, han har oparbejdet siden etableringen af A A/S. I overensstemmelse hermed er B fratrådt sin stilling som administrerende direktør i 2004 og er nu bestyrelsesformand.
Det har længe været hensigten, at det daglige ansvar for driften af tøjsalgsaktiviteten i A A/S skulle varetages af børnene. De "nye kræfter" er på nuværende tidspunkt gennemprøvet i praksis, idet børnene har været medejere i en lang årrække, og de har en solid og mangeårig erfaring med driften af tøjsalgsaktiviteten. Spaltningen af A A/S i tøjsalgsaktiviteten og investeringsaktiviteten giver børnene et forøget selvstændigt råderum i det fremtidige driftsselskab til brug ved fremtidige beslutninger om forretningsmæssige forhold, herunder eksempelvis nye tiltag i form af ændrede forretningskoncepter, mulighed for medinvestorer i tøjsalgsaktiviteten m.v. Med opdelingen af de to forretningsområder er der således skabt en bedre mulighed for, at der kan iværksættes nye initiativer vedrørende tøjaktiviteten uden, at det indebærer en risiko for at påvirke værdipapirporteføljen. Der er dermed skabt en struktur, der tilgodeser aktionærernes forskellige interesser.
Ifølge ansøgningen er det på nuværende tidspunkt ikke fastlagt, hvordan B's aktiepost på 10 % af aktierne i F A/S overdrages til børnene.
Det er supplerende under sagens behandling for styrelsen bl.a. anført, at det findes nødvendigt at justere ejersammensætningen, fordi det i de senere år - i takt med, at børnene har oparbejdet deres egne erfaringer - bliver stadigt mere markant, at driften styres af to interessegrupper, dels den ældre generation repræsenteret ved B, og dels den yngre generation repræsenteret ved hans børn. Konstellationen medfører, at der til tider vil opstå uenighed om forretningsmæssige tiltag, som resulterer i, at der ikke kan handles, hvilket kan hæmme driften. Som et konkret eksempel nævnes for så vidt selskabet i dag har 26 butikker, at den yngre generation ønsker at modernisere disse og udvide antallet, men der har ikke kunnet nås til enighed herom. Ved at gennemføre spaltningen udskillelses alle de driftsfremmede aktiver. Hermed vil der kunne iværksættes forretningsmæssige tiltag for driften, uden at der skal tages særlige hensyn til risikoen i forhold til de opsparede værdier. Dette vil udligne nogle af ejerkredsens forskellige interesser og muliggøre en større fokusering på driften, og der vil være skabt mere stabile ledelsesmæssige forhold for driften.
Ændringen sker ikke - som det formodes var tilfældet i SKM2004.73.TSS - som led i en planlagt fuld udtræden for B's vedkommende. Der er netop lagt vægt på, at B skal forblive i ejerkredsen, fordi han fortsat spiller en vigtig rolle for driften via sine erfaringer og kontakter m.v. Transaktionen foretages ud fra forsvarlige økonomiske betragtninger, fordi det er hensynet til driften og problemerne hermed, der har udløst ønsket om at gennemføre spaltningen. Sagen har afgørende lighedspunkter med SKM2004.147.TSS , men dog sådan, at A A/S er mere forretningsmæssigt begrundet, fordi der søges en løsning på nogle konkrete og aktuelle forretningsmæssige problemer. Der foreligger ikke ved spaltningen af A A/S konkrete planer om, at B skal afhænde sine driftsaktier. Såvel børnene som B ønsker at fortsætte driften, og det er blot betingelserne for den fortsatte "samdrift", der ønskes ændret. Der er i øvrigt henvist til afgørelsen i TfS 2002.1039 LSR.
Ansøgningen om spaltningen af A A/S har ved brev af 19. januar 2005 været suppleret ved ansøgning om yderligere skattefri omstruktureringer i koncernen pr. 1. oktober 2005, bestående af aktionærernes ombytning af deres aktier i F A/S med aktier i et nyt holdingselskab samt efterfølgende ophørsspaltning af holdingselskabet efter reglerne i fusionsskatteloven. Heraf fremgår bl.a., at B kan tænkes at engagere sig i andre forretningsmæssige udfordringer, men da arten eller omfanget heraf ikke på daværende tidspunkt er hverken konkret eller i planlægningsfasen, er det ikke på daværende tidspunkt muligt at beskrive typen eller omfanget heraf. Ligeledes kan det ikke afvises, at B efterfølgende ønsker at strukturere sine aktiebesiddelser i en mere enkel struktur, jf. nærmere brevet af 19. januar 2005. Regionen har ved en afgørelse af 8. april 2005 givet tilladelse til aktieombytningen med anmeldelsesvilkår. Told- og Skattestyrelsen har ikke taget stilling til ophørsspaltningen, jf. nærmere under "Styrelsens afgørelse".
Det er under sagens behandling for Landsskatteretten oplyst, at det som følge af det påklagede afslag af spaltningen af A A/S for nærværende er fravalgt at gennemføre den efterfølgende aktieombytning og spaltning, som er omtalt i brevet af 19. januar 2005.
Det er videre oplyst, at der undervejs i ansøgningsprocessen er blevet aflagt endnu et regnskab, som viser, at den driftsmæssige stagnation fortsætter. Parterne har derfor besluttet samtidig med klagen til Landsskatteretten at indsende en ny ansøgning til Told- og Skattestyrelsen om tilladelse til skattefri spaltning, hvor vederlaget fordeles anderledes, men denne spaltning imødekommer dog ikke parternes ønske i fuldt omfang som den spaltning, som der er modtaget afslag på. Der er fremlagt kopi af ansøgning af 14. juli 2005 til Told- og Skattestyrelsen, hvor de forretningsmæssige tiltag er beskrevet mere detaljeret.
Det er i øvrigt bl.a. oplyst, at A A/S´s virksomheden er baseret på et sortiment, der henvender sig til et bredt publikum med fornuftige varer til konkurrencedygtige priser. Dette marked har i mange år været grundlaget for en god forretning, og der er i selskabet oparbejdet en væsentlig værdipapirportefølje ved investering af overskudslikviditet fra driften, således at A A/S i dag nærmest må anses for at have to aktiviteter, dels salg af tøj og dels investering og formuepleje, hvor tøjsalgsaktiviteten dog fortsat utvivlsomt anses for det primære og væsentligste forretningsområde for A A/S.
A A/S´ drift har i længere tid stagneret som følge af den øgede konkurrence på markedet. De to generationer har ikke kunnet nå til en enighed, der gjorde det muligt at iværksætte nye tiltag. Den yngre generation er villige til at tage de nyinvesteringer og forøgede risici, som en væsentlig omlægning af driften indebærer. B står alt andet lige for at skulle pensioneres inden for en årrække, og han er derfor mindre villig til at påføre selskabet - herunder den opsparede formue i selskabet - nye forretningsmæssige risici. Omstruktureringen vil skabe en selskabsstruktur, som tilgodeser de modstridende interesser, sådan at der kan iværksættes initiativer indenfor tøjsalgsaktiviteten uden risici for den opsparede kapital.
Der er for Landsskatteretten - udover årsrapport for A A/S for 2003/2004 - fremlagt 2 oversigter, som viser udvikling i omsætning set i forhold til forbrugerprisindeks for A A/S og en konkurrerende virksomhed (H A/S). Disse oversigter er nærmere kommenteret i indlæg til Landsskatteretten af 14. november 2005.
Årsrapporten for A A/S med status pr. 30. september 2004 viser et årsresultat på 32.265.598 kr., herunder resultat af primær drift 5.333.096 kr. og finansielle indtægter 30.231.610 kr. Selskabets har en egenkapital 230.986.517 kr., herunder udgør beholdningen af værdipapirer 169.228.321 kr. af aktiver i alt 294.230.759 kr.
Styrelsens afgørelse
Ansøgningen om skattefri spaltning af A A/S i henhold til fusionsskattelovens § 15 a og b kan ikke imødekommes. Der er bl.a. henvist til EU-fusionsdirektiv artikel 11, stk. 1, litra a, og EF-Domstolen i Leur-Bloem sagen.
Efter en konkret vurdering af sagen, jf. nærmere afgørelsens side 7-8, findes hovedformålet med spaltningen ikke at være begrundet i forretningsmæssige hensyn, men hensynet til den ene aktionærs, B´s, udtræden af driften. Det findes således ikke godtgjort, at den ønskede skattefri ophørsspaltning har den fornødne forretningsmæssig begrundelse.
Told- og Skattestyrelsen finder ikke, at afgørelsen TfS2002.1039 LSR kan medføre et andet resultat. Der er i øvrigt henvist til SKM2004.73.TSS .
Styrelsen har ikke taget stilling til, hvorvidt betingelsen i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 2 om vedlæggelse til selskabsdeltagerne i samme forhold som hidtil, er opfyldt.
Videre har styrelsen ikke taget stilling til anmodningen om skattefri ophørsspaltning af 19. januar 2005 af et ved skattefri aktieombytning af aktierne i F A/S stiftet holdingselskab pr. 1. oktober 2005, idet styrelsen har forstået, at en tilladelse til skattefri spaltning af A A/S er en forudsætning for den videre omstrukturering i koncernen.
Klagerens påstand og argumenter
Der er nedlagt påstand om, at der er krav på at gennemføre den skattefri spaltning pr. 1. oktober 2004, jf. fusionsskattelovens § 15 a, da spaltningen utvivlsomt er forretningsmæssigt begrundet.
Tilladelse til skattefri omstrukturering forudsætter, at transaktionen er begrundet i andet og mere end en skattemæssig fordel for en af aktionærerne. Det er også tilfældet for spaltningen af A A/S. Spaltningen ønskes gennemført for at få en løsning på interessemodsætningerne, som bestemmer de forretningsmæssige beslutninger, som der konkret er et driftsmæssigt begrundet behov for at dække. Det er således en konkret driftsmæssig begrundelse, der er den udslagsgivende grund til, at omstruktureringen ønskes gennemført.
Det er klart, at hensynet til B også indgår, fordi de skattemæssige konsekvenser er af betydning for, hvorvidt han ønsker at medvirke til omstruktureringen. Hvis generationsskiftet alene kan gennemføres som et skattepligtigt salg, må det antages, at B ikke ønsker at gennemføre generationsskiftet i levende live. Dermed vil de nuværende forhold med begrænsningerne i de driftsmæssige beslutninger fortsætte og på sigt - efter alt at dømme - få alvorlige konsekvenser for tøjsalgsaktiviteten. Skulle B af hensyn til driften vælge at overdrage sine aktier skattepligtigt til børnene, så vil der også være det problem, at børnene ikke har midler til at finansiere driften. Den ønskede omstrukturering er derfor også en metode til, at børnene kan opnå indflydelse på driften, ligesom tilfældet er, når et selskab ønskes slanket ved en skattefri omstrukturering med henblik på inddragelse af medarbejdere i ejerkredsen.
Som i TfS 2002.1039 LSR (anført som TfS 2002.1030 LSR) adskilles driftsfremmed kapital fra driften ved spaltningen af A A/S for at sikre den hidtil optjente egenkapital og for at give den nye generation - der kan sidestilles med medarbejdere - mulighed for at opnå indflydelse på driften. Derudover ønskes spaltningen af A A/S også gennemført for at løse problemet med de modstridende interesser, dvs. et problem, som allerede har manifesteret sig konkret, idet det ikke har været muligt at tage tilstrækkelige initiativer til at imødegå den øgede konkurrence m.v. på markedet. Spaltningen er i høj grad forretningsmæssigt begrundet, fordi den ønskes gennemført for at forbedre og udvide driftens muligheder både i relation til de bestående og til kommende forretningsmæssige udfordringer, herunder at sikre, at virksomheden kan fortsætte efter generationsskiftet. Det er derfor forkert at konkludere, at spaltningen udelukkende ønskes gennemført af hensyn til B. Ved denne konklusion bortser man fra de positive effekter, som spaltningen har for driften og for de øvrige aktionærer (børnene) i selskabet. Det fremgår klart, at spaltningens hovedformål ikke er baseret på skatteundgåelse m.v., men derimod på at løse de forretningsmæssige problemer.
Spaltningen har tillige som konsekvens, at aktierne i det selskab, som ved spaltningen modtager investeringsaktiviteterne, ikke efterfølgende vil kunne overdrages med skattemæssig succession til børnene efter aktieavancebeskatningslovens § 11, fordi der er tale om et "pengetank-selskab".
For så vidt Told- og Skattestyrelsen har henvist til SKM2004.73.TSS indgår det ikke som led i omstruktureringen af A A/S, at B skal sælge aktier tilbage til udstedende selskab. Ved omstruktureringen er der netop lagt vægt på, at B fortsat skal være tilknyttet driftsselskabet efter spaltningen, fordi man anerkender hans kompetencer på dette område, og det vil fortsat kræve en aktiv indsats at pleje værdipapirinvesteringerne.
Når omstruktureringen i SKM2004.147.TSS anerkendes som forretningsmæssig, må spaltningen af A A/S også anerkendes som forretningsmæssig, jf. nærmere klagen til Landsskatteretten.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Klagen angår, om afslag af 30. juni 2005 på tilladelse til skattefri spaltning af A A/S pr. 1. januar 2004 er i strid med artikel 11, stk. 1, litra a i fusionsdirektiv 90/434/EØF.
Ifølge fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a kan en medlemsstat fravige direktivet, når hovedformålet eller et af hovedformålene bag en af de transaktioner, direktivet dækker, herunder spaltning, er skattesvig eller skatteunddragelse. Videre fremgår, at såfremt en transaktion ikke foretages uf fra forsvarlige økonomiske betragtninger, såsom omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne i de selskaber, der deltager i transaktionen, kan dette skabe en formodning om, at hovedformålet eller et af hovedformålene med transaktionen er skattesvig eller skatteunddragelse. Ved afgørelsen af, om den påtænkte transaktion som hovedformål eller et af hovedformålene har skattesvig eller skatteunddragelse, skal foretages en samlet undersøgelse af den konkrete transaktion, jf. herved EF-domstolens dom af 17. juli 1997 i Leur-Bloem sagen offentliggjort i SU 1997.257.
Om baggrunden for spaltningen er det bl.a. oplyst, at generationsskifte af selskabet nu ønskes gennemført. Børnene er klar til at overtage det fulde ansvar for driften af F A/S. B ønsker at nedtrappe sin erhvervsmæssige indsats blandt andet som følge af sin høje alder. Med opdelingen af de to forretningsområder er der skabt en bedre mulighed for, at der kan iværksættes nye initiativer vedrørende tøjaktiviteten uden, at det indebærer en risiko for at påvirke værdipapirporteføljen. Der er dermed skabt en struktur, der tilgodeser aktionærernes forskellige interesser, og generationernes interessemodsætninger udlignes, hvilket forbedrer mulighederne for, at der kan iværksættes nye forretningsmæssige tiltag, som kan ændre den stagnation, som driften er inde i.
Sagen må afgøres ud fra en samlet bedømmelse, hvor der - udover de oplyste formål - tillige må henses til sagens faktiske forhold i øvrigt. De oplyste formål kan således ikke i sig selv medføre, at der skal gives tilladelse til den ønskede omstrukturering, hvis de faktiske forhold i sagen, herunder bl.a. det oplyste om gennemførelsen af omstruktureringen, indikerer, at udskydelse af aktieavancebeskatning med deraf følgende skattebesparelse må anses som et af hovedformålene.
Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger anses den ansøgte omstrukturering at have som et hovedformål at opnå en udskydelse af aktieavancebeskatning ved B's afståelse af aktier i driftsselskabet A A/S med deraf følgende skattebesparelse.
Ved den ønskede spaltning af A A/S med spaltningsdato pr. 1. oktober 2004, udspaltes aktiviteten med salg af tøj inklusiv ejendommene til et nystiftet selskab, F A/S, mens værdipapirporteføljen udspaltes til et andet nystiftet selskab, G A/S. G A/S vil efter spaltningen være 100 % ejet af B, og F A/S, vil være ejet 10 % af B og 90 % af de 3 børn (hver 30 %). Det er ikke på nuværende tidspunkt fastlagt, hvordan B's aktiepost på 10 % af aktierne i F A/S overdrages til børnene. Selskabet havde regnskabsmæssigt pr. 30. september 2004 en egenkapital på 230.986.517 kr., herunder en beholdning af værdipapirer på 169.228.321 kr.
Disponeringen må anses at ske som led i B's udtræden af driften af tøjsalgsaktiviteten. B, som forinden spaltningen har en ejerandel i det hidtidige driftsselskab A A/S på ca. 58 %, får således alene en ejerandel på 10 % i F A/S, hvortil driftsaktiviteten udspaltes, og samtidig får han en ejerandel på 100 % i G A/S, hvortil værdipapirporteføljen udspaltes.
Den omstændighed, at B bevarer en ejerandel på 10 % i driftsselskabet samt sagens oplysninger i øvrigt, giver ud fra en helhedsvurdering ikke grundlag for at antage, at hovedformålet eller et af hovedformålene med transaktionen ikke er at opnå en udskydelse af aktieavancebeskatning ved B's afståelse af aktier i driftsselskabet A A/S med deraf følgende skattebesparelse.
Det påklagede afslag på tilladelse til skattefri spaltning ses herefter ikke at være i strid med fusionsdirektivet artikel 11, stk. 1, litra a.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.