Dokumentets metadata

Underskudsfremførsel - finansiel virksomhed

Sagen drejer sig om, hvorvidt det appellerende selskab kunne fremføre underskud fra indkomståret 1993 til modregning i selskabets indkomst i indkomstårene 1997 og 1998. Der var enighed mellem parterne om, at mere end 50% af aktiekapitalen i selskabet ved udgangen af indkomstårene 1997 og 1998 var ejet af andre aktionærer end ved begyndelse af indkomståret 1993. Underskuddet fra 1993 kunne derfor ikke anvendes til at nedbringe den skattepligtige indkomst i 1997 eller 1998 til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter, jf. ligningslovens § 15, stk. 8, med tillæg af indkomst fra udlejning af afskrivningslovens § 15, stk. 7 (dagældende). Der var derfor ikke "plads" til at fremføre underskuddet. Appellanten havde gjort gældende, at selskabet i 1993 drev finansiel virksomhed i form af kapitalformidling ved etablering af anpartsprojekter, jf. ligningslovens §15, stk. 12 (dagældende § 15, stk. 5, nr. 3) og derfor var undtaget begrænsningen i underskudsfremførsel. Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering, hvorefter anparter ikke kan anses for fordringer i ligningslovens § 15, stk. 12's forstand, hvorfor medvirken til omsætning af anparter ikke kan anses som "næring ved køb og salg af fordringer". Videre fandt Højesteret heller ikke, at selskabet havde udøvet "næringsvirksomhed ved finansiering", da selskabet ikke foretog udlån og ikke opkøbte fordringer. Herefter tiltrådte Højesteret landsrettens vurdering, hvorefter selskabet i 1993 ikke udøvede en virksomhed, der er omfattet af ligningslovens § 15, stk. 12.

Parter

H1 A/S
(advokat Lars FoghAndersen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Poul Sørensen, Peter Blok, Per Walsøe og Marianne Højgaard Pedersen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 14. januar 2004.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, H1 A/S, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

H1 har uddybende anført, at medvirken til omsætning af anparter må karakteriseres som finansieringsvirksomhed, da der herved blev tilvejebragt kapital til finansiering af de virksomheder, som de omsatte anparter vedrørte. Dermed er virksomheden omfattet af ligningslovens § 15, stk. 12. Rådgivningen af potentielle investorer var blot en biydelse i forhold til hovedvirksomheden.

Endvidere må selskabets virksomhed karakteriseres som køb og salg af fordringer eller formidlingsvirksomhed i forbindelse hermed. Også en sådan virksomhed er omfattet af ligningslovens § 15, stk. 12.

Formålet med begrænsningen af adgangen til underskudsfremførsel var at forhindre, at passive investorer købte underskudsselskaber med det ene formål at kunne udnytte underskuddet. Selskabet driver fortsat virksomhed med formidling af investeringsprodukter og er derfor ikke omfattet af den kreds, som indgrebet skulle ramme. Selskabet må derfor have samme adgang som pengeinstitutter og realkreditinstitutter til at foretage underskudsfremførsel.

Skatteministeriet har heroverfor anført, at udtrykket "fordringer" i ligningslovens § 15, stk. 12, må forstås i overensstemmelse med den almindelige forståelse efter kursgevinstloven, herunder § 1, hvorefter det afgørende for bedømmelsen alene er, om der foreligger et retligt krav på penge. Anparter er ikke pengefordringer, men ejerandele i investeringsprojekter eller lignende. Endvidere må omsætning af anparter anses for en salgsaktivitet og kan ikke karakteriseres som finansieringsvirksomhed.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af C, som har forklaret bl.a., at han ganske kort tid efter stiftelsen af selskabet blev ansat som administrationschef, og efter en periode blev han direktør. Efter yderligere en periode overtog han selskabet ved køb af aktier fra nogle af stifterne. Hans første opgave var at varetage aftaler med selskaber og udbydere af investeringsprojekter. Der var tale om formidling af salg af anparter på provisionsbasis, og man formidlede oprindelig projekter primært til private personer vedrørende ejendomme, ferieboliger og skibsprojekter. Hver gang selskabet solgte en anpart, fik virksomheden provision fra udbyderne af projekterne. Selskabet drev ikke virksomhed med rådgivning af kunder, hvor selskabets betaling var uafhængig af, om der skete et salg af en andel eller en anpart. Selskabet rådgav således aldrig købere alene om, hvorvidt et projekt var godt eller dårligt, men altid med et salg af anparter som formål. Indtægten var således baseret på omsætning af anparter. Selskabet ejede ikke anparter i de projekter, det formidlede. Posterne "finansielle indtægter og finansielle udgifter" i resultatopgørelsen for perioden 1. juni til 31. december 1993 vedrører efter hans bedste bud bankkonti, formentlig selskabets almindelige driftkonti, hvorpå indtægter blev konteret, og løbende udgifter til betaling af løn mv. blev debiteret. Der er således formentlig tale om renter af den almindelige drift.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret lægger efter forklaringerne fra B og C til grund, at H1 A/S' virksomhed i 1993 bestod i formidling af anparter til investorer mod betaling af provision.

Højesteret tiltræder, at anparter ikke kan anses for fordringer i ligningslovens § 15, stk. 12's forstand, og at medvirken til omsætning af anparter derfor ikke kan anses som "næring ved køb og salg af fordringer".

Selskabet foretog ikke udlån og opkøbte ikke fordringer. Selskabet kan derfor heller ikke anses for at have udøvet "næringsvirksomhed ved finansiering".

Højesteret tiltræder således, at selskabet i 1993 ikke udøvede en virksomhed, der er omfattet af ligningslovens § 15, stk. 12 (dagældende § 15, stk. 5, nr. 3). Det, som selskabet i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat, og Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 A/S betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.